de personlige stedord henviser til den eller dem, der taler, den eller dem, der tales til, eller den eller dem, der tales om.
På dansk har vi blandt andet:
jeg du han hun vi I de
De personlige pronominer hænger tæt sammen med den grammatiske kategori person:
1. PERSON den eller dem, der taler 2. PERSON den eller dem, der tales til 3. PERSON den eller dem, der tales om
På latin er især pronominerne for 1. og 2. person vigtige at lære som selvstændige bøjningsmønstre.
De personlige pronominer i 1. og 2. person
Latin har:
1. PERSON SINGULARIS ego jeg 2. PERSON SINGULARIS tu du 1. PERSON PLURALIS nos vi 2. PERSON PLURALIS vos I
De bøjes i kasus.
| Kasus | 1. person singularis | 2. person singularis | 1. person pluralis | 2. person pluralis |
|---|---|---|---|---|
| nævnefald | ego | tu | nos | vos |
| genstandsfald | me | te | nos | vos |
| ejefald | mei | tui | nostri / nostrum | vestri / vestrum |
| dativ | mihi | tibi | nobis | vobis |
| ablativ | me | te | nobis | vobis |
Det er nyttigt at lære skemaet som fire sammenhørende rækker:
ego me mei mihi me tu te tui tibi te nos nos nostri/nostrum nobis nobis vos vos vestri/vestrum vobis vobis
Personlige pronominer har ikke genus i 1. og 2. person
Ved adjektiver og flere andre pronominer er køn vigtigt.
Men:
ego
fortæller ikke, om den talende er maskulinum eller femininum.
Det betyder blot:
jeg
På samme måde betyder:
tu
du
uanset køn.
De centrale grammatiske oplysninger ved disse personlige pronominer er derfor:
PERSON + NUMERUS + KASUS
ikke:
GENUS
Vi kan for eksempel analysere:
mihi │ ├── pronomen ├── personligt pronomen ├── 1. person ├── singularis └── dativ
Latin behøver ofte ikke ego og tu
Her er der en vigtig forskel mellem dansk og latin.
På dansk siger vi:
Jeg elsker.
Vi har normalt brug for:
jeg
for at vise, hvem der er grundled.
På latin kan vi blot sige:
amo.
Verbformen:
amo
viser allerede:
1. person singularis
Derfor kan:
amo
alene betyde:
Jeg elsker.
Vi kan vise princippet:
am-o │ ↓ 1. person singularis
Det personlige pronomen behøver derfor ikke stå i sætningen.
Det samme gælder i andre personer
Se:
amas
Verbformen viser:
2. person singularis
Derfor betyder:
amas
Du elsker.
Og:
amamus
viser:
1. person pluralis
og betyder:
Vi elsker.
Mens:
amatis
viser:
2. person pluralis
og betyder:
I elsker.
Vi får altså:
| Latin | Person | Numerus | Dansk |
|---|---|---|---|
| amo | 1. person | singularis | jeg elsker |
| amas | 2. person | singularis | du elsker |
| amamus | 1. person | pluralis | vi elsker |
| amatis | 2. person | pluralis | I elsker |
Latin behøver ikke:
ego amo tu amas nos amamus vos amatis
for blot at fortælle, hvem der udfører handlingen.
Det fremgår allerede af verbets bøjningsform.
Det samme princip findes på spansk
Det samme mønster kendes også fra spansk.
På spansk kan verbets endelse ofte vise, hvem der udfører handlingen, så det personlige pronomen ikke behøver stå med.
For eksempel:
hablo jeg taler hablas du taler hablamos vi taler
Hvornår bruges ego, tu, nos og vos så?
Nominativformerne kan bruges, når personen skal fremhæves eller stilles i kontrast til en anden.
Se princippet:
amo ↓ jeg elsker
men:
ego amo ↓ JEG elsker
Her kan ego fremhæve den talende.
På samme måde kan:
tu amas
efter sammenhængen fremhæve:
DU elsker
Det personlige pronomen er altså ikke overflødigt.
Det tilfører noget, når selve personen skal stå tydeligt frem.
Person og kasus er forskellige oplysninger
Se:
ego
og:
me
Begge henviser til:
1. person singularis
Men de står ikke i samme kasus:
ego │ ├── 1. person ├── singularis └── nominativ me │ ├── 1. person ├── singularis └── akkusativ eller ablativ
Personen er altså den samme.
Bøjningsformen er forskellig.
Det svarer på en måde til dansk:
jeg mig
Det er den samme person, men formen ændres efter den grammatiske sammenhæng.
Nominativ
Nominativformerne er:
ego jeg tu du nos vi vos I
De kan blandt andet indgå i grundleddet.
Se:
Ego venio.
Jeg kommer.
På ordniveau er:
ego │ ├── personligt pronomen ├── 1. person ├── singularis └── nominativ
På sætningsniveau:
Ego venio. × ○
Ego indgår her i grundleddet.
Men igen:
NOMINATIV = kasus
mens:
GRUNDLED = sætningsled
Akkusativ
Akkusativformerne er:
me mig te dig nos os vos jer
Se:
Marcus me videt.
Marcus ser mig.
Her er:
me │ ├── personligt pronomen ├── 1. person ├── singularis └── akkusativ
På sætningsniveau:
Marcus me videt. × Δ ○
Me udgør her det direkte genstandsled.
Igen holder vi forskellen tydelig:
me ↓ AKKUSATIV ordets bøjning me ↓ DIREKTE GENSTANDSLED ordets funktion som sætningsled
Dativ
Dativformerne er:
mihi mig / til mig tibi dig / til dig nobis os / til os vobis jer / til jer
Se:
Marcus mihi rosam dat.
Marcus giver mig en rose.
Her er:
mihi │ ├── personligt pronomen ├── 1. person ├── singularis └── dativ
På sætningsniveau:
Marcus mihi rosam dat. × □ Δ ○
Mihi udgør her hensynsleddet.
Ablativ
Ablativformerne er:
me te nobis vobis
De kan blandt andet bruges efter præpositioner, der styrer ablativ.
Se:
Marcus mecum venit.
Marcus kommer med mig.
Her møder vi en særlig form.
Latin siger ikke:
*cum me
men:
mecum
På samme måde:
tecum med dig nobiscum med os vobiscum med jer
Præpositionen:
cum med
sættes altså efter disse personlige pronominer:
me + cum → mecum te + cum → tecum nobis + cum → nobiscum vobis + cum → vobiscum
Samme form kan have flere analyser
Det kender vi allerede fra substantiver og adjektiver.
Se:
me
Formen kan være:
AKKUSATIV SINGULARIS me mig
eller:
ABLATIV SINGULARIS me mig / med mig / fra mig ...
Bøjningsskemaet fortæller os mulighederne.
Sætningen afgør analysen.
Se:
Marcus me videt.
Me er her akkusativ, fordi det indgår som direkte genstandsled.
Men i en konstruktion, der kræver ablativ, analyseres samme form som ablativ.
Det samme princip gælder:
te nos vos
som også kan have mere end én mulig kasusanalyse.
nos og vos har samme form i nominativ og akkusativ
Se:
nos
Det kan være:
nominativ pluralis vi
eller:
akkusativ pluralis os
Sammenlign:
Nos venimus.
Vi kommer.
Her er:
nos ↓ nominativ
Men:
Marcus nos videt.
Marcus ser os.
Her er:
nos ↓ akkusativ
Den synlige form er den samme:
nos
men analysen er forskellig.
Genitiv
Genitivformerne er:
mei tui nostri / nostrum vestri / vestrum
Ved 1. og 2. person pluralis findes altså to genitivformer:
nostri nostrum vestri vestrum
De bruges i forskellige genitivkonstruktioner.
På dette niveau er det vigtigste først at kunne genkende dem som genitivformer af:
nos
og:
vos
De mere specifikke anvendelser af genitiv tager vi sammen med de konstruktioner, hvor forskellen bliver relevant.
Genitiv er ikke det samme som possessiv
Det er vigtigt at skelne mellem de personlige pronominers genitivformer og de possessive pronominer.
Se:
mei ↓ genitiv af ego
men:
meus, mea, meum ↓ min / mit
Det første er en kasusform af et personligt pronomen.
Det andet er et possessivt pronomen, der bøjes efter det ord, det hører til.
Altså:
PERSONLIGT PRONOMEN ego ↓ mei
er noget andet end:
POSSESSIVT PRONOMEN meus, mea, meum
Den forskel bliver vigtig på næste side om possessive pronominer.
Hvad med 3. person?
Her bliver det latinske system lidt anderledes.
Latin har ikke ét enkelt personligt pronomen, der svarer direkte til hele den danske række:
han hun den det de
I 3. person bruges blandt andet andre pronominer til at henvise til personer og ting.
Samtidig findes det refleksive pronomen:
se
som bruges om 3. person, når pronomenet henviser tilbage til sætningens grundled.
Det betyder, at vi ikke bare kan opstille:
ego tu *han/hun
som tre parallelle latinske personlige pronominer.
- person skal behandles lidt anderledes.
Det refleksive pronomen i 3. person
Det refleksive personlige pronomen har formerne:
| Kasus | Form |
|---|---|
| nævnefald | — |
| genstandsfald | se |
| ejefald | sui |
| dativ | sibi |
| ablativ | se |
Det har ingen nominativform.
Det skyldes, at det refleksive pronomen henviser tilbage til grundleddet og derfor ikke selv bruges som grundled på denne måde.
Se princippet:
Marcus se videt.
Marcus ser sig selv.
Her henviser:
se
til:
Marcus
Vi får:
Marcus se videt.
× Δ ○
│ │
└───────┘
samme personSe står i akkusativ og indgår som direkte genstandsled.
se har ikke genus eller numerus i formen
Det refleksive pronomen:
se sui sibi se
kan henvise tilbage til et grundled i både singularis og pluralis og uanset genus.
Formen:
se
kan derfor efter sammenhængen betyde:
sig sig selv sig selv(e)
Det er sammenhængen og grundleddet, der fortæller os, hvem pronomenet henviser til.
Personlige pronominer og tekstens sammenhæng
Ved pronominer er det ikke nok blot at bestemme bøjningsformen.
Vi skal også spørge:
HVEM HENVISER PRONOMENET TIL?
Se:
Marcus se videt.
Vi analyserer først:
se │ ├── personligt refleksivt pronomen └── akkusativ
Derefter ser vi på henvisningen:
se ↓ henviser tilbage til Marcus
Til sidst analyserer vi sætningsleddet:
se ↓ direkte genstandsled
Vi arbejder altså på tre niveauer:
ORDFORM ↓ se = akkusativ HENVISNING ↓ se → Marcus SÆTNINGSLED ↓ direkte genstandsled
Personlige pronominer og verbet
De personlige pronominer viser meget tydeligt sammenhængen mellem forskellige dele af grammatikken.
Se:
ego amo
Pronomenet:
ego │ ├── 1. person ├── singularis └── nominativ
Verbet:
amo │ ├── 1. person └── singularis
Der er altså overensstemmelse i:
PERSON + NUMERUS
mellem grundled og den den finitte verbform.
Men fordi verbformen allerede viser disse oplysninger, kan latin normalt nøjes med:
amo
Fra ordform til analyse
Se:
tibi
Vi kan analysere:
tibi
│
├── ordklasse
│ └── pronomen
│
├── type
│ └── personligt pronomen
│
├── person
│ └── 2. person
│
├── numerus
│ └── singularis
│
└── kasus
└── dativSe derefter:
Marcus tibi rosam dat.
På ordniveau:
tibi → personligt pronomen → 2. person → singularis → dativ
På sætningsniveau:
Marcus tibi rosam dat. × □ Δ ○
Tibi udgør her hensynsleddet.
En praktisk metode
Når du møder et personligt pronomen, kan du arbejde sådan:
1. GENKEND PRONOMENET
ego?
tu?
nos?
vos?
refleksivt se?
│
↓
2. BESTEM PERSON
1. person?
2. person?
3. person refleksivt?
│
↓
3. BESTEM NUMERUS
singularis?
pluralis?
│
↓
4. BESTEM KASUS
nominativ?
akkusativ?
genitiv?
dativ?
ablativ?
│
↓
5. UNDERSØG HENVISNINGEN
hvem henviser
pronomenet til?
│
↓
6. BESTEM SÆTNINGSLEDDETHvis formen kan have flere analyser, afgør sammenhængen, hvilken der passer.
Husk
De vigtigste personlige pronominer i 1. og 2. person er:
1. PERSON SINGULARIS ego me mei mihi me 2. PERSON SINGULARIS tu te tui tibi te 1. PERSON PLURALIS nos nos nostri / nostrum nobis nobis 2. PERSON PLURALIS vos vos vestri / vestrum vobis vobis
De bøjes i:
KASUS
og viser:
PERSON + NUMERUS
men ikke genus.
Latin behøver ofte ikke nominativformerne:
ego tu nos vos
fordi den den finitte verbform allerede viser person og numerus:
amo → jeg elsker amas → du elsker amamus → vi elsker amatis → I elsker
Et udtrykt personligt pronomen kan derfor bruges til at fremhæve eller kontrastere personen.
Vi holder igen forskel på:
ORDNIVEAU mihi → personligt pronomen → 1. person → singularis → dativ
og:
SÆTNINGSNIVEAU mihi → kan fx udgøre hensynsled
Ved pronominer tilføjer vi desuden et vigtigt spørgsmål:
HVEM ELLER HVAD HENVISER PRONOMENET TIL?
På næste side ser vi på de possessive pronominer og på forskellen mellem for eksempel:
mei
og:
meus, mea, meum
Begreber på denne side
- personligt stedord – Et pronomen, der henviser til taleren, den tiltalte eller den eller det, der tales om.
- person – En grammatisk kategori, der viser, om der tales om den talende, den tiltalte eller en tredje part.
- kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
- nævnefald – Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ.
- genstandsfald – Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt.
- ejefald – Den kasus, der blandt andet udtrykker tilhørsforhold.
- dativ – Den kasus, der blandt andet kan bruges ved indirekte objekt.
- ablativ – En latinsk kasus, der blandt andet kan udtrykke middel, årsag, måde, sted eller adskillelse.
- køn – En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver.
- grundled – Det led, som sætningens udsagn knyttes til.
- direkte genstandsled – Det objekt, som handlingen retter sig direkte mod.
- hensynsled – Det sætningsled, der angiver modtageren eller den person eller ting, som handlingen sker til fordel for eller går ud over.
- finit verbform – En verbform, der bærer sætningens tempus og modus og kan fungere som den finitte del af udsagnsleddet.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side