Urnordisk

urnordisk er det ældste nordiske sprogstadium, som vi har direkte sproglige vidnesbyrd om.

Det blev talt i Skandinavien i de første århundreder efter vores tidsregning og er et fælles historisk udgangspunkt for de senere nordiske sprog.

GERMANSK
    │
    ↓
NORDGERMANSK
    │
    ↓
URNORDISK
    │
    ↓
SENERE NORDISKE SPROG
    │
    ├── dansk
    ├── svensk
    ├── norsk
    ├── islandsk
    └── færøsk

Urnordisk er altså ikke gammelt dansk.

På dette tidspunkt var dansk, svensk og norsk endnu ikke udviklet som selvstændige sprog.

Hvornår blev urnordisk talt?

Urnordisk blev talt omtrent fra 200 til 700 e.Kr.

Som alle sproghistoriske periodegrænser er disse årstal omtrentlige.

Sprogbrugerne vågnede naturligvis ikke en morgen i år 700 og begyndte at tale et andet sprog.

ca. 200                              ca. 700
   │                                    │
   ├──────────── URNORDISK ─────────────┤
   │                                    │
   ↓                                    ↓
ældre                                senere
germanske                            nordiske
sprogstadier                         sprogformer

Overgangen til senere nordiske sprogformer skyldes en række gradvise sproglige forandringer.

På de følgende sider følger vi især den udvikling, der fører frem mod dansk.

Hvordan kender vi urnordisk?

Der findes ingen bøger skrevet på urnordisk.

Vores vigtigste direkte kilder er runeindskrifter.

Runer kunne blandt andet ridses eller hugges i:

• sten
• metal
• træ
• ben
• smykker og andre genstande.

Mange indskrifter er meget korte.

De kan bestå af et navn, et enkelt ord eller en kort meddelelse.

Det betyder, at vores direkte viden om urnordisk er langt mere begrænset end vores viden om eksempelvis latin, hvor store mængder sammenhængende tekst er bevaret.

Den ældre futhark

De tidlige urnordiske runeindskrifter blev skrevet med et runealfabet, som kaldes den ældre futhark.

Navnet futhark kommer fra de første seks runer:

ᚠ ᚢ ᚦ ᚨ ᚱ ᚲ
f  u  þ  a  r  k

Den ældre futhark havde 24 tegn.

ᚠ ᚢ ᚦ ᚨ ᚱ ᚲ
ᚷ ᚹ ᚺ ᚾ ᛁ ᛃ
ᛇ ᛈ ᛉ ᛊ ᛏ ᛒ
ᛖ ᛗ ᛚ ᛜ ᛞ ᛟ

Runerne er et skriftsystem.

De er ikke et sprog.

Det er vigtigt at skelne mellem de to ting:

URNORDISK
│
└── sprog


ÆLDRE FUTHARK
│
└── skriftsystem

På samme måde er moderne dansk et sprog, mens det latinske alfabet er det skriftsystem, vi normalt bruger til at skrive det.

En urnordisk runeindskrift

En af de mest berømte urnordiske indskrifter findes på et af Guldhornene fra Gallehus i Sønderjylland.

Indskriften dateres normalt til omkring år 400.

Med latinske bogstaver kan den gengives:

ek hlewagastiz holtijaz horna tawido

Indholdet kan omtrent gengives:

Jeg, Lægæst fra Holt, gjorde hornet.

Det er en meget kort tekst, men den giver os et direkte indblik i et tidligt nordisk sprogstadium.

Urnordisk ser ikke ud som dansk

Sammenlign indskriften med en moderne dansk gengivelse:

URNORDISK

ek hlewagastiz holtijaz horna tawido


MODERNE DANSK

jeg, Lægæst fra Holt, gjorde hornet

Der er elementer, som kan forbindes med senere nordiske ord, men sproget er tydeligt forskelligt fra moderne dansk.

Det gælder blandt andet ordenes endelser.

Former som:

hlewagastiz
holtijaz
horna

viser et bøjningssystem med endelser, som senere nordiske sprog i høj grad har ændret eller mistet.

Urnordisk havde mere bøjning

Urnordisk var et mere bøjningsrigt sprog end moderne dansk.

Substantiver, adjektiver og pronomener kunne ændre form efter deres grammatiske funktion.

Det hænger blandt andet sammen med et mere omfattende kasussystem.

Moderne dansk har kun begrænsede rester af det gamle kasussystem.

Forenklet kan den lange udvikling fremstilles sådan:

URNORDISK

mange grammatiske
oplysninger udtrykkes
gennem bøjningsendelser

          │
          ↓

endelser ændres,
svækkes og forsvinder

          │
          ↓

MODERNE DANSK

færre bøjningsendelser
og større betydning af
bl.a. ordstilling

Denne udvikling foregik gennem mange århundreder.

Vi kommer derfor til at møde den igen på siderne om olddansk og middeldansk.

Ordene bliver kortere

En vigtig udvikling fra urnordisk mod senere nordiske sprogformer er, at mange ord bliver kortere.

Tryksvage stavelser og endelser reduceres eller forsvinder.

Et klassisk eksempel er det ord, der senere bliver til dansk gæst.

Forenklet:

URNORDISK
gastiz
   │
   ↓
senere nordiske
sprogformer
   │
   ↓
MODERNE DANSK
gæst

Den moderne form er betydeligt kortere end den urnordiske.

Sådanne forandringer rammer ikke bare enkelte ord. De indgår i større mønstre af lydforandringer.

Synkope

Når en tryksvag vokal inde i et ord forsvinder, kaldes det synkope.

Synkope spillede en vigtig rolle i de store lydlige forandringer mod slutningen af den urnordiske periode.

Princippet kan forenklet vises sådan:

ÆLDRE FORM

stavelse + stavelse + stavelse
             │
             ↓
      tryksvag vokal
        forsvinder
             │
             ↓

SENERE FORM

stavelse + stavelse

Når vokaler og hele stavelser forsvinder, bliver ordene kortere.

Men ændringen kan også få betydning for grammatikken, fordi nogle af de elementer, der reduceres, indgår i bøjningsendelser.

Omlyd

En anden vigtig type lydforandring er omlyd.

Ved omlyd påvirkes en vokal af en lyd i en efterfølgende stavelse.

Senere kan den lyd, der udløste forandringen, selv forsvinde.

Princippet kan forenklet fremstilles sådan:

FØR

vokal  +  senere lyd
           │
           └── påvirker vokalen

              ↓

VOKALEN ÆNDRES

              ↓

den senere lyd kan
efterfølgende forsvinde

Resultatet kan være, at den ændrede vokal bliver stående som et spor efter en lyd, der ikke længere findes.

Omlyd er vigtig for forståelsen af flere vokalskift, som vi stadig finder spor af i de nordiske sprog.

Gamle lydforandringer kan stadig ses

Sproghistoriske forandringer kan efterlade mønstre, som eksisterer længe efter, at selve forandringen er ophørt.

Det kan eksempelvis være forskelle mellem vokaler i beslægtede ord eller bøjningsformer.

TIDLIGERE SPROGSTADIUM

en lyd påvirker en anden
          │
          ↓
LYDFORANDRING
          │
          ↓
den oprindelige årsag
kan forsvinde
          │
          ↓
SENERE SPROG

den ændrede vokal
er stadig bevaret

Når vi møder uregelmæssigheder i moderne sprog, kan nogle af dem derfor være rester af tidligere regelmæssige lydforandringer.

Sproghistorien kan på den måde være med til at forklare, hvorfor moderne ord ser ud og bøjes, som de gør.

Lydforandringer kan påvirke grammatikken

Synkope og andre lydforandringer viser også, at forskellige dele af sproget ikke udvikler sig uafhængigt af hinanden.

Hvis en bøjningsendelse bliver lydligt reduceret og til sidst forsvinder, kan det grammatiske system også ændre sig.

LYDFORANDRING
      │
      ↓
ENDELSE SVÆKKES
      │
      ↓
ENDELSE FORSVINDER
      │
      ↓
FORSKEL MELLEM
GRAMMATISKE FORMER
KAN FORSVINDE

Sproghistorie handler derfor ikke om lyd, grammatik og ordforråd som helt adskilte områder.

En forandring ét sted i sproget kan få konsekvenser andre steder.

Skriftsystemet ændrer sig også

Mod slutningen af den urnordiske periode ændres runeskriften.

Den ældre futhark med 24 tegn bliver efterhånden afløst af den yngre futhark, som kun har 16 tegn.

ÆLDRE FUTHARK
24 runer
│
│ især forbundet med
│ urnordisk
↓
YNGRE FUTHARK
16 runer
│
│ bruges i den
│ efterfølgende periode
↓
OLDDANSKE
RUNEINDSKRIFTER

Det kan umiddelbart virke mærkeligt, at antallet af runer bliver mindre, samtidig med at sproget fortsat har mange forskellige lyde.

Det betyder blandt andet, at den samme rune kan bruges til at repræsentere flere forskellige lyde.

Den yngre futhark bliver vigtig, når vi på næste side går videre til olddansk.

Runer forsvinder ikke med urnordisk

At den urnordiske periode slutter, betyder ikke, at runerne forsvinder.

Tværtimod bliver runer ved med at spille en vigtig rolle i Norden.

URNORDISK
│
└── ældre futhark
        │
        ↓
senere nordiske
sprogformer
│
└── yngre futhark
        │
        ↓
runeskrift fortsætter

Først senere får det latinske alfabet en stadig stærkere position.

Sprogets perioder og skriftsystemets perioder følger altså ikke nødvendigvis præcis de samme grænser.

Urnordisk var ikke ens overalt

Når vi kalder sproget urnordisk, kan det lyde, som om alle i Skandinavien talte præcis det samme sprog.

Det gjorde de næppe.

Som i alle større sprogområder må der have eksisteret geografisk og social variation.

URNORDISK

ikke:

ét fuldstændig ensartet sprog
over hele Skandinavien


men:

nært beslægtede nordiske
sprogformer med betydelig
fælles struktur

Efterhånden bliver de geografiske forskelle større.

Det er en del af den udvikling, som senere fører til forskellige nordiske sprog.

Fra fælles nordisk til dansk

Når vi følger dansk bagud i tiden, når vi altså et punkt, hvor det ikke længere giver mening at tale om dansk som et selvstændigt sprog.

Vi kommer i stedet til et fælles nordisk sprogstadium.

URNORDISK
│
│ fælles nordisk
│ sprogstadium
│
↓
senere nordiske
sprogformer
│
├── udvikling mod dansk
├── udvikling mod svensk
├── udvikling mod norsk
└── andre nordiske udviklinger

Der findes ikke én bestemt dag eller ét bestemt år, hvor dansk opstår.

Dansk bliver til gennem en lang række gradvise sproglige forandringer.

Hvordan bliver et fælles sprog til flere sprog?

Processen kan forenklet fremstilles sådan:

FÆLLES SPROGSTADIUM
        │
        ↓
GEOGRAFISK VARIATION
        │
        ↓
FORSKELLIGE FORANDRINGER
I FORSKELLIGE OMRÅDER
        │
        ↓
FORSKELLENE VOKSER
GENNEM GENERATIONER
        │
        ↓
FORSKELLIGE SPROG

Sprog behøver altså ikke pludselig at dele sig i to.

Små forskelle kan vokse gennem århundreder, indtil sprogformerne er så forskellige, at vi betragter dem som forskellige sprog.

Det er den proces, vi nu skal følge på dansk område.

Urnordisk og det indoeuropæiske sprogtræ

Urnordisk er ikke begyndelsen på hele historien.

På siderne om sprogfamilier så vi, at de nordiske sprog selv har et langt ældre ophav.

INDOEUROPÆISK URSPROG
          │
          ↓
      GERMANSK
          │
          ↓
    NORDGERMANSK
          │
          ↓
      URNORDISK
          │
          ↓
   SENERE NORDISKE
      SPROGFORMER
          │
          ↓
        DANSK

Urnordisk er derfor ét sprogstadium i en langt længere udvikling.

Det særlige er, at vi med de urnordiske runeindskrifter begynder at få direkte skriftlige spor af den nordiske del af historien.

Hvorfor er urnordisk vigtigt for dansk?

Urnordisk viser os et tidligt stadium af den sproglige udvikling, der senere fører til dansk.

Når vi sammenligner urnordisk med moderne dansk, bliver omfanget af sproglig forandring tydeligt.

URNORDISK
│
├── længere ordformer
├── flere bøjningsendelser
├── omfattende kasusbøjning
└── ældre futhark
│
↓
mange århundreders
sproglig forandring
│
↓
MODERNE DANSK
│
├── kortere ordformer
├── færre bøjningsendelser
├── meget reduceret kasussystem
└── latinsk alfabet

Samtidig findes der en historisk kontinuitet.

Moderne dansk opstod ikke ved, at et helt nyt sprog erstattede urnordisk.

Det er resultatet af en lang kæde af forandringer fra generation til generation.

Et første sprogligt øjebliksbillede

Guldhornsindskriften giver os et sjældent direkte glimt af et meget tidligt stadium i denne historie:

ca. år 400

ek hlewagastiz holtijaz horna tawido

          │
          ↓
hundredvis af års
sproglig forandring
          │
          ↓
tidlige danske
sprogformer
          │
          ↓
middeldansk
          │
          ↓
nydansk
          │
          ↓
moderne dansk

Det er netop sådanne historiske kilder, der gør det muligt at følge dele af udviklingen frem mod det sprog, vi bruger i dag.

Overblik

De vigtigste forhold ved urnordisk kan sammenfattes sådan:

URNORDISK
ca. 200–700
│
├── tidligt nordgermansk sprogstadium
│
├── endnu ikke dansk, svensk
│   eller norsk
│
├── kendes især fra
│   runeindskrifter
│
├── skrives med
│   den ældre futhark
│
├── har mere omfattende
│   bøjning end moderne dansk
│
├── gennemgår store
│   lydforandringer
│
├── synkope og omlyd
│   spiller en vigtig rolle
│
└── udvikler sig gradvist
    mod senere nordiske
    sprogformer

Det centrale er:

Urnordisk er et fælles tidligt nordisk sprogstadium. Dansk eksisterer endnu ikke som et selvstændigt sprog, men de forandringer, der finder sted i og efter urnordisk tid, er en del af den lange udvikling frem mod dansk.

Videre

På næste side går vi videre til olddansk.

Her kommer vi tættere på et egentligt dansk sprogstadium. Vi skal blandt andet se på vikingetidens danske runeindskrifter, den yngre futhark og de sproglige forandringer, der efterhånden gør dansk tydeligere forskelligt fra de øvrige nordiske sprogformer.