En latinsk verbform kan indeholde meget grammatisk information i ét enkelt ord.

Se:

amabant

Formen kan oversættes:

de elskede

Men før vi oversætter, kan vi undersøge, hvordan formen er bygget op.

Forenklet kan vi dele den sådan:

ama-ba-nt
│    │   │
│    │   └── 3. person pluralis
│    │
│    └────── markør for imperfektum
│
└─────────── præsensstamme

De forskellige dele hjælper os med at bestemme:

HVILKET VERBUM?

person?

tal?

tid?

udsagnsmåde?

handleform?

Når vi analyserer latinske verber, er det derfor nyttigt at kunne skelne mellem:

STAMME

BØJNINGSMARKØRER

ENDELSER

Vi arbejder:

SE VERBFORMEN
      ↓
GENKEND STAMMEN
      ↓
GENKEND BØJNINGSDELENE
      ↓
BESTEM HELE VERBFORMEN
      ↓
BRUG ANALYSEN
I SÆTNINGEN

Sammenlign:

amat

amabat

amabit

amant

Formerne ser forskellige ud, men vi kan genkende den samme grunddel:

ama-

De hører alle til verbet:

amo, amare
elske

Vi kan derfor forenklet tænke:

ama-
↓
præsensstamme

+

forskellige bøjningsdele
↓
forskellige verbformer

For eksempel:

ama-t
↓
han / hun elsker

ama-ba-t
↓
han / hun elskede

ama-bi-t
↓
han / hun vil elske

ama-nt
↓
de elsker

Stammen hjælper os med at se:

HVILKET VERBUM?

Bøjningsdelene hjælper os med at se:

HVILKEN FORM
AF VERBET?

En enkel model er:

STAMME
+
ENDELSE

For eksempel:

ama-t

Men mange latinske verbformer indeholder flere morfologiske dele.

Se:

ama-ba-nt

Her har vi:

ama-
↓
stamme

-ba-
↓
tempusmarkør

-nt
↓
person + numerus

Derfor er en mere præcis model:

STAMME
+
BØJNINGSMARKØR
+
PERSONENDELSE

eller mere generelt:

STAMME
+
BØJNINGSDELE

Ikke alle former kan opdeles på præcis samme måde.

Men modellen hjælper os med at se, hvordan flere grammatiske oplysninger kan være samlet i én form.

Se igen:

ama-ba-nt

Først:

ama-
↓
præsensstamme

Den forbinder formen med:

amo, amare
↓
elske

Derefter:

-ba-
↓
imperfektum

Til sidst:

-nt
↓
3. person pluralis

Samlet:

ama-ba-nt
↓
amabant

Den fulde bøjningsanalyse er:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Det er hovedideen:

Verbformens enkelte dele kan give os spor til den samlede bøjningsanalyse.

I nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform møder vi blandt andet:

De typiske personendelser giver os:

-o
↓
1. person singularis

-s
↓
2. person singularis

-t
↓
3. person singularis

-mus
↓
1. person pluralis

-tis
↓
2. person pluralis

-nt
↓
3. person pluralis

Ved:

amant

giver:

-nt

os derfor:

3. person
+
pluralis

Men vi skal være lidt forsigtige med den helt mekaniske opdeling.

Formen:

amo

kan pædagogisk forbindes med præsensstammen:

ama-

men den synlige form er:

amo

Vi bør derfor ikke forestille os, at alle latinske former altid kan fremstilles som en helt gennemsigtig sammensætning af en uændret stamme og en endelse.

Sammenlign:

amant

og:

amabant

Begge ender på:

-nt

og begge er derfor:

3. person pluralis

Men deres tid er forskelligt:

amant
↓
nutid

amabant
↓
imperfektum

Vi skal derfor se på:

STAMME
+
BØJNINGSMARKØRER
+
ENDELSE

ikke kun på de sidste bogstaver.

Når du møder en længere finit verbform, er slutningen ofte et godt sted at begynde.

Se:

amabant

Først:

-nt
↓
3. person pluralis

Derefter:

-ba-
↓
imperfektum

Til sidst:

ama-
↓
amo, amare
↓
elske

Vi kan altså arbejde:

amabant
     ↑
    -nt
3. person pluralis

      ↑
    -ba-
imperfektum

 ↑
ama-
amo, amare

Det betyder ikke, at enhver latinsk form altid skal analyseres bagfra.

Men det er en nyttig praktisk metode.

Sammenlign:

amat

amabat

amabit

Alle tre ender på:

-t

og er:

3. person singularis

Men deres tid er forskelligt:

ama-t
↓
nutid

ama-ba-t
↓
imperfektum

ama-bi-t
↓
fremtid

Her ser vi:

SAMME
PERSON + NUMERUS

        +

FORSKELLIGT
tid

Det er netop derfor, det er nyttigt at kunne skelne mellem forskellige dele af formen.

Se:

ama-ba-t

Her hjælper:

-ba-

os med at genkende:

imperfektum

Sammenlign:

ama-t
↓
nutid

med:

ama-ba-t
↓
imperfektum

Begge ender på:

-t
↓
3. person singularis

Forskellen i tid findes tidligere i formen.

Vi skal ikke lære:

-ba-
=
universel
tempusmarkør

-ba- er et vigtigt kendetegn ved imperfektum i de former, vi ser her.

Andre tempora dannes anderledes:

amat
↓
nutid

amabat
↓
imperfektum

amabit
↓
fremtid

amavit
↓
førnutid

amaverat
↓
førdatid

Målet er derfor at genkende:

DET SAMLEDE
BØJNINGSMØNSTER

ikke blot én bestemt bogstavfølge.

Den helt enkle model bliver også utilstrækkelig, fordi det samme verbum kan bruge forskellige stammer.

Se hovedformerne:

amo, amare, amavi, amatum

Her kan vi forenklet skelne mellem tre centrale stammer:

PRÆSENSSTAMME

ama-

PERFEKTSTAMME

amav-

SUPINSTAMME

amat-

De bruges i forskellige dele af verbalsystemet.

Med:

amo, amare

kan vi genkende præsensstammen:

ama-

i former som:

amat

amant

amabat

amabant

amabit

I fremsættende udsagnsmåde hører disse tempora til præsenssystemet:

nutid

imperfektum

fremtid

Forenklet:

PRÆSENSSTAMME
ama-

      ↓

nutid
imperfektum
fremtid

Den tredje hovedform er:

amavi

Herfra får vi perfektstammen:

amav-

Den genkender vi blandt andet i:

amavit

amaverunt

amaverat

amaverant

Se:

amav-era-nt
│      │   │
│      │   └── 3. person pluralis
│      │
│      └────── førdatid
│
└───────────── perfektstamme

Den samlede analyse er:

amaverant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── førdatid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

I det aktive perfektsystem er perfektstammen derfor central.

Den fjerde hovedform er:

amatum

Det er supinum i -um.

Her genkender vi:

amat-
↓
supinstamme

Den samme stamme genfindes blandt andet i perfektum participium:

amatus
amata
amatum

og dermed i passive perfektformer som:

amata est

amata erat

amata erit

Forenklet:

amatum
↓
amat-
↓
supinstamme
↓
bl.a. perfektum participium

Det er derfor vigtigt ikke bare at kalde:

amatum

for perfektum participium.

I hovedformsangivelsen er det supinum i -um.

Vi kan nu samle:

amo, amare, amavi, amatum

som:

amo, amare
↓
præsensstamme
↓
ama-

amavi
↓
perfektstamme
↓
amav-

amatum
↓
supinstamme
↓
amat-

Hovedformerne skal altså ikke læres som fire tilfældige former.

De giver os adgang til forskellige dele af verbets bøjningssystem.

Fra tekstform tilbage til hovedformen

Når vi møder:

amaverant

kan vi genkende:

amav-

Det fører til:

amavi

og dermed til:

amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Vi kan arbejde:

TEKSTFORM
↓
STAMME
↓
HOVEDFORM
↓
VERBUM
↓
BETYDNING

Eksempel:

amaverant
↓
amav-
↓
amavi
↓
amo
↓
elske

Stammeanalysen er derfor også et praktisk redskab ved ordbogsopslag.

Tekstform og ordbogsangivelse

I teksten kan der stå:

amabant

Men verbet findes under:

amo

og kan være angivet:

amo, amare

eller mere fuldstændigt:

amo, amare, amavi, amatum

Vi skal derfor kunne gå:

TEKSTFORM
↓
GENKEND STAMMEN
↓
IDENTIFICÉR VERBET
↓
FIND OPSLAGSFORMEN

For eksempel:

amant
↓
ama-
↓
amo

eller:

amaverant
↓
amav-
↓
amavi
↓
amo

Stamme og konjugation hænger sammen

Latinske verber følger forskellige konjugationer.

For eksempel:

amo, amare

moneo, monere

rego, regere

audio, audire

Infinitiven er et vigtigt spor til konjugationen.

Når vokallængden markeres:

amāre
↓
1. konjugation

monēre
↓
2. konjugation

regere
↓
3. konjugation

audīre
↓
4. konjugation

I almindelige latinske tekster skriver vi normalt:

amare

monere

regere

audire

uden makroner.

Vokallængden markeres især, når den er relevant for forklaringen.

Konjugationen fortæller os, hvilket grundlæggende bøjningsmønster verbet følger.

De fire konjugationer behandles senere, efter at vi har set på infinitiver og participier.

Ikke alle verber ser ud som amo

amo er et godt modelverbum, fordi mange dele er forholdsvis lette at genkende.

Men ikke alle latinske verber ser sådan ud.

Se:

rego, regere, rexi, rectum

Her har vi blandt andet:

reg-

rex-

rect-

Se også:

fero, ferre, tuli, latum

Her er forbindelsen mellem hovedformerne endnu mindre gennemsigtig.

Og:

sum, esse

følger et uregelmæssigt mønster.

Derfor er:

STAMME
+
BØJNINGSDELE

en analysemodel.

Det er ikke en påstand om, at alle latinske verbformer kan forudsiges mekanisk ud fra én eneste stamme.

Modus kan komme til udtryk inde i formen

På siden om udsagnsmåde så vi:

amat
↓
fremsættende udsagnsmåde

og:

amet
↓
konjunktiv

Begge former er:

3. person
singularis
nutid
aktiv handleform

Personendelsen er i begge tilfælde:

-t

Forskellen ligger tidligere i formen:

ama-t
↓
fremsættende udsagnsmåde

ame-t
↓
konjunktiv

Det viser igen:

Personendelsen er kun én del af den samlede verbform.

Diatese kan komme til udtryk i endelsen

I præsenssystemet kan aktiv handleform og passiv handleform have forskellige personendelser.

Sammenlign:

amat
↓
3. person singularis
aktiv handleform

med:

amatur
↓
3. person singularis
passiv handleform

Og:

amant
↓
3. person pluralis
aktiv handleform

med:

amantur
↓
3. person pluralis
passiv handleform

I nutid fremsættende udsagnsmåde kan vi sammenligne:

For eksempel giver:

-ntur

i:

amantur

os oplysninger om:

3. person
+
pluralis
+
passiv handleform

Passiv dannes ikke altid inde i ét ord

I perfektsystemets passiv handleform ser strukturen anderledes ud.

Se:

amata est

Her kan vi ikke analysere hele den finitte verbalform som:

én stamme
+
én endelse

Vi har:

amata
+
est

altså:

perfektum participium
+
finit form af sum

Samlet:

amata est
│
├── 3. person
├── singularis
├── førnutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── passiv handleform

Det viser, hvorfor stamme og endelse er et nyttigt udgangspunkt, men ikke en model, der kan forklare alle verbalformer alene.

En finit verbalform kan være sammensat

Se:

Puella amata est.

På ordniveau har vi:

amata
↓
perfektum participium

og:

est
↓
finit form af sum

Men de to ord arbejder sammen:

amata est
↓
sammensat finit verbalform

med analysen:

førnutid
fremsættende udsagnsmåde
passiv handleform

På sætningsniveau:

Puella     amata est.
  ×            ○

Det viser:

FLERE ORD
↓
KAN TILSAMMEN
UDGØRE VERBALET

Morfologisk ordstruktur og syntaktisk sætningsstruktur er altså ikke det samme.

Stamme og bøjningsdele hører til ordniveauet

Når vi deler:

amabant

i:

ama-ba-nt

arbejder vi med verbets morfologiske opbygning.

ORDNIVEAU

amabant
│
├── præsensstamme
├── tempusmarkør
└── personendelse

Derefter kan vi lave bøjningsanalysen:

amabant
│
├── udsagnsord
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Men når formen står i:

Puellae Marcum amabant.

arbejder vi også på sætningsniveau:

Puellae     Marcum     amabant.
   ×           Δ          ○

Her er:

amabant
↓
udsagnsled

Vi skal derfor skelne:

ORDNIVEAU

stamme
bøjningsmarkører
endelser
person
tal
tid
udsagnsmåde
handleform

fra:

SÆTNINGSNIVEAU

grundled
udsagnsled
direkte genstandsled
andre sætningsled

Fra morfologi til syntaks

Se:

Puellae puerum amabant.

Vi begynder med:

amabant

og opdeler:

ama-ba-nt

Her giver:

-nt
↓
3. person pluralis

og:

-ba-
↓
imperfektum

Den samlede analyse er:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Nu kan bøjningsanalysen hjælpe os videre.

Vi har:

puellae
↓
nominativ pluralis

og:

puerum
↓
akkusativ singularis

På sætningsniveau:

Puellae     puerum     amabant.
   ×           Δ          ○

Pigerne elskede drengen.

Vi gik:

VERBFORM
↓
MORFOLOGISK OPDELING
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Opdelingen er et analyseredskab

Når vi skriver:

ama-ba-nt

er bindestregerne vores pædagogiske markering.

Den latinske tekst har:

amabant

ikke:

ama-ba-nt

Vi bruger opdelingen for at gøre strukturen synlig:

HVAD ER STAMMEN?

HVAD VISER TEMPUS?

HVAD VISER PERSON
OG NUMERUS?

Den morfologiske opdeling er altså et analyseredskab.

Én bøjningsdel kan bære flere oplysninger

En endelse svarer ikke nødvendigvis til én enkelt grammatisk kategori.

Se:

-nt

i:

amant

Den viser samlet:

3. person
+
pluralis

Og:

-ntur

i:

amantur

hjælper os med at bestemme:

3. person
+
pluralis
+
passiv handleform

Latin kan altså samle flere grammatiske oplysninger i samme bøjningsdel.

Én grammatisk oplysning kan være fordelt over flere dele

Det modsatte kan også ske.

Se:

amabant

Vi kan ikke bestemme hele verbformen ud fra:

-nt

alene.

Vi må se på:

ama-
+
-ba-
+
-nt

Og i:

amata est

er den samlede grammatiske information fordelt over flere ord.

Derfor er det bedre at spørge:

Hvilke dele af formen og konstruktionen giver tilsammen den grammatiske analyse?

end at forvente:

ÉN KATEGORI
=
ÉN ENDELSE

Samme endelse kan stå i forskellige former

Se:

amat

amabat

amabit

Alle ender på:

-t

Det giver:

3. person singularis

Men:

amat
≠
amabat
≠
amabit

fordi resten af verbformen er forskellig.

Derfor er:

-t

et vigtigt spor,

men ikke:

hele analysen

Samme verbum kan have meget forskellige tekstformer

Se nogle former af:

amo, amare, amavi, amatum

amo
amas
amat
amant

amabam
amabat
amabant

amabo
amabit

amavi
amavit
amaverunt

amaveram
amaverant

amor
amatur
amantur

amata est

De ser ikke alle ens ud.

Alligevel hører de til det samme verbum.

Derfor lærer vi at genkende:

STAMMER
+
BØJNINGSMØNSTRE

ikke kun enkelte ordformer.

Fra en ukendt form til ordbogen

Forestil dig, at du møder:

laudabant

Du kan begynde ved slutningen:

-nt
↓
3. person pluralis

Derefter:

-ba-
↓
imperfektum

Tilbage genkender vi:

lauda-

Det peger mod:

laudo, laudare
↓
rose

Vi kan derfor analysere:

laudabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

En mulig dansk gengivelse er:

de roste

eller efter sammenhængen:

de plejede at rose

Stammeanalysen hjælper os altså både med at identificere verbet og med at analysere formen.

Et eksempel med diatese

Se:

laudantur

Vi kan begynde med:

-ntur
↓
3. person pluralis
passiv handleform

Stammen peger mod:

lauda-
↓
laudo, laudare
↓
rose

Den samlede analyse bliver:

laudantur
│
├── 3. person
├── pluralis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── passiv handleform

I:

Puellae laudantur.

får vi:

Puellae     laudantur.
   ×            ○

Pigerne roses.

Vi gik:

FORMENS DELE
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Et eksempel fra perfektsystemet

Se:

laudaverant

Vi genkender:

laudav-
↓
perfektstamme

og:

-era-nt
↓
førdatid
+
3. person pluralis

Den samlede analyse er:

laudaverant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── førdatid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Hovedformerne er:

laudo, laudare, laudavi, laudatum

Vi kan derfor arbejde:

laudaverant
↓
laudav-
↓
laudavi
↓
laudo
↓
rose

En naturlig oversættelse er:

de havde rost

Et eksempel med modus

Se:

laudent

Vi genkender:

-nt
↓
3. person pluralis

Men resten af formen viser, at vi ikke har almindelig nutid fremsættende udsagnsmåde:

laudant
↓
fremsættende udsagnsmåde

mod:

laudent
↓
konjunktiv

Den samlede analyse er:

laudent
│
├── 3. person
├── pluralis
├── nutid
├── konjunktiv
└── aktiv handleform

Det viser igen:

Personendelsen er kun én del af analysen. Hele formen skal undersøges.

Et eksempel med både tempus og diatese

Se:

laudabantur

Vi kan opdele:

lauda-ba-ntur
│     │    │
│     │    └── 3. person pluralis
│     │        passiv handleform
│     │
│     └─────── imperfektum
│
└───────────── præsensstamme

Den samlede analyse bliver:

laudabantur
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── passiv handleform

En naturlig dansk gengivelse er:

de blev rost

Her ser vi meget tydeligt, hvor meget grammatisk information én latinsk verbform kan indeholde.

Fra én form til hele analysen

Se igen:

laudabantur

Vi kan stille flere spørgsmål.

HVILKET VERBUM?

laudo, laudare
↓
rose

HVILKET tid?

-ba-
↓
imperfektum

HVILKEN person
OG HVILKET tal?

-ntur
↓
3. person pluralis

HVILKEN handleform?

-ntur
↓
passiv handleform

HVILKEN udsagnsmåde?

det samlede
bøjningsmønster
↓
fremsættende udsagnsmåde

Så kan vi samle:

laudabantur
↓
3. person
pluralis
imperfektum
fremsættende udsagnsmåde
passiv handleform

Det er netop dét, analysen af stamme og bøjningsdele skal hjælpe os med.

Sådan analyserer du en latinsk verbform

En praktisk metode er:

1. SE PÅ HELE FORMEN

          │
          ↓

2. SE PÅ SLUTNINGEN

   Kan du genkende
   person og tal?

   Kan du se spor af
   aktiv handleform eller passiv handleform?

          │
          ↓

3. FIND EN KENDT STAMME

   præsensstamme?

   perfektstamme?

   supinstamme?

          │
          ↓

4. SE PÅ DE ØVRIGE
   BØJNINGSMARKØRER

   Hvad viser de om
   tid eller udsagnsmåde?

          │
          ↓

5. IDENTIFICÉR VERBET

   Hvilke hovedformer
   hører stammen til?

          │
          ↓

6. BESTEM DEN SAMLEDE
   VERBALFORM

   person
   tal
   tid
   udsagnsmåde
   handleform

          │
          ↓

7. BRUG ANALYSEN
   I SÆTNINGEN

          │
          ↓

8. OVERSÆT

Kortere:

VERBFORM
↓
STAMME + BØJNINGSDELE
↓
HOVEDFORMER
↓
BØJNINGSANALYSE
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Husk

En enkel begyndermodel er:

STAMME
+
ENDELSE

For eksempel:

ama-t

Men mange verbformer kræver en mere præcis model:

STAMME
+
BØJNINGSMARKØR
+
PERSONENDELSE

For eksempel:

ama-ba-nt

Her ser vi:

ama-
↓
præsensstamme

-ba-
↓
imperfektum

-nt
↓
3. person pluralis

og dermed:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Det samme verbum kan bruge flere stammer:

amo, amare
↓
ama-
↓
præsensstamme

amavi
↓
amav-
↓
perfektstamme

amatum
↓
amat-
↓
supinstamme

Derfor ser vi:

amabant
↓
ama-ba-nt

men:

amaverant
↓
amav-era-nt

og i perfektsystemets passiv:

amata est
↓
perfektum participium
+
sum

En bøjningsdel kan bære flere oplysninger:

-nt
↓
3. person
+
pluralis

og:

-ntur
↓
3. person
+
pluralis
+
passiv handleform

Men grammatisk information kan også være fordelt over flere dele eller flere ord.

Derfor gælder:

SE HELE FORMEN
↓
FIND STAMMEN
↓
GENKEND BØJNINGSDELENE
↓
SAMMENHOLD DEM
↓
BESTEM HELE ANALYSEN

Og vi holder fortsat niveauerne adskilt:

ORDNIVEAU

stamme
bøjningsdele
person
tal
tid
udsagnsmåde
handleform

fra:

SÆTNINGSNIVEAU

grundled
udsagnsled
direkte genstandsled
andre sætningsled

Stamme og endelse er altså noget, vi undersøger inde i verbalformen.

Det hjælper os med at gå:

TEKSTFORM
      ↓
GENKEND STAMMEN
      ↓
GENKEND BØJNINGSDELENE
      ↓
IDENTIFICÉR VERBET
      ↓
BESTEM VERBALFORMEN
      ↓
FORSTÅ SÆTNINGEN
      ↓
OVERSÆT

Vi har nu gennemgået de centrale grammatiske kategorier ved de finitte verbalformer og set, hvordan deres morfologiske opbygning kan analyseres.

Næste skridt er at se på en verbalform, som ikke har person og numerus på samme måde som de finitte former:

amare
↓
navnemåde

Infinitiv →