Tempus

Når du møder en finit verbform på latin, er tid en af de oplysninger, du skal bestemme.

Se:

amat
amabat
amavit
amabit

Alle formerne hører til:

amo, amare, amavi, amatum
elske

men de står ikke i samme tempus:

amat
↓
nutid
↓
han / hun elsker

amabat
↓
imperfektum
↓
han / hun elskede

amavit
↓
førnutid
↓
han / hun har elsket / elskede

amabit
↓
fremtid
↓
han / hun vil elske

tid er altså en del af verbets bøjningsform.

Når vi læser latin, skal vi både kunne:

GENKENDE TEMPUS
I VERBFORMEN

        ↓

FORSTÅ HVAD TEMPUS
FORTÆLLER OM HANDLINGEN

        ↓

BRUGE DET I
ANALYSEN OG OVERSÆTTELSEN

Det er derfor ikke nok at kunne navnet på et tempus.

Vi skal også kunne se, hvordan det kommer til udtryk i latin, og hvordan vi bruger det til at forstå teksten.

Sådan ser du tempus i latin

Latin har seks centrale tempora i indikativ:

nutid

imperfektum

fremtid

førnutid

førdatid

førfremtid

De seks tempora dannes ikke alle på samme måde.

Det latinske verbalsystem kan overordnet opdeles i to systemer:

PRÆSENSSYSTEMET
│
├── nutid
├── imperfektum
└── fremtid


PERFEKTSYSTEMET
│
├── førnutid
├── førdatid
└── førfremtid

Denne opdeling er vigtig.

Når vi lærer at genkende tempus i latin, skal vi derfor ikke bare lære seks løsrevne former.

Vi skal lære at se:

Hvilken stamme bruges?

Hvilket tempussystem
hører formen til?

Hvilke tegn i formen
viser det konkrete tempus?

De seks tempora

Her er først et samlet overblik:

Allerede her kan vi se, at tempus påvirker oversættelsen.

Men den danske oversættelse er ikke i sig selv en definition af det latinske tempus.

Vi arbejder i denne rækkefølge:

LATINSK VERBFORM
       ↓
BESTEM TEMPUS
       ↓
FORTOLK FORMEN
I SAMMENHÆNGEN
       ↓
VÆLG EN PASSENDE
DANSK OVERSÆTTELSE

Tempus er mere end nutid, fortid og fremtid

Det kan være fristende at tænke:

nutid
=
nutid

førnutid
=
fortid

fremtid
=
fremtid

Men det latinske tempussystem er mere nuanceret.

Tempus kan blandt andet hjælpe os med at forstå:

HVORNÅR
sker handlingen?

        +

HVORDAN FORHOLDER
HANDLINGEN SIG
TIL ANDRE HANDLINGER?

Sammenlign:

amat
↓
nutid
↓
han / hun elsker

med:

amaverat
↓
førdatid
↓
han / hun havde elsket

Amaverat placerer ikke bare handlingen i fortiden.

Formen kan vise, at handlingen ligger før et andet tidspunkt i fortiden.

Tempus hjælper os altså med at forstå tidslige relationer i teksten.

Tre tempora hører til præsenssystemet:

nutid
+
imperfektum
+
fremtid

Med amo, amare får vi for eksempel:

amat
↓
nutid

amabat
↓
imperfektum

amabit
↓
fremtid

Disse tre tempora bygges på verbets præsensstamme.

Ved:

amo, amare

kan vi genkende:

ama-

som den stamme, der ligger til grund for disse former.

nutid

Se:

amat

Den samlede analyse er:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── indikativ
└── aktiv

I en enkel sammenhæng kan vi oversætte:

han / hun elsker

Se:

Puella Marcum amat.

Pigen elsker Marcus.

Her fremstilles handlingen som noget, der gælder i nutiden.

Men nutid kan bruges på flere måder i latin.

En præsensform behøver derfor ikke i enhver sammenhæng at skulle oversættes mekanisk med dansk nutid.

Det afgørende er først at genkende:

amat
↓
nutid

og derefter se på sammenhængen.

imperfektum

Se:

amabat

Vi kan forenklet dele formen sådan:

ama-ba-t
│    │  │
│    │  └── 3. person singularis
│    │
│    └───── tegn på imperfektum
│
└────────── præsensstamme

Den samlede analyse bliver:

amabat
│
├── 3. person
├── singularis
├── imperfektum
├── indikativ
└── aktiv

En mulig dansk oversættelse er:

han / hun elskede

imperfektum bruges ofte om noget:

igangværende

gentaget

vedvarende

eller baggrundsskabende

i fortiden.

Det bliver særlig vigtigt, når vi skal skelne mellem imperfektum og førnutid.

fremtid

Se:

amabit

Formen kan analyseres:

amabit
│
├── 3. person
├── singularis
├── fremtid
├── indikativ
└── aktiv

En mulig oversættelse er:

han / hun vil elske

fremtid fremstiller handlingen som fremtidig.

Vi kan forenklet tænke:

NU
│
│
└──────────────→
                handling
                i fremtiden

Også her er arbejdsrækkefølgen:

amabit
↓
genkend fremtid
↓
forstå formen i sammenhængen
↓
vælg dansk oversættelse

De tre øvrige tempora hører til perfektsystemet:

førnutid
+
førdatid
+
førfremtid

Med amo får vi for eksempel:

amavit
↓
førnutid

amaverat
↓
førdatid

amaverit
↓
førfremtid

Her bliver en anden af verbets hovedformer vigtig.

Se:

amo, amare, amavi, amatum

Den tredje hovedform:

amavi

giver os perfektstammen.

Forenklet:

amav-i
│    │
│    └── endelse
│
└─────── perfektstamme

Perfektsystemet bygges altså på en anden stamme end præsenssystemet.

Derfor er hovedformerne vigtige

Se igen:

amo, amare, amavi, amatum

Vi kan forenklet tænke:

amo, amare
↓
præsenssystemet

mens:

amavi
↓
perfektstammen
↓
perfektsystemet

Det bliver særlig vigtigt ved verber, hvor perfektstammen ikke umiddelbart kan gættes ud fra præsensstammen.

Når vi møder en form fra perfektsystemet, kan verbets hovedformer derfor hjælpe os med at finde tilbage til ordbogsformen.

Vi kan gå:

TEKSTFORM
↓
PERFEKTSTAMME
↓
HOVEDFORM
↓
ORDBOGSFORM
↓
BETYDNING

førnutid

Se:

amavit

Den samlede analyse er:

amavit
│
├── 3. person
├── singularis
├── førnutid
├── indikativ
└── aktiv

Afhængigt af sammenhængen kan formen blandt andet oversættes:

han / hun har elsket

eller:

han / hun elskede

Det viser en vigtig forskel mellem analyse og oversættelse.

På latin bestemmer vi:

amavit
↓
førnutid

Men dansk kan gengive denne form på forskellige måder.

Derfor skal vi ikke begynde med den danske tid og derefter forsøge at gætte det latinske tempus.

Vi går den anden vej:

LATIN
amavit

↓
førnutid

↓
BETYDNING I SAMMENHÆNGEN

↓
DANSK OVERSÆTTELSE

førdatid

Se:

amaverat

Formen kan analyseres:

amaverat
│
├── 3. person
├── singularis
├── førdatid
├── indikativ
└── aktiv

En typisk dansk oversættelse er:

han / hun havde elsket

førdatid kan bruges til at fremstille en handling som allerede afsluttet før et andet tidspunkt i fortiden.

Vi kan tænke:

FORTID                              NU
────────────────────────────────────→

handling 1       handling 2
    ↑
amaverat

Handlingen i førdatid ligger altså før et andet fortidigt tidspunkt.

Det er derfor mere præcist at tænke:

FORTID FØR FORTID

end bare:

meget langt tilbage

førfremtid

Se:

amaverit

Formen kan analyseres:

amaverit
│
├── 3. person
├── singularis
├── førfremtid
├── indikativ
└── aktiv

En mulig dansk oversættelse er:

han / hun vil have elsket

førfremtid kan bruges om en handling, der vil være afsluttet før et andet tidspunkt i fremtiden.

Vi kan tænke:

NU                                FREMTID
│                                    │
─────────────────────────────────────→

                 handling 1     handling 2
                     ↑
                 amaverit

Det afgørende er altså ikke kun, at handlingen ligger i fremtiden.

Den fremstilles som afsluttet før noget andet fremtidigt.

De to systemer samlet

Vi kan samle de seks tempora sådan:

LATINSKE TEMPORA
│
├── PRÆSENSSYSTEM
│   │
│   ├── nutid
│   ├── imperfektum
│   └── fremtid
│
└── PERFEKTSYSTEM
    │
    ├── førnutid
    ├── førdatid
    └── førfremtid

Med amo:

Tempus viser forholdet mellem handlinger

Tempus bliver særlig vigtigt, når en tekst indeholder flere handlinger.

Vi kan for eksempel have en handling, som fremstilles som baggrund, og en anden, som fremstilles som en afsluttet begivenhed.

Her bliver forskellen mellem:

imperfektum

og:

førnutid

vigtig.

På samme måde kan førdatid vise, at en handling allerede var sket før en anden fortidig handling.

Vi kan forenklet tænke:

førdatid
↓
før et fortidigt tidspunkt

førnutid
↓
fortidig begivenhed

nutid
↓
nutidigt udgangspunkt

fremtid
↓
senere end nutiden

førfremtid
↓
afsluttet før et fremtidigt tidspunkt

Tempus giver os altså ikke kun seks forskellige bøjningsetiketter.

Det hjælper os med at forstå tekstens tidslige opbygning.

Tempus er ikke det samme som tid i virkeligheden

Her skal vi skelne mellem den grammatiske form og vores fortolkning af den.

Når vi siger:

amabat
↓
imperfektum

beskriver vi verbets grammatiske bøjningsform.

Men når vi læser teksten, spørger vi også:

Er handlingen igangværende?

Er den gentaget?

Danner den baggrund?

Hvordan forholder den sig
til andre handlinger?

Vi kan derfor skelne:

ORDNIVEAU

amabat
↓
imperfektum

fra:

BETYDNING I TEKSTEN

hvordan handlingen
fremstilles tidsligt

Tempus er en grammatisk kategori ved verbet.

Den konkrete tidslige betydning fortolker vi i sammenhængen.

Tempus er en del af bøjningsanalysen

Når vi bestemmer tempus, beskriver vi verbets bøjningsform.

Se:

amabant

Vi kan analysere:

amabant
│
├── verbum
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── indikativ
└── aktiv

Tempus er altså én del af den samlede bøjningsanalyse:

PERSON
+
NUMERUS
+
TEMPUS
+
MODUS
+
DIATESE

Vi skal derfor helst ikke nøjes med:

amabant
=
imperfektum

men kunne se formen som en helhed.

Tempus er ikke et sætningsled

Ligesom ved person og numerus skal vi holde ordniveau og sætningsniveau adskilt.

Se:

Puella Marcum amabat.

På ordniveau analyserer vi:

amabat
│
├── verbum
├── 3. person
├── singularis
├── imperfektum
├── indikativ
└── aktiv

Det beskriver verbets bøjningsform.

På sætningsniveau analyserer vi:

Puella     Marcum     amabat.
  ×           Δ          ○

Her har vi:

Puella
↓
grundled

Marcum
↓
direkte genstandsled

amabat
↓
udsagnsled

Altså:

ORDNIVEAU

imperfektum
↓
tempus ved verbformen

mens:

SÆTNINGSNIVEAU

udsagnsled
↓
sætningsled

tid er en bøjningskategori.

Udsagnsled er et sætningsled.

Sådan genkender du tempus

Når vi senere arbejder med de enkelte tempora, lærer vi deres konkrete bøjningsmønstre mere detaljeret.

Allerede nu kan vi sammenligne:

amat
↓
nutid

amabat
↓
imperfektum

amabit
↓
fremtid

amavit
↓
førnutid

amaverat
↓
førdatid

amaverit
↓
førfremtid

Når du undersøger en verbform, kan du spørge:

1. Hvilken stamme ser jeg?

2. Hører formen til
   præsenssystemet
   eller perfektsystemet?

3. Hvilke tegn viser
   det konkrete tempus?

4. Hvilken personendelse
   ser jeg?

5. Hvilket samlet
   bøjningsmønster passer?

Tempus bestemmes altså ud fra verbformens struktur og bøjningsmønster.

Se på hele verbformen

Se:

amabant

Vi kan forenklet analysere:

ama-ba-nt
│    │   │
│    │   └── 3. person pluralis
│    │
│    └────── imperfektum
│
└─────────── præsensstamme

Det giver:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── indikativ
└── aktiv

Men se nu:

amaverant

Her arbejder vi med perfektstammen:

amav-era-nt
│      │   │
│      │   └── 3. person pluralis
│      │
│      └────── førdatid
│
└───────────── perfektstamme

Den samlede analyse er:

amaverant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── førdatid
├── indikativ
└── aktiv

Forskellen mellem formerne viser, hvorfor både stamme og bøjningsdele er vigtige.

imperfektum og førnutid kan begge blive til dansk datid

Når vi oversætter fra latin til dansk, kan forskellige latinske tempora nogle gange blive gengivet med den samme danske verbform.

Sammenlign:

amabat
↓
imperfektum

og:

amavit
↓
førnutid

Begge kan i nogle sammenhænge oversættes:

elskede

Men de latinske former er ikke ens.

Meget forenklet kan vi begynde med:

imperfektum
↓
igangværende
gentaget
vedvarende
eller baggrund
i fortiden

mens:

førnutid
↓
afsluttet handling
eller begivenhed
i fortiden

Den præcise forskel afhænger af sammenhængen.

Det vigtige er:

Vi må ikke bestemme det latinske tempus ud fra den danske oversættelse.

Et eksempel: imperfektum eller førnutid?

Sammenlign:

Puella cantabat.

og:

Puella cantavit.

Begge kan i visse sammenhænge oversættes:

Pigen sang.

Men de latinske former er forskellige.

cantabat
↓
imperfektum

mens:

cantavit
↓
førnutid

imperfektum kan for eksempel fremstille sangen som noget igangværende eller som baggrund:

Pigen var i gang med at synge.

eller:

Pigen plejede at synge.

førnutid kan i stedet fremstille den som en afsluttet begivenhed:

Pigen sang.

eller efter sammenhængen:

Pigen har sunget.

Vi bestemmer altså først det latinske tempus.

Derefter vælger vi den danske formulering.

Tempus hjælper os med at læse en fortælling

I en sammenhængende fortælling kan forskellige tempora have forskellige roller.

Meget forenklet kan imperfektum bruges til:

BAGGRUND

omstændigheder

igangværende handlinger

gentagne handlinger

mens førnutid ofte kan bruges til:

BEGIVENHEDER

afsluttede handlinger

nye hændelser

det der fører
fortællingen videre

Vi kan tænke:

imperfektum
↓
SCENEN ER I GANG

         +

førnutid
↓
NOGET SKER

Det er naturligvis ikke en mekanisk regel, men det er et vigtigt mønster at kunne genkende.

Tempus hjælper os dermed med at se tekstens struktur.

førdatid viser noget, der allerede var sket

Se:

amaverat

Vi ved:

førdatid
↓
havde elsket

Hvis en tekst fortæller om noget i fortiden, kan førdatid vise, at en anden handling allerede lå før dette tidspunkt.

Forenklet:

HANDLING A
førdatid

        ↓

HANDLING B
fortid

På dansk bruger vi ofte:

havde + perfektum participium

for at gengive dette forhold.

For eksempel:

havde elsket
havde set
havde hørt
var kommet

Det vigtige er forholdet:

FØRST A
SÅ B

hvor A står i førdatid.

førfremtid viser fremtid før fremtid

På samme måde kan førfremtid vise, at noget vil være sket før et andet tidspunkt i fremtiden.

Se:

amaverit
↓
førfremtid

En mulig oversættelse er:

vil have elsket

Vi kan tænke:

NU
│
├──────── handling A ─────── handling B
│             ↑
│      førfremtid
│
└──────────────────────────────→ FREMTID

Handlingen ligger altså i fremtiden, men fremstilles som afsluttet før et andet fremtidigt tidspunkt.

Tempus og hovedformer hænger sammen

Når du møder:

amabat

kan du genkende præsensstammen:

ama-

Men når du møder:

amaverat

skal du kunne genkende perfektstammen:

amav-

Derfor er verbets hovedformer nyttige:

amo, amare, amavi, amatum

De hjælper os fra:

amaverat

til:

amavi

og videre til:

amo, amare
↓
elske

Vi kan altså arbejde:

TEKSTFORM
↓
GENKEND STAMMEN
↓
FIND HOVEDFORMEN
↓
IDENTIFICÉR VERBET
↓
BESTEM TEMPUS

Fra tekstform til tempus

Se:

amaverant

Først identificerer vi verbet:

amaverant
↓
amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Derefter undersøger vi formen.

Vi genkender:

amav-
↓
perfektstamme

og:

-erant
↓
førdatid
+
3. person pluralis

Den samlede analyse bliver:

amaverant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── førdatid
├── indikativ
└── aktiv

En mulig oversættelse er:

de havde elsket

Vi går altså:

TEKSTFORM
↓
ORDBOGSFORM
↓
STAMME
↓
TEMPUS
↓
PERSON + NUMERUS
↓
SAMLET BØJNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Tempus skal bruges i sætningen

Se:

Puellae Marcum amabant.

Vi begynder med verbet:

amabant

Vi analyserer:

3. person
pluralis
imperfektum
indikativ
aktiv

Person og numerus hjælper os med grundleddet:

puellae
↓
nominativ pluralis

og:

Marcum
↓
akkusativ singularis

På sætningsniveau:

Puellae     Marcum     amabant.
   ×           Δ          ○

En enkel oversættelse kan være:

Pigerne elskede Marcus.

Men imperfektum kan afhængigt af sammenhængen gøre det relevant at vælge en dansk formulering, der tydeligere viser en vedvarende eller gentaget situation.

Det latinske tempus ændrer sig ikke af den grund.

Det er stadig:

imperfektum

Analyse og oversættelse skal holdes adskilt

Det er en vigtig arbejdsregel:

ANALYSE
↓
Hvilket latinsk tempus
står verbet i?

kommer før:

OVERSÆTTELSE
↓
Hvordan gengiver vi
det bedst på dansk?

Vi skal altså ikke gøre:

"elskede"
↓
så må det være førnutid

For dansk elskede kan afhængigt af sammenhængen gengive både:

amabat
↓
imperfektum

og:

amavit
↓
førnutid

Den latinske form kommer først.

Sådan bestemmer og bruger du tempus

Når du møder en finit latinsk verbform, kan du arbejde sådan:

1. FIND DEN FINITTE VERBFORM

          │
          ↓
2. IDENTIFICÉR VERBET

   Hvilke hovedformer
   hører det til?

          │
          ↓
3. FIND STAMMEN

   præsensstamme?
   perfektstamme?

          │
          ↓
4. AFGØR HVILKET
   TEMPUSSYSTEM FORMEN
   HØRER TIL

   præsenssystem?
   perfektsystem?

          │
          ↓
5. SE EFTER KENDETEGN
   PÅ DET KONKRETE TEMPUS

          │
          ↓
6. BESTEM PERSON
   OG NUMERUS

          │
          ↓
7. BESTEM MODUS
   OG DIATESE

          │
          ↓
8. LAV DEN SAMLEDE
   BØJNINGSANALYSE

          │
          ↓
9. SE PÅ SAMMENHÆNGEN

   Hvordan forholder
   handlingen sig til
   andre handlinger?

          │
          ↓
10. VÆLG EN PASSENDE
    DANSK OVERSÆTTELSE

Kortere kan vi skrive:

VERBFORM
↓
STAMME + BØJNINGSDELE
↓
TEMPUS
↓
SAMLET BØJNINGSANALYSE
↓
TIDSLIGT FORHOLD I TEKSTEN
↓
OVERSÆTTELSE

Husk

Latin har seks centrale tempora i indikativ:

Med:

amo, amare, amavi, amatum

kan vi for eksempel møde:

amat
↓
nutid
↓
han / hun elsker

amabat
↓
imperfektum
↓
han / hun elskede

amabit
↓
fremtid
↓
han / hun vil elske

amavit
↓
førnutid
↓
han / hun har elsket / elskede

amaverat
↓
førdatid
↓
han / hun havde elsket

amaverit
↓
førfremtid
↓
han / hun vil have elsket

De seks tempora hænger sammen i to systemer:

PRÆSENSSYSTEM
│
├── nutid
├── imperfektum
└── fremtid


PERFEKTSYSTEM
│
├── førnutid
├── førdatid
└── førfremtid

tid er en del af verbets bøjningsanalyse:

amabat
│
├── 3. person
├── singularis
├── imperfektum
├── indikativ
└── aktiv

Men vi stopper ikke ved navnet på tempus.

Vi bruger oplysningen:

LATINSK FORM
     ↓
BESTEM tid
     ↓
FORSTÅ FORHOLDET
MELLEM HANDLINGERNE
     ↓
FORTOLK I SAMMENHÆNGEN
     ↓
OVERSÆT

Husk især:

Det latinske tid bestemmes ud fra den latinske verbform – ikke ud fra, hvilken dansk tid vi ender med at bruge i oversættelsen.

På næste side ser vi nærmere på udsagnsmåde: hvordan modus kommer til udtryk i latinske verbformer, og hvordan forskellen mellem blandt andet indikativ, konjunktiv og imperativ bruges til at forstå og oversætte sætningen.

Modus →