Latinske verber bøjes ikke alle efter det samme mønster.

Sammenlign:

amo, amare
moneo, monere
rego, regere
audio, audire

De fire verber betyder forskellige ting:

amo
↓
elske

moneo
↓
advare

rego
↓
styre

audio
↓
høre

Men der er også en grammatisk forskel.

De tilhører fire forskellige konjugationen:

amo, amare
↓
1. konjugation

moneo, monere
↓
2. konjugation

rego, regere
↓
3. konjugation

audio, audire
↓
4. konjugation

En konjugation er et bøjningsmønster for verber.

På samme måde som substantiver fordeles på deklinationer:

SUBSTANTIVER
↓
DEKLINATIONER

fordeles regelmæssige latinske verber på fire hovedkonjugationer:

VERBER
↓
KONJUGATIONER
│
├── 1. konjugation
├── 2. konjugation
├── 3. konjugation
└── 4. konjugation

Når vi ved, hvilken konjugation et verbum tilhører, ved vi, hvilket grundlæggende bøjningsmønster det følger.

Det hjælper os både med at:

GENKENDE FORMER
I EN LATINSK TEKST

og med at:

FORSTÅ HVORDAN
VERBET BØJES

Vi bruger fire verber som modeller:

Som vi så på siden Verber i latin, kan en ordbog give flere oplysninger om verbet, og verbets hovedformer kan fx angives:

amo, amare, amavi, amatum

På denne side er det imidlertid især de to første former, der er interessante:

amo, amare

fordi de hjælper os med at bestemme konjugationen.

Vi koncentrerer os derfor her om:

1. PERSON SINGULARIS
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

+

PRÆSENS INFINITIV
AKTIV

For eksempel:

amo
+
amare

Se:

amat

og:

regit

De ser forskellige ud.

Men grammatisk kan begge analyseres:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Forskellen skyldes, at de hører til forskellige verber med forskellige bøjningsmønstre:

amat
↓
amo, amare
↓
1. konjugation

regit
↓
rego, regere
↓
3. konjugation

Det samme gælder:

monet
↓
moneo, monere
↓
2. konjugation

og:

audit
↓
audio, audire
↓
4. konjugation

Vi kan derfor have:

amat

monet

regit

audit

som alle er:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Konjugationen forklarer, hvorfor den samme grammatiske form kan se forskellig ud fra verbum til verbum.

Det vigtigste spor er præsens infinitiv aktiv.

Sammenlign:

amāre

monēre

regere

audīre

Endelserne viser fire forskellige mønstre:

Vi kan derfor begynde med:

-āre
↓
1. konjugation

-ēre
↓
2. konjugation

-ere
↓
3. konjugation

-īre
↓
4. konjugation

Det giver en enkel arbejdsmetode:

FIND VERBET
      ↓
FIND INFINITIVEN
      ↓
SE PÅ INFINITIVENS
BØJNINGSMØNSTER
      ↓
BESTEM
KONJUGATIONEN

Se især forskellen mellem:

monēre

og:

regere

I 2. konjugation er:

ē

lang.

I 3. konjugation er:

e

kort.

Derfor:

monēre
↓
2. konjugation

mens:

regere
↓
3. konjugation

Hvis vokallængden markeres med makron, er forskellen synlig.

Men mange latinske tekster og ordbøger skriver uden makroner:

monere

og:

regere

Så ser infinitiverne umiddelbart meget ens ud.

Derfor er det nyttigt også at se på den første opslagsform:

moneo, monere

mod:

rego, regere

Vi bestemmer altså ikke altid konjugationen sikkert ved bare at tælle bogstaver i infinitivens slutning.

Vi bruger de oplysninger, ordbogen giver os.

Modelverbet er:

amo, amare
elske

Med markeret vokallængde:

amo, amāre

Infinitiven har:

-āre
↓
1. konjugation

I mange former genkender vi:

ama-

Se nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

Vi kan genkende:

ama-s

ama-t

ama-mus

ama-tis

ama-nt

For eksempel:

amat
↓
3. person singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

og:

amant
↓
3. person pluralis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Modelverbet er:

moneo, monere
advare

Med markeret vokallængde:

moneo, monēre

Infinitiven har:

-ēre
↓
2. konjugation

I mange former genkender vi:

mone-

Se nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

For eksempel:

monet
↓
3. person singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

og:

monent
↓
3. person pluralis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Modelverbet er:

rego, regere
styre

Infinitiven har:

-ere
↓
3. konjugation

Her er e kort:

regere

i modsætning til 2. konjugations:

monēre

Se nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

Her ser vi noget vigtigt.

Vi får:

regis

regit

regimus

men:

regunt

Vokalen mellem stammen og personendelsen er altså ikke den samme i alle former.

1. konjugation skal derfor læres som sit eget bøjningsmønster.

Modelverbet er:

audio, audire
høre

Med markeret vokallængde:

audio, audīre

Infinitiven har:

-īre
↓
4. konjugation

I mange former genkender vi:

audi-

Se nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

Se især:

audiunt

Her får vi:

-u-

før personendelsen:

-nt

Derfor er formen:

audiunt

ikke:

*audint

Det er en del af 4. konjugations bøjningsmønster.

Nu kan vi sammenligne nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

Det vigtigste er ikke bare at lære tabellen udenad.

Vi skal opdage mønstrene.

Se tredje person singularis:

ama-t

mone-t

regi-t

audi-t

Alle fire har:

-t
↓
3. person singularis

Men det, der står før -t, er forskelligt.

Konjugationerne har forskellige bøjningsmønstre, men mange personendelser går igen.

Vi kan forenklet genkende:

Se:

ama-t

mone-t

regi-t

audi-t

Alle har:

-t
↓
3. person singularis

Og:

ama-mus

mone-mus

regi-mus

audi-mus

har alle:

-mus
↓
1. person pluralis

Der er altså både noget fælles og noget forskelligt:

PERSONENDELSER
↓
mange fælles træk

mens:

STAMME
+
FORBINDELSE TIL ENDELSEN
↓
afhænger af konjugationen

På siden om stamme og endelse så vi, at en verbform kan opdeles i forskellige dele.

For eksempel:

ama-ba-nt

Konjugationen hjælper os med at forstå, hvordan verbets stamme optræder i bøjningssystemet.

Sammenlign de fire modelverber:

ama-

mone-

reg-

audi-

De kan ikke alle sammen forbindes med personendelser og tempusmærker på præcis samme måde.

Derfor kan vi tænke:

VERBETS STAMME
      +
KONJUGATIONENS
BØJNINGSMØNSTER
      +
GRAMMATISKE
BØJNINGSMÆRKER
      ↓
DEN KONKRETE
VERBFORM

De fire konjugationer er særlig nyttige, når vi arbejder med præsenssystemet:

nutid

imperfektum

fremtid

Her følger verberne forskellige mønstre, som hænger sammen med konjugationen.

nutid

Vi har allerede set:

amat

monet

regit

audit

Alle fire er:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

men de viser fire forskellige konjugationer.

imperfektum

Se nu:

amabat

monebat

regebat

audiebat

Alle fire former er:

3. person
singularis
imperfektum
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Vi kan opstille:

Vi kan forenklet analysere:

ama-ba-t

mone-ba-t

rege-ba-t

audie-ba-t

Det fælles er:

-ba-
↓
imperfektum

og:

-t
↓
3. person singularis

Men det, der står foran -ba-, afspejler verbets konjugation.

fremtid

I fremtid bliver forskellen mellem konjugationerne endnu tydeligere.

Se:

amabit

monebit

reget

audiet

Alle fire former er:

3. person
singularis
fremtid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Men de dannes ikke efter præcis samme mønster.

1. og 2. konjugation har:

amabit

monebit

mens 3. og 4. har:

reget

audiet

Vi kan forenklet se:

1. OG 2.
KONJUGATION
↓
-b- i futurum

mens:

3. OG 4.
KONJUGATION
↓
et andet
futurummønster

Derfor kan vi ikke lære:

fremtid
=
sæt -bi-
ind i ethvert
latinsk verbum

Vi skal først vide, hvilken konjugation verbet tilhører.

Se:

regit

og:

reget

Forskellen er kun én vokal.

Men grammatisk er forskellen vigtig:

regit
↓
3. person singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

mens:

reget
↓
3. person singularis
fremtid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Hvis vi ved:

rego, regere
↓
3. konjugation

kan vi genkende forskellen som en del af 3. konjugations bøjningsmønster.

Konjugationen er altså ikke bare en etiket.

Den hjælper os med at analysere konkrete former.

Inden for 3. konjugation findes en særlig gruppe.

Et modelverbum er:

capio, capere
tage

Infinitiven er:

capere

og verbet hører derfor til 3. konjugation.

Men den første opslagsform er:

capio

og i nogle former optræder et i, så verbet kan ligne 4. konjugation.

Se nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

Se især:

capio

og:

capiunt

Denne gruppe kaldes ofte:

3. konjugation på -io

Vi kan derfor opstille:

3. KONJUGATION
│
├── almindelig type
│   rego, regere
│
└── -io-type
    capio, capere

Det er vigtigt:

3. konjugation på -io er ikke en femte hovedkonjugation.

Det er en særlig type inden for 3. konjugation.

Sammenlign:

capio, capere
↓
3. konjugation på -io

med:

audio, audire
↓
4. konjugation

I nutid ligner de hinanden:

Men infinitiverne viser forskellen:

capere
↓
3. konjugation

audire
↓
4. konjugation

Derfor er det vigtigt at kende verbets opslagsformer.

Hvis vi kun møder:

capiunt

kan formen ved første blik ligne 4. konjugation.

Når vi finder:

capio, capere

kan vi bestemme:

3. konjugation på -io

De fire konjugationer beskriver de centrale regelmæssige bøjningsmønstre.

Men latin har også verber, som ikke passer regelmæssigt ind i disse paradigmer.

Det vigtigste eksempel er:

sum, esse
være

I nutid får vi:

sum

es

est

sumus

estis

sunt

Disse former følger ikke et af de fire almindelige mønstre på samme måde som:

amo

moneo

rego

audio

Derfor behandles de vigtigste uregelmæssige verber særskilt senere.

På denne side koncentrerer vi os om:

DE FIRE
REGELMÆSSIGE
HOVEDMØNSTRE

Konjugationen fortæller ikke alt om verbet

Hvis vi ved:

amo, amare
↓
1. konjugation

ved vi meget om, hvordan verbet bøjes i præsenssystemet.

Men konjugationen fortæller ikke automatisk, hvordan alle verbets øvrige stammer ser ud.

Som vi så på siden Verber i latin, har verbet hovedformer:

amo, amare, amavi, amatum

Andre verber kan have:

moneo, monere, monui, monitum

rego, regere, rexi, rectum

audio, audire, audivi, auditum

Konjugationen fortæller os det grundlæggende bøjningsmønster.

Hovedformerne giver os de forskellige stammer, som vi har brug for i hele verbalsystemet.

Derfor:

KONJUGATION
↓
HVILKET
BØJNINGSMØNSTER?

mens:

HOVEDFORMER
↓
HVILKE VIGTIGE
STAMMER?

Vi har brug for begge dele, men de er ikke det samme.

Konjugation er ikke tempus

Se:

amat

Formen hører til:

amo, amare
↓
1. konjugation

og står i:

nutid

Se nu:

amabat

Verbet tilhører stadig:

1. konjugation

men den konkrete form står i:

imperfektum

Og:

amabit

står i:

fremtid

Vi skal altså skelne:

KONJUGATION
↓
bøjningsklasse
for verbet

fra:

tid
↓
tempus i den
konkrete verbform

Et verbum skifter ikke konjugation, når det skifter tempus.

Konjugation er ikke person eller numerus

Se:

amat

og:

amant

Begge hører til:

amo, amare
↓
1. konjugation

Men:

amat
↓
3. person singularis

mens:

amant
↓
3. person pluralis

Konjugationen fortæller altså ikke, hvilken person eller hvilket numerus den konkrete form har.

Den fortæller, hvilket bøjningsmønster verbet følger.

Konjugation er ikke modus

Det samme verbum kan stå i forskellige udsagnsmåderne.

Se:

amat
↓
fremsættende udsagnsmåde

amet
↓
konjunktiv

ama!
↓
bydemåde

Alle tre hører til:

amo, amare
↓
1. konjugation

udsagnsmåde beskriver den konkrete verbform.

Konjugationen beskriver det bøjningsmønster, som verbet tilhører.

Konjugation er ikke diatese

Se:

amat
↓
aktiv handleform

og:

amatur
↓
passiv handleform

Begge hører til:

amo, amare
↓
1. konjugation

handleform kan altså ændre sig, mens konjugationen forbliver den samme.

Konjugation hører til ordniveauet

Se:

Pueri magistrum audiunt.

På ordniveau kan vi analysere:

audiunt
│
├── verbum
├── audio, audire
├── 4. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Konjugationen fortæller:

HVILKET
BØJNINGSMØNSTER
VERBET TILHØRER

På sætningsniveau ser vi derimod:

Pueri     magistrum     audiunt.
  ×           Δ            ○

Her er:

Pueri
↓
grundled

magistrum
↓
direkte genstandsled

audiunt
↓
udsagnsled

Vi skal derfor skelne:

ORDNIVEAU
↓
verbum
konjugation
person
numerus
tid
udsagnsmåde
handleform

fra:

SÆTNINGSNIVEAU
↓
grundled
udsagnsled
genstandsled
osv.

Konjugation er en morfologisk bøjningsklasse.

Det er ikke et sætningsled.

Fra tekstform til konjugation

Se:

audiebant

Vi kan begynde med den konkrete form.

Slutningen:

-nt

peger på:

3. person pluralis

Vi genkender også formen som:

imperfektum

Men hvilket verbum er det?

Stammen peger på:

audi-

Vi finder:

audio, audire
↓
høre

Infinitiven:

audire

viser:

4. konjugation

Den samlede analyse bliver:

audiebant
│
├── audio, audire
├── 4. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Vi kan oversætte:

de hørte

eller afhængigt af sammenhængen:

de var i gang med at lytte

Arbejdet gik:

TEKSTFORM
↓
GENKEND VERBET
↓
FIND OPSLAGSFORMERNE
↓
BESTEM KONJUGATION
↓
GENKEND BØJNINGSMØNSTERET
↓
LAV DEN SAMLEDE
BØJNINGSANALYSE

Fra ordbog til tekstform

Vi kan også arbejde den anden vej.

Hvis vi finder:

laudo, laudare
rose

ser vi:

laudare
↓
1. konjugation

Dermed kan vi forvente et bøjningsmønster som:

laudo

laudas

laudat

laudamus

laudatis

laudant

Hvis vi møder:

laudant

kan vi derfor genkende:

laudant
│
├── laudo, laudare
├── 1. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Konjugationen hjælper os altså både:

FRA TEKST
TIL ORDBOG

og:

FRA ORDBOG
TIL BØJNING

Et eksempel med sætningsanalyse

Se:

Pueri magistrum audiunt.

Vi begynder med:

audiunt

Formen peger på:

audio, audire
↓
4. konjugation

Vi analyserer:

audiunt
│
├── 3. person
├── pluralis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Derefter ser vi på resten af sætningen:

pueri
↓
nominativ pluralis

magistrum
↓
akkusativ singularis

På sætningsniveau:

Pueri     magistrum     audiunt.
  ×           Δ            ○

Vi kan oversætte:

Drengene hører læreren.

eller efter sammenhængen:

Drengene lytter til læreren.

Vi gik altså:

VERBFORM
↓
OPSLAGSFORMER
↓
KONJUGATION
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

De fire konjugationer som genkendelsesmønster

Når du arbejder med en tekst, er målet ikke nødvendigvis, at du hver gang skal tænke:

DETTE ER
3. PERSON SINGULARIS
AF ET VERBUM
I 2. KONJUGATION
...

før du kan forstå noget.

Efterhånden bliver formerne genkendelige.

Du begynder at se:

amat
↓
amo, amare

monet
↓
moneo, monere

regit
↓
rego, regere

audit
↓
audio, audire

Konjugationerne giver dig de mønstre, som gør denne genkendelse mulig.

Derfor er målet:

FØRST
↓
bevidst analyse
af bøjningsmønsteret

SENERE
↓
hurtigere genkendelse
af formen

Sådan bestemmer du konjugationen

En praktisk metode er:

1. FIND VERBET

          │
          ↓
2. FIND OPSLAGSFORMERNE

   fx:

   amo, amare

          │
          ↓
3. SE PÅ INFINITIVEN

          │
          ↓
4. GENKEND MØNSTERET

   -āre
   ↓
   1. konjugation

   -ēre
   ↓
   2. konjugation

   -ere
   ↓
   3. konjugation

   -īre
   ↓
   4. konjugation

          │
          ↓
5. HVIS MAKRONER
   IKKE ER MARKERET

   brug også den
   første opslagsform

          │
          ↓
6. VÆR OPMÆRKSOM PÅ

   capio, capere
   ↓
   3. konjugation
   på -io

          │
          ↓
7. BRUG KONJUGATIONEN
   TIL AT GENKENDE
   BØJNINGSMØNSTERET

Kort:

OPSLAGSFORMER
↓
INFINITIV
↓
KONJUGATION
↓
BØJNINGSMØNSTER
↓
ANALYSE AF
DEN KONKRETE FORM

Hurtigt overblik

Og den særlige type:

capio, capere
↓
3. konjugation på -io

Husk

Latin har fire hovedkonjugationer:

1. KONJUGATION
amo, amare

2. KONJUGATION
moneo, monere

3. KONJUGATION
rego, regere

4. KONJUGATION
audio, audire

Konjugationen er:

VERBETS
BØJNINGSMØNSTER

Et vigtigt spor er præsens infinitiv aktiv:

-āre
↓
1. konjugation

-ēre
↓
2. konjugation

-ere
↓
3. konjugation

-īre
↓
4. konjugation

Hvis vokallængden ikke markeres, skal vi være særlig opmærksomme på:

moneo, monere
↓
2. konjugation

mod:

rego, regere
↓
3. konjugation

Der findes også:

capio, capere
↓
3. konjugation på -io

Det er ikke en femte hovedkonjugation.

Konjugationen fortæller os ikke i sig selv:

PERSON

NUMERUS

tid

udsagnsmåde

handleform

Disse oplysninger bestemmer vi i den konkrete verbform.

For eksempel:

amat

monet

regit

audit

er alle:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

men de tilhører fire forskellige konjugationer.

Vi skal også skelne konjugation fra hovedformer:

KONJUGATION
↓
hvilket grundlæggende
bøjningsmønster
følger verbet?

mens:

HOVEDFORMER
↓
hvilke vigtige stammer
skal vi kende?

Hovedformerne er allerede introduceret på siden Verber i latin. Her bruger vi dem kun, når de hjælper os med at forstå konjugationernes bøjningsmønstre.

Det samlede arbejdsforløb er:

TEKSTFORM
      ↓
GENKEND VERBET
      ↓
FIND OPSLAGSFORMERNE
      ↓
BESTEM KONJUGATION
      ↓
GENKEND
BØJNINGSMØNSTERET
      ↓
BESTEM PERSON
NUMERUS
tid
udsagnsmåde
handleform
      ↓
SÆTNINGSANALYSE
      ↓
OVERSÆTTELSE

Nu kan vi gå videre til de enkelte konjugationer og undersøge deres bøjningsmønstre mere systematisk.