Se den latinske verbform:

amat

Den kan oversættes:

han / hun elsker

Men den lille form fortæller os meget mere end selve betydningen elske.

Vi kan analysere:

amat
│
├── verbum
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Latin kan altså samle flere grammatiske oplysninger i én verbform.

Når vi analyserer et latinsk verbum, arbejder vi derfor med flere forskellige bøjningskategorier:

PERSON

NUMERUS

tid

udsagnsmåde

handleform

På de følgende sider undersøger vi disse kategorier hver for sig.

Målet er ikke bare at kunne sætte navne på formerne.

Målet er at kunne gå:

LATINSK VERBFORM
        ↓
GENKENDE VERBET
        ↓
ANALYSERE FORMEN
        ↓
BRUGE ANALYSEN
I SÆTNINGEN
        ↓
FORSTÅ
        ↓
OVERSÆTTE

Hvad er et verbum?

Et verbum er en ordklasse.

Verber kan blandt andet udtrykke:

handling

tilstand

forandring

begivenhed

For eksempel:

amo
elske

video
se

venio
komme

sum
være

Men når vi møder et verbum i en latinsk tekst, står det normalt ikke bare som en dansk infinitiv som:

elske

Det står i en bestemt grammatisk form.

For eksempel:

amat

amabant

amavit

amatur

Alle disse former hører til det samme verbum:

amo, amare
elske

men de giver forskellige grammatiske oplysninger.

Verber bøjes

Latin er et bøjningssprog.

Det betyder blandt andet, at verbets form ændres alt efter de grammatiske oplysninger, som formen skal udtrykke.

Se:

amo

amas

amat

amamus

amatis

amant

Alle formerne betyder grundlæggende elske, men de viser forskellige personer og forskellige tal.

Vi kan opstille:

På dansk må vi normalt bruge et selvstændigt grundled:

jeg elsker

du elsker

han / hun elsker

vi elsker

I elsker

de elsker

På latin ligger oplysninger om person og numerus allerede i verbformen.

Derfor kan:

amo

alene betyde:

jeg elsker

og:

amant

kan betyde:

de elsker

Når vi analyserer en finit latinsk verbform, undersøger vi især fem ting:

PERSON

NUMERUS

tid

udsagnsmåde

handleform

De beskriver forskellige sider af verbformen.

Person

Person fortæller, hvordan verbformen er knyttet til:

1. person

2. person

3. person

Sammenlign:

amo
↓
1. person

amas
↓
2. person

amat
↓
3. person

Person er en egenskab ved den finitte verbform.

Det er ikke det samme som grundleddet.

Se:

Puella amat.

På ordniveau:

amat
↓
3. person

På sætningsniveau:

Puella     amat.
  ×          ○

Her er:

Puella
↓
grundled

mens:

3. person
↓
en grammatisk egenskab
ved verbformen amat

Person →

Numerus

Verbformen viser også, om den står i singularis eller pluralis.

Sammenlign:

amat
↓
singularis

med:

amant
↓
pluralis

Begge står i 3. person, men numerus er forskelligt.

I:

Puella amat.

passer:

puella
↓
singularis

sammen med:

amat
↓
3. person singularis

I:

Puellae amant.

passer:

puellae
↓
pluralis

sammen med:

amant
↓
3. person pluralis

Person og numerus hjælper os derfor med at forbinde verbformen med sætningens grundled.

Numerus →

tid

tid fortæller blandt andet om handlingens tidslige placering og om tidslige forhold mellem handlinger.

Sammenlign:

amat
↓
nutid
↓
han / hun elsker

amabat
↓
imperfektum
↓
han / hun elskede

amavit
↓
førnutid
↓
han / hun elskede
eller har elsket

amaverat
↓
førdatid
↓
han / hun havde elsket

amabit
↓
fremtid
↓
han / hun vil elske

amaverit
↓
førfremtid
↓
han / hun vil have elsket

På dansk taler vi blandt andet om:

nutid

datid

førnutid

førdatid

fremtid

Men de danske tider og de latinske tempora svarer ikke altid én til én til hinanden.

For eksempel kan både:

amabat
↓
imperfektum

og:

amavit
↓
førnutid

i nogle sammenhænge oversættes:

han / hun elskede

Derfor bestemmer vi først det latinske tid og vælger derefter en passende dansk oversættelse.

Tempus →

udsagnsmåde

udsagnsmåde fortæller, hvordan verbformen fremstiller handlingen eller udsagnet grammatisk.

Latin har blandt andet:

fremsættende udsagnsmåde

konjunktiv

bydemåde

Sammenlign:

amat
↓
fremsættende udsagnsmåde

amet
↓
konjunktiv

ama!
↓
bydemåde

udsagnsmåde er en egenskab ved verbformen.

Det er ikke det samme som, hvilken type sætning verbformen står i.

For eksempel forekommer konjunktiv ofte i ledsætninger, men det betyder ikke:

konjunktiv
=
ledsætning

Modus skal bestemmes ud fra formen og den konstruktion, den indgår i.

Modus →

handleform

handleform viser blandt andet forholdet mellem handlingen og de deltagere, som sætningen fremstiller som grundled og eventuelt genstandsled.

Sammenlign:

Marcus puellam amat.

Marcus elsker pigen.

Her står:

amat
↓
aktiv handleform

Men:

Puella a Marco amatur.

Pigen elskes af Marcus.

Her står:

amatur
↓
passiv handleform

Diatese er en egenskab ved verbformen.

Grundled og genstandsled er derimod sætningsled.

Derfor skal vi igen holde ordniveau og sætningsniveau adskilt.

Diatese →

Latinske verbformer kan ofte opdeles i mindre dele, som hjælper os med analysen.

Se:

amat

Forenklet kan vi skrive:

ama-t
│   │
│   └── 3. person singularis
│
└────── stamme

Se nu:

amabant

Vi kan forenklet analysere:

ama-ba-nt
│    │   │
│    │   └── 3. person pluralis
│    │
│    └────── imperfektum
│
└─────────── stamme

Det giver:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Det er derfor nyttigt at kunne genkende både stammen og de forskellige bøjningsdele.

Men ikke alle latinske verbformer kan opdeles efter præcis den samme mekaniske model.

Nogle verber har forskellige stammer, og nogle former dannes på andre måder.

Stamme og endelse →

Når du møder et verbum i en tekst, står det i en bøjet form.

Du kan for eksempel møde:

amat

amabant

amaverunt

amatur

Men du finder normalt ikke verbet under disse former i ordbogen.

Du skal finde verbets opslagsform.

For verbet elske er den:

amo

En ordbog kan for eksempel begynde opslaget:

amo, amare

Det betyder, at tekstformen:

amabant

skal forbindes med:

amo, amare
↓
elske

Arbejdet går derfor ofte:

TEKSTFORM
↓
GENKEND VERBET
↓
FIND OPSLAGSFORMEN
↓
FIND BETYDNINGEN
↓
ANALYSÉR DEN KONKRETE FORM

Når et latinsk verbum angives:

amo, amare

er de to former ikke tilfældige.

De er selv bestemte grammatiske former.

amo

er:

1. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

og:

amare

er:

præsens infinitiv aktiv

Vi kan derfor ikke forstå:

amo, amare

som om det svarer præcist til den danske ordbogsform:

elske

Latin bruger traditionelt bestemte former til at identificere verbet og vise, hvordan det bøjes.

I en mere fuldstændig grammatisk angivelse kan verbet stå:

amo, amare, amavi, amatum

Disse fire former kaldes verbets hovedformer.

Hovedformerne er bestemte grammatiske former, som tilsammen giver os adgang til de vigtigste stammer i verbets bøjningssystem.

De fire hovedformer er altså ikke fire forskellige verber.

De hører alle til:

amo
↓
elske

Vi kan opstille dem sådan:

Det er vigtigt at forstå, hvad tabellen betyder.

Hovedformerne er selv konkrete bøjningsformer:

amo
↓
en finit verbform

amare
↓
en infinitiv

amavi
↓
en finit verbform

amatum
↓
supinum

Men vi lærer dem sammen, fordi de fungerer som nøgler til forskellige dele af verbets samlede bøjningssystem.

Første hovedform: amo

Den første hovedform er:

amo

Den er:

1. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Altså:

jeg elsker

Det er normalt den form, som fungerer som verbets opslagsform.

Når vi siger:

verbet amo

bruger vi derfor egentlig en bestemt bøjet form som navn på hele verbet.

Det svarer ikke helt til dansk, hvor vi normalt bruger infinitiven:

at elske

som opslagsform.

Anden hovedform: amare

Den anden hovedform er:

amare

Det er:

præsens infinitiv aktiv

På dansk:

at elske

Infinitiven er særlig vigtig, fordi den hjælper os med at bestemme verbets konjugation.

For eksempel:

amare
↓
1. konjugation

monere
↓
2. konjugation

regere
↓
3. konjugation

audire
↓
4. konjugation

Når lange vokaler markeres, bliver forskellen tydeligere:

amāre

monēre

regere

audīre

Konjugationerne undersøges nærmere på de følgende sider.

Tredje hovedform: amavi

Den tredje hovedform er:

amavi

Den er:

1. person
singularis
førnutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Altså:

jeg elskede

eller efter sammenhængen:

jeg har elsket

Denne hovedform er vigtig, fordi den giver os perfektstammen:

amavi
↓
amav-

Den genkender vi i former som:

amavit

amaverunt

amaverat

amaverant

Derfor kan vi gå:

amaverant
↓
amav-
↓
amavi
↓
amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Fjerde hovedform: amatum

Den fjerde hovedform er:

amatum

I den traditionelle angivelse af hovedformer er dette supinum i -um.

Det er vigtigt ikke bare at kalde:

amatum

for "perfektum participium".

Supinum og perfektum participium er forskellige former.

Men de er morfologisk tæt forbundet.

Den stamme, vi ser i:

amatum

genfinder vi blandt andet i perfektum participium:

amatus

amata

amatum

Derfor hjælper den fjerde hovedform os senere med at danne og genkende former som:

amata est

hun blev elsket / hun er blevet elsket

Den præcise brug af supinum og participier behandles senere.

Her er det vigtigste:

amatum
↓
viser en vigtig stamme
til senere dele
af verbalsystemet

Hvis alle latinske verber var fuldstændig regelmæssige, kunne én enkelt form måske være nok til at forudsige resten.

Men sådan er latin ikke.

Se:

amo, amare, amavi, amatum

Her er forbindelsen mellem:

ama-

og:

amav-

forholdsvis let at genkende.

Men se:

rego, regere, rexi, rectum

Her møder vi:

reg-

men også:

rex-

og:

rect-

Vi kan ikke sikkert udlede:

rexi

og:

rectum

bare ved at kende:

rego

Derfor gives hovedformerne.

Et tydeligt eksempel

Se verbet:

fero, ferre, tuli, latum
bære

Her ser hovedformerne meget forskellige ud:

fero

ferre

tuli

latum

Hvis vi kun kendte:

fero

kunne vi ikke mekanisk gætte:

tuli

eller:

latum

Hovedformerne giver os derfor de oplysninger, vi skal bruge for at kunne genkende verbet i meget forskellige tekstformer.

Vi kan tænke:

HOVEDFORMER
↓
NØGLER TIL
VERBETS FORSKELLIGE
STAMMER
↓
NØGLER TIL
VERBETS BØJNING

Det er nyttigt at skelne mellem tre ting.

Opslagsform

Den form, som verbet normalt alfabetiseres under:

amo

Ordbogsangivelse

De oplysninger, som den konkrete ordbog vælger at give ved opslaget.

Det kan for eksempel være:

amo, amare

eller en mere udførlig angivelse.

Hovedformer

De bestemte grammatiske former, der traditionelt bruges til at vise de vigtigste stammer:

amo, amare, amavi, amatum

Derfor skal vi ikke bruge ordbogsformer og hovedformer som om de altid betyder præcis det samme.

En ordbog kan vælge at vise flere eller færre oplysninger.

Hovedformerne er derimod et grammatisk system.

Med:

amo, amare, amavi, amatum

kan vi forenklet opstille:

amo, amare
↓
PRÆSENSSYSTEM
↓
ama-

amavi
↓
PERFEKTSYSTEM AKTIV
↓
amav-

amatum
↓
SUPIN-/PARTICIPIALSTAMME
↓
amat-

Det giver os tre vigtige områder:

PRÆSENSSTAMME
      ↓
ama-


PERFEKTSTAMME
      ↓
amav-


SUPIN-/PARTICIPIALSTAMME
      ↓
amat-

Det er en af de vigtigste grunde til at lære hovedformerne.

Fra hovedform til tekstform

Hvis vi kender:

amo, amare, amavi, amatum

kan vi lettere genkende:

amabant
↓
ama-
↓
præsenssystem

amaverant
↓
amav-
↓
perfektsystem aktiv

og senere:

amata est
↓
amat-
↓
perfektum participium
+
sum
↓
perfektsystem passiv

Hovedformerne fungerer altså som broer mellem ordbogen og de former, vi møder i teksten.

Latinske verber fordeles på forskellige bøjningsmønstre.

Disse mønstre kaldes konjugationen.

Latin har fire hovedkonjugationer:

1. konjugation

2. konjugation

3. konjugation

4. konjugation

For eksempel:

amo, amare
↓
1. konjugation

moneo, monere
↓
2. konjugation

rego, regere
↓
3. konjugation

audio, audire
↓
4. konjugation

Konjugationen fortæller os, hvilket grundlæggende bøjningsmønster verbet følger.

Det svarer på verbsiden til substantivernes deklinationer:

SUBSTANTIVER
↓
DEKLINATIONER

VERBER
↓
KONJUGATIONER

Konjugationerne behandles nærmere efter denne introduktion.

De fire konjugationer →

De to begreber hænger sammen, men de løser forskellige opgaver.

Konjugationen fortæller:

HVILKET
BØJNINGSMØNSTER
FØLGER VERBET?

Hovedformerne fortæller:

HVILKE STAMMER
SKAL VI KENDE
FOR AT KUNNE
GENKENDE OG DANNE
VERBETS FORMER?

For eksempel:

rego, regere
↓
3. konjugation

Men for at kende perfektstammen skal vi også have:

rexi
↓
rex-

og til andre dele af systemet:

rectum
↓
rect-

Derfor har vi brug for både:

KONJUGATION

og:

HOVEDFORMER

Ikke alle verbalformer har person og numerus.

Se:

amat

Formen er finit.

Den kan analyseres:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Men:

amare

er infinitiv.

Den betyder:

at elske

Infinitiven har ikke person på samme måde som:

amo

amas

amat

Derfor skelner vi mellem:

FINITTE VERBALFORMER
↓
har blandt andet
person og numerus

og:

INFINITTE VERBALFORMER
↓
fx infinitiver
og participier

Denne forskel bliver vigtig senere, når vi arbejder med latinske sætningskonstruktioner.

Det er vigtigt at holde to analyseniveauer adskilt.

Se:

Puella Marcum amat.

På ordniveau analyserer vi:

amat
│
├── verbum
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

På sætningsniveau analyserer vi:

Puella     Marcum     amat.
  ×           Δ         ○

Her er:

Puella
↓
grundled

Marcum
↓
direkte genstandsled

amat
↓
udsagnsled

Vi skal derfor skelne:

ORDNIVEAU
↓
verbum
person
numerus
tid
udsagnsmåde
handleform

fra:

SÆTNINGSNIVEAU
↓
grundled
udsagnsled
genstandsled
osv.

Et verbum er en ordklasse.

Et udsagnsled er et sætningsled.

Se:

amo

Formen er:

1. person singularis

Derfor kan den stå uden et udtrykt pronomen:

Amo.

Jeg elsker.

Her fortæller verbformen os, at det underforståede grundled er:

jeg

Men:

1. person

er stadig ikke selve grundleddet.

Vi skal tænke:

ORDNIVEAU

amo
↓
1. person singularis

og:

SÆTNINGSNIVEAU

underforstået "jeg"
↓
grundled

Personoplysningen hjælper os med at finde grundleddet.

Den er ikke grundleddet.

På dansk siger vi normalt:

Jeg elsker pigen.

På latin kan man sige:

Puellam amo.

Verbformen:

amo

viser allerede:

1. person singularis

Derfor behøver latin ikke nødvendigvis et særskilt:

ego
↓
jeg

Man kan godt sige:

Ego puellam amo.

men pronomenet kan bruges, når der er en særlig grund til at fremhæve jeg.

Det minder om spansk:

amo
↓
jeg elsker

amamos
↓
vi elsker

I både latin og spansk kan personendelsen ofte gøre et selvstændigt subjektpronomen overflødigt.

Se:

Puellas amamus.

Verbformen:

amamus

er:

1. person pluralis

Derfor ved vi, at det underforståede grundled er:

vi

Samtidig er:

puellas

akkusativ pluralis.

Derfor:

(vi)     puellas     amamus
 ×          Δ           ○

og vi kan oversætte:

Vi elsker pigerne.

Her bruger vi altså verbets morfologi til at hjælpe med sætningsanalysen.

Latin er mindre afhængigt af fast ordstilling end dansk.

Se:

Puella puerum amat.

Vi kan analysere:

puella
↓
nominativ singularis

puerum
↓
akkusativ singularis

amat
↓
3. person singularis

Derfor:

Puella     puerum     amat.
  ×           Δ         ○

Pigen elsker drengen.

Kasus hjælper os med at identificere de nominale sætningsled.

Verbformen hjælper os blandt andet med at identificere:

person

numerus

tid

udsagnsmåde

handleform

Analysen bygger derfor på bøjningsformerne og ikke kun på ordenes placering.

Fra verbform til fuld analyse

Se:

amabant

En praktisk analyse kan begynde:

amabant
↓
amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Derefter:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Hvis formen står i:

Puellae Marcum amabant.

kan vi fortsætte:

puellae
↓
nominativ pluralis

Marcum
↓
akkusativ singularis

og:

amabant
↓
3. person pluralis

På sætningsniveau:

Puellae     Marcum     amabant.
   ×           Δ           ○

Vi kan oversætte:

Pigerne elskede Marcus.

Arbejdet gik:

VERBFORM
↓
IDENTIFICÉR VERBET
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
FORSTÅELSE
↓
OVERSÆTTELSE

En verbform kan indeholde meget information

Se:

laudabantur

Den ene form kan fortælle:

laudo, laudare
↓
rose

og:

3. person

pluralis

imperfektum

fremsættende udsagnsmåde

passiv handleform

Det betyder, at vi allerede før resten af sætningen har flere vigtige spor.

Hvis vi møder:

Puellae laudabantur.

kan vi forbinde:

puellae
↓
nominativ pluralis

med:

laudabantur
↓
3. person pluralis

På sætningsniveau:

Puellae     laudabantur.
   ×             ○

Pigerne blev rost.

Verbets bøjningsanalyse hjælper os altså direkte videre til sætningsanalysen.

Når du møder et verbum i en tekst

En praktisk metode er:

1. FIND VERBALFORMEN

          │
          ↓
2. AFGØR OM DEN ER
   FINIT ELLER INFINIT

          │
          ↓
3. IDENTIFICÉR VERBET

   Hvad er opslagsformen?

          │
          ↓
4. SE PÅ HOVEDFORMERNE

   Hvilken stamme
   bygger formen på?

          │
          ↓
5. BESTEM PERSON

          │
          ↓
6. BESTEM NUMERUS

          │
          ↓
7. BESTEM tid

          │
          ↓
8. BESTEM udsagnsmåde

          │
          ↓
9. BESTEM handleform

          │
          ↓
10. LAV DEN SAMLEDE
    BØJNINGSANALYSE

          │
          ↓
11. BRUG ANALYSEN
    TIL AT FINDE
    SÆTNINGSLEDDENE

          │
          ↓
12. FORSTÅ OG
    OVERSÆT SÆTNINGEN

Ikke alle trin er nødvendige i præcis denne rækkefølge hver gang.

Efterhånden vil du genkende mange former direkte.

Men modellen viser, hvilke oplysninger vi leder efter.

De forskellige oplysninger løser forskellige opgaver

Det kan være nyttigt at samle dem:

Det er forskellige spørgsmål.

En fuld analyse kræver derfor, at vi ikke blander kategorierne sammen.

Fra ordniveau til sætningsniveau

Den overordnede arbejdsmetode for latinske verber kan sammenfattes sådan:

ORDNIVEAU
│
│  Hvilket verbum?
│
│  Hvilke hovedformer?
│
│  Hvilken konjugation?
│
│  Hvilken person?
│
│  Hvilket numerus?
│
│  Hvilket tid?
│
│  Hvilken udsagnsmåde?
│
│  Hvilken handleform?
│
↓
BØJNINGSANALYSE
│
↓
SÆTNINGSNIVEAU
│
│  Hvad er grundled?
│
│  Hvad er udsagnsled?
│
│  Er der et genstandsled?
│
│  Hvordan hænger leddene sammen?
│
↓
SÆTNINGSANALYSE
│
↓
FORSTÅELSE
│
↓
OVERSÆTTELSE

Det er den samme grundidé, som vi bruger ved substantiver og kasus:

Først undersøger vi ordenes former. Derefter bruger vi formerne til at forstå deres rolle i sætningen.

Husk

Latinske verber bøjes.

En finit verbform kan blandt andet fortælle:

PERSON

NUMERUS

tid

udsagnsmåde

handleform

For eksempel:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Når vi møder en tekstform som:

amabant

skal vi kunne forbinde den med verbet:

amo
↓
elske

Den grundlæggende ordbogsangivelse kan være:

amo, amare

hvor:

amo
=
1. person singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

og:

amare
=
præsens infinitiv aktiv

En fuldere grammatisk angivelse er:

amo, amare, amavi, amatum

De fire former kaldes hovedformer:

amo
↓
1. person singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

amare
↓
præsens infinitiv aktiv

amavi
↓
1. person singularis
førnutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

amatum
↓
supinum i -um

Hovedformerne giver adgang til forskellige stammer:

amo, amare
↓
ama-
↓
præsenssystem

amavi
↓
amav-
↓
perfektsystem aktiv

amatum
↓
amat-
↓
bl.a. participialstamme

Derfor lærer vi hovedformerne:

HOVEDFORMER
↓
STAMMER
↓
BØJNINGSFORMER
↓
GENKENDELSE I TEKSTEN

Men vi holder samtidig analyseniveauerne adskilt:

ORDNIVEAU
↓
verbum
konjugation
person
numerus
tid
udsagnsmåde
handleform

og:

SÆTNINGSNIVEAU
↓
grundled
udsagnsled
genstandsled
osv.

Den samlede arbejdsmetode er:

GENKEND VERBET
      ↓
FIND OPSLAGSFORM
OG HOVEDFORMER
      ↓
ANALYSÉR VERBFORMEN
      ↓
BRUG ANALYSEN
I SÆTNINGEN
      ↓
FORSTÅ
      ↓
OVERSÆT

Nu kan vi undersøge de enkelte sider om person, numerus, tempus, modus, diatese og verbets opbygning og derefter gå videre til de fire konjugationer.

Person →

De fire konjugationer →