Når du har afgrænset sætningerne og fundet de de finitte verbformer, er næste trin at undersøge verbalerne og de øvrige ordformer.
Nu går analysen tættere på de enkelte dele:
SÆTNINGENS STRUKTUR ↓ VERBALER OG ORDFORMER ↓ GRAMMATISKE OPLYSNINGER
Målet er ikke blot at sætte så mange grammatiske betegnelser som muligt på hvert ord.
Målet er at finde de oplysninger, der hjælper dig med at forstå, hvordan ordene hænger sammen i sætningens syntaks.
Fra sætningsskelet til ordformer
På det foregående trin fandt du tekstens overordnede skelet:
TEKST ↓ SÆTNINGER ↓ de finitte verbformer
Nu undersøger du, hvad de enkelte former fortæller.
For en finit verbform kan det blandt andet være:
For navneord, tillægsord og stedord kan det blandt andet være:
Og du kan møde infinitte verbformer som:
Det er disse oplysninger, du senere bruger til at finde sætningsleddene, forbindelser og konstruktioner.
Morfologi før syntaktisk konklusion
Når du bestemmer en ordform, arbejder du med morfologi.
morfologi ↓ HVORDAN ER ORDET BØJET?
Når du senere bestemmer, hvilken rolle ordet eller ordgruppen har i sætningen, arbejder du med syntaks.
syntaks ↓ HVORDAN INDGÅR ORDET ELLER LEDDET I SÆTNINGEN?
Derfor skal de to analysetrin holdes adskilt:
MORFOLOGISK ANALYSE ≠ SYNTAKTISK ANALYSE
Men de skal bruges sammen:
MORFOLOGI ↓ GIVER SPOR TIL ↓ syntaks
Begynd med verbalet
Den finitte verbform er allerede fundet.
Nu skal du undersøge, hvilket verbal den indgår i, og hvordan verbformen er bøjet.
Se på:
Puella puerum videt. Pigen ser drengen.
Vi har allerede fundet:
videt ↓ finit verbform
På sætningsniveau indgår videt i:
I dette eksempel består verbalet kun af ét ord:
VERBAL ↓ videt
Men det er ikke altid tilfældet.
Verbform og verbal er to forskellige ting
Det er vigtigt at fastholde forskellen:
verbform ↓ EN FORM AF ET udsagnsord udsagnsled ↓ ET sætningsled
Derfor:
I en enkel sætning kan én finit verbform udgøre hele verbalet.
Men et verbal kan også bestå af flere verbformer.
Analysér den finitte verbform systematisk
Ved en latinsk finit verbform undersøger du normalt fem grammatiske kategorier:
person + tal + tid + udsagnsmåde + handleform
Brug gerne den samme rækkefølge hver gang.
Det gør analysen lettere at kontrollere.
Person
person viser, om verbformen står i første, anden eller tredje person.
Eksempel:
Venio. Jeg kommer.
venio ↓ første person ental
Her giver verbformen selv oplysninger, som på dansk normalt også udtrykkes med pronomenet jeg.
Men husk:
Person er en egenskab ved verbformen.
Subjekt er et sætningsled.
Numerus
tal viser, om verbformen står i:
Sammenlign:
venit ↓ 3. person ental ↓ han/hun/den/det kommer
med:
veniunt ↓ 3. person flertal ↓ de kommer
Numerus kan senere hjælpe dig med at undersøge forbindelsen mellem den finitte verbform og grundleddet.
Tempus
tid fortæller om verbformens tidslige forhold.
I latin kan du blandt andet møde:
Når du analyserer en verbform, skal du først bestemme tempuset.
Den præcise danske gengivelse kommer senere.
Det er vigtigt, fordi:
LATINSK tid ≠ AUTOMATISK ÉN BESTEMT DANSK FORM
Den danske oversættelse afhænger også af betydning og sammenhæng.
Modus
udsagnsmåde viser, hvordan verbformen grammatisk fremstiller udsagnet.
Du kan blandt andet møde:
I analysen registrerer du først formen:
FORM ↓ konjunktiv
Derefter undersøger du senere, hvorfor konjunktiv står netop dér, og hvilken betydning den får i sammenhængen.
Derfor:
udsagnsmåde ↓ MORFOLOGISK OPLYSNING SÆTNINGSTYPE ↓ SYNTAKTISK OPLYSNING
Og derfor gælder også:
En konjunktivform er ikke i sig selv en ledsætning.
Diatese
handleform viser forholdet mellem verbhandlingen og sætningens deltagere.
De centrale muligheder er:
Sammenlign:
Puer puellam laudat. Drengen roser pigen.
laudat ↓ aktiv handleform
med:
Puella laudatur. Pigen roses.
laudatur ↓ passiv handleform
Diatese er en egenskab ved verbformen.
Den hjælper senere med at forstå sætningens struktur, men:
En fuld analyse af en finit verbform
Se igen på:
Puella puerum videt. Pigen ser drengen.
videt kan analyseres:
videt ↓ verbform ↓ finit verbform ↓ 3. person ental nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform
Det er en morfologisk analyse af verbformen.
På sætningsniveau indgår formen samtidig i:
videt ↓ udsagnsled
De to analyser beskriver altså det samme ord på to forskellige grammatiske niveauer.
Find verbets lemma
Når du analyserer en ukendt verbform, er det ofte nyttigt at finde dens lemma.
lemmaet er den form, ordet findes under i en ordbog eller ordliste.
Eksempel:
videt ↓ LEMMA videre ↓ at se
Derefter kan du undersøge:
LEMMA ↓ HVILKET VERBUM? FORM ↓ HVORDAN ER VERBET BØJET?
Det er især nyttigt, når verbformen ikke umiddelbart ligner den form, du kender fra ordlisten.
Stamme og endelse kan hjælpe
Ved regelmæssige former kan stamme og endelse hjælpe dig med analysen.
Forenklet kan du tænke:
Bøjningsendelsen kan give oplysninger om blandt andet:
Andre dele af formen kan vise blandt andet tempus og modus.
Du behøver ikke nødvendigvis opdele hver eneste verbform synligt i stammen og endelserne.
Men når en form er vanskelig, kan opdelingen hjælpe dig med at se, hvilke grammatiske oplysninger der er kodet i formen.
Et verbal kan indeholde flere verbformer
Se på:
Puella laudata est. Pigen er blevet rost.
Her finder vi:
laudata + est
est er:
mens laudata er:
Men de to former hører sammen:
laudata est ↓ ÉT udsagnsled
Derfor skal du ikke stoppe analysen, når du har fundet den finitte verbform.
Spørg også:
Hører en anden verbform sammen med den?
Find hjælpeverbum og hovedverbum, når det er relevant
I et sammensat verbal kan det være nyttigt at skelne mellem:
Den finitte form kan være hjælpeverbet, mens en infinit verbform bærer den centrale leksikalske betydning.
Det hjælper dig med at undgå denne fejl:
FINIT VERBFORM = HELE VERBALET
Det kan være rigtigt i en enkel form.
Men ikke altid.
Infinitiver skal analyseres som infinitte verbformer
Se på:
Puer currere vult. Drengen vil løbe.
Her finder vi:
vult ↓ finit verbform currere ↓ navnemåde ↓ infinit verbform
currere er altså stadig en verbform, men den er ikke finit.
Det betyder, at du ikke skal analysere den efter person på samme måde som vult.
vult ↓ FINIT currere ↓ INFINIT
De to former skal senere forstås som dele af det samme syntaktiske mønster.
Participier har både verbale og nominale egenskaber
Et participium er også en infinit verbform.
Men participier opfører sig ikke helt som infinitiver.
Se på:
Puer currens venit. Drengen kommer løbende / Drengen, som løber, kommer.
currens er:
Participiet har forbindelse til verbet currere – at løbe – men det kan samtidig bøjes og indgå i kongruens med et nominalt ord.
Derfor skal participier ofte analyseres på to måder:
VERBAL SIDE
↓
HVILKET VERBUM?
HVILKEN
PARTICIPIUMFORM?
+
NOMINAL SIDE
↓
HVILKET
køn?
HVILKET
tal?
HVILKEN
kasus?Det bliver vigtigt, når du senere skal genkende participialkonstruktioner.
Analysér substantiver
Ved et latinsk navneord undersøger du typisk:
Se på:
Puella puerum videt.
puella kan analyseres:
puerum kan analyseres:
puerum ↓ navneord ↓ LEMMA puer ↓ hankøn ental genstandsfald
Her stopper den morfologiske analyse.
Vi har endnu ikke sagt:
puella = grundled puerum = direkte genstandsled
Det er næste syntaktiske trin.
Kasus er en form – ikke en syntaktisk konklusion
Når du finder en kasusform, skal du registrere den som det, den er:
puella ↓ nævnefald puerum ↓ genstandsfald
Undgå straks at omskrive det til:
nominativ = subjekt akkusativ = direkte objekt
For:
En kasusform er et vigtigt spor til den videre analyse.
Men den syntaktiske rolle skal bestemmes ud fra hele konstruktionen.
En form kan være tvetydig
Latinske bøjningsendelser er ikke altid entydige.
Den samme synlige form kan nogle gange passe til flere grammatiske analyser.
Derfor er arbejdsrækkefølgen ikke:
SE EN ENDELSE ↓ KEND STRAKS SVARET
men:
SE EN FORM ↓ FIND MULIGE ANALYSER ↓ SAMMENLIGN MED RESTEN AF SÆTNINGEN ↓ VÆLG DEN ANALYSE, DER PASSER
Det er netop derfor, du begyndte med at afgrænse sætningen som helhed.
Analysér adjektiver
Ved et tillægsord undersøger du typisk:
og eventuelt grad, hvis formen er kompareret.
Se på:
Bona puella venit. Den gode pige kommer.
Vi kan analysere:
Det giver os et vigtigt spor:
bona ↕ puella ↓ SAMME GENUS NUMERUS KASUS
Det peger på kongruens.
Men selve forbindelsen mellem ordene hører til den videre syntaktiske analyse.
Brug kongruens som kontrol
kongruens er et særligt vigtigt bindeled mellem morfologi og syntaks.
Når to former ser ud til at høre sammen, kan du kontrollere:
Hvis ja, kan det støtte hypotesen om, at ordene hører grammatisk sammen.
ORDFORM A + ORDFORM B ↓ MATCHENDE GRAMMATISKE OPLYSNINGER ↓ MULIG kongruens
Men kongruens skal heller ikke bruges mekanisk.
Flere ord i samme sætning kan tilfældigvis have samme form.
Det er helheden, der afgør forbindelsen.
Analysér pronominer
Ved et stedord skal du også være opmærksom på dets type.
Du kan blandt andet møde:
Derefter undersøger du de relevante bøjningsoplysninger, typisk:
ikke alle kategorier er nødvendigvis relevante for alle pronominer.
Relative pronominer kræver særlig opmærksomhed
Se på:
Puella puerum videt, qui currit. Pigen ser drengen, som løber.
qui er et:
og indleder:
Den morfologiske analyse af det relative pronomen hjælper senere med at afgøre dets syntaktiske rolle i relativsætningen.
Det er et godt eksempel på, hvordan ordformen og sætningsstrukturen arbejder sammen.
Analysér præpositionsforbindelser som helheder
Når du møder en forholdsord, skal du være opmærksom på, hvilken kasus den styrer.
Se på:
Cum amico venit. Han kommer med en ven.
cum ↓ forholdsord amico ↓ ablativ
Det relevante mønster er derfor:
PRÆPOSITION + KASUSFORM ↓ PRÆPOSITIONS- FORBINDELSE
Du skal ikke analysere amico isoleret og derefter gætte dets sætningsled alene ud fra ablativen.
Præpositionen er en del af den grammatiske forbindelse.
Småord skal også identificeres
Ikke alle ord bøjes.
Du kan blandt andet møde:
De giver ikke nødvendigvis en række bøjningsoplysninger.
Til gengæld kan de være afgørende for strukturen.
For eksempel kan en bindeord vise, hvordan to sætninger er forbundet:
Puer venit et puella discedit.
et ↓ bindeord ↓ FORBINDER SÆTNINGERNE
Analysen af en ordform betyder derfor ikke nødvendigvis, at ordet skal bøjningsbestemmes.
Nogle ord skal først og fremmest ordklassebestemmes og forbindes med den struktur, de indgår i.
Analysér kun de kategorier, der er relevante
Du skal ikke stille de samme spørgsmål til alle ord.
Et substantiv analyseres ikke efter tid.
En finit verbform analyseres ikke efter kasus.
Et adverbium bøjes ikke som et adjektiv.
Derfor kan du bruge forskellige analysemodeller.
Finit verbform
Substantiv
Adjektiv
Pronomen
Infinitiv
Participium
lemma TYPE AF participium køn tal kasus
Analysen skal altså følge ordtypen og formen.
Et samlet eksempel
Se på:
Bona puella parvum puerum videt. Den gode pige ser den lille dreng.
Vi begynder med den finitte verbform:
Derefter nominalformerne:
bona ↓ tillægsord hunkøn ental nævnefald puella ↓ navneord hunkøn ental nævnefald parvum ↓ tillægsord hankøn ental genstandsfald puerum ↓ navneord hankøn ental genstandsfald
Nu har vi endnu ikke foretaget hele sætningsanalysen.
Men de morfologiske oplysninger viser tydelige mønstre:
bona ↕ puella femininum singularis nominativ
og:
parvum ↕ puerum maskulinum singularis akkusativ
Vi har derfor fået stærke spor til næste trin.
Et eksempel med flere verbformer
Se på:
Puella puerum currentem videt. Pigen ser drengen, som løber.
Vi finder først:
videt ↓ finit verbform 3. person singularis præsens indikativ aktiv
Derefter:
currentem ↓ lang tillægsform ↓ infinit verbform ↓ maskulinum singularis akkusativ
og:
puerum ↓ navneord maskulinum singularis akkusativ
Det giver et tydeligt morfologisk spor:
currentem ↕ puerum ↓ kongruens
Men vi skal endnu ikke springe direkte til den endelige fortolkning.
På næste trin undersøger vi, hvilken syntaktisk forbindelse de to former indgår i.
Et eksempel med en konstruktion
Se på:
Dico puerum venire. Jeg siger, at drengen kommer.
Vi kan først analysere formerne:
dico ↓ finit verbform 1. person singularis præsens indikativ aktiv
puerum ↓ navneord maskulinum singularis genstandsfald
venire ↓ navnemåde ↓ infinit verbform
Hvis vi stopper her, har vi kun de enkelte former.
Men de giver os materialet til næste analysetrin:
puerum + venire ↓ ?
Senere genkender vi:
Det viser, hvorfor det er vigtigt først at bestemme formerne korrekt uden at forcere den syntaktiske analyse.
Morfologisk analyse er ikke oversættelse
Når du har analyseret:
puerum ↓ maskulinum singularis akkusativ
har du ikke endnu oversat ordets rolle i sætningen.
Og når du har analyseret:
venire ↓ infinitiv
har du heller ikke endnu besluttet, hvilken dansk konstruktion der skal bruges.
Derfor:
ORDFORM ↓ MORFOLOGISK ANALYSE IKKE ORDFORM ↓ DANSK OVERSÆTTELSE
Oversættelsen kommer først, når struktur og betydning er forstået.
Brug betydningen som kontrol – ikke som erstatning for analysen
Ordenes betydning kan hjælpe dig med at kontrollere en analyse.
Hvis en grammatisk mulig analyse giver en helt usammenhængende betydning, bør du undersøge andre muligheder.
Men undgå:
JEG TROR, DET BETYDER ... ↓ DERFOR MÅ FORMEN VÆRE ...
Arbejd hellere:
HVAD VISER FORMEN? ↓ HVILKE ANALYSER ER GRAMMATISK MULIGE? ↓ HVILKEN PASSER MED syntaksen OG betydningen?
Form, struktur og betydning skal støtte hinanden.
Når en form kan analyseres på flere måder
Du behøver ikke altid afgøre en tvetydig form med det samme.
Notér de mulige analyser:
FORM ↓ MULIGHED A ELLER MULIGHED B
Undersøg derefter:
Ofte vil resten af sætningen afgøre, hvilken analyse der passer.
Det er endnu et eksempel på, at latinsk analyse bevæger sig:
DEL ↕ HELHED
En praktisk rækkefølge
Når du har fundet de finitte verbformer, kan du arbejde sådan:
1 FIND HELE udsagnsleddet ↓ 2 ANALYSÉR DE de finitte verbformer ↓ 3 FIND EVENTUELLE de infinitte verbformer ↓ 4 BESTEM ordklasserne FOR DE ØVRIGE ORD ↓ 5 ANALYSÉR DE RELEVANTE de grammatiske kategorier ↓ 6 FIND MULIGE kongruenser ↓ 7 NOTÉR TVETYDIGE FORMER ↓ 8 BRUG HELE SÆTNINGEN TIL AT KONTROLLERE ANALYSEN
Nu er du klar til at gå fra ordformerne til deres syntaktiske relationer.
Kontrollér din analyse
Før du går videre, kan du spørge:
HAR JEG FUNDET HELE udsagnsleddet? HAR JEG ANALYSERET ALLE de finitte verbformer? HAR JEG SKELNET MELLEM FINITTE OG INFINITTE VERBFORMER? HAR JEG BESTEMT DE RELEVANTE GRAMMATISKE KATEGORIER? HAR JEG IDENTIFICERET KASUSFORMERNE? HAR JEG SET EFTER kongruens? HAR JEG UNDGÅET AT FORVEKSLE ORDFORM MED SÆTNINGSLED?
Hvis ja, har du det morfologiske grundlag for den syntaktiske analyse.
Fra ordform til syntaktisk relation
Efter dette trin har du måske noget i retning af:
bona ↓ adjektiv femininum singularis nominativ puella ↓ substantiv femininum singularis nominativ puerum ↓ substantiv maskulinum singularis akkusativ videt ↓ finit verbform 3. person singularis præsens indikativ aktiv
Nu kommer det afgørende spørgsmål:
HVORDAN HÆNGER DISSE FORMER SAMMEN?
Det kan den morfologiske analyse ikke alene svare på.
Nu skal vi bruge oplysningerne til at finde:
sætningsleddene + kongruens + SYNTAKTISKE RELATIONER
Det er næste trin.
Husk
Og især:
Den vigtigste pointe er:
Bestem først, hvad formen er. Brug derefter formen som et spor til at finde ud af, hvad ordet eller ledet gør i sætningen.
Næste trin er derfor at finde sætningsleddene og de syntaktiske relationer mellem dem.
Begreber på denne side
- finit verbform – En verbform, der bærer sætningens tempus og modus og kan fungere som den finitte del af udsagnsleddet.
- syntaks – Den del af grammatikken, der handler om, hvordan ord sættes sammen til sætninger.
- person – En grammatisk kategori, der viser, om der tales om den talende, den tiltalte eller en tredje part.
- tal – En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere.
- tid – En grammatisk kategori, der placerer et udsagn i tid eller viser dets tidslige forhold.
- udsagnsmåde – En grammatisk kategori, der viser, hvordan taleren fremstiller et udsagn, for eksempel som virkelighed, mulighed eller befaling.
- handleform – En grammatisk kategori, der viser forholdet mellem handlingen og sætningens deltagere.
- navneord – Et ord, der betegner personer, steder, ting, fænomener eller begreber.
- tillægsord – Et ord, der beskriver en egenskab ved et substantiv eller pronomen.
- stedord – Et ord, der kan stå i stedet for et substantiv eller en nominalgruppe.
- køn – En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver.
- kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
- infinit verbform – En verbform, der ikke selv bærer sætningens tempus og modus.
- navnemåde – Verbets ubøjede grundform.
- participium – En ikke-finit verbform, der kan indgå i sammensatte verbformer eller fungere beskrivende.
- sætningsled – Et ord eller en gruppe ord, der har en bestemt funktion i en sætning.
- morfologi – Den del af grammatikken, der handler om ordenes opbygning og bøjning.
- udsagnsled – Sætningens finitte verbum med eventuelle øvrige verballed.
- verbform – En form af et udsagnsord, som kan vise grammatiske oplysninger som tempus, modus, diatese, person og tal.
- udsagnsord – Et ord, der udtrykker handling, tilstand eller forandring.
- grammatisk kategori – Et system til at beskrive en grammatisk egenskab ved ord eller ordformer, for eksempel tal, kasus, tempus eller diatese.
- første person – Den person, der henviser til den eller de talende: jeg eller vi.
- anden person – Den person, der henviser til den eller de tiltalte: du eller I.
- tredje person – Den person, der henviser til den eller det, der tales om: han, hun, den, det eller de.
- ental – Den form, der normalt betegner én.
- grundled – Det led, som sætningens udsagn knyttes til.
- flertal – Den form, der normalt betegner flere.
- nutid – En tempusform, der typisk knytter udsagnet til nutiden.
- imperfektum – En latinsk fortidsform, der typisk fremstiller en handling som igangværende, gentaget eller uafsluttet.
- fremtid – En tempusform, der knytter udsagnet til fremtiden.
- førnutid – En sammensat tempusform, der forbinder en tidligere handling med nutiden.
- førdatid – En sammensat tempusform for noget, der ligger før et andet tidspunkt i fortiden.
- førfremtid – En tempusform for noget, der vil være afsluttet før et andet tidspunkt i fremtiden.
- fremsættende udsagnsmåde – Den modus, der normalt bruges til udsagn, spørgsmål og oplysninger, som fremstilles som virkelige.
- konjunktiv – En modus, der blandt andet kan udtrykke mulighed, ønske, hensigt eller noget tænkt.
- bydemåde – Den modus, der bruges til befalinger, opfordringer og instruktioner.
- ledsætning – En sætning eller del af en sætning, der fungerer som led i en anden sætning.
- aktiv handleform – En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, der udfører handlingen.
- passiv handleform – En form, hvor grundleddet typisk fremstilles som den, handlingen retter sig mod.
- lemma – Den opslagsform, som et ords forskellige bøjningsformer knyttes til.
- stamme – Den del af et ord, som bøjningsendelser føjes til.
- endelse – Den del, der føjes til en ordstamme og kan vise grammatisk form.
- kort tillægsform – En ikke-finit verbform, der blandt andet bruges til førnutid, førdatid og visse passive former.
- hjælpeverbum – Et verbum, der sammen med et andet verbum danner en sammensat verbform.
- hovedverbum – Det verbum i en sammensat verbform, der bærer den centrale betydning.
- lang tillægsform – Et participium, der typisk udtrykker en handling eller tilstand, som er samtidig med hovedhandlingens tidspunkt.
- kongruens – Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord.
- hunkøn – Et grammatisk køn, der i latin kaldes femininum.
- nævnefald – Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ.
- hankøn – Et grammatisk køn, der i latin kaldes maskulinum.
- genstandsfald – Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt.
- direkte genstandsled – Det objekt, som handlingen retter sig direkte mod.
- grad – En grammatisk kategori, der bruges til at sammenligne egenskaber.
- personligt stedord – Et pronomen, der henviser til taleren, den tiltalte eller den eller det, der tales om.
- ejestedord – Et pronomen, der udtrykker tilhørsforhold eller anden relation til en person eller ting.
- påpegende stedord – Et pronomen, der udpeger eller fremhæver en bestemt person, ting eller størrelse.
- henførende stedord – Et pronomen, der indleder en relativsætning og henviser til et led i en anden sætning.
- spørgende stedord – Et pronomen, der bruges til at spørge efter en person, ting eller anden størrelse.
- relativsætning – En ledsætning, der beskriver eller afgrænser et led i en anden sætning og typisk indledes med et relativt pronomen.
- forholdsord – Et ord, der angiver et forhold mellem led i en sætning.
- ablativ – En latinsk kasus, der blandt andet kan udtrykke middel, årsag, måde, sted eller adskillelse.
- biord – Et ord, der blandt andet kan beskrive et verbum, et adjektiv eller et andet adverbium.
- bindeord – Et ord, der forbinder ord, led eller sætninger.
- AcI-konstruktion – En latinsk konstruktion, hvor et led i akkusativ fungerer som logisk subjekt for en infinitiv.
- betydning – Det indhold, som et ord, et udtryk eller en sætning formidler.
- ordklasse – En gruppe af ord med fælles grammatiske egenskaber.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side