Germanske sprog

Dansk er et germansk sprog.

Det samme gælder blandt andet svensk, norsk, engelsk og tysk. Selv om disse sprog i dag er forskellige, har de et fælles historisk ophav inden for den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie.

De germanske sprog er altså en del af et større sprogtræ:

INDOEUROPÆISK
      │
   GERMANSK
      │
      ├── NORDGERMANSK
      │   ├── dansk
      │   ├── svensk
      │   └── norsk
      │
      └── VESTGERMANSK
          ├── engelsk
          └── tysk

For dansk sproghistorie er den germanske gren særlig vigtig, fordi den viser, hvordan dansk hænger sammen med både de andre nordiske sprog og sprog som engelsk og tysk.

Et fælles germansk ophav

De germanske sprog har ikke udviklet sig direkte og hver for sig fra det indoeuropæiske ursprog.

Mellem det indoeuropæiske ursprog og de senere germanske sprog ligger et fælles germansk sprogstadium.

Forenklet kan udviklingen fremstilles sådan:

INDOEUROPÆISK URSPROG
          ↓
FÆLLES GERMANSK SPROGSTADIUM
          ↓
   GERMANSKE GRENE
          ↓
   ┌──────┴──────┐
   │             │
NORDGERMANSK  VESTGERMANSK
   │             │
   ↓             ↓
dansk m.fl.   engelsk m.fl.

Det fælles germanske sprogstadium er ikke bevaret som et almindeligt skriftsprog, men kan rekonstrueres ved hjælp af komparativ metode.

Hvordan kan vi se slægtskabet?

Sammenligner vi helt almindelige ord i germanske sprog, finder vi mange ligheder.

Ordene er ikke nødvendigvis identiske, men lighederne viser mønstre.

Det afgørende er heller ikke enkelte ord. Som vi så på siden om det indoeuropæiske ursprog, undersøger komparativ metode systematiske forbindelser mellem mange ord og sproglige former.

Lydforandringer skaber forskelle

Beslægtede ord behøver ikke blive ved med at lyde ens.

Gennem lydforandringer kan lydene udvikle sig forskelligt i forskellige sprog.

Det betyder, at ord med samme historiske oprindelse med tiden kan komme til at se og lyde meget forskellige ud.

Sproghistorikeren spørger derfor ikke kun:

Ligner ordene hinanden?

Det vigtigere spørgsmål er:

Kan forskellene mellem ordene forklares gennem regelmæssige historiske lydforandringer?

Det er netop sådanne regelmæssigheder, der gør det muligt at undersøge sprogligt slægtskab.

Den germanske lydudvikling

Et af de tydeligste tegn på, at de germanske sprog udgør en historisk gruppe, er en række systematiske lydforandringer.

Nogle konsonanter udviklede sig på en særlig måde i den germanske gren.

Et klassisk eksempel kan ses ved at sammenligne latin med germanske sprog:

Vi ser blandt andet et mønster, hvor et ældre p i bestemte omgivelser svarer til f i germansk.

Det er en del af en større systematisk lydudvikling, traditionelt beskrevet som Grimms lov.

Det vigtige her er ikke at lære hele lydloven udenad. Pointen er, at forskellene mellem beslægtede sprog kan følge regelmæssige mønstre.

Germansk deler sig i flere grene

Det fælles germanske sprog fortsatte med at forandre sig.

Efterhånden udviklede der sig forskellige germanske grene.

To af dem er særligt vigtige for de sprog, vi arbejder med:

• nordgermanske sprog
• vestgermanske sprog.

GERMANSK
│
├── NORDGERMANSK
│
└── VESTGERMANSK

Der fandtes også en østgermansk gren. Den omfattede blandt andet gotisk, men de østgermanske sprog er i dag uddøde.

Nordgermanske sprog

Dansk, svensk og norsk er nordgermanske sprog.

Også islandsk og færøsk tilhører den nordgermanske gren.

NORDGERMANSK
│
├── dansk
├── svensk
├── norsk
├── islandsk
└── færøsk

De nordgermanske sprog har et fælles historisk udgangspunkt i ældre nordiske sprogformer.

Et vigtigt tidligt sprogstadium er urnordisk.

Det bliver udgangspunktet, når vi senere følger udviklingen frem mod dansk.

Vestgermanske sprog

Engelsk og tysk er vestgermanske sprog.

Til den vestgermanske gren hører også blandt andet nederlandsk og frisisk.

VESTGERMANSK
│
├── engelsk
├── tysk
├── nederlandsk
└── frisisk

Engelsk og tysk er derfor ikke blot sprog, som dansk gennem historien har været i kontakt med.

De er også historisk beslægtede med dansk.

Men slægtskabet ligger længere tilbage end slægtskabet mellem dansk og de andre nordgermanske sprog.

Nedertysk er plattysk

Når vi senere arbejder med dansk sproghistorie, møder vi nedertysk igen og igen.

Nedertysk kaldes også plattysk. Det er altså ikke to forskellige sprog, vi taler om her.

Betegnelserne nedertysk og højtysk kan være forvirrende, fordi høj og lav let kan opfattes som en vurdering af sprogene. Det er de ikke.

Ordene henviser oprindeligt til geografien:

NORDTYSKLANDS LAVLAND
          │
          └── NEDERTYSK
              (PLATTYSK)


SYD- OG MIDTTYSKE HØJERE OMRÅDER
          │
          └── HØJTYSk

Neder- i nedertysk henviser altså til de lavere, nordlige områder, mens høj- i højtysk henviser til de højere liggende områder længere mod syd.

Det betyder ikke, at højtysk er et "finere" eller bedre sprog end nedertysk.

Nedertysk og højtysk udviklede sig forskelligt

Både nedertysk og højtysk hører til den vestgermanske del af den germanske sprogfamilie, men de har gennemgået forskellige lydlige udviklinger.

En særlig vigtig forskel er den højtyske lydforskydning.

Den ramte de højtyske sprogformer, men ikke nedertysk på samme måde.

Derfor kan nedertyske ord på nogle punkter ligne nederlandsk, engelsk og de nordgermanske sprog mere end de tilsvarende ord i standardtysk gør.

Et enkelt eksempel er ordet for at lave/gøre:

nedertysk:  maken
nederlandsk: maken
engelsk:    make

højtysk:
machen

Forskellen mellem k og ch hænger her sammen med den højtyske lydudvikling.

Et andet klassisk mønster ses i:

engelsk:    water
nederlandsk: water
nedertysk:  Water

højtysk:
Wasser

Her viser standardtysk en lydudvikling, som ikke fandt sted på samme måde i nedertysk.

Hvor kommer standardtysk ind i billedet?

Det tysk, man normalt lærer som fremmedsprog i skolen, er standardtysk.

Standardtysk bygger historisk især på højtyske sprogformer.

Derfor må vi ikke sætte lighedstegn mellem:

TYSK = HØJTYSk

hvis tysk bruges om alle de historiske tyske sprogformer.

Det er mere præcist at tænke:

VESTGERMANSKE SPROGFORMER
          │
          ├── nedertyske
          │   └── også kaldet plattyske
          │
          └── højtyske
              └── grundlag for moderne
                  standardtysk

Virkeligheden er mere detaljeret med mange dialekter og overgangsområder, men denne skelnen er tilstrækkelig til at forstå dansk sproghistorie.

Hvor tæt er sprogene beslægtede?

Vi kan se forskellen i sprogtræet.

GERMANSK
│
├── NORDGERMANSK
│   ├── dansk
│   ├── svensk
│   └── norsk
│
└── VESTGERMANSK
    ├── engelsk
    └── tysk

Dansk og svensk mødes inden for den nordgermanske gren.

Dansk og engelsk mødes først længere tilbage ved det fælles germanske sprogstadium.

Derfor er dansk og svensk nærmere historisk beslægtede end dansk og engelsk.

Slægtskab er ikke det samme som forståelighed

Hvor nært to sprog er historisk beslægtede, er ikke præcis det samme som, hvor let deres talere kan forstå hinanden i dag.

Sprog kan gennemgå meget forskellige former for sproglig forandring.

Derudover kan kontakt med andre sprog, samfundsforhold og forskellige historiske udviklinger få beslægtede sprog til at bevæge sig i forskellige retninger.

Et sprogtræ beskriver derfor først og fremmest historisk slægtskab.

Det måler ikke direkte, hvor ens moderne sprog er.

Dansk, svensk og norsk

Dansk, svensk og norsk står hinanden forholdsvis nær.

De har mange beslægtede ord og betydelige ligheder i grammatik og ordforråd.

For eksempel:

Samtidig har sprogene udviklet forskellige udtaler, stavemåder og grammatiske træk.

Det er et godt eksempel på, hvordan fælles sprogligt slægtskab og senere sproglig forandring virker sammen.

Engelsk er også germansk

Engelsk kan umiddelbart virke mindre germansk end dansk, svensk og tysk.

En vigtig grund er, at engelsk gennem historien har optaget meget store dele af sit ordforråd fra blandt andet fransk og latin.

Men et sprogs placering i en sprogfamilie bestemmes ikke af, hvor det har lånt flest ord fra.

Engelsk har en vestgermansk historisk kerne.

Mange meget almindelige engelske ord er germanske, for eksempel:

house
hand
father
mother
brother
water
winter
come
go
see

Engelsk viser derfor tydeligt forskellen mellem sprogligt slægtskab og sprogkontakt.

Dansk og tysk: både slægtskab og kontakt

Forholdet mellem dansk og de tyske sprogformer er særligt interessant.

Dansk og både nedertysk og højtysk har et fælles germansk ophav:

GERMANSK
│
├── NORDGERMANSK
│   └── dansk
│
└── VESTGERMANSK
    ├── nedertyske sprogformer
    └── højtyske sprogformer

Men dansk har samtidig gennem historien været i omfattende kontakt med tysktalende områder.

For dansk sproghistorie er nedertysk – altså plattysk – særlig vigtigt.

I middelalderen førte blandt andet handel og tætte forbindelser til de nordtyske områder til en meget stærk nedertysk påvirkning af dansk.

Vi skal derfor skelne mellem to forbindelser:

HISTORISK SLÆGTSKAB

germansk
   │
   ├── nordgermansk → dansk
   │
   └── vestgermansk → nedertysk og højtysk


SPROGKONTAKT

nedertysk (plattysk) ─────────→ dansk
                       påvirkning

Den første forbindelse handler om fælles ophav.

Den anden handler om senere kontakt.

Den nedertyske påvirkning af dansk vender vi tilbage til på den særskilte side om Nedertysk.

Fra germansk til dansk

Hvis vi følger dansk baglæns gennem sprogtræet, får vi en historisk kæde:

DANSK
  ↑
NORDGERMANSK
  ↑
GERMANSK
  ↑
INDOEUROPÆISK

Hvis vi i stedet følger udviklingen fremad, bliver retningen:

INDOEUROPÆISK URSPROG
          ↓
      GERMANSK
          ↓
    NORDGERMANSK
          ↓
      URNORDISK
          ↓
         ...
          ↓
        DANSK

Dermed begynder sprogtræet at føre direkte over i dansk sproghistorie.

Overblik

De vigtigste germanske sprog i vores sammenhæng kan placeres sådan:

Det centrale er sammenhængen:

Dansk er et nordgermansk sprog, nordgermansk er en del af germansk, og germansk er en del af den indoeuropæiske sprogfamilie.

Og når vi senere møder nedertysk i dansk sproghistorie, skal vi huske:

Nedertysk er plattysk. Det er vestgermansk ligesom højtysk, men nedertysk og højtysk har haft forskellige historiske lydudviklinger.

Videre

På næste side forlader vi den germanske gren og ser på de romanske sprog.

Her er den historiske udvikling særlig interessant, fordi vi har omfattende skriftlige kilder til latin og derfor kan følge, hvordan forskellige talte former for latin med tiden udviklede sig til blandt andet fransk, spansk, italiensk, portugisisk og rumænsk.