Sprogforståelse

Kasus i latin

Latin har seks centrale kasus:

nominativ
akkusativ
genitiv
dativ
ablativ
vokativ

Kasusformen er en del af et ords grammatiske form og kan hjælpe os med at forstå, hvilken funktion ordet har i sætningen.

De seks kasus har forskellige typiske anvendelser. Men en kasus svarer ikke nødvendigvis til ét bestemt sætningsled.

Derfor skal vi lære både kasusformerne og de funktioner, de kan have.

De seks kasus i overblik

Som første overblik kan vi forbinde de seks kasus med nogle af deres vigtigste anvendelser:

NOMINATIV
│
├── subjekt
└── subjektsprædikativ


AKKUSATIV
│
├── direkte objekt
├── efter bestemte præpositioner
└── andre anvendelser


GENITIV
│
├── tilhørsforhold
└── andre relationer mellem led


DATIV
│
├── indirekte objekt
└── andre anvendelser


ABLATIV
│
├── adverbielle funktioner
├── efter bestemte præpositioner
└── flere særlige anvendelser


VOKATIV
│
└── direkte tiltale

Dette er kun et overblik.

På de næste sider undersøger vi hver kasus nærmere.

Nominativ

nævnefald bruges først og fremmest ved grundled.

Se:

Puella puerum videt.

Puella står i nominativ og fungerer som subjekt:

Puella     puerum     videt.
  ×           Δ          ○

Nominativ bruges også blandt andet ved omsagnsled til grundled.

NOMINATIV
│
├── subjekt
└── omsagnsled til grundled

Nominativ →

Akkusativ

genstandsfald bruges blandt andet ved direkte genstandsled.

I:

Puella puerum videt.

står puerum i akkusativ:

puerum
   │
   ↓
akkusativ singularis
   │
   ↓
direkte objekt

Men akkusativ bruges ikke kun til direkte objekt.

Kasus bruges også efter bestemte præpositioner og i andre konstruktioner. Senere møder vi eksempelvis akkusativ som en vigtig del af AcI-konstruktion.

Akkusativ →

Genitiv

ejefald bruges ofte til at udtrykke et forhold mellem to substantiviske led.

En central anvendelse er tilhørsforhold.

På dansk kan vi eksempelvis sige:

pigens bog

eller:

drengens hus

Latin kan bruge genitiv til at udtrykke tilsvarende relationer.

Genitiv kan dog udtrykke flere forskellige typer forhold. Derfor kan den ikke altid oversættes mekanisk med dansk -s.

Genitiv har desuden en særlig praktisk betydning, når vi slår substantiver op: genitiv singularis hjælper os med at finde substantivets stamme og bestemme dets deklination.

Genitiv →

Dativ

dativ bruges blandt andet ved hensynsled.

I en sætning med betydningen:

Pigen giver drengen bogen.

kan vi skelne mellem:

pigen       subjekt

bogen       direkte objekt

drengen     indirekte objekt

På latin kan dativformen hjælpe os med at genkende det indirekte objekt.

Men dativ har også andre anvendelser, som vi ser nærmere på på den særskilte side.

Dativ →

Ablativ

ablativ er den af de seks kasus, der har det bredeste udvalg af funktioner.

Ablativ kan blandt andet bruges til at udtrykke forhold, som dansk ofte udtrykker med præpositioner.

Det kan for eksempel dreje sig om:

middel
måde
årsag
sted
adskillelse

Ablativ bruges desuden efter bestemte latinske præpositioner.

Derfor er det særligt vigtigt ikke at lære:

ablativ = én bestemt dansk oversættelse

I stedet må vi spørge, hvilken funktion ablativformen har i den konkrete sammenhæng.

Senere møder vi også ablativ i konstruktionen ablativus absolutus.

Ablativ →

Vokativ

vokativ bruges ved direkte tiltale.

Hvis man henvender sig direkte til en person, kan personens navn eller betegnelse stå i vokativ.

Vi kan sammenligne med dansk:

Marcus, kom her!

Marcus er her ikke subjekt for kom i betydningen et almindeligt nominalled, der udfører handlingen. Navnet bruges til at henvende sig til den person, man taler til.

Det er denne funktion, latin markerer med vokativ.

Vokativ er ofte identisk med nominativ i formen, men der findes former, hvor forskellen kan ses.

Vokativ →

Kasus og sætningsled

Når vi lærer de seks kasus, er det fristende at lave en enkel tabel:

nominativ     = subjekt
akkusativ     = direkte objekt
genitiv       = ...
dativ         = indirekte objekt

Men den model bliver hurtigt for simpel.

Det er bedre at tænke i to niveauer:

FORM
Hvilken kasus?
       │
       ↓
FUNKTION
Hvordan bruges formen
i denne sætning?

For eksempel:

AKKUSATIV
     │
     ├── direkte objekt
     ├── efter præposition
     ├── i AcI
     └── andre funktioner

Kasusanalysen hjælper os altså med at indsnævre mulighederne, men vi må stadig analysere sætningen.

Præpositioner kan styre kasus

Nogle latinske forholdsord kræver, at det efterfølgende led står i en bestemt kasus.

Det kaldes, at præpositionen styrer kasus.

Vi møder især præpositioner med:

akkusativ

eller:

ablativ

Derfor kan en akkusativ eller ablativ ikke automatisk analyseres som henholdsvis direkte objekt eller adverbialled alene ud fra kasusformen.

Hvis substantivet står efter en præposition, skal præpositionen med i analysen.

Kasus findes ikke kun ved substantiver

Selv om vi introducerer kasus under substantiverne, findes kategorien også ved andre latinske ordklasser.

Vi møder kasus ved blandt andet:

substantiver
adjektiver
pronominer

Det bliver særligt vigtigt ved kongruens.

Et adjektiv, der hører til et substantiv, står i samme:

genus
numerus
kasus

Kasus hjælper os derfor ikke kun med at bestemme funktion. Den kan også hjælpe os med at se, hvilke ord der hører sammen.

Kasusendelsen afhænger af deklinationen

At vide, at latin har seks kasus, fortæller os endnu ikke, hvordan en bestemt kasus ser ud.

Det afhænger af substantivets deklination.

For eksempel kan en akkusativ singularis have forskellige endelser afhængigt af bøjningsmønstret.

Derfor skal vi holde to spørgsmål adskilt:

HVILKEN KASUS?
Hvilken grammatisk form
og funktion arbejder vi med?

        ↓

HVORDAN DANNES DEN?
Hvilken deklination
tilhører substantivet?

På de følgende sider koncentrerer vi os først om kasusenes funktioner.

Derefter går vi videre til de fem deklinationer og ser på, hvordan formerne faktisk dannes.

Fra form til funktion

Når vi møder en kasusform i en tekst, kan analysen derfor se sådan ud:

ORDFORM
   │
   ↓
KASUS + NUMERUS
   │
   ↓
MULIGE FUNKTIONER
   │
   ↓
SÆTNINGENS STRUKTUR
   │
   ↓
KONKRET FUNKTION
   │
   ↓
BETYDNING

Det er denne bevægelse fra form til funktion, vi skal arbejde med på de næste seks sider.

De seks kasus

Vi gennemgår dem i denne rækkefølge:

1. nominativ
2. akkusativ
3. genitiv
4. dativ
5. ablativ
6. vokativ

Vi begynder med nævnefald, som blandt andet bruges til subjekt og omsagnsled til grundled.

Nominativ →

Begreber på denne side

  • kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
  • sætningsled – Et ord eller en gruppe ord, der har en bestemt funktion i en sætning.
  • nævnefald – Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ.
  • grundled – Det led, som sætningens udsagn knyttes til.
  • genstandsfald – Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt.
  • direkte genstandsled – Det objekt, som handlingen retter sig direkte mod.
  • AcI-konstruktion – En latinsk konstruktion, hvor et led i akkusativ fungerer som logisk subjekt for en infinitiv.
  • ejefald – Den kasus, der blandt andet udtrykker tilhørsforhold.
  • stamme – Den del af et ord, som bøjningsendelser føjes til.
  • deklination – Et bøjningsmønster for blandt andet navneord og tillægsord.
  • dativ – Den kasus, der blandt andet kan bruges ved indirekte objekt.
  • hensynsled – Det sætningsled, der angiver modtageren eller den person eller ting, som handlingen sker til fordel for eller går ud over.
  • ablativ – En latinsk kasus, der blandt andet kan udtrykke middel, årsag, måde, sted eller adskillelse.
  • ablativus absolutus – En latinsk konstruktion i ablativ, som står grammatisk relativt selvstændigt fra resten af sætningen og ofte udtrykker en omstændighed.
  • vokativ – Den kasus, der bruges ved direkte tiltale.
  • forholdsord – Et ord, der angiver et forhold mellem led i en sætning.
  • kongruens – Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord.

Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side