På den foregående side så vi, at sproghandling kan have forskellige funktioner.
Men den samme handling kan udføres på forskellige måder.
Forestil dig, at en afsender ønsker, at en modtager lukker et vindue.
Afsenderen kan sige:
Luk vinduet.
Men afsenderen kan også sige:
Kan du lukke vinduet?
eller:
Det trækker godt nok herinde.
Alle tre ytringer kan i den rette sammenhæng bruges til at få modtageren til at lukke vinduet.
Men forbindelsen mellem ordene og handlingen er forskellig.
Det er forskellen mellem direkte sproghandling og indirekte sproghandling.
Hvad er en direkte sproghandling?
Ved en direkte sproghandling er der en direkte forbindelse mellem ytringens sproglige form og den handling, afsenderen udfører.
Se:
Luk døren.
Ytringen har form som en opfordring eller befaling.
Afsenderen bruger den til:
at få modtageren til at lukke døren.
Forbindelsen er direkte:
"Luk døren."
↓
opfordring
↓
få modtageren til
at lukke dørenSe også:
Hvor er stationen?
Ytringen har form som et spørgsmål.
Afsenderen bruger den til:
at spørge, hvor stationen er.
I begge tilfælde passer den sproglige form og sproghandlingen tydeligt sammen.
Hvad er en indirekte sproghandling?
Ved en indirekte sproghandling bruger afsenderen en sproglig form til at udføre en handling, som ikke kommer lige så direkte til udtryk i formen.
Se:
Kan du lukke døren?
Ytringen har form som et spørgsmål.
Helt direkte spørges der til, om modtageren kan lukke døren.
Men i en almindelig kommunikationssituation vil modtageren ofte forstå:
Luk døren.
Sproghandlingen er altså en anmodning.
Vi kan vise det sådan:
"Kan du lukke døren?"
│
▼
SPROGLIG FORM
spørgsmål
│
▼
SPROGHANDLING
anmodningForholdet mellem form og handling er indirekte.
Direkte og indirekte side om side
Sammenlign:
| Ytring | Sproglig form | Sproghandling |
|---|---|---|
| Luk vinduet. | bydende | anmodning/opfordring |
| Vil du lukke vinduet? | spørgende | anmodning |
| Kan du lukke vinduet? | spørgende | anmodning |
| Det trækker herinde. | fremsættende | mulig indirekte anmodning |
Alle fire ytringer kan i den rette situation have omtrent samme hensigt:
at få modtageren til at lukke vinduet.
Men de udtrykker denne hensigt med forskellig grad af direktehed.
Sætningsform og sproghandling er ikke det samme
Det er vigtigt at skelne mellem grammatik og pragmatik.
Grammatisk kan vi undersøge:
Hvordan er sætningen bygget?
Pragmatisk kan vi undersøge:
Hvad gør afsenderen med sætningen?
Se:
Kan du række mig saltet?
Grammatisk er det et spørgsmål.
Men ved middagsbordet er den mest sandsynlige sproghandling:
en anmodning.
Derfor kan vi ikke automatisk sætte lighedstegn mellem:
SPØRGSMÅL = AT SPØRGE BEFALING = AT BEFALE FREMSÆTTENDE SÆTNING = AT INFORMERE
Ofte passer form og funktion sammen.
Men ikke altid.
Et spørgsmål kan være en anmodning
Nogle indirekte sproghandlinger er så almindelige, at vi næsten ikke lægger mærke til deres indirekte form.
Se:
Kan du sende mig brødet?
Hvis modtageren blot svarer:
Ja.
og ikke sender brødet, vil svaret ofte virke mærkeligt.
Hvorfor?
Fordi afsenderens hensigt sandsynligvis ikke først og fremmest er at få at vide, om modtageren kan sende brødet.
Afsenderen ønsker:
at få brødet.
Modtageren forventes derfor at forstå mere end spørgsmålets direkte form.
En konstatering kan være en anmodning
Indirekte sproghandlinger behøver ikke have spørgende form.
Se:
Det er koldt herinde.
Ytringen kan være en almindelig konstatering.
Men forestil dig:
Vinduet står åbent. A fryser. B sidder ved siden af vinduet. A siger: "Det er koldt herinde."
I denne sammenhæng kan B forstå:
A vil gerne have, at jeg lukker vinduet.
Ytringen kan altså fungere som en indirekte anmodning.
Men det er vigtigt at sige kan.
Ordene alene beviser ikke, at afsenderen ønsker vinduet lukket.
Konteksten afgør meget
Se igen:
Det er koldt herinde.
Situation 1
A og B måler temperaturen i et lokale.
A siger:
Det er koldt herinde.
Her kan sproghandlingen være:
at informere eller konstatere.
Situation 2
A fryser, og B står ved et åbent vindue.
A siger:
Det er koldt herinde.
Her kan sproghandlingen være:
en indirekte anmodning om at lukke vinduet.
Situation 3
B foreslår, at de tager jakkerne af.
A siger:
Det er koldt herinde.
Her kan ytringen fungere som:
en begrundelse for at beholde jakken på.
Ordlyden er den samme.
Men sammenhæng giver forskellige mulige handlinger.
Indirekte betyder ikke, at ordene betyder noget andet
Det er vigtigt ikke at blande indirekte sproghandlinger sammen med overført betydning.
Se:
Kan du lukke døren?
Ordene kan forstås helt bogstaveligt.
Kan handler stadig om mulighed eller evne, og lukke døren betyder stadig at lukke døren.
Det indirekte ligger ikke nødvendigvis i ordenes betydning.
Det ligger i hvilken sproghandling ytringen bruges til at udføre.
Derfor kan en ytring være:
BOGSTAVELIG
+
INDIREKTEpå samme tid.
Indirekte betyder heller ikke bare "siger ét, mener noget andet"
Det kan være fristende at forklare en indirekte sproghandling sådan:
Man siger ét, men mener noget andet.
Men det er for upræcist.
Se:
Kan du række mig saltet?
Afsenderen behøver ikke mene det modsatte af det, der bliver sagt.
Spørgsmålet giver stadig sproglig mening.
Men i situationen udfører afsenderen samtidig en handling:
en anmodning.
Det er derfor bedre at tænke:
DET SAGTE
+
EN SPROGHANDLING,
SOM MODTAGEREN UDLEDERend:
DET SAGTE
≠
DET MENTEForbindelsen til eksplicit og implicit mening
Direkte og indirekte sproghandlinger hænger tæt sammen med eksplicit mening og implicit mening.
Se:
Kan du lukke vinduet?
Eksplicit spørges der til modtagerens mulighed for at lukke vinduet.
Men modtageren kan implicit forstå:
Afsenderen ønsker, at jeg lukker vinduet.
Den indirekte sproghandling er:
en anmodning.
Vi kan derfor få:
YTRING
"Kan du lukke vinduet?"
│
├── eksplicit
│ spørgsmål om mulighed
│
└── implicit
ønske om handling
│
▼
SPROGHANDLING
anmodningMen begreberne beskriver stadig forskellige ting.
Eksplicit og implicit mening handler om, hvad der udtrykkes direkte, og hvad der må udledes.
Direkte og indirekte sproghandling handler om forholdet mellem ytringens form og den handling, afsenderen udfører.
Direkte er ikke det samme som uhøfligt
En direkte sproghandling kan være uhøflig:
Hold mund!
Men den kan også være helt passende:
Pas på!
Hvis en bil nærmer sig, kan den direkte advarsel være den bedste formulering.
En indirekte sproghandling kan omvendt være høflig:
Kunne du måske lukke vinduet?
Men indirekte betyder ikke automatisk høflig.
Om en ytring virker høflig, afhænger blandt andet af:
- situationen
- forholdet mellem deltagerne
- formuleringen
- tonefaldet
- de sociale forventninger
Det undersøger vi senere under høflighed.
Hvorfor bruger vi indirekte sproghandlinger?
Der kan være mange grunde.
En indirekte formulering kan blandt andet bruges til at:
- gøre en anmodning mindre påtrængende
- vise hensyn
- give modtageren mulighed for at sige nej
- antyde kritik
- undgå en meget direkte ordre
- tilpasse sproget til forholdet mellem deltagerne
Sammenlign:
Giv mig din blyant.
og:
Må jeg låne din blyant?
og:
Har du måske en blyant, jeg kan låne?
Alle kan føre til den samme praktiske handling:
Afsenderen får lov til at låne en blyant.
Men forholdet mellem afsender og modtager kommer forskelligt til udtryk.
Direkte kan også være det naturlige valg
Vi skal derfor ikke opfatte indirekte sproghandlinger som mere avancerede eller bedre.
Forestil dig, at en person er ved at træde ud foran en bil.
En anden råber:
Kunne du eventuelt overveje at træde lidt tilbage?
Det ville være mærkeligt.
I situationen er:
Stop!
eller:
Pas på!
langt mere passende.
Valget mellem direkte og indirekte sprog afhænger af sammenhæng og afsenderens hensigt.
Når indirekte mening misforstås
En indirekte sproghandling kræver, at modtageren kan finde den relevante fortolkning.
Se:
A: Kan du åbne vinduet?
B: Ja.
A: …
B har besvaret spørgsmålet bogstaveligt.
Men A forventede sandsynligvis, at B også forstod anmodningen.
Misforståelsen kan beskrives sådan:
A siger:
"Kan du åbne vinduet?"
↓
B forstår kun:
"Er du i stand til det?"
↓
B svarer:
"Ja."
↓
den indirekte sproghandling
bliver ikke fulgtEksemplet viser, hvor meget almindelig kommunikation bygger på, at vi fortolker mere end den grammatiske form alene.
Direkte eller indirekte?
Når du analyserer en sproghandling, kan du bruge denne fremgangsmåde:
1. Hvad bliver sagt?
2. Hvilken sproglig form har ytringen?
3. Hvilken handling udfører afsenderen?
4. Passer form og handling direkte sammen?
│
├── JA
│ ↓
│ direkte sproghandling
│
└── NEJ
↓
mulig indirekte
sproghandling
5. Hvilken kontekst støtter fortolkningen?Det sidste spørgsmål er vigtigt.
Vi bør ikke kalde en sproghandling indirekte alene, fordi vi kan forestille os en skjult betydning.
Fortolkningen skal kunne begrundes ud fra situationen.
Et samlet eksempel
Forestil dig:
En elev sidder ved et åbent vindue.
Læreren siger:
Er det nødvendigt at have vinduet åbent?
1. Hvad bliver sagt?
Der stilles et spørgsmål om, hvorvidt det er nødvendigt, at vinduet er åbent.
2. Hvilken form har ytringen?
Spørgende form.
3. Hvad er konteksten?
Vinduet står åbent, eleven sidder ved det, og læreren henvender sig til eleven.
4. Hvad kan lærerens hensigt være?
At få eleven til at lukke vinduet.
5. Hvilken sproghandling udføres?
En mulig anmodning eller opfordring.
6. Direkte eller indirekte?
Indirekte.
SPØRGSMÅL
"Er det nødvendigt at have
vinduet åbent?"
│
▼
KONTEKST
eleven kan lukke vinduet
│
▼
UNDERFORSTÅET HANDLING
"Luk vinduet."Vi kan ikke finde hele denne analyse i ordene alene.
Vi har brug for kommunikationssituationen.
Pas på med at overfortolke
Ikke alle spørgsmål er indirekte anmodninger.
Se:
Kan elefanter svømme?
Her ønsker afsenderen sandsynligvis faktisk information.
Og ikke alle konstateringer skjuler en opfordring.
Se:
Det regner.
Det kan ganske enkelt være en oplysning om vejret.
En pragmatisk analyse skal derfor bygge på tegn i sammenhæng.
Vi spørger ikke:
Hvad kunne ytringen i teorien betyde?
men snarere:
Hvilken fortolkning er bedst begrundet i denne situation?
Kort opsummering
Ved en direkte sproghandling er forbindelsen mellem den sproglige form og sproghandlingen direkte.
Se:
Luk døren.
bydende form
↓
opfordringVed en indirekte sproghandling udfører afsenderen en handling, som ikke kommer direkte til udtryk gennem ytringens form.
Se:
Kan du lukke døren?
spørgende form
↓
anmodningDet betyder ikke nødvendigvis:
at afsenderen siger ét og mener noget helt andet.
Det betyder, at modtager må bruge blandt andet sammenhæng og afsenderens mulige hensigt til at forstå, hvilken handling ytringen udfører.
Direkte/indirekte er heller ikke det samme som bogstavelig/overført.
En ytring kan godt være:
bogstavelig og samtidig indirekte.
Men hvordan kommer modtageren frem til det, som ikke bliver sagt direkte?
Det fører os videre til:
Eksplicit og implicit mening.
Begreber på denne side
- sproghandling – En handling, som en afsender udfører ved at sige eller skrive noget, for eksempel at spørge, love, advare eller opfordre.
- afsender – Den person eller instans, der producerer en ytring eller meddelelse.
- modtager – Den person eller gruppe, som en ytring eller meddelelse er rettet mod.
- sammenhæng – De sproglige, situationelle og fælles forhold, som er relevante for fortolkningen af en ytring.
- direkte sproghandling – En sproghandling, hvor den grammatiske form og den kommunikative funktion stemmer direkte overens.
- indirekte sproghandling – En sproghandling, hvor den kommunikative funktion ikke udtrykkes direkte af ytringens grammatiske form.
- hensigt – Det formål eller den kommunikative hensigt, som afsenderen har med sin ytring.
- overført betydning – Betydning, der opstår, når et ord eller udtryk bruges billedligt frem for i sin bogstavelige betydning.
- eksplicit mening – Den mening, som udtrykkes direkte i ytringen.
- implicit mening – Mening, som ikke udtrykkes direkte, men som modtageren må udlede eller forstå ud fra ytringen og dens sammenhæng.
- høflighed – Sproglige valg, der tager hensyn til relationen mellem samtaledeltagere og til deres sociale behov.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side