Når du møder en finit verbform på latin, er udsagnsmåde en af de oplysninger, du skal bestemme.
Sammenlign:
amat amet ama!
Alle tre former hører til:
amo, amare, amavi, amatum elske
men de står ikke i samme modus:
amat ↓ fremsættende udsagnsmåde amet ↓ konjunktiv ama! ↓ bydemåde
Forskellen handler ikke først og fremmest om, hvornår handlingen finder sted.
Den handler om, hvordan verbhandlingen fremstilles og bruges i sætningen.
Når vi læser latin, skal vi derfor både kunne:
GENKENDE MODUS
I VERBFORMEN
↓
FORSTÅ HVORDAN
FORMEN BRUGES
I SÆTNINGEN
↓
BRUGE DET I
ANALYSEN OG
OVERSÆTTELSENudsagnsmåde er altså ikke bare en betegnelse, vi sætter på verbformen.
Modus kan være afgørende for, hvordan en hel sætning skal forstås.
Sådan ser du modus i latin
I latin arbejder vi især med tre modi:
De bruges forskelligt og har forskellige bøjningsformer.
Meget forenklet kan vi begynde sådan:
fremsættende udsagnsmåde ↓ fremstiller typisk noget som en konstatering
konjunktiv ↓ bruges i en række særlige betydninger og konstruktioner
bydemåde ↓ bruges især til befalinger og opfordringer
Men det er vigtigt ikke at gøre disse beskrivelser til mekaniske oversættelsesregler.
Især konjunktiv kan bruges på mange forskellige måder.
Derfor arbejder vi:
LATINSK VERBFORM
↓
BESTEM MODUS
↓
UNDERSØG HVORDAN
MODUS BRUGES
I SÆTNINGEN
↓
FORTOLK
↓
OVERSÆTDe tre modi
Her er et første overblik:
| Modus | Eksempel | Enkel illustration |
|---|---|---|
| fremsættende udsagnsmåde | amat | han / hun elsker |
| konjunktiv | amet | fx må han / hun elske |
| bydemåde | ama! | elsk! |
De danske gengivelser er kun illustrationer.
Især ved konjunktiv kan vi ikke sætte ét bestemt dansk ord eller én bestemt dansk form lig med den latinske modus.
Vi skal først se, hvorfor konjunktiv bruges i den konkrete sætning.
fremsættende udsagnsmåde er den modus, vi allerede har mødt i de fleste eksempler på latinske verbformer.
Se:
amat
Den samlede analyse er:
amat │ ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── fremsættende udsagnsmåde └── aktiv
I:
Puella Marcum amat.
kan vi oversætte:
Pigen elsker Marcus.
Her bruges fremsættende udsagnsmåde i en almindelig konstaterende sætning.
Vi kan forenklet tænke:
Puella Marcum amat. ↓ taleren fremstiller det som et udsagn
fremsættende udsagnsmåde er derfor ofte den modus, vi møder, når teksten fortæller, beskriver eller konstaterer noget.
fremsættende udsagnsmåde findes i forskellige tempora
fremsættende udsagnsmåde er ikke et tempus.
Det er vigtigt.
Se:
amat ↓ nutid fremsættende udsagnsmåde
amabat ↓ imperfektum fremsættende udsagnsmåde
amavit ↓ førnutid fremsættende udsagnsmåde
amaverat ↓ førdatid fremsættende udsagnsmåde
Verbformen kan altså have både:
TEMPUS + MODUS
Vi kan eksempelvis analysere:
amabat │ ├── 3. person ├── singularis ├── imperfektum ├── fremsættende udsagnsmåde └── aktiv
Her svarer:
imperfektum ↓ tempus
mens:
fremsættende udsagnsmåde ↓ modus
Det er to forskellige grammatiske kategorier.
konjunktiv spiller en meget vigtig rolle i latin.
Se forskellen:
amat ↓ fremsættende udsagnsmåde
og:
amet ↓ konjunktiv
Begge former hører til:
amo, amare elske
og begge er:
3. person singularis nutid aktiv
Forskellen er modus:
amat ↓ fremsættende udsagnsmåde amet ↓ konjunktiv
Det viser, hvorfor vi skal se på hele verbformen.
En lille ændring i formen kan ændre den grammatiske analyse og dermed også den måde, sætningen skal forstås på.
Sådan kan konjunktiv komme til udtryk
I præsens kan forskellen mellem fremsættende udsagnsmåde og konjunktiv blandt andet ses i stammevokalen.
Med amo:
amat ↓ nutid fremsættende udsagnsmåde
men:
amet ↓ nutid konjunktiv
Vi kan forenklet vise forskellen:
ama-t ↓ fremsættende udsagnsmåde
ame-t ↓ konjunktiv
Med andre konjugationer ser mønstrene anderledes ud.
Det vigtige her er derfor ikke at lære én universel "konjunktivendelse".
Det vigtige er at forstå:
konjunktiv har sine egne bøjningsmønstre, som gør det muligt at skelne den fra fremsættende udsagnsmåde.
Når vi senere arbejder mere detaljeret med modus, lærer vi disse mønstre systematisk.
konjunktiv kan ikke oversættes med ét bestemt dansk ord
Her adskiller konjunktiv sig fra noget af det, vi hidtil har arbejdet med.
Hvis vi ser:
amamus
kan:
1. person pluralis
hjælpe os direkte til:
vi elsker
Men hvis vi ser:
amet
kan vi ikke sige:
konjunktiv = ét bestemt dansk ord
konjunktiv bruges i mange forskellige sammenhænge.
Den kan blandt andet optræde i forbindelse med:
ønske opfordring mulighed formål følge indirekte spørgsmål bestemte ledsætninger
Derfor er arbejdsrækkefølgen særlig vigtig:
GENKEND konjunktiv ↓ FIND UD AF HVORFOR DEN BRUGES ↓ FORSTÅ KONSTRUKTIONEN ↓ OVERSÆT
Et enkelt eksempel på konjunktiv
Se:
Veniat!
Formen hører til:
venio, venire komme
og kan analyseres som:
veniat │ ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── konjunktiv └── aktiv
I denne brug kan den udtrykke en opfordring:
Lad ham komme!
eller efter sammenhængen:
Lad hende komme!
Her kan dansk altså ikke bare kopiere en særlig konjunktivform fra latin.
Vi må forstå, hvordan den latinske konjunktiv bruges, og derefter vælge en dansk formulering.
Samme modus kan bruges forskelligt
Det er vigtigt ved konjunktiv.
Se igen:
veniat
At vi har bestemt:
er kun første trin.
Vi skal derefter spørge:
HVORFOR STÅR VERBET I konjunktiv?
Det kan afhænge af:
sætningstype ledsætning bestemte bindeord betydning sammenhæng
Derfor bliver konjunktiv et godt eksempel på forskellen mellem:
FORM
og:
ANVENDELSE
Først genkender vi formen.
Derefter undersøger vi dens brug i den konkrete konstruktion.
bydemåde bruges især, når nogen bliver opfordret eller befalet til at gøre noget.
Se:
ama!
Elsk!
Formen hører til:
amo, amare elske
Her fortæller taleren ikke blot, at nogen elsker.
Taleren retter en opfordring mod en anden.
Sammenlign:
amas ↓ fremsættende udsagnsmåde ↓ du elsker
med:
ama! ↓ bydemåde ↓ elsk!
Forskellen i modus ændrer altså den måde, ytringen bruges på.
bydemåde kan stå i singularis og pluralis
Se:
ama! ↓ elsk!
og:
amate! ↓ elsk!
På dansk kan begge former gengives med elsk!, fordi dansk ikke nødvendigvis viser forskellen i selve verbformen.
På latin kan vi skelne:
ama! ↓ 2. person singularis
og:
amate! ↓ 2. person pluralis
Den første henvender sig til én.
Den anden henvender sig til flere.
Numerus bliver derfor vigtigt for forståelsen, selv om forskellen ikke altid er synlig i det danske verbum.
Modus ændrer ikke verbets grundbetydning
Sammenlign:
amat amet ama
Alle formerne hører til:
amo, amare ↓ elske
Verbets grundbetydning er stadig:
elske
Men verbformen giver forskellige grammatiske oplysninger:
amat ↓ fremsættende udsagnsmåde amet ↓ konjunktiv ama ↓ bydemåde
Vi kan altså skelne mellem:
VERBETS BETYDNING ↓ elske
og:
VERBETS BØJNINGSFORM ↓ bl.a. modus
Når vi oversætter, har vi brug for begge dele.
Tempus og modus skal holdes adskilt
tid og udsagnsmåde er to forskellige grammatiske kategorier.
Se:
amat
Formen har både et tempus og en modus:
amat ↓ nutid + fremsættende udsagnsmåde
Sammenlign:
amet ↓ nutid + konjunktiv
Her er tempus det samme:
men modus forskellig:
amat ↓ fremsættende udsagnsmåde amet ↓ konjunktiv
Det viser tydeligt, at tempus og modus ikke er det samme.
Den samme modus kan findes i flere tempora
Ligesom fremsættende udsagnsmåde kan konjunktiv optræde i forskellige tempora.
Vi kan for eksempel møde:
amet ↓ nutid konjunktiv
og:
amaret ↓ imperfektum konjunktiv
Her er modus den samme:
men tempus forskelligt:
amet ↓ nutid amaret ↓ imperfektum
Vi skal derfor altid bestemme begge kategorier.
Ikke bare:
amaret = konjunktiv
men mere præcist:
amaret │ ├── 3. person ├── singularis ├── imperfektum ├── konjunktiv └── aktiv
konjunktiv findes i flere tempora
Sammenlign nogle former af amo:
amet ↓ nutid konjunktiv
amaret ↓ imperfektum konjunktiv
amaverit ↓ førnutid konjunktiv
amavisset ↓ førdatid konjunktiv
Det giver et vigtigt overblik:
| Form | Tempus | Modus |
|---|---|---|
| amet | nutid | konjunktiv |
| amaret | imperfektum | konjunktiv |
| amaverit | førnutid | konjunktiv |
| amavisset | førdatid | konjunktiv |
konjunktiv er altså ikke én bestemt form.
Det er en grammatisk kategori, som kommer til udtryk gennem forskellige bøjningsmønstre.
Den samme form kan have flere mulige analyser
Nogle latinske verbformer kan ikke analyseres fuldstændigt uden en sammenhæng.
Se:
amaverit
Formen kan blandt andet analyseres som:
eller:
Det betyder:
amaverit │ ├── 3. person ├── singularis │ ├── enten: │ førfremtid │ fremsættende udsagnsmåde │ └── eller: førnutid konjunktiv
Her kan formen alene altså give os mere end én mulighed.
Vi må derefter undersøge:
SÆTNINGEN + KONSTRUKTIONEN + SAMMENHÆNGEN
for at afgøre, hvilken analyse der passer.
Det er et vigtigt princip i latin:
Bøjningsformen giver os grammatiske oplysninger, men sammenhængen kan være nødvendig for at vælge mellem flere mulige analyser.
Modus er en del af bøjningsanalysen
Når vi bestemmer modus, beskriver vi verbets bøjningsform.
Se:
amet
Vi kan analysere:
amet │ ├── verbum ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── konjunktiv └── aktiv
Modus er altså én del af den samlede bøjningsanalyse:
PERSON + NUMERUS + TEMPUS + MODUS + DIATESE
Det er ikke nok at sige:
amet = konjunktiv
Vi skal helst kunne se hele formen.
Modus er ikke et sætningsled
Ligesom person, numerus og tempus hører modus til analysen af verbformen.
Se:
Puella Marcum amat.
På ordniveau analyserer vi:
amat │ ├── verbum ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── fremsættende udsagnsmåde └── aktiv
På sætningsniveau analyserer vi:
Puella Marcum amat. × Δ ○
Her er:
Puella ↓ grundled
Marcum ↓ direkte genstandsled
amat ↓ udsagnsled
Vi skal altså skelne:
ORDNIVEAU fremsættende udsagnsmåde ↓ modus ved verbformen
fra:
SÆTNINGSNIVEAU udsagnsled ↓ sætningsled
udsagnsmåde er en bøjningskategori.
Udsagnsled er et sætningsled.
Men modus bruges til at forstå hele sætningen
Selv om modus hører til verbets bøjningsanalyse, kan den være afgørende for fortolkningen af hele sætningen.
Sammenlign:
Marcus venit.
Her står:
venit ↓ fremsættende udsagnsmåde
Vi kan oversætte:
Marcus kommer.
Det er et konstaterende udsagn.
Se nu:
Veniat Marcus!
Her står:
veniat ↓ konjunktiv
I denne brug kan vi oversætte:
Lad Marcus komme!
Og:
Veni, Marce!
Her står:
veni ↓ bydemåde
Vi oversætter:
Kom, Marcus!
Vi får altså tre forskellige måder at bruge verbet komme på:
MARCUS VENIT ↓ fremsættende udsagnsmåde ↓ konstatering VENIAT MARCUS ↓ konjunktiv ↓ her: opfordring VENI, MARCE ↓ bydemåde ↓ direkte opfordring
Modus står i verbformen, men dens betydning viser sig i hele ytringen.
konjunktiv er særlig afhængig af konstruktionen
Ved konjunktiv skal vi ofte undersøge den grammatiske konstruktion omkring verbet.
Se:
Rogat ut Marcus veniat.
Han / hun beder om, at Marcus kommer.
Her står:
veniat ↓ nutid konjunktiv
Vi ser samtidig:
ut + konjunktiv
Det er ikke nok bare at oversætte veniat isoleret.
Vi skal undersøge den konstruktion, som formen indgår i.
Arbejdsmetoden bliver:
GENKEND VERBFORMEN
↓
BESTEM konjunktiv
↓
SE PÅ ORDENE
OMKRING VERBET
↓
GENKEND KONSTRUKTIONEN
↓
FORTOLK
↓
OVERSÆTNår vi senere arbejder med særlige konstruktioner og ledsætninger, bliver dette centralt.
Et bindeord betyder ikke altid den samme modus
Vi skal samtidig passe på ikke at lave en ny mekanisk regel som:
ut = altid konjunktiv
Det afgørende er den konkrete konstruktion.
Derfor spørger vi ikke kun:
Hvilket ord står foran verbet?
men:
Hvilken konstruktion er der tale om?
Det samme ord kan indgå i forskellige sammenhænge.
Derfor skal formen, syntaksen og betydningen læses sammen.
Modus kan altså ikke altid analyseres isoleret
Ved nogle grammatiske kategorier kan selve formen give os en stor del af svaret.
For eksempel:
amamus ↓ 1. person pluralis
Men ved modus – og især konjunktiv – må vi ofte kombinere:
VERBFORM + SÆTNING + KONSTRUKTION + SAMMENHÆNG
Det betyder ikke, at formen er uvigtig.
Tværtimod.
Først skal vi opdage:
Her står en konjunktiv.
Derefter kan vi stille det afgørende spørgsmål:
Hvorfor står der konjunktiv her?
Det spørgsmål bliver et vigtigt redskab i analysen af latin.
Hovedsætning og ledsætning kan give forskellige spor
Når vi møder konjunktiv, er det nyttigt at se på, hvor verbformen står.
Vi kan spørge:
STÅR VERBET I
EN HOVEDSÆTNING?
ELLER
STÅR VERBET I
EN LEDSÆTNING?I en hovedsætning kan konjunktiv blandt andet bruges til forskellige former for:
opfordring ønske mulighed
I ledsætninger kan konjunktiv blandt andet være knyttet til bestemte syntaktiske konstruktioner.
Det giver os en nyttig analysevej:
konjunktiv ↓ HOVED- ELLER LEDSÆTNING? ↓ HVILKEN KONSTRUKTION? ↓ HVILKEN ANVENDELSE? ↓ HVORDAN SKAL DET FORSTÅS?
De enkelte anvendelser behandles senere mere detaljeret.
Fra tekstform til modus
Se:
amaret
Først identificerer vi verbet:
amaret ↓ amo, amare, amavi, amatum ↓ elske
Derefter undersøger vi formen.
Vi kan genkende:
amare-
som grundlag for dannelsen og:
-t ↓ 3. person singularis
Den samlede analyse bliver:
amaret │ ├── 3. person ├── singularis ├── imperfektum ├── konjunktiv └── aktiv
Nu er bøjningsanalysen på plads.
Men arbejdet er ikke nødvendigvis færdigt.
Vi skal derefter spørge:
HVORFOR STÅR AMARET I konjunktiv?
Svaret findes i den konkrete sætning og konstruktion.
Fra modus til oversættelse
Ved oversættelse skal vi undgå en mekanisk model som:
konjunktiv ↓ ét bestemt dansk ord
I stedet arbejder vi:
LATINSK VERBFORM
↓
BESTEM MODUS
↓
BESTEM ANVENDELSEN
↓
FORSTÅ SÆTNINGEN
↓
VÆLG DANSK
FORMULERINGDet er særlig vigtigt, fordi moderne dansk ikke har et bøjningssystem for modus, der svarer direkte til det latinske.
Det, latin udtrykker gennem verbets bøjningsform, kan dansk derfor være nødt til at udtrykke med andre sproglige midler.
Et eksempel fra analyse til oversættelse
Se:
Veniat Marcus!
Vi begynder med:
veniat
Formen hører til:
venio, venire komme
Vi analyserer:
veniat │ ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── konjunktiv └── aktiv
Vi finder:
Marcus ↓ nominativ singularis ↓ grundled
På sætningsniveau:
Veniat Marcus! ○ ×
Nu spørger vi:
Hvordan bruges konjunktiv her?
Her udtrykker den en opfordring.
Derfor kan vi oversætte:
Lad Marcus komme!
Bemærk arbejdsrækkefølgen:
veniat ↓ konjunktiv ↓ opfordrende anvendelse ↓ "Lad Marcus komme!"
Ikke:
veniat ↓ find ét bestemt dansk konjunktivord
Sammenlign de tre modi
Vi kan samle hovedforskellen med venio, venire:
Marcus venit.
venit ↓ fremsættende udsagnsmåde
Marcus kommer.
Veniat Marcus!
veniat ↓ konjunktiv
Lad Marcus komme!
Veni, Marce!
veni ↓ bydemåde
Kom, Marcus!
De tre former viser, hvordan modus kan ændre den måde, en handling fremstilles og bruges på:
fremsættende udsagnsmåde ↓ konstatering konjunktiv ↓ her: opfordring bydemåde ↓ direkte opfordring
Sådan bestemmer og bruger du modus
Når du møder en latinsk verbform, kan du arbejde sådan:
1. FIND DEN FINITTE VERBFORM
│
↓
2. IDENTIFICÉR VERBET
│
↓
3. BESTEM PERSON
OG NUMERUS
│
↓
4. BESTEM TEMPUS
│
↓
5. UNDERSØG MODUS
fremsættende udsagnsmåde?
konjunktiv?
bydemåde?
│
↓
6. LAV DEN SAMLEDE
BØJNINGSANALYSE
│
↓
7. SE PÅ SÆTNINGEN
hovedsætning?
ledsætning?
bindeord?
konstruktion?
│
↓
8. HVIS FORMEN ER
konjunktiv:
spørg hvorfor
konjunktiv bruges
│
↓
9. BESTEM HVORDAN
MODUS BRUGES
│
↓
10. FORTOLK OG
OVERSÆT SÆTNINGENKortere:
VERBFORM ↓ MODUS ↓ KONSTRUKTION ↓ ANVENDELSE ↓ FORTOLKNING ↓ OVERSÆTTELSE
Husk
I latin arbejder vi især med:
| Modus | Eksempel | Typisk udgangspunkt |
|---|---|---|
| fremsættende udsagnsmåde | amat | konstatering |
| konjunktiv | amet | forskellige anvendelser og konstruktioner |
| bydemåde | ama! | befaling eller opfordring |
Modus er en del af verbets bøjningsanalyse:
amet │ ├── 3. person ├── singularis ├── nutid ├── konjunktiv └── aktiv
Men vi stopper ikke ved:
Vi spørger videre:
HVORFOR STÅR DER KONJUNKTIV?
Det fører os fra formen til sætningen:
FORM ↓ udsagnsmåde ↓ KONSTRUKTION ↓ ANVENDELSE ↓ BETYDNING ↓ OVERSÆTTELSE
Husk også forskellen mellem tid og udsagnsmåde:
tid ↓ fx nutid eller imperfektum
udsagnsmåde ↓ fx fremsættende udsagnsmåde eller konjunktiv
En verbform kan derfor for eksempel være:
amaret ↓ 3. person singularis imperfektum konjunktiv aktiv
Tempus og modus er begge egenskaber ved verbets bøjningsform, men de fortæller os forskellige ting.
På næste side ser vi nærmere på handleform: hvordan aktiv og passiv kommer til udtryk i latinske verbformer, og hvordan diatese ændrer forholdet mellem verbhandlingen og sætningens led.
Begreber på denne side
- udsagnsmåde – En grammatisk kategori, der viser, hvordan taleren fremstiller et udsagn, for eksempel som virkelighed, mulighed eller befaling.
- fremsættende udsagnsmåde – Den modus, der normalt bruges til udsagn, spørgsmål og oplysninger, som fremstilles som virkelige.
- konjunktiv – En modus, der blandt andet kan udtrykke mulighed, ønske, hensigt eller noget tænkt.
- bydemåde – Den modus, der bruges til befalinger, opfordringer og instruktioner.
- nutid – En tempusform, der typisk knytter udsagnet til nutiden.
- imperfektum – En latinsk fortidsform, der typisk fremstiller en handling som igangværende, gentaget eller uafsluttet.
- førnutid – En sammensat tempusform, der forbinder en tidligere handling med nutiden.
- førdatid – En sammensat tempusform for noget, der ligger før et andet tidspunkt i fortiden.
- tid – En grammatisk kategori, der placerer et udsagn i tid eller viser dets tidslige forhold.
- førfremtid – En tempusform for noget, der vil være afsluttet før et andet tidspunkt i fremtiden.
- handleform – En grammatisk kategori, der viser forholdet mellem handlingen og sætningens deltagere.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side