Her finder du 195 grammatiske begreber fra A–Å. Klik på den danske betegnelse eller fagudtrykket for at åbne begrebssiden. Du kan sortere listen ved at vælge en kolonneoverskrift.
| Kort beskrivelse | |||
|---|---|---|---|
| ablativ | ablativ | ablative ablativus | En latinsk kasus, der blandt andet kan udtrykke middel, årsag, måde, sted eller adskillelse. |
| ablativus absolutus | ablativus absolutus | ablative absolute ablativus absolutus | En latinsk konstruktion i ablativ, som står grammatisk relativt selvstændigt fra resten af sætningen og ofte udtrykker en omstændighed. |
| AcI-konstruktion | akkusativ med infinitiv (AcI) | accusative with infinitive accusativus cum infinitivo | En latinsk konstruktion, hvor et led i akkusativ fungerer som logisk subjekt for en infinitiv. |
| adverbialled | adverbial | adverbial adverbiale | Et sætningsled, der giver flere oplysninger om handlingen, for eksempel hvor, hvornår, hvordan eller hvorfor noget sker. |
| afledning | afledning | derivation — | Orddannelse, hvor et nyt ord dannes af et eksisterende ord eller en stamme ved hjælp af et afledningselement. |
| afsender | afsender | sender — | Den person eller instans, der producerer en ytring eller meddelelse. |
| aktiv handleform | aktiv | active voice activum | En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, der udfører handlingen. |
| analogi | analogi | analogy — | En sproglig forandring, hvor en form ændres, så den kommer til at ligne et eksisterende mønster i sproget. |
| anden person | anden person | second person persona secunda | Den person, der henviser til den eller de tiltalte: du eller I. |
| ansigt | face | face — | Det sociale selvbillede, som en person ønsker anerkendt og respekteret i kommunikationen. |
| ansigtstruende handling | ansigtstruende handling | face-threatening act — | En sproglig handling, der kan true afsenderens eller modtagerens sociale ansigt. |
| arveord | arveord | inherited word — | Et ord, som er nedarvet gennem et sprogs historiske udvikling fra et ældre sprogstadium. |
| behov for anerkendelse | positivt ansigt | positive face — | Den side af ansigtet, der handler om ønsket om anerkendelse, accept og tilhørsforhold. |
| behov for handlefrihed | negativt ansigt | negative face — | Den side af ansigtet, der handler om ønsket om handlefrihed og om ikke at blive påtvunget noget. |
| bestemt form | bestemt form | definite form forma definita | En form, der præsenterer noget som bestemt eller kendt i sammenhængen. |
| bestemthed | bestemthed | definiteness determinatio | En grammatisk kategori, der viser, om noget fremstilles som bestemt eller ubestemt. |
| betydning | betydning | meaning — | Det indhold, som et ord, et udtryk eller en sætning formidler. |
| betydningsfelt | semantisk felt | semantic field — | En gruppe ord og udtryk, der er forbundet, fordi deres betydninger hører til det samme område. |
| betydningsændring | semantisk ændring | semantic change — | Forandring i et ords eller udtryks betydning over tid. |
| bindeord | konjunktion | conjunction coniunctio | Et ord, der forbinder ord, led eller sætninger. |
| biord | adverbium | adverb adverbium | Et ord, der blandt andet kan beskrive et verbum, et adjektiv eller et andet adverbium. |
| blive-passiv | blive-passiv | blive-passive — | En dansk passivkonstruktion, der dannes med en form af blive og hovedverbet i kort tillægsform. |
| bogstavelig betydning | bogstavelig betydning | literal meaning — | Den direkte betydning af et ord eller udtryk, når det ikke bruges billedligt eller overført. |
| bydemåde | imperativ | imperative imperativus | Den modus, der bruges til befalinger, opfordringer og instruktioner. |
| bøjning | fleksion | inflection flexio | Ændring af et ords form efter grammatiske kategorier. |
| datid | præteritum | past tense praeteritum | En tempusform, der typisk knytter udsagnet til fortiden. |
| dativ | dativ | dative dativus | Den kasus, der blandt andet kan bruges ved indirekte objekt. |
| deiksis | deiksis | deixis — | Henvisning med ord eller udtryk, hvis konkrete reference afhænger af kommunikationssituationen. |
| deklination | deklination | declension declinatio | Et bøjningsmønster for blandt andet navneord og tillægsord. |
| det indoeuropæiske ursprog | protoindoeuropæisk | Proto-Indo-European — | Det rekonstruerede fælles ursprog for de indoeuropæiske sprog. |
| dialekt | dialekt | dialect — | En geografisk betinget sprogform med systematiske træk i blandt andet udtale, ordforråd og grammatik. |
| dialektudjævning | dialektudjævning | dialect leveling — | En udvikling, hvor forskelle mellem dialekter bliver mindre, fordi sprogformer påvirker hinanden. |
| direkte genstandsled | direkte objekt | direct object obiectum directum | Det objekt, som handlingen retter sig direkte mod. |
| direkte sproghandling | direkte sproghandling | direct speech act — | En sproghandling, hvor den grammatiske form og den kommunikative funktion stemmer direkte overens. |
| ejefald | genitiv | genitive genitivus | Den kasus, der blandt andet udtrykker tilhørsforhold. |
| ejestedord | possessivt pronomen | possessive pronoun pronomen possessivum | Et pronomen, der udtrykker tilhørsforhold eller anden relation til en person eller ting. |
| eksplicit mening | eksplicit mening | explicit meaning — | Den mening, som udtrykkes direkte i ytringen. |
| endelse | endelse | ending terminatio | Den del, der føjes til en ordstamme og kan vise grammatisk form. |
| ensbetydning | synonymi | synonymy — | En betydningsrelation mellem ord eller udtryk, der har samme eller næsten samme betydning. |
| ental | singularis | singular singularis | Den form, der normalt betegner én. |
| etymologi | etymologi | etymology etymologia | Et ords sproglige oprindelse og historiske udvikling. |
| finit verbform | finit verbform | finite verb form forma verbi finita | En verbform, der bærer sætningens tempus og modus og kan fungere som den finitte del af udsagnsleddet. |
| flerbetydning | polysemi | polysemy — | Det forhold, at det samme ord har flere betydninger, som hænger betydningsmæssigt sammen. |
| flertal | pluralis | plural pluralis | Den form, der normalt betegner flere. |
| flertydighed | ambiguitet | ambiguity — | Det forhold, at et ord, et udtryk eller en sætning kan forstås på mere end én måde. |
| forholdsord | præposition | preposition praepositio | Et ord, der angiver et forhold mellem led i en sætning. |
| forudsat information | præsupposition | presupposition — | Information, som en ytring tager for givet eller forudsætter som baggrund. |
| fremsættende udsagnsmåde | indikativ | indicative indicativus | Den modus, der normalt bruges til udsagn, spørgsmål og oplysninger, som fremstilles som virkelige. |
| fremtid | futurum | future tense futurum | En tempusform, der knytter udsagnet til fremtiden. |
| fælleskøn | fælleskøn | common gender genus commune | Det danske grammatiske køn, som normalt forbindes med artiklen en. |
| følelses- og holdningsudtrykkende sproghandling | følelses- og holdningsudtrykkende sproghandling | emotion- and attitude-expressing speech act — | En sproghandling, der udtrykker afsenderens følelser, vurderinger, holdninger eller selvfremstilling. |
| førdatid | pluskvamperfektum | past perfect plusquamperfectum | En sammensat tempusform for noget, der ligger før et andet tidspunkt i fortiden. |
| førfremtid | futurum perfektum | future perfect futurum exactum | En tempusform for noget, der vil være afsluttet før et andet tidspunkt i fremtiden. |
| førnutid | perfektum | present perfect perfectum | En sammensat tempusform, der forbinder en tidligere handling med nutiden. |
| første person | første person | first person persona prima | Den person, der henviser til den eller de talende: jeg eller vi. |
| genstandsfald | akkusativ | accusative accusativus | Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt. |
| genstandsled | objekt | object obiectum | Et led, som handlingen eller forholdet retter sig mod. |
| germansk sprog | germansk | Germanic language — | Et sprog i den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. |
| grad | grad | degree of comparison gradus | En grammatisk kategori, der bruges til at sammenligne egenskaber. |
| grammatik | grammatik | grammar grammatica | Læren om, hvordan et sprog er opbygget. |
| grammatikalisering | grammatikalisering | grammaticalization — | En udvikling, hvor et ord eller en konstruktion gradvist får en mere grammatisk funktion. |
| grammatisk forandring | grammatisk forandring | grammatical change — | Forandring i et sprogs grammatiske system eller struktur over tid. |
| grammatisk kategori | grammatisk kategori | grammatical category categoria grammatica | Et system til at beskrive en grammatisk egenskab ved ord eller ordformer, for eksempel tal, kasus, tempus eller diatese. |
| grundbetydning | denotation | denotation — | Den grundlæggende betydning eller det, som et sprogligt udtryk direkte betegner. |
| grundled | subjekt | subject subiectum | Det led, som sætningens udsagn knyttes til. |
| handleform | diatese | voice genus verbi | En grammatisk kategori, der viser forholdet mellem handlingen og sætningens deltagere. |
| handling | illokutionær akt | illocutionary act — | Den kommunikative handling, som afsenderen udfører med en ytring, for eksempel at anmode, love eller advare. |
| handlingsregulerende sproghandling | handlingsregulerende sproghandling | action-regulating speech act — | En sproghandling, der søger at påvirke, hvad afsenderen eller modtageren gør. |
| hankøn | maskulinum | masculine masculinum | Et grammatisk køn, der i latin kaldes maskulinum. |
| henførende stedord | relativt pronomen | relative pronoun pronomen relativum | Et pronomen, der indleder en relativsætning og henviser til et led i en anden sætning. |
| hensigt | intention | intention — | Det formål eller den kommunikative hensigt, som afsenderen har med sin ytring. |
| hensynsled | indirekte objekt | indirect object obiectum indirectum | Det sætningsled, der angiver modtageren eller den person eller ting, som handlingen sker til fordel for eller går ud over. |
| hjælpeverbum | hjælpeverbum | auxiliary verb verbum auxiliare | Et verbum, der sammen med et andet verbum danner en sammensat verbform. |
| homonymi | homonymi | homonymy — | Det forhold, at ord har samme form, men forskellige betydninger uden betydningsmæssig sammenhæng. |
| hovedsætning | hovedsætning | main clause propositio principalis | En sætning eller del af en sætning, der kan stå alene som en selvstændig meddelelse. |
| hovedverbum | hovedverbum | main verb verbum principale | Det verbum i en sammensat verbform, der bærer den centrale betydning. |
| hunkøn | femininum | feminine femininum | Et grammatisk køn, der i latin kaldes femininum. |
| høflighed | høflighed | politeness — | Sproglige valg, der tager hensyn til relationen mellem samtaledeltagere og til deres sociale behov. |
| imperfektum | imperfektum | imperfect imperfectum | En latinsk fortidsform, der typisk fremstiller en handling som igangværende, gentaget eller uafsluttet. |
| implicit mening | implicit mening | implicit meaning — | Mening, som ikke udtrykkes direkte, men som modtageren må udlede eller forstå ud fra ytringen og dens sammenhæng. |
| indirekte sproghandling | indirekte sproghandling | indirect speech act — | En sproghandling, hvor den kommunikative funktion ikke udtrykkes direkte af ytringens grammatiske form. |
| indoeuropæisk sprog | indoeuropæisk | Indo-European language — | Et sprog i den indoeuropæiske sprogfamilie, som blandt andet omfatter germanske, romanske, slaviske, keltiske og græske sprog. |
| infinit verbform | infinit verbform | non-finite verb form forma verbi infinita | En verbform, der ikke selv bærer sætningens tempus og modus. |
| infinitivmærke | infinitivmærke | infinitive marker — | Et ord, der ofte står foran infinitiv på dansk, men som ikke er en del af selve verbformen. |
| informationsudvekslende sproghandling | informationsudvekslende sproghandling | information-exchanging speech act — | En sproghandling, der bruges til at give, efterspørge eller udveksle information. |
| intetkøn | neutrum | neuter neutrum | Et grammatisk køn, som på dansk normalt forbindes med artiklen et og på latin kaldes neutrum. |
| ironi | ironi | irony — | En måde at kommunikere på, hvor der er en tilsigtet afstand mellem det sagte og den mening, modtageren forventes at forstå. |
| kasus | kasus | case casus | En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation. |
| keltisk sprog | keltisk | Celtic language — | Et sprog i den keltiske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. |
| klarhedsmaksime | mådesmaksime | maxim of manner — | Samtalemaksimen om at udtrykke sig så klart, ordnet og forståeligt som situationen kræver. |
| kommunikationssituation | kommunikationssituation | communication situation — | Den samlede situation, som en ytring eller meddelelse indgår i, herunder deltagere, tid, sted, relation og relevant kontekst. |
| komparativ | komparativ | comparative gradus comparativus | Den grad, der sammenligner og udtrykker mere af en egenskab, for eksempel større. |
| komparativ metode | den komparative metode | comparative method — | En metode, hvor beslægtede sprog sammenlignes systematisk for at undersøge deres historiske slægtskab og rekonstruere ældre sprogformer. |
| kongruens | kongruens | agreement congruentia | Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord. |
| konjugation | konjugation | conjugation coniugatio | Et bøjningsmønster for udsagnsord. |
| konjunktiv | konjunktiv | subjunctive coniunctivus | En modus, der blandt andet kan udtrykke mulighed, ønske, hensigt eller noget tænkt. |
| kort tillægsform | perfektum participium | past participle participium perfecti | En ikke-finit verbform, der blandt andet bruges til førnutid, førdatid og visse passive former. |
| køn | køn | gender genus | En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver. |
| lang tillægsform | præsens participium | present participle participium praesentis | Et participium, der typisk udtrykker en handling eller tilstand, som er samtidig med hovedhandlingens tidspunkt. |
| ledsætning | ledsætning | subordinate clause propositio subordinata | En sætning eller del af en sætning, der fungerer som led i en anden sætning. |
| ledsætningsindleder | underordnende bindeord | subordinating conjunction coniunctio subordinans | Et ord eller udtryk, der indleder en ledsætning. |
| lemma | lemma | lemma lemma | Den opslagsform, som et ords forskellige bøjningsformer knyttes til. |
| lokativ | lokativ | locative locativus | En særlig kasusform, der i latin bruges ved enkelte stednavne og ord om sted. |
| lydforandring | lydforandring | sound change — | Systematisk forandring i et sprogs lyde eller udtale over tid. |
| låneord | låneord | loanword — | Et ord, som et sprog har optaget fra et andet sprog. |
| medbetydning | konnotation | connotation — | De forestillinger, følelser og værdier, som et sprogligt udtryk kan forbindes med ud over dets grundbetydning. |
| metafor | metafor | metaphor — | Et billedligt udtryk, hvor egenskaber fra ét betydningsområde overføres til noget andet. |
| middeldansk | middeldansk | Middle Danish — | Perioden i dansk sproghistorie mellem olddansk og ældre nydansk. |
| moderne dansk | moderne dansk | Modern Danish — | Den nyere periode i dansk sproghistorie, som fører frem til nutidens dansk. |
| modsætning | antonymi | antonymy — | En betydningsrelation mellem ord eller udtryk med modsatrettede betydninger. |
| modtager | modtager | receiver — | Den person eller gruppe, som en ytring eller meddelelse er rettet mod. |
| morfologi | morfologi | morphology morphologia | Den del af grammatikken, der handler om ordenes opbygning og bøjning. |
| mængdemaksime | kvantitetsmaksime | maxim of quantity — | Samtalemaksimen om at give den mængde information, som er passende i situationen. |
| navnemåde | infinitiv | infinitive infinitivus | Verbets ubøjede grundform. |
| navneord | substantiv | noun substantivum | Et ord, der betegner personer, steder, ting, fænomener eller begreber. |
| nordgermansk sprog | nordgermansk | North Germanic language — | Et germansk sprog i den nordgermanske gren, som blandt andet omfatter dansk, norsk og svensk. |
| nutid | præsens | present tense praesens | En tempusform, der typisk knytter udsagnet til nutiden. |
| nævnefald | nominativ | nominative nominativus | Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ. |
| olddansk | olddansk | Old Danish — | Den ældre danske sprogperiode, hvor dansk udviklede sig som en særskilt nordisk sprogform. |
| omsagnsled | prædikativ | predicative praedicativum | Et led, der beskriver eller identificerer subjektet eller objektet. |
| omsagnsled til genstandsled | objektsprædikativ | object predicative praedicativum obiecti | Et omsagnsled, der beskriver eller identificerer et genstandsled. |
| omsagnsled til grundled | subjektsprædikativ | subject predicative praedicativum subiecti | Et omsagnsled, der beskriver eller identificerer grundleddet. |
| ordklasse | ordklasse | word class pars orationis | En gruppe af ord med fælles grammatiske egenskaber. |
| ordlyd | lokutionær akt | locutionary act — | Det sproglige indhold og den ordlyd, der faktisk bliver ytret. |
| ordstilling | ordstilling | word order ordo verborum | Den rækkefølge, som ord og sætningsled står i i en sætning. |
| overbegreb | hyperonym | hypernym — | Et begreb med en bredere betydning, som omfatter et eller flere mere specifikke underbegreber. |
| overført betydning | overført betydning | figurative meaning — | Betydning, der opstår, når et ord eller udtryk bruges billedligt frem for i sin bogstavelige betydning. |
| participium | participium | participle participium | En ikke-finit verbform, der kan indgå i sammensatte verbformer eller fungere beskrivende. |
| participium coniunctum | participium coniunctum | conjunct participle participium coniunctum | En latinsk participialkonstruktion, hvor et participium kongruerer med et led i sætningen og tilføjer en omstændighed til handlingen. |
| passiv handleform | passiv | passive voice passivum | En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, handlingen retter sig mod. |
| person | person | person persona | En grammatisk kategori, der viser, om der tales om den talende, den tiltalte eller en tredje part. |
| persondeiksis | persondeiksis | person deixis — | Deiksis, der viser, hvem der taler, hvem der tiltales, eller hvem der omtales. |
| personligt stedord | personligt pronomen | personal pronoun pronomen personale | Et pronomen, der henviser til taleren, den tiltalte eller den eller det, der tales om. |
| positiv | positiv | positive degree gradus positivus | Tillægsordets grundgrad uden sammenligning, for eksempel stor. |
| pragmatik | pragmatik | pragmatics — | Læren om, hvordan sprogets mening afhænger af kommunikationssituationen og af, hvad mennesker gør med sproget. |
| protoslavisk | protoslavisk | Proto-Slavic — | Det rekonstruerede fælles ursprog for de slaviske sprog. |
| prædikat | prædikat | predicate praedicatum | Det, der udsiges om subjektet. |
| påpegende stedord | demonstrativt pronomen | demonstrative pronoun pronomen demonstrativum | Et pronomen, der udpeger eller fremhæver en bestemt person, ting eller størrelse. |
| regelmæssigt udsagnsord | regelmæssigt verbum | regular verb — | Et verbum, der bøjes efter de almindelige bøjningsregler. |
| relativsætning | relativsætning | relative clause propositio relativa | En ledsætning, der beskriver eller afgrænser et led i en anden sætning og typisk indledes med et relativt pronomen. |
| relevansmaksime | relationsmaksime | maxim of relation — | Samtalemaksimen om at bidrage med noget, der er relevant for samtalen. |
| rituel sproghandling | rituel sproghandling | ritual speech act — | En sproghandling, der udfører eller markerer en socialt konventionel handling, for eksempel at hilse, takke, undskylde eller lykønske. |
| romansk sprog | romansk | Romance language — | Et indoeuropæisk sprog, der har udviklet sig fra talt latin. |
| s-passiv | s-passiv | s-passive — | En dansk passivform, der dannes ved at føje -s til verbet. |
| samarbejdsprincippet | samarbejdsprincippet | cooperative principle — | Princippet om, at samtaledeltagere normalt forventes at bidrage på en måde, der passer til samtalens formål og situation. |
| sammenhæng | kontekst | context — | De sproglige, situationelle og fælles forhold, som er relevante for fortolkningen af en ytring. |
| sammenligning | sammenligning | simile — | Et udtryk, hvor noget beskrives ved en tydelig sammenligning med noget andet, ofte med ord som som eller ligesom. |
| sammensætning | sammensætning | compounding — | Orddannelse, hvor to eller flere eksisterende ord eller stammer kombineres til et nyt ord. |
| samtalemaksime | samtalemaksime | conversational maxim — | En forventning til, hvordan man bidrager meningsfuldt i en samtale under samarbejdsprincippet. |
| samtalestrukturerende sproghandling | samtalestrukturerende sproghandling | conversation-structuring speech act — | En sproghandling, der organiserer samtalen, for eksempel ved at tage ordet, skifte emne eller markere en overgang. |
| sandhedsmaksime | kvalitetsmaksime | maxim of quality — | Samtalemaksimen om ikke at fremsætte noget, man mener er falsk, eller som man mangler tilstrækkeligt grundlag for. |
| semantik | semantik | semantics — | Læren om betydning i sprog og om, hvordan ord, udtryk og sætninger har betydning. |
| slavisk sprog | slavisk | Slavic language — | Et sprog i den slaviske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. |
| sprogfamilie | sprogfamilie | language family — | En gruppe af sprog, der kan føres tilbage til et fælles ursprog. |
| sproghandling | sproghandling | speech act — | En handling, som en afsender udfører ved at sige eller skrive noget, for eksempel at spørge, love, advare eller opfordre. |
| sprogisolat | sprogisolat | language isolate — | Et sprog, som ikke kan påvises at være beslægtet med andre kendte nulevende sprog. |
| sprogkontakt | sprogkontakt | language contact — | Kontakt mellem talere af forskellige sprog, som kan føre til sproglig påvirkning. |
| sproglig forandring | sproglig forandring | language change — | Forandring i et sprogs lyd, ordforråd, betydning eller grammatik over tid. |
| sproglig prestige | sproglig prestige | linguistic prestige — | Den sociale status, der kan være knyttet til et sprog eller en sprogform og påvirke sprogbrugen. |
| sproglig rekonstruktion | lingvistisk rekonstruktion | linguistic reconstruction — | Rekonstruktion af ældre sprogformer ud fra systematiske ligheder mellem beslægtede sprog. |
| sproglig variation | sproglig variation | language variation — | Forskelle i sprogbrug mellem for eksempel personer, grupper, steder eller situationer. |
| sprogligt slægtskab | sprogligt slægtskab | language relationship — | Historisk forbindelse mellem sprog, der har udviklet sig fra et fælles tidligere sprog. |
| sprogtræ | sprogtræ | language tree — | En model, der viser historisk slægtskab og forgrening mellem sprog. |
| spørgende stedord | interrogativt pronomen | interrogative pronoun pronomen interrogativum | Et pronomen, der bruges til at spørge efter en person, ting eller anden størrelse. |
| stamme | stamme | stem thema | Den del af et ord, som bøjningsendelser føjes til. |
| standardsprog | standardsprog | standard language — | En sprogform, der har fået en særlig fælles og normgivende funktion i et sprogsamfund. |
| stedord | pronomen | pronoun pronomen | Et ord, der kan stå i stedet for et substantiv eller en nominalgruppe. |
| stedsdeiksis | stedsdeiksis | spatial deixis — | Deiksis, der placerer noget i forhold til talerens eller modtagerens sted. |
| superlativ | superlativ | superlative gradus superlativus | Den højeste grad af en egenskab, for eksempel størst. |
| syntaks | syntaks | syntax syntaxis | Den del af grammatikken, der handler om, hvordan ord sættes sammen til sætninger. |
| sætning | sætning | sentence sententia | En gruppe ord, der tilsammen udtrykker en tanke, et spørgsmål eller en meddelelse. |
| sætningsled | sætningsled | sentence element pars sententiae | Et ord eller en gruppe ord, der har en bestemt funktion i en sætning. |
| tal | tal | number numerus | En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere. |
| talord | numerale | numeral numerale | Et ord, der angiver antal eller rækkefølge. |
| tid | tempus | tense tempus | En grammatisk kategori, der placerer et udsagn i tid eller viser dets tidslige forhold. |
| tidsdeiksis | tidsdeiksis | temporal deixis — | Deiksis, der placerer noget i tid i forhold til ytringstidspunktet. |
| tillægsord | adjektiv | adjective adiectivum | Et ord, der beskriver en egenskab ved et substantiv eller pronomen. |
| tredje person | tredje person | third person persona tertia | Den person, der henviser til den eller det, der tales om: han, hun, den, det eller de. |
| ubestemt form | ubestemt form | indefinite form forma indefinita | En form, der præsenterer noget uden at pege på en bestemt kendt referent. |
| udråbsord | interjektion | interjection interiectio | Et ord eller udtryk, der ofte gengiver en lyd, følelse eller reaktion. |
| udsagnsled | verbal | verbal praedicatum verbale | Sætningens finitte verbum med eventuelle øvrige verballed. |
| udsagnsmåde | modus | mood modus | En grammatisk kategori, der viser, hvordan taleren fremstiller et udsagn, for eksempel som virkelighed, mulighed eller befaling. |
| udsagnsord | verbum | verb verbum | Et ord, der udtrykker handling, tilstand eller forandring. |
| underbegreb | hyponym | hyponym — | Et mere specifikt begreb, som hører under et bredere overbegreb. |
| underforstået mening | implikatur | implicature — | En underforstået mening, som modtageren udleder ud fra ytringen, konteksten og forventninger til kommunikationen. |
| uralsk sprog | uralsk | Uralic language — | Et sprog i den uralske sprogfamilie, som blandt andet omfatter finsk, estisk og ungarsk. |
| uregelmæssigt udsagnsord | uregelmæssigt verbum | irregular verb — | Et verbum, der ikke følger de almindelige bøjningsregler. |
| urnordisk | urnordisk | Proto-Norse — | Den nordgermanske sprogform, der blev talt i Skandinavien før udviklingen af de senere nordiske sprog. |
| ursprog | protosprog | proto-language — | Et tidligere eller rekonstrueret sprog, som beslægtede sprog har udviklet sig fra. |
| verbform | verbform | verb form forma verbi | En form af et udsagnsord, som kan vise grammatiske oplysninger som tempus, modus, diatese, person og tal. |
| vestgermansk sprog | vestgermansk | West Germanic language — | Et germansk sprog i den vestgermanske gren, som blandt andet omfatter engelsk og tysk. |
| virkning | perlokutionær akt | perlocutionary act — | Den virkning, som en ytring faktisk får på modtagerens tanker, følelser eller handlinger. |
| vokativ | vokativ | vocative vocativus | Den kasus, der bruges ved direkte tiltale. |
| vulgærlatin | vulgærlatin | Vulgar Latin — | En samlet betegnelse for de talte latinske sprogformer, som udviklede sig til de romanske sprog. |
| ældre nydansk | ældre nydansk | Early Modern Danish — | Perioden i dansk sproghistorie mellem middeldansk og moderne dansk. |
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side