Når du møder en finit verbform på latin, er person en af de første grammatiske oplysninger, du kan forsøge at aflæse.

Se:

amo
amas
amat

Alle tre former hører til verbet:

amo, amare
elske

men de viser forskellig person:

amo
↓
1. person singularis
↓
jeg elsker

amas
↓
2. person singularis
↓
du elsker

amat
↓
3. person singularis
↓
han / hun elsker

person er altså en bøjningskategori ved den finitte verbform.

Når vi læser latin, bruger vi denne oplysning videre:

SE PERSONEN
     ↓
BESTEM PERSON + NUMERUS
     ↓
FORBIND VERBFORMEN
MED GRUNDLEDDET
     ↓
BRUG OPLYSNINGEN
I OVERSÆTTELSEN

Latin skelner mellem:

1. person
2. person
3. person

De tre personer kan forenklet forstås sådan:

1. person
↓
den eller dem der taler
↓
jeg / vi

2. person
↓
den eller dem der tales til
↓
du / I

3. person
↓
den eller det der tales om
↓
han / hun / den / det / de

Når person kombineres med tal, får vi seks grundlæggende muligheder:

På latin kan disse oplysninger ofte aflæses direkte af verbformen.

I mange latinske verbformer kan person genkendes på verbets slutning.

I nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform møder vi for eksempel:

Det giver nogle meget nyttige genkendelsespunkter:

-o
↓
1. person singularis

-s
↓
2. person singularis

-t
↓
3. person singularis

-mus
↓
1. person pluralis

-tis
↓
2. person pluralis

-nt
↓
3. person pluralis

Se mønstret i amo, amare:

am-o
ama-s
ama-t
ama-mus
ama-tis
ama-nt

Personendelsen giver os altså et vigtigt spor, når vi analyserer en finit verbform.

Men tabellen viser netop mønstret i:

nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Andre tempora, modi og diateser kan have andre former.

Når vi bestemmer person i en latinsk verbform, bestemmer vi normalt samtidig tal.

Det er ikke nok at sige:

amat
↓
3. person

Vi bestemmer:

amat
↓
3. person singularis

På samme måde:

amant
↓
3. person pluralis

person og tal giver tilsammen oplysninger om, hvordan den finitte verbform er knyttet til sit grundleddet:

1. person singularis
↓
jeg

2. person singularis
↓
du

3. person singularis
↓
han / hun / den / det

1. person pluralis
↓
vi

2. person pluralis
↓
I

3. person pluralis
↓
de

Derfor vil person og numerus næsten altid stå sammen i en bøjningsanalyse:

3. person singularis nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform.

Ikke bare:

3. person.

Det er nyttigt at lære personendelserne, men vi skal ikke gøre analysen til en mekanisk regel, hvor vi kun ser på det sidste bogstav.

Se:

amat

Her giver:

-t

et klart spor:

3. person singularis

Men hele formen analyseres:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

person er altså kun én del af verbets samlede bøjningsanalyse.

Når vi møder andre tempora, modi og diateser, ser formerne anderledes ud.

Det centrale princip er:

Person er en grammatisk egenskab ved den finitte verbform og kan ofte genkendes gennem verbets slutning.

person er knyttet til de finitte verbformer.

Sammenlign:

amat

og:

amare

I:

amat

kan vi bestemme:

3. person
singularis

Men:

amare

at elske

er en navnemåde.

Vi kan ikke analysere den som:

1. person?
2. person?
3. person?

Infinitiven har ikke en grammatisk person på samme måde som en finit verbform.

Derfor får vi:

FINIT VERBFORM

amat
↓
3. person singularis

men:

INFINITIV

amare
↓
ingen grammatisk person

Det er derfor den finitte verbform, vi først leder efter, når vi vil bestemme person i en sætning.

At kunne sige:

amat
=
3. person singularis

er ikke målet i sig selv.

Oplysningen skal bruges til at forstå sætningen.

person hjælper os især med at:

forbinde verbformen med grundleddet

forstå et underforstået grundled

kontrollere numerus

oversætte verbformen

Det bliver særlig vigtigt, fordi latin ikke altid udtrykker grundleddet med et særskilt ord.

Se:

Marcus amat.

Verbformen:

amat
↓
3. person singularis

passer til:

Marcus
↓
singularis

På sætningsniveau:

Marcus     amat.
  ×          ○

Marcus elsker.

Det samme gælder:

Puella amat.

Puella     amat.
  ×          ○

Pigen elsker.

Verbformen står stadig i:

3. person singularis

person og tal i den finitte verbform passer altså til sætningens grundleddet.

Her bliver person særlig vigtig i latin.

Se:

Amo.

Der står kun ét ord.

Men vi kan analysere:

amo
↓
1. person singularis

Verbformen fortæller dermed, at sætningen har et underforstået:

jeg

som grundled.

Vi kan derfor oversætte:

Jeg elsker.

På samme måde:

Amas.

giver:

2. person singularis
↓
du

og dermed:

Du elsker.

Og:

Amamus.

giver:

1. person pluralis
↓
vi

og dermed:

Vi elsker.

Latin kan altså have et underforstået grundled, som vi kan identificere gennem verbets person og tal.

På dansk siger vi:

jeg elsker
du elsker
han elsker
vi elsker
I elsker
de elsker

Verbformen:

elsker

er den samme.

Hvis vi kun så:

elsker

kunne vi ikke afgøre:

jeg?
du?
han / hun?
vi?
I?
de?

På latin er person derimod ofte synlig i selve verbformen:

amo
↓
jeg elsker

amas
↓
du elsker

amat
↓
han / hun elsker

amamus
↓
vi elsker

amatis
↓
I elsker

amant
↓
de elsker

Derfor er et særskilt personligt pronomen ofte ikke nødvendigt på latin.

Latin kan naturligvis bruge et personligt stedord som grundled.

Se:

Ego amo.

Jeg elsker.

eller:

Tu amas.

Du elsker.

Men personoplysningen findes allerede i verbformen:

ego     amo
         │
         ↓
      1. person
      singularis

og:

tu      amas
         │
         ↓
      2. person
      singularis

Pronomenet er altså ikke nødvendigt blot for at vise, hvilken person verbet står i.

Når et personligt pronomen står udtrykt, kan det blandt andet bruges til at fremhæve eller kontrastere personen.

Sammenlign:

Amo.

Jeg elsker.

med:

Ego amo.

Her kan ego efter sammenhængen få særlig vægt:

Jeg elsker.

Se også:

Ego amo, tu non amas.

Jeg elsker, men du elsker ikke.

Her står:

ego
↕
tu

i kontrast.

Verbformerne viser stadig person:

amo
↓
1. person singularis

amas
↓
2. person singularis

Pronominerne gør kontrasten mellem personerne tydelig.

Ved 1. og 2. person kan person og tal ofte direkte føre til et dansk pronomen:

amo
↓
jeg

amas
↓
du

Men ved 3. person er der flere muligheder.

Se:

amat

Formen fortæller:

3. person singularis

Men verbformen fortæller ikke i sig selv, om grundleddet er:

han
hun
den
det

Hvis grundleddet står udtrykt, er referencen klar:

Marcus amat.
↓
Marcus elsker.

Puella amat.
↓
Pigen elsker.

Men se:

Puellam amat.

Vi kan analysere:

puellam
↓
akkusativ singularis

og:

amat
↓
3. person singularis

Puellam kan derfor ikke være grundled til amat i denne sætning.

Grundleddet er underforstået.

Men verbformen alene fortæller ikke, om vi skal oversætte:

Han elsker pigen.

eller:

Hun elsker pigen.

Det må afgøres ud fra sammenhængen.

Personoplysningen giver os altså vigtig grammatisk information, men ikke nødvendigvis alle de oplysninger, vi skal bruge for at identificere referenten.

Hvis du kender spansk, er princippet genkendeligt.

På spansk kan man sige:

hablo
↓
jeg taler

uden nødvendigvis at skrive:

yo hablo

Og:

hablamos
↓
vi taler

kan stå uden:

nosotros hablamos

person kan aflæses af verbformen.

Det samme grundprincip findes i latin:

amo
↓
jeg elsker

amamus
↓
vi elsker

De konkrete bøjningsformer er forskellige, men både latin og spansk kan lade verbformen bære oplysninger, som dansk normalt udtrykker med et særskilt grundled.

Se en hel sætning:

Puellas amamus.

Vi begynder med den finitte verbform:

amamus

Slutningen:

-mus

viser:

1. person pluralis

Der står ikke et udtrykt grundled.

Men:

1. person pluralis
↓
vi

Derfor har sætningen et underforstået grundled.

Vi kan derefter analysere:

puellas
↓
akkusativ pluralis
↓
direkte genstandsled

På sætningsniveau:

(vi)     puellas     amamus.
 ×          Δ           ○

Vi oversætter:

Vi elsker pigerne.

Her har personanalysen givet os en oplysning, som er nødvendig for både sætningsanalysen og oversættelsen.

Person og numerus kan hjælpe med at finde det rigtige grundled

Se:

Puellae puerum amant.

Vi begynder med verbet:

amant

Endelsen:

-nt

viser:

3. person pluralis

Nu undersøger vi de andre ord.

puerum
↓
akkusativ singularis

Det kan derfor ikke være grundled til amant.

puellae
↓
kan være nominativ pluralis

Det passer med:

amant
↓
pluralis

Vi får:

Puellae     puerum     amant.
   ×           Δ         ○

Pigerne elsker drengen.

person og tal i verbformen hjælper os altså sammen med kasus til at finde forbindelsen mellem verbet og grundleddet.

Det virker også ved en anden ordstilling

Latin har friere ordstilling end dansk.

Se:

Puerum puellae amant.

Det første ord er:

puerum

men formen viser:

akkusativ singularis

Det er altså ikke grundleddet.

Verbformen:

amant
↓
3. person pluralis

peger mod et grundled i pluralis.

Vi finder:

puellae
↓
nominativ pluralis

Dermed:

Puerum     puellae     amant.
   Δ          ×          ○

Pigerne elsker drengen.

Vi kan altså ikke bare bruge ordstillingen.

Vi kombinerer:

kasus
+
person
+
tal

for at forstå sammenhængen mellem formerne.

Person er ikke det samme som grundled

Her skal vi holde ordniveau og sætningsniveau adskilt.

Se:

Puellae amant.

Når vi siger:

amant
↓
3. person pluralis

beskriver vi verbets bøjningsform.

Det er analyse på ordniveau:

ORDNIVEAU

amant
│
├── udsagnsord
├── 3. person
└── pluralis

Når vi siger:

puellae
↓
grundled

beskriver vi et sætningsled.

Det er analyse på sætningsniveau:

SÆTNINGSNIVEAU

Puellae     amant.
   ×          ○

Altså:

person
=
grammatisk egenskab
ved den finitte verbform

mens:

grundled
=
sætningsled

De er ikke det samme.

Men de hænger sammen, fordi verbets person og tal skal forstås i forhold til sætningens grundled.

Person kan genkendes i forskellige tempora

Personmarkeringen er ikke kun relevant i nutid.

Se:

amat
↓
han / hun elsker

og:

amabat
↓
han / hun elskede

Begge ender på:

-t

og begge står i:

3. person singularis

Men deres tid er forskelligt:

amat
↓
nutid

amabat
↓
imperfektum

Sammenlign også:

amant
↓
de elsker

med:

amabant
↓
de elskede

Begge har:

-nt
↓
3. person pluralis

Der er altså forskel på tid, mens person og tal er de samme.

Se fra højre mod venstre

Når du møder en finit verbform, er slutningen derfor ofte et godt sted at begynde.

Se:

amabant

Begynd fra højre:

amaba-nt
       │
       ↓
3. person pluralis

Derefter kan vi undersøge resten:

ama-ba-nt
    │
    ↓
imperfektum

Til sidst får vi den samlede analyse:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Personendelsen løser altså ikke hele verbformen.

Men den giver os et vigtigt holdepunkt.

Person skal med i oversættelsen

Når grundleddet ikke står udtrykt, skal oplysningerne om person og tal normalt gøres synlige på dansk.

Se:

Puerum vides.

Vi analyserer:

vides
↓
2. person singularis

Derfor ved vi:

du

selv om der ikke står et latinsk tu.

Vi oversætter:

Du ser drengen.

Se derefter:

Puerum videmus.

Verbformen viser:

1. person pluralis

Derfor:

Vi ser drengen.

Personanalysen bliver altså direkte en del af oversættelsen.

Et eksempel med flere sætningsled

Se:

Rosam puellae datis.

Vi begynder med verbet:

datis

Endelsen:

-tis

viser:

2. person pluralis

Derfor har vi et underforstået:

I

som grundled.

Derefter analyserer vi:

rosam
↓
akkusativ singularis
↓
direkte genstandsled

og:

puellae
↓
dativ singularis
↓
hensynsled

På sætningsniveau:

(I)     rosam     puellae     datis.
 ×        Δ          □          ○

Vi kan oversætte:

I giver pigen en rose.

Verbets person gav os det grundled, som ikke stod skrevet i den latinske sætning.

Sådan bestemmer og bruger du person

Når du møder en finit verbform, kan du arbejde sådan:

1. FIND DEN FINITTE VERBFORM

          │
          ↓

2. SE PÅ VERBETS SLUTNING

          │
          ↓

3. BESTEM person
   OG tal

          │
          ↓

4. SE EFTER ET
   UDTALT grundled

          │
          ↓

5. HVIS GRUNDLEDDET
   IKKE STÅR UDTALT:

   brug person + numerus
   til at forstå det
   underforståede grundled

          │
          ↓

6. BRUG OPLYSNINGERNE
   I SÆTNINGSANALYSEN

          │
          ↓

7. BRUG DEM
   I OVERSÆTTELSEN

Vi går altså fra:

VERBFORM
↓
person + tal
↓
grundled
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Husk

person er en grammatisk egenskab ved den finitte verbform.

Latin skelner mellem:

1. person
2. person
3. person

I nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform møder vi blandt andet:

Derfor kan vi for eksempel genkende:

amo
↓
1. person singularis
↓
jeg elsker

amas
↓
2. person singularis
↓
du elsker

amant
↓
3. person pluralis
↓
de elsker

Men det vigtigste er ikke bare at sætte en grammatisk betegnelse på verbformen.

Vi bruger person til at forstå sætningen:

amamus
↓
1. person pluralis
↓
underforstået grundled: vi

og dermed:

Puellas amamus.
↓
(vi) + pigerne + elsker
↓
Vi elsker pigerne.

Husk samtidig forskellen mellem ordniveau og sætningsniveau:

ORDNIVEAU

amamus
↓
1. person pluralis

SÆTNINGSNIVEAU

(vi)     puellas     amamus.
 ×          Δ           ○

person er altså noget, vi ser i verbformen og derefter bruger til at forstå forholdet mellem verbformen og grundleddet.

På næste side ser vi nærmere på tal og på, hvordan singularis og pluralis bruges i analysen af latinske verbformer og sætninger.

Numerus →