Ordstilling

På siden om syntaksen har vi set, at ordstillingen er en del af syntaksen.

På dansk er ordstillingen ofte et vigtigt signal om, hvordan sætningsleddene hænger sammen.

Se:

Pigen ser drengen.

og:

Drengen ser pigen.

Når vi bytter om på pigen og drengen, ændrer vi også, hvem der ser hvem.

Latin fungerer anderledes.

Se:

Puella puerum videt.
↓
Pigen ser drengen.

Her hjælper bøjningsformerne os med at se:

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

Derfor kan latin have en friere ordstilling end dansk.

Men:

FRIERE
ordstilling
≠
TILFÆLDIG
ordstilling

Ordstillingen kan stadig være vigtig for betydning, sammenhæng og fremhævelse.

Dansk og latin viser syntaks forskelligt

Sammenlign:

Pigen ser drengen.

med:

Puella puerum videt.
↓
Pigen ser drengen.

På dansk hjælper placeringen os med at se:

Pigen
↓
grundled

ser
↓
udsagnsled

drengen
↓
direkte genstandsled

I latin har vi samtidig tydelige morfologiske spor:

puella
↓
nævnefald

puerum
↓
genstandsfald

Det betyder, at latin ikke i samme grad behøver at bruge en fast placering til at vise, hvilket led der er grundled, og hvilket der er direkte genstandsled.

Vi kan derfor tænke:

DANSK
↓
ordstilling
ER OFTE ET
CENTRALT SPOR

mens:

LATIN
↓
BØJNINGSFORMER
ER OFTE
CENTRALE SPOR

Det betyder ikke, at dansk ikke bruger bøjning, eller at latin ikke bruger ordstilling.

Forskellen ligger i, hvor meget de forskellige signaler kan bruges til at vise sætningens struktur.

Samme syntaktiske relationer – forskellig rækkefølge

Se først:

Puella puerum videt.
↓
Pigen ser drengen.

Vi har:

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

videt
↓
udsagnsled

Men vi kan også møde:

Puerum puella videt.

Formerne er stadig:

puerum
↓
genstandsfald

og:

puella
↓
nævnefald

Derfor kan den grundlæggende analyse stadig være:

puella
↓
grundled

puerum
↓
direkte genstandsled

videt
↓
udsagnsled

Sætningsleddene behøver altså ikke stå i den samme rækkefølge som på dansk.

Kasus hjælper os med at analysere ordstillingen

Det er derfor vigtigt, at vi ikke begynder en latinsk analyse med reglen:

FØRSTE SUBSTANTIV
↓
grundled

Det kan være rigtigt.

Men det behøver ikke være det.

Se:

Puerum puella videt.

Det første substantiv er:

puerum

men formen er:

genstandsfald

Det peger her mod:

direkte genstandsled

Det næste substantiv er:

puella

som står i:

nævnefald

og her fungerer som:

grundled

Derfor:

PLACERING
ALENE
↓
ER IKKE NOK

Vi må kombinere:

kasus
+
VERBFORM
+
kongruens
+
syntaks
+
ordstilling

Kasus er stadig ikke det samme som sætningsled

Den friere latinske ordstilling gør kasusformerne meget nyttige i analysen.

Men det ændrer ikke det princip, vi allerede har mødt:

kasus
≠
sætningsled

Vi kan ikke bare sige:

nævnefald
=
grundled

eller:

genstandsfald
=
direkte genstandsled

Se:

Puer laetus est.
↓
Drengen er glad.

Her står både:

puer

og:

laetus

i nævnefald.

Men:

puer
↓
grundled

mens:

laetus
↓
omsagnsled

Kasus giver os altså et morfologisk spor.

Den endelige analyse afhænger af sætningens syntaks.

Der findes ikke én fast latinsk ordstilling

Man møder ofte den latinske grundrækkefølge beskrevet som:

grundled
↓
direkte genstandsled
↓
udsagnsled

altså:

S – O – V

For eksempel:

Puella puerum videt.

Men det er vigtigt ikke at gøre dette til en mekanisk regel.

Latin kan også have andre rækkefølger.

For eksempel:

Puerum puella videt.

Puella videt puerum.

Puerum videt puella.

De forskellige rækkefølger betyder ikke automatisk, at ordene har skiftet sætningsled.

Bøjningsformerne er stadig centrale for analysen.

Derfor er det bedre at tænke:

LATIN HAR
ORDSTILLINGSMØNSTRE

end:

LATIN HAR
ÉN FAST
ORDSTILLING

Verbet står ofte sent

I mange latinske sætninger møder vi udsagnsleddet sent eller til sidst.

Se:

Puella puerum videt.
↓
Pigen ser drengen.

Her kommer:

videt
↓
udsagnsled

til sidst.

Det passer med et hyppigt latinsk mønster:

grundled
↓
direkte genstandsled
↓
udsagnsled

Men verbet behøver ikke stå sidst.

Se:

Puella videt puerum.

Her står:

videt

mellem grundleddet og det direkte genstandsled.

Derfor:

VERBET STÅR
OFTE SENT
↓
MEN IKKE
ALTID

Når vi analyserer latin, skal vi derfor finde den finitte verbform, ikke bare lede efter det sidste ord.

Find den finitte verbform uanset placeringen

Sammenlign:

Puella puerum videt.

Puella videt puerum.

Puerum videt puella.

I alle tre sætninger er:

videt
↓
finit verbform

Vi kan analysere formen:

videt
↓
3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

På sætningsniveau hører den til:

udsagnsled

Det er derfor en god vane at begynde med:

FIND
den finitte verbform
↓
UANSET HVOR
DEN STÅR

Verbformen kan hjælpe med at finde subjektet

Se:

Puellae puerum vident.
↓
Pigerne ser drengen.

Verbformen:

vident
↓
3. person
pluralis

passer med:

puellae
↓
pluralis

Vi har altså en forbindelse:

puellae
↔
vident
↓
pluralis

På sætningsniveau:

puellae
↓
grundled

og:

vident
↓
udsagnsled

Denne forbindelse kan hjælpe os, selv hvis ordstillingen ændres:

Puerum puellae vident.
↓
Pigerne ser drengen.

Vi skal altså ikke være afhængige af:

HVAD STÅR FØRST?

men undersøge:

FORM
+
kongruens
+
syntaks

Subjektet kan helt mangle som selvstændigt ord

Latin kan også have sætninger, hvor grundleddet ikke står som et selvstændigt ord.

Se:

Puerum video.
↓
Jeg ser drengen.

Her er:

video
↓
1. person
singularis

Verbformen viser allerede:

jeg

Der står derfor ikke noget særskilt ord for jeg.

Vi kan analysere:

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

video
↓
udsagnsled

med et implicit:

jeg
↓
grundled

Det viser igen, hvorfor vi ikke kan bruge en regel som:

FØRSTE ORD
=
grundled

I:

Puerum video.

er første ord netop det direkte genstandsled.

Et synligt personligt pronomen kan derfor være markeret

Fordi verbformen allerede kan vise personen, behøver latin ikke altid et selvstændigt personligt stedord som subjekt.

Se:

Amo.
↓
Jeg elsker.

Her viser:

amo
↓
1. person
singularis

subjektet.

Hvis et personligt pronomen står udtrykkeligt:

Ego amo.
↓
Jeg elsker.

kan det derfor få en særlig vægt i sammenhængen.

For eksempel kan et udtrykkeligt ego bruges, når jeg sættes i kontrast til en anden person.

Det er et vigtigt princip:

NOGET DER
GRAMMATISK KAN
UDELADES
↓
KAN FÅ SÆRLIG
VÆGT, NÅR DET
UDTRYKKES

Ordstilling kan bruges til fremhævelse

Hvis bøjningsformerne allerede viser de grundlæggende syntaktiske relationer, kan ordstillingen bruges til mere end blot at vise:

HVEM GØR HVAD
MOD HVEM?

Placeringen kan blandt andet være med til at:

FREMHÆVE
ET ORD ELLER LED

SKABE KONTRAST

KNYTTE SÆTNINGEN
TIL DET FOREGÅENDE

STYRE HVORDAN
INFORMATIONEN
PRÆSENTERES

Det er derfor vigtigt ikke at tænke:

FRI ORDSTILLING
↓
ORDENE KAN STÅ
HVOR SOM HELST
UDEN FORSKEL

Mere præcist:

FRIERE ORDSTILLING
↓
SYNTAKTISKE RELATIONER
ER IKKE LÅST TIL
ÉN BESTEMT RÆKKEFØLGE
↓
MEN PLACERINGEN
KAN STADIG HAVE
EN FUNKTION

Første position kan give et led særlig vægt

Se igen:

Puella puerum videt.

og:

Puerum puella videt.

Den grundlæggende syntaktiske analyse kan være den samme:

puella
↓
grundled

puerum
↓
direkte genstandsled

Men når:

puerum

placeres først, bliver objektet mere fremtrædende.

Vi skal være forsigtige med at give én fast dansk oversættelse af denne forskel, fordi den konkrete virkning afhænger af sammenhængen.

Men som analysetegn kan vi spørge:

HVORFOR STÅR
DETTE LED
FØRST?

ikke kun:

HVILKET
SÆTNINGSLED
ER DET?

Sidste position kan også være vigtig

Det samme gælder slutningen af sætningen.

Et ord eller led, der står sent, kan få særlig vægt.

Derfor bør vi ved læsning af latin være opmærksomme på både:

BEGYNDELSEN
AF SÆTNINGEN

og:

SLUTNINGEN
AF SÆTNINGEN

Men igen gælder:

PLACERING
↓
ER ET SPOR

ikke:

PLACERING
↓
ER EN FAST
GRAMMATISK REGEL

Vi må altid læse ordstillingen sammen med morfologien og den samlede syntaks.

Ord, der hører sammen, behøver ikke altid stå lige ved siden af hinanden

På dansk står ord, der hører tæt sammen, ofte også tæt på hinanden.

Latin kan i højere grad placere sammenhørende ord med andre ord imellem.

Det betyder, at vi ikke altid kan analysere sådan:

ORD VED SIDEN
AF HINANDEN
↓
HØRER SAMMEN

Vi må i stedet undersøge formerne.

Her bliver kongruensen særlig vigtig.

Hvis et tillægsord og et navneord passer sammen i:

køn
tal
kasus

kan det være et stærkt spor mod, at de hører grammatisk sammen, også når de ikke står umiddelbart ved siden af hinanden.

Det ser vi nærmere på på næste side:

KONGRUENS
I SÆTNINGEN

Kongruens hjælper, når ordstillingen er friere

Se den enkle forbindelse:

magna puella
↓
den store pige

Her har:

magna

og:

puella

kongruens i:

køn
tal
kasus

Denne formmæssige forbindelse er vigtig i latin.

Når ordstillingen er friere, kan vi derfor spørge:

HVILKE ORD
HAR FORMER,
DER PASSER SAMMEN?

Det kan hjælpe os med at finde strukturen:

ORDFORM
↓
kongruens
↓
SAMMENHØRENDE ORD
↓
syntaks

Præpositionsforbindelser skal læses som en helhed

Se:

Puer in urbe habitat.
↓
Drengen bor i byen.

Her har vi:

in
↓
forholdsord

og:

urbe
↓
ablativ

De hører sammen:

in urbe
↓
i byen

På sætningsniveau fungerer hele forbindelsen som:

adverbialled

Når vi analyserer ordstilling, skal vi derfor ikke kun se på enkelte ord.

Vi skal først finde de grupper af ord, der hører sammen:

ORD
↓
SAMMENHØRENDE ORD
↓
sætningsleddene
↓
SÆTNINGENS
syntaks

Ordstilling skal derfor analyseres på ledniveau

Se:

In magna urbe puer habitat.
↓
I den store by bor drengen.

Det ville være misvisende kun at se rækkefølgen som:

in
magna
urbe
puer
habitat

Vi bør først samle:

in magna urbe
↓
adverbialled

derefter:

puer
↓
grundled

og:

habitat
↓
udsagnsled

Så bliver den syntaktiske rækkefølge:

adverbialled
↓
grundled
↓
udsagnsled

Det er ofte mere nyttigt end blot at beskrive rækkefølgen af de enkelte ord.

En sætning kan begynde med et adverbial

Se:

Hodie puella Romam venit.
↓
I dag kommer pigen til Rom.

Her står:

hodie
↓
i dag
↓
adverbialled

først.

Derefter:

puella
↓
grundled

og:

venit
↓
udsagnsled

At sætningen begynder med et adverbialled betyder altså ikke, at vi skal forsøge at gøre det første ord til grundleddet.

Vi finder leddene gennem deres former, betydning og relationer.

Ordstilling og oversættelse er ikke det samme

En vigtig konsekvens af den friere latinske ordstilling er, at vi ikke altid skal oversætte ordene i den rækkefølge, de står.

Se:

Puerum puella videt.

Hvis vi mekanisk oversætter fra venstre mod højre:

drengen – pigen – ser

får vi ikke en naturlig dansk sætning.

Først analyserer vi:

puerum
↓
direkte genstandsled

puella
↓
grundled

videt
↓
udsagnsled

Derefter oversætter vi efter dansk syntaks:

Pigen ser drengen.

Arbejdsgangen er altså:

LATINSK
ordstilling
↓
ANALYSE
↓
SÆTNINGSLED
↓
FORSTÅELSE
↓
NATURLIG DANSK
ordstilling

Oversæt ikke ord for ord fra venstre mod højre

Det er en af de vigtigste praktiske konsekvenser.

Undgå:

LATINSK ORD 1
↓
DANSK ORD 1

LATINSK ORD 2
↓
DANSK ORD 2

LATINSK ORD 3
↓
DANSK ORD 3

hvis resultatet blot følger den latinske rækkefølge.

Arbejd i stedet:

LATINSK SÆTNING
↓
FIND VERBFORMEN
↓
BESTEM BØJNINGSFORMER
↓
FIND SÆTNINGSLED
↓
SAML ORD,
DER HØRER SAMMEN
↓
FORSTÅ
syntaksen
↓
OVERSÆT TIL
NATURLIGT DANSK

Eksempel: objektet står først

Se:

Librum puella legit.
↓
Pigen læser bogen.

Begynd ikke med at antage:

librum
↓
grundled

Undersøg formen:

librum
↓
navneord
↓
singularis
genstandsfald

Derefter:

puella
↓
navneord
↓
singularis
nævnefald

og:

legit
↓
finit verbform
↓
3. person
singularis

På sætningsniveau:

librum
↓
direkte genstandsled

puella
↓
grundled

legit
↓
udsagnsled

Så kan vi oversætte:

Pigen læser bogen.

Eksempel: verbet står mellem leddene

Se:

Puella videt puerum.
↓
Pigen ser drengen.

Her minder ordstillingen mere om dansk:

grundled
↓
udsagnsled
↓
direkte genstandsled

Men analysemetoden bør være den samme.

videt
↓
finit verbform
↓
udsagnsled

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

Vi skal altså ikke skifte analysemetode, bare fordi en latinsk sætning tilfældigvis ligner dansk i ordstillingen.

Eksempel: intet synligt subjekt

Se:

Librum lego.
↓
Jeg læser bogen.

Først:

lego
↓
finit verbform
↓
1. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

På sætningsniveau:

lego
↓
udsagnsled

Verbformen viser et implicit:

jeg
↓
grundled

Derefter:

librum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

Den latinske rækkefølge er:

direkte genstandsled
↓
udsagnsled

Men den naturlige danske oversættelse bliver:

Jeg læser bogen.

Eksempel: adverbialet står først

Se:

In urbe puella habitat.
↓
Pigen bor i byen.

Først finder vi:

habitat
↓
finit verbform
↓
udsagnsled

Så:

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

Derefter samler vi:

in urbe
↓
forholdsord
+
ablativ
↓
adverbialled

Den latinske rækkefølge er:

adverbialled
↓
grundled
↓
udsagnsled

Den danske oversættelse kan naturligt være:

Pigen bor i byen.

Vi behøver altså ikke kopiere den latinske ordstilling.

Ordstilling giver oplysninger – men afgør ikke analysen alene

Når vi analyserer en latinsk sætning, skal vi hverken ignorere ordstillingen eller stole blindt på den.

En god model er:

ordstilling
↓
ET SPOR

sammen med:

kasus
↓
ET SPOR

kongruens
↓
ET SPOR

VERBETS BØJNING
↓
ET SPOR

BETYDNING
↓
ET SPOR

Alle disse oplysninger samles i:

syntaks

En praktisk metode

Når du møder en latinsk sætning med en ordstilling, der ser fremmed ud, kan du arbejde sådan:

1. FIND
   den finitte verbform

          ↓

2. ANALYSÉR
   VERBFORMEN

   person
   tal
   tid
   udsagnsmåde
   handleform

          ↓

3. FIND
   NOMINALE FORMER

          ↓

4. BESTEM
   DERES kasus

          ↓

5. BRUG
   kasusen
   SOM SPOR MOD
   SÆTNINGSLEDDENE

          ↓

6. SE EFTER
   kongruens

          ↓

7. SAML ORD,
   DER HØRER SAMMEN

          ↓

8. FIND

   grundled
   direkte genstandsled
   hensynsled
   omsagnsled
   adverbialled

   HVOR DE ER
   RELEVANTE

          ↓

9. UNDERSØG
   DEN LATINSKE
   ordstilling

   HVAD STÅR FØRST?
   HVAD STÅR SIDST?
   ER NOGET
   FREMHÆVET?

          ↓

10. FORSTÅ
    HELE SÆTNINGENS
    syntaks

          ↓

11. OVERSÆT
    TIL NATURLIG
    DANSK ordstilling

Kortere:

LATINSK
ordstilling
↓
FINIT VERBFORM
↓
kasus
↓
kongruens
↓
SÆTNINGSLED
↓
syntaks
↓
BETYDNING
↓
DANSK
ordstilling

Hurtigt overblik

Latin har en friere ordstilling end dansk.

Det skyldes blandt andet, at bøjningsformerne kan give oplysninger om de syntaktiske relationer.

Se:

Puella puerum videt.

og:

Puerum puella videt.

I begge:

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

Derfor:

PLACERING
≠
SÆTNINGSLED

Men ordstillingen er ikke ligegyldig.

Den kan blandt andet bruges til:

FREMHÆVELSE
KONTRAST
SAMMENHÆNG
INFORMATIONSSTRUKTUR

Og vi møder ofte, men ikke altid, verbet sent i den latinske sætning.

Husk

Latin har:

FRIERE
ordstilling

men ikke:

TILFÆLDIG
ordstilling

Når du analyserer:

Puerum puella videt.

skal du ikke tænke:

FØRSTE SUBSTANTIV
↓
grundled

men:

puerum
↓
genstandsfald
↓
direkte genstandsled

puella
↓
nævnefald
↓
grundled

videt
↓
udsagnsled

Derfor er den centrale arbejdsmodel:

PLACERING
↓
ER ET SPOR

+

kasus
↓
ER ET SPOR

+

kongruens
↓
ER ET SPOR

+

VERBETS BØJNING
↓
ER ET SPOR

        ↓

syntaks

Når sætningen er analyseret, kan vi oversætte den til naturligt dansk:

LATINSK SÆTNING
↓
MORFOLOGI
↓
SÆTNINGSLED
↓
syntaks
↓
FORSTÅELSE
↓
NATURLIG DANSK

På næste side ser vi nærmere på kongruens i sætningen.

Her bliver et andet vigtigt træk ved latin centralt:

ORDENES FORMER
↓
PASSER SAMMEN
↓
kongruens
↓
VISER HVILKE ORD
DER GRAMMATISK
HØRER SAMMEN