Slaviske sprog

Russisk, polsk og tjekkisk er slaviske sprog.

Det samme gælder blandt andet ukrainsk, belarusisk, slovakisk, bulgarsk, slovensk, serbisk og kroatisk.

De slaviske sprog udgør en gren af den indoeuropæiske sprogfamilie:

INDOEUROPÆISK
│
├── GERMANSK
│
├── ROMANSK
│
└── SLAVISK

De slaviske sprog har altså et fælles historisk ophav, ligesom de germanske og de romanske sprog har det.

Et fælles slavisk ophav

De moderne slaviske sprog kan føres tilbage til et fælles tidligere sprogstadium, som kaldes protoslavisk.

Det protoslaviske sprog er ikke bevaret i tekster på samme måde som latin.

Det er et rekonstrueret ursprog, som sprogforskere kan undersøge ved at sammenligne de senere slaviske sprog.

Forenklet kan udviklingen fremstilles sådan:

INDOEUROPÆISK URSPROG
          │
          ↓
    PROTOSLAVISK
          │
          ↓
   SLAVISKE SPROG

Som ved andre ursprog er der ikke tale om, at sproget pludselig blev til en række nye sprog.

Forskellene opstod gradvist gennem sproglig forandring.

Tre hovedgrupper

De slaviske sprog opdeles normalt i tre hovedgrupper:

• østslaviske sprog
• vestslaviske sprog
• sydslaviske sprog.

SLAVISK
│
├── ØSTSLAVISK
│
├── VESTSLAVISK
│
└── SYDSLAVISK

Denne opdeling er historisk.

Den fortæller os, hvilke slaviske sprog der står nærmest hinanden i sprogtræ.

Østslaviske sprog

Til de østslaviske sprog hører blandt andet:

• russisk
• ukrainsk
• belarusisk.

ØSTSLAVISK
│
├── russisk
├── ukrainsk
└── belarusisk

Russisk er det største slaviske sprog målt efter antallet af talere og er derfor ofte det slaviske sprog, man først møder.

Men russisk er ikke selve "det slaviske sprog".

Det er ét af flere sprog, der har udviklet sig inden for den østslaviske gren.

Vestslaviske sprog

Til de vestslaviske sprog hører blandt andet:

• polsk
• tjekkisk
• slovakisk.

VESTSLAVISK
│
├── polsk
├── tjekkisk
└── slovakisk

Polsk og tjekkisk er altså nærmere historisk beslægtede med hinanden end eksempelvis polsk og russisk.

Polsk og russisk er stadig beslægtede, men deres fælles gren ligger længere tilbage i sprogtræet.

Sydslaviske sprog

Til de sydslaviske sprog hører blandt andet:

• slovensk
• kroatisk
• serbisk
• bosnisk
• montenegrinsk
• bulgarsk
• makedonsk.

SYDSLAVISK
│
├── slovensk
├── kroatisk
├── serbisk
├── bosnisk
├── montenegrinsk
├── bulgarsk
└── makedonsk

Også inden for den sydslaviske gruppe findes der tætte forbindelser mellem flere af sprogene.

Samtidig har historie, geografi, religion, politik og nationale standardiseringer haft stor betydning for, hvordan de enkelte sprog bruges og opfattes i dag.

Det slaviske sprogtræ

Vi kan nu samle de tre grupper:

SLAVISK
│
├── ØSTSLAVISK
│   ├── russisk
│   ├── ukrainsk
│   └── belarusisk
│
├── VESTSLAVISK
│   ├── polsk
│   ├── tjekkisk
│   └── slovakisk
│
└── SYDSLAVISK
    ├── slovensk
    ├── kroatisk
    ├── serbisk
    ├── bosnisk
    ├── montenegrinsk
    ├── bulgarsk
    └── makedonsk

Træet viser både det fælles slaviske ophav og de senere forgreninger.

Hvordan kan vi se slægtskabet?

Som i andre sprogfamilier kan slægtskabet ses i blandt andet ordforråd og grammatik.

Et enkelt eksempel er ordet for bror:

Et andet eksempel er ordet for tre:

Formerne er ikke identiske, men lighederne afspejler et fælles historisk ophav.

Som altid er enkelte ord dog ikke tilstrækkelige til at påvise sprogligt slægtskab.

Sprogforskere undersøger systematiske forbindelser mellem mange ord, lyde og grammatiske former ved hjælp af komparativ metode.

Slaviske sprog har bevaret meget bøjning

Mange slaviske sprog har omfattende bøjningssystemer.

Det gælder blandt andet kasus.

Hvor moderne dansk kun har få rester af et egentligt kasussystem, har eksempelvis russisk, polsk og tjekkisk flere kasus.

Kasus kan blandt andet markere, hvilken funktion et ord har i sætningen.

Forenklet kan forskellen illustreres sådan:

DANSK

ordstilling og præpositioner
har stor betydning
for forholdet mellem ordene


MANGE SLAVISKE SPROG

ordstilling
+
præpositioner
+
kasusbøjning
kan markere forholdet mellem ordene

Det betyder ikke, at de slaviske sprog har bevaret det indoeuropæiske bøjningssystem uændret.

De har også gennemgået omfattende sproglig forandring.

Men de viser, hvordan beslægtede sprog kan bevare og videreudvikle grammatiske træk på andre måder end dansk.

Forskellige alfabeter betyder ikke forskellige sprogfamilier

De slaviske sprog skrives ikke alle med det samme alfabet.

Polsk, tjekkisk, slovakisk, slovensk og kroatisk bruger varianter af det latinske alfabet.

Russisk, ukrainsk, belarusisk, bulgarsk, makedonsk og serbisk forbindes derimod helt eller delvist med det kyrilliske alfabet. Serbisk bruges både med kyrillisk og latinsk skrift.

SLAVISKE SPROG
│
├── LATINSK SKRIFT
│   ├── polsk
│   ├── tjekkisk
│   ├── slovakisk
│   └── kroatisk
│
└── KYRILLISK SKRIFT
    ├── russisk
    ├── ukrainsk
    ├── bulgarsk
    └── makedonsk

Figuren viser kun nogle eksempler.

Det afgørende er princippet:

Skrift og sprogligt slægtskab er ikke det samme.

To sprog kan være nært beslægtede og alligevel skrives med forskellige alfabeter.

Et alfabet fortæller ikke, hvilken sprogfamilie et sprog tilhører

Det bliver særlig tydeligt, hvis vi sammenligner sprog fra forskellige grene.

Dansk, polsk og fransk bruger alle det latinske alfabet.

Men de tilhører tre forskellige indoeuropæiske grene:

INDOEUROPÆISK
│
├── GERMANSK
│   └── dansk
│
├── ROMANSK
│   └── fransk
│
└── SLAVISK
    └── polsk

Omvendt er polsk og russisk begge slaviske, selv om de normalt skrives med forskellige alfabeter.

Skriftsystemet er derfor ikke det, der afgør et sprogs placering i sprogtræ.

Slavisk og dansk

Dansk og de slaviske sprog tilhører forskellige grene.

INDOEUROPÆISK
│
├── GERMANSK
│   │
│   └── NORDGERMANSK
│       └── dansk
│
└── SLAVISK
    ├── ØSTSLAVISK
    │   └── russisk
    │
    ├── VESTSLAVISK
    │   └── polsk
    │
    └── SYDSLAVISK
        └── kroatisk

Dansk er altså ikke slavisk.

Men dansk og de slaviske sprog er alligevel meget fjernt beslægtede, fordi både germansk og slavisk tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie.

Deres fælles ophav skal findes langt tilbage ved det indoeuropæiske ursprog.

Geografi og slægtskab er forskellige ting

De slaviske sprog tales især i Central-, Øst- og Sydøsteuropa.

Men geografisk placering er ikke i sig selv det samme som sprogligt slægtskab.

Ungarsk tales for eksempel i Centraleuropa og er omgivet af flere indoeuropæiske sprog.

Alligevel er ungarsk ikke slavisk og heller ikke indoeuropæisk.

Det tilhører den uralsk sprog sprogfamilie.

På samme måde kan sprog, der tales langt fra hinanden, være historisk beslægtede.

Et sprogtræ beskriver derfor historisk ophav, ikke blot placering på et landkort.

Sprog påvirker også hinanden

Et sprogtræ kan vise, at russisk, polsk og kroatisk er slaviske, mens dansk er germansk.

Men sprog eksisterer ikke isoleret fra hinanden.

Gennem migration, handel, krig, religion og andre former for kontakt kan mennesker overtage ord og sproglige træk fra andre sprog.

Derfor må vi også her skelne mellem:

SLÆGTSKAB
    │
    └── fælles historisk ophav


SPROGKONTAKT
    │
    └── senere påvirkning mellem sprog

Et sprog kan altså være påvirket af et andet sprog uden at tilhøre samme gren af sprogtræet.

Overblik

Nogle centrale slaviske sprog kan placeres sådan:

Det centrale er:

De slaviske sprog har et fælles historisk ophav og udgør én gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Inden for den slaviske gren skelner vi mellem østslaviske, vestslaviske og sydslaviske sprog.

Videre

På næste side ser vi på de keltiske sprog.

De udgør også en selvstændig gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. I dag tales de af langt færre mennesker end de germanske, romanske og slaviske sprog, men historisk har keltiske sprog været udbredt over store dele af Europa.