Deklinationer

Latinske navneord bøjes efter forskellige mønstre.

Disse bøjningsmønstre kaldes deklinationer.

Latin har fem deklinationer:

1. deklination
2. deklination
3. deklination
4. deklination
5. deklination

Når vi ved, hvilken deklination et substantiv tilhører, kan vi bruge deklinationens bøjningsmønster til at genkende og danne substantivets forskellige kasus i ental og flertal.

Deklinationssystemet er derfor et vigtigt redskab, når vi skal gå fra en konkret ordform i teksten til en grammatisk analyse.

Hvad fortæller en deklination?

En deklination er ikke en grammatisk egenskab som kasus, tal eller køn.

Den fortæller i stedet, hvilket bøjningsmønster et substantiv følger.

Sammenlign:

DET ENKELTE SUBSTANTIV

genus
│
├── maskulinum
├── femininum
└── neutrum

numerus
│
├── singularis
└── pluralis

kasus
│
├── nominativ
├── akkusativ
├── genitiv
├── dativ
├── ablativ
└── vokativ


BØJNINGSMØNSTRET

deklination
│
├── 1. deklination
├── 2. deklination
├── 3. deklination
├── 4. deklination
└── 5. deklination

Vi kan altså eksempelvis analysere en konkret form som:

puellam
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
├── akkusativ
└── 1. deklination

Her fortæller akkusativ singularis, hvilken bøjningsform puellam er.

1. deklination fortæller, hvilket bøjningsmønster substantivet puella tilhører.

Deklinationerne organiserer bøjningsformerne

Et latinsk substantiv kan bøjes i:

6 kasus
   ×
2 numerus

Det giver et system af former:

                    SINGULARIS      PLURALIS

nominativ

akkusativ

genitiv

dativ

ablativ

vokativ

Deklinationsmønstret fortæller os, hvilke endelser der bruges i de forskellige felter.

Vi kan derfor tænke på en deklination som et bøjningsskema:

                    SINGULARIS      PLURALIS

nominativ           endelse         endelse

akkusativ           endelse         endelse

genitiv             endelse         endelse

dativ               endelse         endelse

ablativ              endelse         endelse

vokativ              endelse         endelse

De konkrete endelser er forskellige fra deklination til deklination.

Stamme og endelse

For at forstå deklinationerne er det nyttigt at skelne mellem stammen og endelsen.

Se formen:

puellam

Den kan analyseres som:

puell-am
│     │
│     └── endelse
│
└── stamme

Stammen:

puell-

bærer ordets grundlæggende betydning.

Endelsen:

-am

giver grammatisk information.

I denne form hjælper endelsen os med at genkende:

singularis
+
akkusativ

Deklinationsmønstret viser os altså, hvilke endelser der kan sættes til stammen.

Stamme og endelse →

Fem forskellige bøjningsmønstre

De latinske substantiver følger ikke alle de samme endelser.

Derfor inddeles de i fem deklinationer:

LATINSKE SUBSTANTIVER
│
├── 1. deklination
│
├── 2. deklination
│
├── 3. deklination
│
├── 4. deklination
│
└── 5. deklination

Inddelingen gør bøjningssystemet mere overskueligt.

I stedet for at lære alle former af hvert substantiv som isolerede former kan vi lære et antal bøjningsmønstre og derefter se, hvilket mønster det enkelte substantiv følger.

Genitiv singularis er nøglen

Når vi skal bestemme et substantivs deklination, er ejefald singularis særlig vigtig.

I en ordbog eller ordliste møder vi derfor normalt både nævnefald og genitiv singularis.

For eksempel:

puella, -ae f.      pige

servus, -i m.       slave

rex, regis m.       konge

Genitivformerne er:

puellae

servi

regis

Endelsen i genitiv singularis er et vigtigt kendetegn for deklinationen.

Som grundmodel kan vi opstille:

DEKLINATION          GENITIV SINGULARIS

1. deklination       -ae

2. deklination       -i

3. deklination       -is

4. deklination       -us

5. deklination       -ei

Genitiv singularis bliver derfor en slags nøgle til deklinationssystemet.

Nominativen alene er ikke nok

Det er fristende at forsøge at bestemme deklinationen ud fra nævnefald singularis alene.

Det kan nogle gange give et godt fingerpeg, men det er ikke en sikker metode.

Se eksempelvis:

rex

Hvis vi kun ser nominativformen, er bøjningsmønstret ikke særlig tydeligt.

Men ordbogen giver:

rex, regis m.

Genitiven:

regis

viser genitivendelsen:

-is

og dermed 3. deklination.

Samtidig bliver stammen synlig:

reg-is
│
└── reg-

Genitiv singularis hjælper os altså både med at:

finde stammen
      +
bestemme deklinationen

Genitiv singularis skal læres med substantivet

Derfor er det en god vane ikke blot at lære:

rex = konge

men:

rex, regis m. = konge

På samme måde bør vi ikke nøjes med:

puella = pige

men lære:

puella, -ae f. = pige

Så får vi fra begyndelsen de oplysninger, vi skal bruge:

ORDBOGSOPLYSNINGER
│
├── nominativ singularis
├── genitiv singularis
└── genus
        │
        ↓
VI KAN BL.A.
│
├── genkende substantivet
├── finde stammen
├── bestemme deklinationen
└── bøje substantivet

Fra ordbogsform til bøjningsskema

Når vi kender substantivets deklination, kan vi finde det relevante bøjningsmønster.

For eksempel:

puella, -ae f.
       │
       ↓
genitiv singularis på -ae
       │
       ↓
1. deklination
       │
       ↓
stamme: puell-
       │
       ↓
1. deklinations endelser
       │
       ↓
de forskellige kasusformer

Det er denne arbejdsform, vi skal lære på de følgende sider.

Fra tekstform tilbage til bøjningsmønstret

I en latinsk tekst arbejder vi ofte den modsatte vej.

Vi kan møde:

puellarum

og analysere:

puell-arum
│      │
│      └── endelse
│
└── stamme

Hvis vi genkender -arum fra 1. deklinations bøjningsmønster, kan vi nå frem til:

puellarum
     │
     ↓
1. deklination
     │
     ↓
genitiv pluralis

Derefter kan vi bruge denne information i analysen af sætningen.

Vi bevæger os altså:

ORDFORM I TEKSTEN
        │
        ↓
STAMME + ENDELSE
        │
        ↓
DEKLINATION
        │
        ↓
KASUS + NUMERUS
        │
        ↓
SÆTNINGSANALYSE

Det er derfor, bøjningsskemaerne er nyttige: De hjælper os ikke kun med at danne latinske former, men også med at genkende og analysere dem.

Den samme endelse kan give flere muligheder

Bøjningssystemet er ikke altid entydigt.

En form som:

puellae

kan eksempelvis analyseres på flere måder:

puellae
│
├── genitiv singularis
├── dativ singularis
└── nominativ pluralis

Det betyder, at et bøjningsskema ikke altid giver os ét enkelt svar.

Det giver os de grammatiske muligheder.

Derefter må vi undersøge sætningen:

ORDFORM
puellae
   │
   ↓
MULIGE ANALYSER
genitiv singularis
dativ singularis
nominativ pluralis
   │
   ↓
UNDERSØG SAMMENHÆNGEN
   │
   ↓
HVILKEN ANALYSE
PASSER I SÆTNINGEN?

Det er den samme arbejdsform, vi tidligere har set ved kasus.

Deklination og sætningsled er forskellige ting

Også her er det vigtigt at holde analyseniveauerne adskilt.

Se:

Puer puellam videt.

Vi kan analysere puellam:

puellam
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
├── akkusativ
└── 1. deklination

Alt dette handler om det enkelte ord.

Først derefter analyserer vi sætningen:

Puer     puellam     videt.
  ×          Δ          ○

Her indgår puellam i det direkte genstandsled.

Vi kan altså igen skelne:

ORDNIVEAU

puellam
│
├── femininum
├── singularis
├── akkusativ
└── 1. deklination


SÆTNINGSNIVEAU

puellam
   Δ
   │
   └── direkte genstandsled

Deklinationssystemet hjælper os med at bestemme ordets form.

Ordets form hjælper os videre til sætningsanalysen.

De fem deklinationer

På de følgende sider gennemgår vi først princippet bag deklinationerne og derefter hvert bøjningsmønster for sig.

DEKLINATIONER
│
├── Hvad er en deklination?
│
├── 1. deklination
│
├── 2. deklination
│
├── 3. deklination
│
├── 4. deklination
│
└── 5. deklination

På siderne om de enkelte deklinationer skal vi arbejde med egentlige bøjningsskemaer, så vi kan se alle formerne samlet.

En praktisk arbejdsmetode

Når du møder et nyt latinsk substantiv, kan du tænke sådan:

1. FIND NOMINATIV
        │
        ↓
2. FIND GENITIV
        │
        ↓
3. BESTEM GENITIVENDelsen
        │
        ↓
4. BESTEM DEKLINATIONEN
        │
        ↓
5. FIND STAMMEN
        │
        ↓
6. BRUG BØJNINGSMØNSTRET
        │
        ↓
7. GENKEND ELLER DAN
   DE KONKRETE FORMER

Når formen står i en sætning, kommer næste trin:

8. BESTEM KASUS OG NUMERUS
        │
        ↓
9. UNDERSØG HVILKE ORD
   DER HØRER SAMMEN
        │
        ↓
10. ANALYSÉR SÆTNINGSLEDDENE

Dermed forbinder deklinationerne ordets bøjningssystem med den analysemetode, vi allerede er begyndt at opbygge.

Husk

Det vigtigste om deklinationer er:

EN DEKLINATION
er et bøjningsmønster


LATIN HAR
fem deklinationer


DEKLINATIONEN
fortæller, hvilket
bøjningsmønster
substantivet følger


KASUS + NUMERUS
fortæller, hvilken
konkret bøjningsform
vi har


GENITIV SINGULARIS
er vigtig, når vi skal
bestemme deklinationen


GENITIV SINGULARIS
hjælper os også
med at finde stammen


BØJNINGSSKEMAET
viser formerne i
de seks kasus
og to numerus


EN ORDFORM
kan nogle gange have
flere mulige analyser


SÆTNINGEN
hjælper os med at afgøre,
hvilken analyse der passer

Vi kan samle hele systemet sådan:

SUBSTANTIV
    │
    ↓
DEKLINATION
hvilket bøjningsmønster?
    │
    ↓
STAMME + ENDELSE
hvordan er formen bygget?
    │
    ↓
KASUS + NUMERUS
hvilken bøjningsform?
    │
    ↓
SÆTNING
hvordan indgår ordet
eller ordgruppen?

På næste side ser vi nærmere på selve begrebet deklination og på, hvordan de fem bøjningsmønstre kan kendes fra hinanden.

Hvad er en deklination? →