Stamme og endelse

Når et latinsk navneord bøjes, ændrer ordets form sig.

Se nogle former af puella, pige:

puella
puellae
puellam
puellā

Vi kan forstå bøjningsformerne ved at skelne mellem stamme og endelse.

Som en første model kan vi skrive:

puell-a
puell-ae
puell-am
puell-ā
│     │
│     └── endelse
│
└──────── stamme

Stammen hjælper os med at genkende ordet, mens endelsen er med til at vise, hvilken bøjningsform vi står med.

Stammen er den del, bøjningsformerne bygges på

stammen er den del af ordet, som bøjningsformerne bygges på.

I puella kan vi arbejde med stammen:

puell-

og forskellige endelser:

puell-a
puell-ae
puell-am
puell-ā

Vi kan derfor opstille den grundlæggende model:

STAMME
puell-
   +
ENDELSE
-am
   ↓
ORDFORM
puellam

Det samme princip møder vi i de andre deklinationer, selv om formerne ikke altid er lige så gennemskuelige.

Endelsen giver grammatisk information

endelsen er den del af bøjningsformen, som varierer, når ordet bøjes.

Ved latinske substantiver kan endelsen blandt andet give oplysninger om:

kasus
+
numerus

Formen:

puellam

kan analyseres som:

puell- + -am

og bøjningsformen er:

akkusativ singularis

Endelsen er altså ikke bare noget, der sættes på for at få ordet til at »lyde latinsk«.

Den er en del af sprogets grammatiske system.

Én endelse kan udtrykke flere oplysninger

Det er vigtigt, at vi ikke forestiller os én endelse for kasus og en anden for tal.

I en form som:

puellam

udtrykker -am kombinationen:

AKKUSATIV
    +
SINGULARIS

Vi kan derfor tænke:

STAMME + BØJNINGSENDELSE
              │
              ↓
       kasus + numerus

Flere grammatiske oplysninger kan altså være samlet i den samme bøjningsform.

Den samme endelse kan forekomme flere steder

Forholdet mellem endelse og grammatisk analyse er heller ikke altid én til én.

Se formen:

puellae

Den kan analyseres på flere måder:

genitiv singularis
dativ singularis
nominativ pluralis

Den synlige endelse -ae giver os derfor ikke altid én færdig analyse.

Den giver os et sæt muligheder.

ENDELSE
  -ae
   │
   ↓
MULIGE FORMER
   │
   ├── genitiv singularis
   ├── dativ singularis
   └── nominativ pluralis

For at vælge mellem mulighederne må vi undersøge resten af sætningen.

Endelsen skal ses sammen med deklinationen

Det er heller ikke nok at kende en endelse isoleret.

Latinske substantiver tilhører forskellige deklinationer, og deklinationerne har forskellige bøjningsmønstre.

En endelse skal derfor forstås som en del af et system:

SUBSTANTIV
     │
     ↓
DEKLINATION
     │
     ↓
BØJNINGSMØNSTER
     │
     ↓
MULIGE ENDELSER

Når vi senere lærer de fem deklinationer, lærer vi altså ikke blot en samling endelser.

Vi lærer fem forskellige bøjningsmønstre.

Genitiv hjælper os med at finde stammen

Når et substantiv står i en latinsk ordbog, får vi normalt både nominativ og genitiv singularis.

For eksempel:

puella, puellae f.     pige

eller forkortet:

puella, -ae f.

Genitivformen er vigtig, fordi den hjælper os med at finde stammen.

Se:

GENITIV
puellae

      ↓

puell-ae

      ↓

STAMME
puell-

Det virker måske unødvendigt ved puella, fordi stammen allerede er let at genkende i nominativ.

Men sådan er det ikke ved alle latinske substantiver.

Nominativ viser ikke altid stammen tydeligt

Se substantivet:

rex, regis m.     konge

Hvis vi kun havde nominativformen:

rex

ville stammen ikke være særlig tydelig.

Men genitivformen hjælper:

regis
 │
 ↓
reg-is
 │
 ↓
reg-

Stammen er altså:

reg-

Det kan vi genkende i andre bøjningsformer.

Derfor er genitiv singularis en vigtig del af ordbogsopslaget.

Derfor lærer vi mere end nominativ

Når man lærer et nyt latinsk substantiv, er det derfor ikke nok at lære:

rex = konge

Et mere nyttigt ordforråd indeholder:

rex, regis m.     konge

De forskellige oplysninger har forskellige funktioner:

rex
│
└── nominativ singularis

regis
│
├── genitiv singularis
├── hjælper med at finde stammen
└── hjælper med at bestemme deklinationen

m.
│
└── maskulinum

konge
│
└── betydning

Ordbogsformen giver os dermed de oplysninger, vi har brug for til at arbejde videre med ordets bøjning.

Nominativ kan ændre stammen mere, end man forventer

Sammenlign:

puella, puellae

med:

rex, regis

Ved puella er forbindelsen let at se:

puella
puellae
│
└── puell-

Ved rex er forskellen større:

rex
regis
 │
 └── reg-

Det viser, hvorfor vi ikke altid kan finde stammen ved bare at fjerne den sidste bogstavgruppe fra nominativ.

Genitivformen er ofte den sikreste vej til substantivets stamme.

Dette bliver særlig vigtigt, når vi kommer til 3. deklination.

Stamme og grundform er ikke det samme

Vi skal også skelne mellem stamme og den form, vi bruger som opslagsform.

For puella:

OPSLAGSFORM
puella

STAMME
puell-

For rex:

OPSLAGSFORM
rex

STAMME
reg-

Stammen er altså ikke nødvendigvis et selvstændigt ord, som kan stå i en latinsk sætning.

Den er en grammatisk størrelse, som bøjningsformerne bygges på.

Fra tekstform tilbage til stammen

Når vi læser en tekst, arbejder vi ofte den modsatte vej.

Hvis vi møder:

regem

kan analysen begynde sådan:

TEKSTFORM
regem
   │
   ↓
GENKEND STAMMEN
reg-
   │
   ↓
FIND SUBSTANTIVET
rex, regis
   │
   ↓
BESTEM ENDELSEN
-em
   │
   ↓
BESTEM BØJNINGSFORMEN
akkusativ singularis

Det er denne bevægelse mellem tekstform, stamme, ordbogsform og bøjningsmønster, der gør morfologisk analyse nyttig.

En praktisk analysemodel

Når vi senere møder et bøjet substantiv, kan vi derfor stille spørgsmålene:

HVILKEN FORM SER JEG?
        │
        ↓
KAN JEG GENKENDE STAMMEN?
        │
        ↓
HVILKET SUBSTANTIV ER DET?
        │
        ↓
HVILKEN DEKLINATION?
        │
        ↓
HVILKEN ENDELSE?
        │
        ↓
HVILKEN KASUS OG NUMERUS?

Derefter kan vi gå videre fra form til funktion:

BØJNINGSFORM
      │
      ↓
FUNKTION I SÆTNINGEN
      │
      ↓
BETYDNING

Stamme og endelse er en analysemodel

Modellen:

STAMME + ENDELSE

er meget nyttig, når vi lærer latin.

Men vi skal ikke forvente, at enhver latinsk ordform altid kan opdeles helt mekanisk ud fra det, vi umiddelbart kan se.

Der kan ske ændringer i stammen, og forskellige bøjningsmønstre kan se forskellige ud.

Derfor bruger vi modellen som et redskab til at forstå bøjningssystemet, ikke som en regel om, at alle ordformer altid kan deles på præcis samme måde.

Husk

Det vigtigste om stamme og endelse er:

STAMMEN
er den del, som bøjningsformerne
bygges på


ENDELSEN
er med til at vise
kasus og numerus


GENITIV SINGULARIS
hjælper os med at finde stammen


NOMINATIV
viser ikke altid stammen tydeligt


STAMME + ENDELSE
er en nyttig model
for latinsk bøjning

Sammen med køn, tal og kasus har vi nu de grundlæggende redskaber til at beskrive et latinsk substantiv.

Næste skridt er at se nærmere på de seks kasus og deres funktioner.

Kasus i latin →