2. konjugation – monere – Sprogforståelse

Verber i 2. konjugation følger det samme grundlæggende bøjningsmønster.

Du kan især kende dem på præsens navnemåde aktiv handleform:

-ēre

For eksempel:

monere
↓
at advare

habere
↓
at have

videre
↓
at se

docere
↓
at undervise

Når vokallængden er vigtig for forklaringen, kan vi skrive:

monēre
habēre
vidēre
docēre

Makronen over ē viser, at vokalen er lang.

I almindelige latinske tekster skriver vi normalt uden makron:

monere
habere
videre
docere

Det er vigtigt, fordi 2. og 3. konjugation ellers kan ligne hinanden i infinitiven:

monēre
↓
2. konjugation
↓
langt ē

men:

regere
↓
3. konjugation
↓
kort e

Derfor bruger vi {infinitive|be}} sammen med den første opslagsform:

moneo, monere
↓
2. konjugation

På denne side bruger vi:

moneo, monere, monui, monitum
↓
advare

som modelverbum.

Vi begynder med bøjningsskemaerne, så du hurtigt kan få overblik over formerne.

Bøjningsmønstre

Her ser vi først på de seks tempora i fremsættende udsagnsmåde:

PRÆSENSSYSTEMET
│
├── nutid
├── imperfektum
└── fremtid

PERFEKTSYSTEMET
│
├── førnutid
├── førdatid
└── førfremtid

I aktiv handleform bruger præsenssystemet præsensstammen:

mone-

mens perfektsystemet bruger perfektstammen:

monu-

fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform – præsenssystemet

Først det praktiske bøjningsmønster efter stammen mone-:

Person	nutid	imperfektum	fremtid
1. person singularis	-o	-bam	-bo
2. person singularis	-s	-bas	-bis
3. person singularis	-t	-bat	-bit
1. person pluralis	-mus	-bamus	-bimus
2. person pluralis	-tis	-batis	-bitis
3. person pluralis	-nt	-bant	-bunt

Anvendt på modelverbet:

Person	nutid	imperfektum	fremtid
1. person singularis	moneo	monebam	monebo
2. person singularis	mones	monebas	monebis
3. person singularis	monet	monebat	monebit
1. person pluralis	monemus	monebamus	monebimus
2. person pluralis	monetis	monebatis	monebitis
3. person pluralis	monent	monebant	monebunt

Bemærk især:

moneo
↓
jeg advarer

Her er den lange ē en del af 2. konjugations præsensstamme:

monē-

Når vi skriver uden markering af vokallængde:

mone-

kan den forskel ikke ses direkte.

fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform – perfektsystemet

I det aktive perfektsystem bruger vi perfektstammen:

monu-

Det praktiske bøjningsmønster er:

Person	førnutid	førdatid	førfremtid
1. person singularis	-i	-eram	-ero
2. person singularis	-isti	-eras	-eris
3. person singularis	-it	-erat	-erit
1. person pluralis	-imus	-eramus	-erimus
2. person pluralis	-istis	-eratis	-eritis
3. person pluralis	-erunt	-erant	-erint

Anvendt på modelverbet:

Person	førnutid	førdatid	førfremtid
1. person singularis	monui	monueram	monuero
2. person singularis	monuisti	monueras	monueris
3. person singularis	monuit	monuerat	monuerit
1. person pluralis	monuimus	monueramus	monuerimus
2. person pluralis	monuistis	monueratis	monueritis
3. person pluralis	monuerunt	monuerant	monuerint

Her genfinder vi:

monu-
↓
perfektstamme

Det er vigtigt, at perfektstammen ikke er:

*monev-

Vi kan altså ikke danne perfektstammen sikkert alene ud fra konjugationen.

Vi skal kende hovedformen:

monui
↓
monu-

fremsættende udsagnsmåde passiv handleform – præsenssystemet

I det passive præsenssystem får vi:

Person	nutid	imperfektum	fremtid
1. person singularis	moneor	monebar	monebor
2. person singularis	moneris / monere	monebaris / monebare	moneberis / monebere
3. person singularis	monetur	monebatur	monebitur
1. person pluralis	monemur	monebamur	monebimur
2. person pluralis	monemini	monebamini	monebimini
3. person pluralis	monentur	monebantur	monebuntur

Bemærk igen 2. person singularis:

moneris

eller:

monere

Begge kan betyde:

du advares

Men:

monere

kan også være:

nutid
navnemåde
aktiv handleform
↓
at advare

Sammenhængen afgør analysen.

fremsættende udsagnsmåde passiv handleform – perfektsystemet

Det passive perfektsystem dannes med:

kort tillægsform
+
en form af sum

Med et maskulint grundled får vi:

Person	førnutid	førdatid	førfremtid
1. person singularis	monitus sum	monitus eram	monitus ero
2. person singularis	monitus es	monitus eras	monitus eris
3. person singularis	monitus est	monitus erat	monitus erit
1. person pluralis	moniti sumus	moniti eramus	moniti erimus
2. person pluralis	moniti estis	moniti eratis	moniti eritis
3. person pluralis	moniti sunt	moniti erant	moniti erunt

Participiet kongruerer med grundleddet i genus, numerus og kasus.

Med et feminint grundled får vi fx:

monita est
↓
hun blev /
er blevet advaret

og i pluralis:

monitae sunt
↓
de blev /
er blevet advaret

Her er det vigtigste at kunne genkende formerne i 2. konjugation. Opbygningen af det passive perfektsystem er allerede behandlet på siderne om handleform og kort tillægsform.

Bøjningsformerne i sætninger

Nu kan vi se de seks indikativtempora i små sætninger.

Aktiv

tid	Latinsk tekst	Dansk tekst
nutid	Magister puerum monet.	Læreren advarer drengen.
imperfektum	Magister puerum monebat.	Læreren advarede drengen.
fremtid	Magister puerum monebit.	Læreren vil advare drengen.
førnutid	Magister puerum monuit.	Læreren advarede / har advaret drengen.
førdatid	Magister puerum monuerat.	Læreren havde advaret drengen.
førfremtid	Magister puerum monuerit.	Læreren vil have advaret drengen.

Alle verbformerne er:

3. person
singularis
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Det, der ændrer sig, er tid:

monet
↓
nutid

monebat
↓
imperfektum

monebit
↓
fremtid

monuit
↓
førnutid

monuerat
↓
førdatid

monuerit
↓
førfremtid

Passiv

De tilsvarende former i passiv handleform:

tid	Latinsk tekst	Dansk tekst
nutid	Puer a magistro monetur.	Drengen advares af læreren.
imperfektum	Puer a magistro monebatur.	Drengen blev advaret af læreren.
fremtid	Puer a magistro monebitur.	Drengen vil blive advaret af læreren.
førnutid	Puer a magistro monitus est.	Drengen blev / er blevet advaret af læreren.
førdatid	Puer a magistro monitus erat.	Drengen var blevet advaret af læreren.
førfremtid	Puer a magistro monitus erit.	Drengen vil være blevet advaret af læreren.

Her ser vi igen de to passive mønstre:

PRÆSENSSYSTEMET

monetur
monebatur
monebitur
↓
én finit verbform

men:

PERFEKTSYSTEMET

monitus est
monitus erat
monitus erit
↓
kort tillægsform
+
sum

Modelverbet og de tre stammer

Modelverbet er:

moneo, monere, monui, monitum
↓
advare

De fire hovedformer er:

Hovedform	Grammatisk form
moneo	1. person singularis nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform
monere	nutid navnemåde aktiv handleform
monui	1. person singularis førnutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform
monitum	supinum i `-um`

Hovedformerne giver adgang til tre centrale stammer.

Præsensstammen

moneo, monere
↓
mone-

Når vokallængden markeres:

monē-

Den genfinder vi blandt andet i:

monet
monebat
monebit

monetur
monebatur
monebitur

Perfektstammen

monui
↓
monu-

Den genfinder vi i det aktive perfektsystem:

monui
monuit
monueram
monuerat
monuero
monuerit

Supin-/participialstammen

monitum
↓
monit-

Den genfinder vi blandt andet i:

monitus
monita
monitum

og dermed i passive perfektformer som:

monitus est
monitus erat
monitus erit

Vi kan samle det:

moneo, monere
↓
mone-
↓
præsensstamme

monui
↓
monu-
↓
perfektstamme

monitum
↓
monit-
↓
supin-/participialstamme

Sådan genkender du 2. konjugation

Når du slår et verbum op, ser du især på præsens navnemåde aktiv handleform sammen med den første opslagsform.

Se:

moneo, monere
↓
advare

Når vokallængden markeres:

moneo, monēre

Infinitiven ender på:

-ēre

Derfor:

monēre
↓
2. konjugation

Det samme gælder:

habeo, habēre
↓
have
↓
2. konjugation

video, vidēre
↓
se
↓
2. konjugation

doceo, docēre
↓
undervise
↓
2. konjugation

I almindelig tekst står der normalt:

monere
habere
videre
docere

Derfor er den første opslagsform særlig nyttig:

moneo, monere

habeo, habere

video, videre

doceo, docere

Det karakteristiske mønster er:

-eo, -ēre
↓
2. konjugation

2. og 3. konjugation skal holdes adskilt

Det er især vigtigt at skelne 2. konjugation fra 3. konjugation.

Sammenlign:

moneo, monēre
↓
advare
↓
2. konjugation

med:

rego, regere
↓
styre
↓
3. konjugation

Med markeret vokallængde ser forskellen sådan ud:

monēre
  │
  └── langt ē

regere
  │
  └── kort e

Uden makron står der:

monere

og:

regere

Derfor bruger vi begge opslagsformer:

moneo, monere
↓
2. konjugation

rego, regere
↓
3. konjugation

De konkrete bøjningsformer hjælper også.

Sammenlign:

mones
↓
du advarer

med:

regis
↓
du styrer

og:

monent
↓
de advarer

med:

regunt
↓
de styrer

og 3. konjugation er altså forskellige bøjningsmønstre, selv om infinitiverne kan se ens ud, når vokallængden ikke markeres.

Sådan er formerne bygget

Tabellerne i begyndelsen viser de praktiske bøjningsmønstre.

Når vi analyserer en konkret form, kan vi ofte dele den mere præcist op.

Se:

monebat
↓
han / hun advarede

Vi kan analysere:

mone-ba-t
│     │   │
│     │   └── 3. person singularis
│     │
│     └────── imperfektum
│
└──────────── præsensstamme

Altså:

mone-
↓
præsensstamme

-ba-
↓
tempusmærke
↓
imperfektum

-t
↓
personendelse
↓
3. person singularis

Den samlede analyse er:

monebat
│
├── moneo, monere
├── 2. konjugation
├── 3. person
├── singularis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Læs verbformen fra højre

Når du analyserer en ukendt verbform, er det ofte nyttigt at begynde fra højre.

Se:

monebant
↓
de advarede

Først:

-nt
↓
3. person pluralis

Derefter:

-ba-
↓
imperfektum

Til sidst:

mone-
↓
præsensstamme
↓
moneo, monere
↓
2. konjugation

Vi får:

monebant
│
├── moneo, monere
├── 2. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Det samme princip kan bruges på andre verber:

habebant
↓
de havde

videbitis
↓
I vil se

docebatur
↓
han / hun blev undervist

Konjunktiv

Brugen af konjunktiv er behandlet på siden om udsagnsmåde.

Her koncentrerer vi os om bøjningsformerne i 2. konjugation.

nutid konjunktiv aktiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	moneam	moneamus
2. person	moneas	moneatis
3. person	moneat	moneant

Et karakteristisk træk er:

mone-
↓
monea-

Se:

moneat
↓
3. person singularis
nutid
konjunktiv
aktiv handleform

Sammenlign:

monet
↓
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

med:

moneat
↓
nutid
konjunktiv
aktiv handleform

nutid konjunktiv passiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monear	moneamur
2. person	monearis / moneare	moneamini
3. person	moneatur	moneantur

Sammenlign:

moneat
↓
aktiv

med:

moneatur
↓
passiv

Begge er:

3. person
singularis
nutid
konjunktiv

imperfektum konjunktiv aktiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monerem	moneremus
2. person	moneres	moneretis
3. person	moneret	monerent

Former som:

moneret

kan praktisk genkendes ud fra infinitiven:

monere

plus personendelsen:

monere-t
↓
moneret

Analysen er:

3. person
singularis
imperfektum
konjunktiv
aktiv handleform

imperfektum konjunktiv passiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monerer	moneremur
2. person	monereris / monerere	moneremini
3. person	moneretur	monerentur

Se:

moneretur
↓
3. person singularis
imperfektum
konjunktiv
passiv handleform

førnutid konjunktiv aktiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monuerim	monuerimus
2. person	monueris	monueritis
3. person	monuerit	monuerint

Her genfinder vi:

monu-
↓
perfektstamme

Bemærk:

monuerit

kan også være:

3. person singularis
førfremtid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Sammenhængen afgør analysen.

førdatid konjunktiv aktiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monuissem	monuissemus
2. person	monuisses	monuissetis
3. person	monuisset	monuissent

Se:

monuisset
↓
3. person singularis
førdatid
konjunktiv
aktiv handleform

Også her genfinder vi:

monu-
↓
perfektstamme

Perfektsystemet i konjunktiv passiv handleform

De passive perfektformer dannes med:

kort tillægsform
+
en form af sum

Med et maskulint grundled:

førnutid konjunktiv passiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monitus sim	moniti simus
2. person	monitus sis	moniti sitis
3. person	monitus sit	moniti sint

førdatid konjunktiv passiv handleform

Person	Singularis	Pluralis
1. person	monitus essem	moniti essemus
2. person	monitus esses	moniti essetis
3. person	monitus esset	moniti essent

Med et feminint grundled får vi fx:

monita sit

og:

monita esset

Participiet kongruerer med det ord, det hører til.

Imperativ

Brugen af bydemåde er behandlet på siden om udsagnsmåde.

I 2. konjugation er de centrale former:

tal	Form	Dansk
singularis	mone!	advar!
pluralis	monete!	advar!

Se:

Mone puerum!

Advar drengen!

og:

Monete pueros!

Advar drengene!

Formen viser, om der tales til én eller flere:

mone!
↓
2. person singularis

monete!
↓
2. person pluralis

Infinitiv og participier

navnemåde og participier er behandlet på deres egne sider.

Her er det vigtigste at kunne genkende de former, der hører til modelverbet.

Infinitiv

monere
↓
at advare
↓
nutid
navnemåde
aktiv handleform

Når vokallængden markeres:

monēre

Endelsen:

-ēre

er det centrale kendetegn på 2. konjugation.

Den tilsvarende passive form er:

moneri
↓
at blive advaret
↓
nutid
navnemåde
passiv handleform

Participier

lang tillægsform:

monens
↓
advarende

kort tillægsform:

monitus, monita, monitum
↓
advaret

De enkelte participiers bøjning og brug er behandlet på siderne om participier.

På denne side er det især vigtigt at forbinde:

monitum
↓
fjerde hovedform
↓
monit-
↓
supin-/participialstamme

med:

monitus
monita
monitum

Flere verber i 2. konjugation

Flere almindelige latinske verber følger 2. konjugations bøjningsmønster.

Hovedformer	Dansk
moneo, monere, monui, monitum	advare
habeo, habere, habui, habitum	have
video, videre, vidi, visum	se
doceo, docere, docui, doctum	undervise

Når vokallængden markeres, har infinitiverne:

monēre
habēre
vidēre
docēre

Sammenlign nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform:

monet
↓
han / hun advarer

habet
↓
han / hun har

videt
↓
han / hun ser

docet
↓
han / hun underviser

Alle formerne er:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

og alle verberne tilhører:

2. konjugation

Det samme mønster fortsætter i imperfektum:

monebat
↓
han / hun advarede

habebat
↓
han / hun havde

videbat
↓
han / hun så

docebat
↓
han / hun underviste

Vi genkender:

-ba-
↓
imperfektum

og:

-t
↓
3. person singularis

Men perfektstammerne er forskellige:

monui
↓
monu-

habui
↓
habu-

vidi
↓
vid-

docui
↓
docu-

Det viser igen, hvorfor vi både skal kende:

KONJUGATIONEN
↓
bøjningsmønster

og:

HOVEDFORMERNE
↓
de konkrete stammer

Fra tekstform til opslagsform

Se:

habebant
↓
de havde

Vi kan begynde fra højre.

Først:

-nt
↓
3. person pluralis

Derefter:

-ba-
↓
imperfektum

Så:

habe-
↓
præsensstamme

Vi finder verbets hovedformer:

habeo, habere, habui, habitum
↓
have

Når vokallængden markeres:

habēre
↓
-ēre
↓
2. konjugation

Den samlede analyse bliver:

habebant
│
├── habeo, habere, habui, habitum
├── have
├── 2. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Arbejdsvejen er:

TEKSTFORM

habebant
↓
BØJNINGSDELE

habe-ba-nt
↓
STAMME

habe-
↓
OPSLAGSFORMER

habeo, habere,
habui, habitum
↓
DANSK BETYDNING

have
↓
KONJUGATION

2. konjugation
↓
SAMLET
BØJNINGSANALYSE

Fra verbform til sætningsanalyse

Når verbformen er analyseret, går vi videre til sætningen.

Se:

Magistri pueros monebant.

Lærerne advarede drengene.

Først verbformen:

monebant
│
├── moneo, monere
├── 2. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Det er ordniveauet.

Derefter ser vi på hele sætningen:

Magistri     pueros     monebant.
    ×           Δ           ○

Her er:

Magistri
↓
grundled

pueros
↓
direkte genstandsled

monebant
↓
udsagnsled

Det er sætningsniveauet.

Vi skal altså skelne:

ORDNIVEAU
↓
2. konjugation
3. person
pluralis
imperfektum
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

fra:

SÆTNINGSNIVEAU
↓
grundled
direkte genstandsled
udsagnsled

Konjugation, person, numerus, tempus, modus og diatese beskriver verbformen.

De er ikke sætningsleddene.

Sammenlign med passiv

Se:

Pueri a magistris monebantur.

Drengene blev advaret af lærerne.

Verbformen er:

monebantur
↓
de blev advaret

Vi kan se:

mone-ba-ntur
│      │    │
│      │    └── passiv personendelse
│      │
│      └─────── imperfektum
│
└────────────── præsensstamme

Den samlede bøjningsanalyse er:

monebantur
│
├── moneo, monere
├── 2. konjugation
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── passiv handleform

På sætningsniveau:

Pueri     a magistris     monebantur.
  ×                            ○

Her er:

Pueri
↓
grundled

monebantur
↓
udsagnsled

og:

a magistris
↓
af lærerne
↓
angiver de handlende personer

Vi går altså:

VERBFORM
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
FORSTÅELSE
↓
OVERSÆTTELSE

En praktisk metode

Når du møder en verbform, der kan høre til 2. konjugation, kan du arbejde sådan:

1. FIND VERBALFORMEN

          ↓

2. FIND EN DANSK
   GRUNDBETYDNING,
   HVIS DU KENDER DEN

          ↓

3. SE PÅ SLUTNINGEN

          ↓

4. BESTEM person
   OG tal

          ↓

5. GENKEND
   BØJNINGSMØNSTRET

          ↓

6. FIND STAMMEN

          ↓

7. FIND VERBETS
   OPSLAGSFORMER

          ↓

8. SE PÅ INFINITIVEN

   -ēre
      ↓
   2. konjugation

          ↓

9. BRUG OGSÅ DEN
   FØRSTE OPSLAGSFORM

   fx:

   moneo, monere

          ↓

10. BESTEM tid

          ↓

11. BESTEM udsagnsmåde

          ↓

12. BESTEM handleform

          ↓

13. LAV DEN SAMLEDE
    BØJNINGSANALYSE

          ↓

14. GÅ TIL
    SÆTNINGSNIVEAUET

          ↓

15. OVERSÆT
    NATURLIGT

Kortere:

TEKSTFORM
↓
STAMME OG BØJNINGSDELE
↓
OPSLAGSFORMER
↓
DANSK BETYDNING
↓
2. KONJUGATION
↓
PERSON + NUMERUS
↓
TEMPUS + MODUS + DIATESE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Hurtigt overblik

konjugation genkendes især på præsens navnemåde aktiv handleform:

-ēre

Modelverbet er:

moneo, monere, monui, monitum
↓
advare

De tre centrale stammer er:

mone-
↓
præsensstamme

monu-
↓
perfektstamme

monit-
↓
supin-/participialstamme

fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform

Person	nutid	imperfektum	fremtid	førnutid	førdatid	førfremtid
1. sg.	moneo	monebam	monebo	monui	monueram	monuero
2. sg.	mones	monebas	monebis	monuisti	monueras	monueris
3. sg.	monet	monebat	monebit	monuit	monuerat	monuerit
1. pl.	monemus	monebamus	monebimus	monuimus	monueramus	monuerimus
2. pl.	monetis	monebatis	monebitis	monuistis	monueratis	monueritis
3. pl.	monent	monebant	monebunt	monuerunt	monuerant	monuerint

Centrale former i konjunktiv

nutid
↓
moneam
moneas
moneat
moneamus
moneatis
moneant

imperfektum
↓
monerem
moneres
moneret
moneremus
moneretis
monerent

førnutid
↓
monuerim
monueris
monuerit
monuerimus
monueritis
monuerint

førdatid
↓
monuissem
monuisses
monuisset
monuissemus
monuissetis
monuissent

bydemåde

mone!
↓
advar!
↓
singularis

monete!
↓
advar!
↓
pluralis

Ikke-finitte former

monere
↓
at advare
↓
navnemåde

monens
↓
advarende
↓
lang tillægsform

monitus, monita, monitum
↓
advaret
↓
kort tillægsform

Husk

konjugation er et bøjningsmønster for latinske verber.

Du genkender den især på:

-ēre

i præsens navnemåde aktiv handleform:

monēre
habēre
vidēre
docēre

I almindelig tekst skriver vi normalt:

monere
habere
videre
docere

Derfor er det vigtigt også at se på den første opslagsform:

moneo, monere

habeo, habere

video, videre

doceo, docere

Et typisk mønster er:

-eo, -ēre
↓
2. konjugation

Modelverbet er:

moneo, monere, monui, monitum
↓
advare

Hovedformerne giver adgang til tre centrale stammer:

moneo, monere
↓
mone-
↓
præsensstamme

monui
↓
monu-
↓
perfektstamme

monitum
↓
monit-
↓
supin-/participialstamme

Præsensstammen genfinder vi fx i:

monet
↓
han / hun advarer

monebat
↓
han / hun advarede

monebit
↓
han / hun vil advare

Perfektstammen genfinder vi fx i:

monuit
↓
han / hun advarede /
har advaret

monuerat
↓
han / hun havde advaret

monuerit
↓
han / hun vil have advaret

I det passive præsenssystem får vi fx:

monetur
↓
han / hun advares

monebatur
↓
han / hun blev advaret

monebitur
↓
han / hun vil blive advaret

Det passive perfektsystem dannes med:

kort tillægsform
+
sum

for eksempel:

monitus est
↓
han blev /
er blevet advaret

monitus erat
↓
han var blevet advaret

monitus erit
↓
han vil være blevet advaret

En særlig vigtig forskel er:

monēre
↓
2. konjugation
↓
langt ē

mod:

regere
↓
3. konjugation
↓
kort e

Uden makron kan forskellen ikke ses direkte:

monere

regere

Derfor bruger vi:

FØRSTE OPSLAGSFORM
+
INFINITIV

for eksempel:

moneo, monere
↓
2. konjugation

Konjunktiv, imperativ, infinitiv og participier følger også bestemte former inden for 2. konjugation, men deres brug er behandlet på de tidligere sider.

Her er opgaven først og fremmest at kunne:

GENKENDE FORMEN
↓
FINDE STAMMEN
↓
FINDE OPSLAGSFORMERNE
↓
GENKENDE
2. KONJUGATION
↓
BESTEMME
PERSON
NUMERUS
TEMPUS
MODUS
DIATESE
↓
GÅ VIDERE TIL
SÆTNINGSANALYSEN

Det samme princip kan nu bruges på næste bøjningsmønster:

3. KONJUGATION
↓
rego, regere
↓
styre

Begreber på denne side

navnemåde – Verbets ubøjede grundform.
aktiv handleform – En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, der udfører handlingen.
fremsættende udsagnsmåde – Den modus, der normalt bruges til udsagn, spørgsmål og oplysninger, som fremstilles som virkelige.
nutid – En tempusform, der typisk knytter udsagnet til nutiden.
imperfektum – En latinsk fortidsform, der typisk fremstiller en handling som igangværende, gentaget eller uafsluttet.
fremtid – En tempusform, der knytter udsagnet til fremtiden.
førnutid – En sammensat tempusform, der forbinder en tidligere handling med nutiden.
førdatid – En sammensat tempusform for noget, der ligger før et andet tidspunkt i fortiden.
førfremtid – En tempusform for noget, der vil være afsluttet før et andet tidspunkt i fremtiden.
passiv handleform – En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, handlingen retter sig mod.
kort tillægsform – En ikke-finit verbform, der blandt andet bruges til førnutid, førdatid og visse passive former.
grundled – Det led, som sætningens udsagn knyttes til.
handleform – En grammatisk kategori, der viser forholdet mellem handlingen og sætningens deltagere.
tid – En grammatisk kategori, der placerer et udsagn i tid eller viser dets tidslige forhold.
konjunktiv – En modus, der blandt andet kan udtrykke mulighed, ønske, hensigt eller noget tænkt.
udsagnsmåde – En grammatisk kategori, der viser, hvordan taleren fremstiller et udsagn, for eksempel som virkelighed, mulighed eller befaling.
bydemåde – Den modus, der bruges til befalinger, opfordringer og instruktioner.
tal – En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere.
lang tillægsform – Et participium, der typisk udtrykker en handling eller tilstand, som er samtidig med hovedhandlingens tidspunkt.
sætningsled – Et ord eller en gruppe ord, der har en bestemt funktion i en sætning.
person – En grammatisk kategori, der viser, om der tales om den talende, den tiltalte eller en tredje part.

Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side