På den almene grammatikside om kongruensen har vi set, at kongruens betyder, at ord eller former passer grammatisk sammen.
I latin er kongruensen særlig vigtig, fordi bøjningsformerne ofte viser, hvilke ord der hører sammen.
Se:
Puella laeta est. ↓ Pigen er glad.
Her har:
puella
og:
laeta
samme:
Det hjælper os med at se forbindelsen:
puella ↔ laeta ↓ kongruens
På sætningsniveau:
puella ↓ grundled
laeta ↓ omsagnsled
kongruenserne er derfor et vigtigt bindeled mellem:
MORFOLOGI ↓ ORDETS FORM
og:
syntaks ↓ ORDENES OG LEDDENES RELATIONER
Kongruens er et syntaktisk spor
Når to ord kongruerer, betyder det ikke i sig selv, at vi allerede ved, hvilket sætningsled de tilhører.
Kongruensen giver os et spor.
Se:
Bona puella venit. ↓ Den gode pige kommer.
Her har:
bona
og:
puella
kongruens i:
femininum singularis nævnefald
De hører sammen:
bona puella ↓ den gode pige ↓ grundled
Men se:
Puella bona est. ↓ Pigen er god.
Her har de samme former stadig kongruens:
puella ↔ bona
men nu er syntaksen en anden:
puella ↓ grundled
bona ↓ omsagnsled
Derfor:
kongruens ↓ VISER EN GRAMMATISK FORBINDELSE
men:
kongruens ≠ ET BESTEMT sætningsled
Adjektiver kongruerer med substantiver
En af de vigtigste former for kongruens i latin findes mellem et tillægsord og det navneord, som adjektivet hører til.
Se:
bona puella ↓ den gode pige
Her er:
bona ↓ tillægsord ↓ femininum singularis nævnefald
og:
Der er altså kongruens i:
Vi kan vise det sådan:
bona ↕ femininum singularis nævnefald ↕ puella
Adjektivet følger substantivets grammatiske egenskaber
Sammenlign:
bonus puer ↓ den gode dreng
bona puella ↓ den gode pige
bonum donum ↓ den gode gave
Adjektivet ændrer form:
bonus bona bonum
fordi det skal have kongruens med substantivet.
Vi kan tænke:
Samme endelse er ikke nødvendig
Det er vigtigt ikke at forstå kongruens som:
SAMME ENDELSE
Se:
magna urbs ↓ den store by
Her er:
magna ↓ femininum singularis nævnefald
og:
urbs ↓ femininum singularis nævnefald
Ordene har kongruens i:
selv om deres endelser ikke er ens.
Derfor:
kongruens ≠ SAMME BOGSTAVER I SLUTNINGEN
Det afgørende er de grammatiske egenskaber.
Ord kan kongruere på tværs af deklinationer
Et tillægsord og et navneord behøver heller ikke høre til samme deklination.
Se:
magna urbs ↓ den store by
magna og urbs bøjes efter forskellige mønstre.
Men de kan stadig have:
femininum singularis nævnefald
og dermed:
Kongruens handler altså ikke om:
SAMME DEKLINATION
men om:
Kasus ændrer sig sammen
Se:
bona puella ↓ den gode pige
Hvis hele forbindelsen skal stå i genstandsfald, får vi:
bonam puellam ↓ den gode pige
Vi kan sammenligne:
bona puella ↓ femininum singularis nævnefald
med:
bonam puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
Begge ord ændrer form, fordi hele forbindelsen får en anden kasus.
Så:
Kongruens hjælper med at finde sætningsleddet
Se:
Puer bonam puellam videt. ↓ Drengen ser den gode pige.
Vi finder:
bonam ↓ femininum singularis genstandsfald
og:
puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
Der er:
bonam ↔ puellam ↓ kongruens
Derfor kan vi samle:
bonam puellam ↓ den gode pige
På sætningsniveau:
bonam puellam ↓ direkte genstandsled
Kongruens hjælper os altså først med at finde:
HVILKE ORD HØRER SAMMEN?
Derefter bestemmer vi hele forbindelsens syntaks.
Kongruens er særlig nyttig ved friere ordstilling
På siden om ordstillingen så vi, at latin kan have friere ordstilling end dansk.
Det betyder, at ord, der hører sammen, ikke altid behøver stå lige ved siden af hinanden.
Her bliver kongruensen vigtig.
Se først den enkle rækkefølge:
Magna puella venit. ↓ Den store pige kommer.
Her står:
magna
og:
puella
ved siden af hinanden.
Men selv når sammenhørende ord adskilles, kan deres former hjælpe os med at finde forbindelsen.
Vi spørger:
Det kan give os et vigtigt spor mod sætningens struktur.
Ordstilling og kongruens arbejder sammen
I latin kan vi derfor ikke altid tænke:
ORD VED SIDEN AF HINANDEN ↓ HØRER SAMMEN
Vi må kombinere:
ordstilling + kongruens + kasus + BETYDNING + syntaks
ordstillingerne fortæller os, hvor ordene står.
kongruenserne hjælper os med at se, hvilke former der grammatisk passer sammen.
syntakserne fortæller os, hvordan de indgår i sætningen.
Subjekt og verbal kongruerer i numerus
Kongruens findes ikke kun mellem substantiver og adjektiver.
Der er også en vigtig forbindelse mellem grundleddet og den den finitte verbform.
Se:
Puella currit. ↓ Pigen løber.
Her er:
puella ↓ singularis ↓ grundled
og:
currit ↓ 3. person singularis ↓ udsagnsled
Der er altså overensstemmelse i:
Sammenlign:
Puellae currunt. ↓ Pigerne løber.
Her:
puellae ↓ pluralis ↓ grundled
og:
currunt ↓ 3. person pluralis ↓ udsagnsled
Vi får:
puellae ↔ currunt ↓ pluralis
Verbformen kongruerer også med subjektets person
Når grundleddet er et personligt pronomen eller er underforstået, bliver personen særlig tydelig.
Se:
Ego curro. ↓ Jeg løber.
Her:
ego ↓ 1. person singularis
og:
curro ↓ 1. person singularis
Sammenlign:
Tu curris. ↓ Du løber.
Her:
tu ↓ 2. person singularis
curris ↓ 2. person singularis
Og:
Puer currit. ↓ Drengen løber.
Her er:
puer ↓ 3. person singularis
i forhold til verbets person,
mens:
currit ↓ 3. person singularis
Verbets form passer altså til subjektet i:
Person er stadig en egenskab ved verbformen
Det er vigtigt at holde niveauerne adskilt.
I:
Puer currit. ↓ Drengen løber.
er:
currit ↓ 3. person singularis
Dette er egenskaber ved den den finitte verbform.
På sætningsniveau har vi:
puer ↓ grundled
og:
currit ↓ udsagnsled
Derfor:
Men personen og tallet på verbformen kan hjælpe os med at finde forbindelsen til grundleddet.
Kongruens kan hjælpe med at finde subjektet
Se:
Pueri puellam vident. ↓ Drengene ser pigen.
Her er:
vident ↓ 3. person pluralis
Vi leder derfor efter et muligt grundled i pluralis.
Vi finder:
pueri ↓ pluralis nævnefald
mens:
puellam ↓ singularis genstandsfald
Flere spor peger dermed i samme retning:
På sætningsniveau:
pueri ↓ grundled
vident ↓ udsagnsled
Kongruensen understøtter analysen.
Et implicit subjekt kan ses i verbformen
Latin behøver ikke altid et synligt grundled.
Se:
Currimus. ↓ Vi løber.
Her er:
currimus ↓ 1. person pluralis
Der står ikke et selvstændigt ord for:
vi
men verbformen viser det.
Vi kan derfor tænke:
finit verbform ↓ person + tal ↓ OPLYSNING OM DET IMPLICITTE grundled
Her kan kongruensen altså ikke ses mellem to synlige ord.
Den ligger i selve forholdet mellem verbformen og det underforståede subjekt.
Prædikativet kongruerer med subjektet
Vi har allerede mødt dette på siden om omsagnsleddet.
Se:
Puer laetus est. ↓ Drengen er glad.
Her:
og:
laetus ↓ maskulinum singularis nævnefald ↓ omsagnsled
Der er:
puer ↔ laetus ↓ kongruens
i:
Kongruensen viser, at laetus beskriver puer.
Prædikativets form ændrer sig med subjektet
Sammenlign:
Puer laetus est. ↓ Drengen er glad.
Puella laeta est. ↓ Pigen er glad.
Pueri laeti sunt. ↓ Drengene er glade.
Puellae laetae sunt. ↓ Pigerne er glade.
Vi får:
puer ↔ laetus
puella ↔ laeta
pueri ↔ laeti
puellae ↔ laetae
omsagnsleddene tilpasser sig altså det led, det beskriver.
Prædikativ til objekt kan også vise kongruens
Et omsagnsled kan også knytte sig til det direkte genstandsled.
Se princippet:
puerum ↔ laetum
Begge former kan være:
maskulinum singularis genstandsfald
Hvis laetum beskriver puerum, viser kongruensen forbindelsen.
Vi får:
direkte genstandsled ↓ puerum ↕ kongruens ↕ omsagnsled ↓ laetum
Her følger prædikativet altså objektet i:
Participier kan også kongruere
participierne har både verbale og adjektiviske egenskaber.
Derfor kan et participium have kongruens med et substantiv eller pronomen.
Se:
Puella laudata est. ↓ Pigen er blevet rost.
Her er:
og:
laudata ↓ kort tillægsform ↓ femininum singularis nævnefald
Der er:
puella ↔ laudata ↓ kongruens
i:
Kongruens i perfektum passiv
I en sammensat passiv verbform som:
laudata est ↓ er blevet rost
er:
laudata
et kort tillægsform.
Participiet tilpasser sig grundleddet.
Sammenlign:
Puer laudatus est. ↓ Drengen er blevet rost.
Puella laudata est. ↓ Pigen er blevet rost.
Pueri laudati sunt. ↓ Drengene er blevet rost.
Puellae laudatae sunt. ↓ Pigerne er blevet rost.
Participiets form viser:
mens formen af sum, esse viser blandt andet:
Flere former arbejder altså sammen i den samme verbalkonstruktion.
Hele verbalet kan bestå af flere ord
Se:
Puella laudata est.
Vi skal ikke analysere:
laudata
og:
est
som to forskellige sætninger.
De danner sammen en sammensat verbalform:
laudata est ↓ udsagnsled
Men inden i verbformen kan vi stadig analysere morfologien:
laudata ↓ kort tillægsform ↓ femininum singularis nævnefald ↓ kongruens med grundleddet
est ↓ 3. person singularis
Det viser igen forbindelsen mellem morfologi og syntaks.
Kongruens kan forbinde ord over afstand
Fordi latin har en friere ordstilling, kan kongruens være nyttig, når sammenhørende ord ikke står umiddelbart ved siden af hinanden.
Vi kan tænke:
ORD A ↓ femininum pluralis genstandsfald ... ORD B ↓ femininum pluralis genstandsfald
Hvis betydningen også passer, kan kongruensen være et vigtigt spor mod, at ordene hører sammen.
Men vi må ikke bruge kongruensen mekanisk.
Flere ord i en sætning kan tilfældigvis have de samme grammatiske egenskaber.
Derfor:
kongruens + BETYDNING + syntaks + ordstilling
skal vurderes sammen.
Samme form betyder ikke nødvendigvis sammenhæng
Se:
Puer laetus est.
Her har:
puer
og:
laetus
begge:
maskulinum singularis nævnefald
og de er faktisk grammatisk forbundet.
Men hvis en sætning indeholder flere ord med samme:
kan vi ikke automatisk konkludere, at netop de hører sammen.
Kongruens er derfor:
ET STÆRKT SPOR
men ikke:
ET BEVIS ALENE
Vi skal altid kontrollere sætningens syntaks og betydning.
Substantivets grammatiske køn er afgørende
Ved kongruens er det substantivets grammatiske køn, der tæller.
Det betyder, at vi ikke bestemmer adjektivets form ud fra, hvordan vi opfatter ordets betydning på dansk.
Vi undersøger substantivets latinske:
og lader derefter adjektivet tilpasse sig.
Arbejdsgangen er:
FIND navneordet ↓ BESTEM køn tal kasus ↓ FIND DEN FORM AF tillægsordet DER PASSER ↓ kongruens
Numerus skal også passe
Se:
bonus puer ↓ den gode dreng
men:
boni pueri ↓ de gode drenge
Når substantivet går fra:
singularis
til:
pluralis
ændrer adjektivet også form.
Vi får:
puer ↔ bonus ↓ singularis
men:
pueri ↔ boni ↓ pluralis
tallene er altså en central del af kongruensen.
Kasus skal også passe
Se:
bonus puer ↓ nævnefald
men:
bonum puerum ↓ genstandsfald
Når substantivet får en anden kasus, følger adjektivet med.
puer ↔ bonus ↓ nævnefald
puerum ↔ bonum ↓ genstandsfald
Det er særlig nyttigt i sætningsanalysen, fordi kasusen samtidig kan være et spor mod hele leddets syntaktiske rolle.
Kongruens inde i subjektet
Se:
Bonus puer currit. ↓ Den gode dreng løber.
Her er:
bonus ↔ puer ↓ maskulinum singularis nævnefald
De danner sammen:
bonus puer ↓ grundled
Samtidig har vi:
puer ↔ currit ↓ singularis
Der findes altså to forskellige kongruensrelationer:
og:
Sætningen viser derfor flere grammatiske forbindelser på én gang.
Kongruens inde i objektet
Se:
Puer bonam puellam videt. ↓ Drengen ser den gode pige.
Her:
bonam ↔ puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
De danner sammen:
bonam puellam ↓ direkte genstandsled
Kongruensen hjælper os altså med at samle de enkelte ord til ét sætningsled.
Kongruens inde i et adverbial
Se:
Puer in magna urbe habitat. ↓ Drengen bor i en stor by.
Her er:
magna ↔ urbe ↓ femininum singularis ablativ
De står efter:
in ↓ forholdsord
Vi samler:
in magna urbe ↓ adverbialled
Kongruensen findes altså inde i et led, selv om hele leddet har en anden syntaktisk funktion.
Kongruens fortæller ikke alene, hvilket led vi har
Sammenlign:
bonus puer ↓ grundled
bonum puerum ↓ direkte genstandsled
cum bono puero ↓ adverbialled
I alle tre tilfælde kongruerer:
bonus
med:
puer
men hele forbindelsens syntaks er forskellig.
Derfor arbejder vi i to trin:
1. kongruens ↓ HVILKE ORD HØRER SAMMEN?
2. syntaks ↓ HVILKEN ROLLE HAR HELE LEDDET?
Denne rækkefølge er meget vigtig.
Fra enkelte ord til syntaktisk struktur
Se:
Bona puella parvum puerum videt. ↓ Den gode pige ser den lille dreng.
Vi finder først kongruensparrene.
bona ↔ puella ↓ femininum singularis nævnefald
og:
parvum ↔ puerum ↓ maskulinum singularis genstandsfald
Derefter samler vi:
bona puella
og:
parvum puerum
Så undersøger vi syntaksen:
bona puella ↓ grundled
parvum puerum ↓ direkte genstandsled
videt ↓ udsagnsled
Analysen bliver:
Bona puella parvum puerum videt.
× Δ ○Kongruens hjælper os med at læse en sætning
Vi kan derfor bruge kongruensen aktivt i analysen.
Når vi møder et bøjet tillægsord, kan vi spørge:
HVILKET navneord KAN DET HØRE TIL?
Derefter:
PASSER DE I køn?
PASSER DE I tal?
PASSER DE I kasus?
Hvis alle tre passer, har vi et muligt kongruensforhold.
Så undersøger vi:
PASSER BETYDNINGEN?
og:
PASSER syntaksen?
Kongruens hjælper også med oversættelsen
Se:
Bonam puer puellam videt.
Hvis vi kun læser fra venstre mod højre, kan rækkefølgen virke mærkelig.
Men:
bonam ↓ femininum singularis genstandsfald
og:
puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
peger mod en forbindelse:
bonam ↔ puellam ↓ kongruens
Vi kan derfor samle:
bonam puellam ↓ den gode pige
Selv om ordene ikke nødvendigvis står, som vi ville placere dem på dansk.
Først analyserer vi latin.
Derefter oversætter vi naturligt.
Kongruens og oversættelse skal holdes adskilt
Den latinske form viser den grammatiske relation.
Den danske oversættelse behøver ikke vise relationen på præcis samme måde.
Arbejdsgangen bør derfor være:
Ikke:
DANSK ORDRÆKKEFØLGE ↓ GÆT PÅ HVILKE LATINSKE ORD DER HØRER SAMMEN
Eksempel: subjekt og adjektiv
Se:
Parva puella currit. ↓ Den lille pige løber.
Først:
parva ↓ tillægsord ↓ femininum singularis nævnefald
Der er:
parva ↔ puella ↓ kongruens
Derfor samler vi:
parva puella ↓ grundled
Verbformen:
currit ↓ 3. person singularis ↓ udsagnsled
passer samtidig i tal med grundleddet.
Eksempel: direkte objekt
Se:
Puer parvam puellam videt. ↓ Drengen ser den lille pige.
Her:
parvam ↓ femininum singularis genstandsfald
puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
Der er:
parvam ↔ puellam ↓ kongruens
Vi samler:
parvam puellam ↓ direkte genstandsled
Eksempel: prædikativ
Se:
Puella parva est. ↓ Pigen er lille.
Her:
parva ↓ femininum singularis nævnefald ↓ omsagnsled
Der er:
puella ↔ parva ↓ kongruens
Men ordene udgør ikke ét samlet sætningsled.
Det er sætningens syntaks, der viser:
puella ↓ grundled
parva ↓ omsagnsled
Eksempel: præpositionsforbindelse
Se:
Puer cum bono amico ambulat. ↓ Drengen går sammen med en god ven.
Her:
bono ↓ maskulinum singularis ablativ
og:
amico ↓ maskulinum singularis ablativ
Der er:
bono ↔ amico ↓ kongruens
Præpositionen:
cum ↓ styrer ablativen
Vi samler:
cum bono amico ↓ adverbialled
Eksempel: perfektum passiv
Se:
Puella laudata est. ↓ Pigen er blevet rost.
Vi finder:
laudata ↓ kort tillægsform ↓ femininum singularis nævnefald
Der er:
puella ↔ laudata ↓ kongruens
Og:
est ↓ 3. person singularis
Hele:
laudata est ↓ udsagnsled
Kongruensen er altså en del af den morfologiske struktur, som hjælper os med at forstå hele verbalkonstruktionen.
Flere kongruensrelationer kan findes samtidig
Se:
Bonae puellae laetae sunt. ↓ De gode piger er glade.
Her har vi:
bonae ↔ puellae ↓ femininum pluralis nævnefald
De danner:
bonae puellae ↓ grundled
Derefter:
laetae ↓ femininum pluralis nævnefald ↓ omsagnsled
Der er også forbindelse mellem:
bonae puellae ↔ laetae ↓ kongruens
Og:
sunt ↓ 3. person pluralis
passer i tal med grundleddet.
En enkelt sætning kan altså indeholde flere lag af kongruens.
Kongruens er et netværk af relationer
Vi kan vise den foregående sætning sådan:
Bonae ↕ kongruens ↕ puellae ↓ grundled ↕ kongruens ↕ laetae ↓ omsagnsled puellae ↕ pluralis ↕ sunt ↓ udsagnsled
Det viser, hvorfor kongruensen er så nyttig i latinsk syntaks.
Bøjningsformerne gør relationerne synlige.
En praktisk metode
Når du bruger kongruensen i analysen af en latinsk sætning, kan du arbejde sådan:
1. FIND den finitte verbform ↓ 2. ANALYSÉR VERBFORMEN person tal tid udsagnsmåde handleform ↓ 3. FIND navneordene, tillægsordene OG EVENTUELLE participierne ↓ 4. BESTEM DERES FORMER køn tal kasus ↓ 5. SAMMENLIGN FORMERNE ↓ 6. FIND MULIGE FORBINDELSER MED kongruens ↓ 7. SPØRG: PASSER DE I køn? tal? kasus? ↓ 8. KONTROLLÉR BETYDNINGEN ↓ 9. SAML ORD, DER HØRER SAMMEN ↓ 10. BESTEM HELE LEDDETS syntaks fx: grundled direkte genstandsled omsagnsled adverbialled ↓ 11. KONTROLLÉR FORBINDELSEN MELLEM grundleddet OG VERBFORMEN ↓ 12. OVERSÆT NATURLIGT
Kortere:
Hurtigt overblik
I latin kan kongruens blandt andet findes mellem:
For eksempel:
bona puella
med:
femininum singularis nævnefald
Mellem:
For eksempel:
Puella currit. ↓ singularis ↔ singularis
og:
Puellae currunt. ↓ pluralis ↔ pluralis
Mellem:
For eksempel:
Puella laeta est.
med:
femininum singularis nævnefald
Og mellem:
i sammensatte passive former:
Puella laudata est.
Husk
kongruenserne betyder, at grammatiske former passer sammen.
I latin er især disse kategorier vigtige ved nominal kongruens:
For eksempel:
bona puella ↓ femininum singularis nævnefald
bonam puellam ↓ femininum singularis genstandsfald
Kongruensen hjælper os med at finde:
HVILKE ORD HØRER SAMMEN?
Men den fortæller ikke alene:
HVILKET sætningsled ER DET?
Derfor:
kongruens ↓ SAML ORDENE
og derefter:
syntaks ↓ BESTEM LEDDET
Se:
bonam puellam ↓ kongruens ↓ direkte genstandsled
cum bona puella ↓ kongruens ↓ adverbialled
og:
Puella bona est. ↓ kongruens ↓ bona = omsagnsled
Den samme type kongruens kan altså indgå i forskellig syntaks.
Samtidig hjælper verbformen os:
Puella currit. ↓ singularis ↔ singularis
Puellae currunt. ↓ pluralis ↔ pluralis
Og i passiv:
Puella laudata est. ↓ puella ↔ laudata ↓ femininum singularis nævnefald
Den centrale arbejdsmodel er derfor:
På næste side går vi fra relationerne inde i sætningen til relationerne mellem sætninger:
HOVED- OG LEDSÆTNINGER ↓ HVORDAN FLERE SÆTNINGER HÆNGER SAMMEN I LATIN
Begreber på denne side
- kongruens – Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord.
- køn – En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver.
- tal – En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere.
- kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
- grundled – Det led, som sætningens udsagn knyttes til.
- omsagnsled – Et led, der beskriver eller identificerer subjektet eller objektet.
- syntaks – Den del af grammatikken, der handler om, hvordan ord sættes sammen til sætninger.
- sætningsled – Et ord eller en gruppe ord, der har en bestemt funktion i en sætning.
- nævnefald – Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ.
- tillægsord – Et ord, der beskriver en egenskab ved et substantiv eller pronomen.
- navneord – Et ord, der betegner personer, steder, ting, fænomener eller begreber.
- genstandsfald – Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt.
- direkte genstandsled – Det objekt, som handlingen retter sig direkte mod.
- ordstilling – Den rækkefølge, som ord og sætningsled står i i en sætning.
- finit verbform – En verbform, der bærer sætningens tempus og modus og kan fungere som den finitte del af udsagnsleddet.
- person – En grammatisk kategori, der viser, om der tales om den talende, den tiltalte eller en tredje part.
- udsagnsled – Sætningens finitte verbum med eventuelle øvrige verballed.
- participium – En ikke-finit verbform, der kan indgå i sammensatte verbformer eller fungere beskrivende.
- kort tillægsform – En ikke-finit verbform, der blandt andet bruges til førnutid, førdatid og visse passive former.
- ablativ – En latinsk kasus, der blandt andet kan udtrykke middel, årsag, måde, sted eller adskillelse.
- forholdsord – Et ord, der angiver et forhold mellem led i en sætning.
- adverbialled – Et sætningsled, der giver flere oplysninger om handlingen, for eksempel hvor, hvornår, hvordan eller hvorfor noget sker.
- tid – En grammatisk kategori, der placerer et udsagn i tid eller viser dets tidslige forhold.
- udsagnsmåde – En grammatisk kategori, der viser, hvordan taleren fremstiller et udsagn, for eksempel som virkelighed, mulighed eller befaling.
- handleform – En grammatisk kategori, der viser forholdet mellem handlingen og sætningens deltagere.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side