Pronominer

stedordene er ord, der blandt andet kan stå i stedet for et navneord eller pege på personer, ting og forhold i teksten.

På dansk har vi for eksempel:

jeg
du
han
hun
den
det
vi
de
min
denne
hvem
som

Latin har tilsvarende forskellige grupper af pronominer.

Pronominerne er særlig vigtige, fordi deres bøjningsformer ofte giver os oplysninger om:

PERSON
GENUS
NUMERUS
KASUS

Hvilke oplysninger der er relevante, afhænger af det enkelte pronomen.

Pronominer kan stå i stedet for substantiver

Se dansk:

Marcus ser Julia.

Han ser hende.

I den anden sætning står:

han

i stedet for Marcus, mens:

hende

står i stedet for Julia.

Pronominer gør det altså muligt at henvise til noget uden hele tiden at gentage det samme substantiv.

Det samme gælder på latin.

Pronominer bøjes

Latin bruger bøjningsformer langt mere systematisk end dansk.

Et pronomen kan blandt andet bøjes i kasus:

nominativ
akkusativ
genitiv
dativ
ablativ

og nogle pronominer også efter:

genus
numerus

Det betyder, at den konkrete form kan fortælle meget om, hvordan pronomenet bruges i sætningen.

Dansk viser allerede noget af princippet

Selv om dansk ikke har det samme kasussystem som latin, kender vi forskellige pronomenformer:

jeg       mig

du        dig

han       ham

hun       hende

vi        os

de        dem

Sammenlign:

Han ser hende.

Her har:

han

en form, der passer til grundleddet, mens:

hende

har en anden form.

Det latinske system er mere omfattende, men princippet om forskellige pronomenformer er altså ikke fremmed.

Kasus er bøjning – sætningsled er noget andet

Her gælder den samme grundregel, som vi har brugt ved substantiverne.

Se:

PRONOMEN
│
└── bøjes i kasus

mens:

SÆTNING
│
└── består af sætningsled

Et pronomen kan for eksempel stå i nævnefald og indgå i grundleddet.

Eller det kan stå i genstandsfald og indgå i det direkte genstandsled.

Men:

nominativ ≠ grundled

akkusativ ≠ direkte genstandsled

Kasus beskriver pronomenets bøjning.

Sætningsled beskriver pronomenets eller ordgruppens rolle i sætningen.

Pronominer kan have person

Ved personlige pronominer møder vi også person:

1. person
den eller dem, der taler

2. person
den eller dem, der tales til

3. person
den eller dem, der tales om

På dansk:

1. person
jeg
vi

2. person
du
I

3. person
han
hun
den
det
de

Person bliver særlig vigtig, når vi senere sammenholder pronominerne med de latinske udsagnsord.

Nogle pronominer bøjes efter genus

Ikke alle pronominer har de samme grammatiske kategorier.

Nogle skelner mellem:

maskulinum
femininum
neutrum

Det gælder blandt andet flere af de pronominer, der kan pege på eller henvise til et substantiv.

Her kan kongruens hjælpe os med at se, hvilket substantiv pronomenet hører sammen med eller henviser til.

Pronominer og kongruens

Se princippet:

SUBSTANTIV
│
├── genus
├── numerus
└── kasus

        ↕

PRONOMEN
│
├── genus
├── numerus
└── kasus

Når et pronomen grammatisk hører sammen med et substantiv, kan dets bøjningsform altså være bestemt af substantivets egenskaber.

Det minder om den kongruens, vi netop har arbejdet med ved adjektiver.

Forskellige typer pronominer

I dette afsnit arbejder vi med flere centrale grupper:

PRONOMINER
│
├── personlige pronominer
│
├── possessive pronominer
│
├── demonstrative pronominer
│
├── relative pronominer
│
└── interrogative pronominer

De har forskellige funktioner.

Personlige pronominer

Personlige pronominer henviser til de personer, der:

taler

tales til

eller

tales om

På dansk:

jeg
du
han
hun
vi
I
de

På latin er personlige pronominer især vigtige i 1. og 2. person.

Vi skal også se, hvorfor latin ofte slet ikke behøver et udtrykt personligt pronomen som grundled.

Possessive pronominer

Possessive pronominer udtrykker blandt andet ejerskab eller tilhørsforhold:

min
din
vores
jeres

På latin opfører mange af disse former sig bøjningsmæssigt på en måde, der minder om adjektiver.

De skal derfor passe til det ord, de hører til, i:

genus
numerus
kasus

Demonstrative pronominer

Demonstrative pronominer bruges til at pege på eller fremhæve noget.

På dansk kan vi for eksempel have:

denne
dette
disse
den
det

Latin har flere demonstrative pronominer med forskellige betydningsnuancer.

Deres bøjningsformer er meget nyttige at kunne genkende i tekster.

Relative pronominer

Relative pronominer forbinder en ledsætning med et ord i den overordnede sætning.

På dansk har vi blandt andet:

som
der
hvilken

I latin bliver analysen særlig interessant, fordi pronomenets:

genus
numerus

og:

kasus

ikke nødvendigvis bestemmes af det samme.

Det gennemgår vi på siden om relative pronominer.

Interrogative pronominer

Interrogative pronominer bruges i spørgsmål.

På dansk:

hvem?
hvad?
hvilken?

Også de bøjes på latin.

Kasusformen kan derfor hjælpe os med at se, hvilken grammatisk relation spørgsmålet retter sig mod.

Fra ordform til sætningsanalyse

Når vi møder et pronomen i en latinsk tekst, kan vi arbejde på samme måde som ved substantiver:

ORDFORM
   │
   ↓
HVILKET PRONOMEN?
   │
   ↓
BESTEM BØJNINGEN
   │
   ├── person?
   ├── genus?
   ├── numerus?
   └── kasus?
   │
   ↓
UNDERSØG SÆTNINGEN
   │
   ↓
HVILKET SÆTNINGSLED
ELLER HVILKEN KONSTRUKTION
INDGÅR FORMEN I?

Vi holder altså igen:

ORDANALYSE

og:

SÆTNINGSANALYSE

adskilt.

I dette afsnit

Vi går videre med:

Pronominer i latin

Personlige pronominer

Possessive pronominer

Demonstrative pronominer

Relative pronominer

Interrogative pronominer

Først ser vi nærmere på, hvilke grammatiske egenskaber latinske pronominer kan have, og hvordan de adskiller sig fra substantiver og adjektiver.

Pronominer i latin →