Vokativ

vokativ er en af de seks latinske kasus.

Vokativ er en bøjningsform, som bruges ved direkte tiltale.

Når vi henvender os direkte til en person, kan personens navn eller betegnelse stå i vokativ.

Se:

Marce, veni!

Det betyder:

Marcus, kom!

Marce er den person, der tales til.

Marce
│
├── navn
├── singularis
└── vokativ

Vokativ viser dermed endnu en gang, hvorfor kasus og sætningsled ikke er det samme:

DET ENKELTE ORD                    SÆTNINGEN

vokativ                            direkte tiltale
   │
   │
en bøjningsform                    ikke et almindeligt
                                   sætningsled

Vokativ bruges, når man tiltaler nogen

Sammenlign:

Marcus venit.

og:

Marce, veni!

Den første sætning betyder:

Marcus kommer.

Her tales der om Marcus.

I den anden:

Marcus, kom!

tales der til Marcus.

Forskellen kan vises sådan:

Marcus venit.
│
└── vi taler OM Marcus


Marce, veni!
│
└── vi taler TIL Marcus

Det er den direkte tiltale, vokativ bruges til.

Nominativ og vokativ

Sammenlign de to former:

Marcus     nominativ

Marce      vokativ

I:

Marcus venit.

står Marcus i nominativ og indgår i grundleddet:

Marcus     venit.
   ×         ○

Men i:

Marce, veni!

står Marce i vokativ.

Marce er en direkte tiltale.

Det er ikke grundleddet i veni.

Marce,     veni!
  │          ○
  │
  └── direkte tiltale

Grundleddet til veni er underforstået:

veni
│
├── imperativ
├── 2. person
└── singularis

Den, der skal komme, er altså den person, der tiltales, men grammatisk skal vi stadig skelne mellem tiltalen og grundleddet.

Samme person – forskellig grammatisk analyse

Det kan i begyndelsen virke mærkeligt.

I:

Marce, veni!

er Marcus jo den person, der skal udføre handlingen.

Men det betyder ikke, at Marce derfor er grundled.

Vi skal skelne mellem:

HVEM TALER VI TIL?

Marce
│
└── direkte tiltale


HVEM SKAL KOMME?

underforstået "du"
│
└── grundled

De henviser til den samme person, men har forskellige grammatiske roller.

Det er endnu et eksempel på, hvorfor vi ikke kan bestemme sætningsled alene ud fra, hvem der udfører eller deltager i handlingen.

Vokativ er ikke et almindeligt sætningsled

En direkte tiltale står på en måde uden for selve sætningens ledstruktur.

Se:

Marce, puella venit.

Marcus, pigen kommer.

Selve sætningen er:

puella     venit.
   ×         ○

Marce er den person, som udsagnet henvendes til:

Marce,     puella     venit.
  │           ×         ○
  │
  └── direkte tiltale

Vi kan derfor fjerne tiltalen:

Puella venit.

og stadig have en grammatisk hel sætning.

Det viser, at vokativformen ikke behøver at indgå i et af sætningens almindelige sætningsled.

Det er ordet, der står i vokativ

Som ved de andre kasus er det det enkelte ord, vi bøjningsanalyserer.

I:

Marce, veni!

kan vi sige:

Marce står i vokativ singularis.

Det er en analyse af ordets bøjningsform.

Derefter kan vi beskrive brugen:

Marce bruges som direkte tiltale.

ORDNIVEAU

Marce
│
└── vokativ singularis


SÆTNINGSNIVEAU

Marce, veni!
│
└── direkte tiltale
    uden for de almindelige
    sætningsled

Vokativ ligner ofte nominativ

Ved mange latinske substantiver er vokativ og nominativ ens i formen.

For eksempel har puella, pige, formen:

nominativ singularis     puella

vokativ singularis       puella

Sammenlign:

Puella venit.

Pigen kommer.

og:

Puella, veni!

Pige, kom!

Den synlige form puella er den samme.

Men brugen er forskellig.

I den første sætning indgår puella i grundleddet.

I den anden bruges puella som direkte tiltale.

SAMME SYNLIGE FORM

puella
  │
  ├── nominativ
  │   i "Puella venit."
  │
  └── vokativ
      i "Puella, veni!"

Sammenhængen hjælper os altså med at bestemme kasus.

Nogle ord har en særlig vokativform

Selv om vokativ ofte ligner nominativ, findes der former, hvor forskellen kan ses.

Det gælder blandt andet mange maskuline substantiver i 2. deklination på -us.

Se:

NOMINATIV             VOKATIV

Marcus                 Marce

amicus                 amice

Derfor får vi:

Marcus venit.

men:

Marce, veni!

Og:

Amice, audi!

Ven, hør!

Her gør selve bøjningsformen det tydeligt, at der er tale om direkte tiltale.

De konkrete regler for dannelsen af vokativ møder vi igen under deklinationerne.

Et adjektiv kan høre til vokativformen

En tiltale kan bestå af flere ord.

Se:

Amice bone, audi!

Det kan oversættes:

Gode ven, hør!

Her hører amice og bone sammen.

De enkelte ord bøjes:

amice
│
├── substantiv
├── maskulinum
├── singularis
└── vokativ


bone
│
├── adjektiv
├── maskulinum
├── singularis
└── vokativ

De står i kongruens:

             AMICE         BONE

genus        maskulinum    maskulinum

numerus      singularis    singularis

kasus        vokativ       vokativ

Hele forbindelsen:

amice bone

bruges som direkte tiltale.

Det viser igen forskellen mellem de enkelte ord og den større forbindelse, de tilsammen danner.

Kommaet er et nyttigt spor i oversættelsen

På dansk adskiller vi normalt direkte tiltale med komma:

Marcus, kom!

Venner, hør efter!

Julia, hvor er du?

Det gør vi også, når vi skriver latinske tekster med moderne tegnsætning:

Marce, veni!

Kommaet kan derfor være et nyttigt visuelt spor.

Men tegnsætningen er ikke det, der gør formen til vokativ.

Det afgørende er, at ordet bruges til direkte tiltale.

Vokativ viser tydeligt forskellen mellem kasus og sætningsled

Vokativ er et godt eksempel på det princip, vi har fulgt gennem alle kasussiderne.

Kasus beskriver bøjningsformen af et ord:

Marce
│
└── vokativ singularis

Men det betyder ikke, at der findes et sætningsled, der hedder »vokativ«.

I:

Marce, puella venit.

har vi:

ORDNIVEAU

Marce
└── vokativ singularis

puella
└── nominativ singularis


SÆTNINGSNIVEAU

Marce,     puella     venit.
  │           ×         ○
  │
  └── direkte tiltale

Puella indgår i grundleddet.

Marce bruges som direkte tiltale uden for de almindelige sætningsled.

Når du møder en mulig vokativ

En praktisk analyse kan se sådan ud:

ER DER DIREKTE TILTALE?
          │
          ↓
HVILKET ORD ELLER
HVILKE ORD TILTALES DER MED?
          │
          ↓
UNDERSØG BØJNINGSFORMEN
          │
          ↓
VOKATIV?
          │
          ↓
SKELN TILTALEN FRA
SÆTNINGENS ALMINDELIGE LED

Husk samtidig, at nominativ og vokativ ofte har samme synlige form.

Derfor må sammenhængen indgå i analysen.

De seks kasus samlet

Vi har nu mødt alle seks centrale latinske kasus:

NOMINATIV
│
└── typisk ved ord,
    der indgår i grundleddet


AKKUSATIV
│
└── ofte ved ord,
    der indgår i direkte genstandsled
    + andre anvendelser


GENITIV
│
└── udtrykker ofte
    en relation mellem ord


DATIV
│
└── ofte ved ord,
    der indgår i hensynsleddet
    + andre anvendelser


ABLATIV
│
└── mange forskellige anvendelser,
    bl.a. middel, måde, årsag,
    sted og efter præpositioner


VOKATIV
│
└── direkte tiltale

Det vigtigste er ikke at lære seks simple oversættelser.

Det er at forstå, at kasus er en del af ordenes bøjning, som hjælper os med at analysere den større sammenhæng.

Husk

Det vigtigste om vokativ er:

VOKATIV
er en kasus
og dermed en bøjningsform


VOKATIV BRUGES TIL
direkte tiltale


DIREKTE TILTALE
er ikke et almindeligt
sætningsled


VOKATIV OG NOMINATIV
har ofte samme form


NOGLE ORD HAR
en særlig vokativform

Marcus → Marce

amicus → amice


EN TILTALE
kan bestå af flere ord,
som bøjes hver for sig


KASUS
hører til analysen
af det enkelte ord


SÆTNINGSLED
hører til analysen
af sætningen

Med vokativ har vi gennemgået de seks latinske kasus.

Næste skridt er at se på, hvordan kasusformerne faktisk dannes. Det gør vi gennem de fem deklinationer, som er substantivernes forskellige bøjningsmønstre.

Deklinationer →