Infinitiv

På dansk kender du allerede navnemåden:

at elske

at høre

at komme

at læse

Sammenlign:

hun elsker

med:

at elske

Vi kan mærke forskellen:

hun elsker
↓
finit verbalform

at elske
↓
infinitiv
↓
ikke-finit verbalform

Latin har den samme grundlæggende forskel.

Sammenlign:

amat
↓
han / hun elsker

med:

amare
↓
at elske

Altså:

Begge former hører til verbet:

amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Men de giver ikke de samme grammatiske oplysninger.

På denne side ser vi på, hvad der kendetegner navnemåde, hvordan latin danner forskellige infinitiver, og hvordan infinitiven bruges i sætninger.

Finit og ikke-finit

Se igen:

amat
↓
han / hun elsker

Amat er en finit verbform.

Vi kan analysere:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Formen fortæller altså blandt andet:

HVEM?

han / hun
↓
3. person singularis

og:

HVILKEN VERBALFORM?

nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Men se:

amare
↓
at elske

Her har vi en navnemåde.

Vi analyserer ikke amare som:

1. person?

2. person?

3. person?

eller:

singularis?

pluralis?

Infinitiven har ikke person og tal på samme måde som en finit verbalform.

Derfor kaldes infinitiven en ikke-finit verbalform.

En første huskeregel er:

amat
↓
han / hun elsker
↓
FINIT

amare
↓
at elske
↓
IKKE-FINIT
↓
navnemåde

Sammenlign med dansk

På dansk kan vi se den samme grundlæggende forskel:

elsker
↕
at elske

På latin:

amat
↕
amare

Vi kan stille dem ved siden af hinanden:

LATIN                  DANSK

amat                   elsker
↓                      ↓
finit                  finit


amare                  at elske
↓                      ↓
navnemåde         infinitiv

Det betyder ikke, at dansk og latin bygger alle verbalformer på samme måde.

Men den danske forskel giver os en god referenceramme:

**Infinitiven er den form, vi på dansk ofte møder sammen med at: at elske, at komme, at høre.**

Infinitiven er stadig en verbalform

At infinitiven er ikke-finit betyder ikke, at den holder op med at være en verbalform.

Se:

amare
↓
at elske

Verbet udtrykker stadig handlingen:

elske

Og infinitiven kan have andre led knyttet til sig.

Se:

puellam amare

at elske pigen

Her er:

puellam
↓
pigen

knyttet til:

amare
↓
at elske

Sammenlign:

Marcus puellam amat.

Marcus elsker pigen.

med:

puellam amare

at elske pigen

I begge tilfælde hører puellam til verbet amo.

Forskellen er:

amat
↓
finit

mens:

amare
↓
infinitiv

Infinitiven i verbets hovedformer

Vi har allerede mødt infinitiven i verbets hovedformer:

amo, amare, amavi, amatum

Den anden hovedform:

amare
↓
at elske

er:

nutid
navnemåde
aktiv handleform

Sammenlign:

amo
↓
jeg elsker

og:

amare
↓
at elske

De to første hovedformer kan altså oversættes:

amo
↓
jeg elsker

amare
↓
at elske

Infinitiven er samtidig vigtig, når vi skal afgøre, hvilken konjugation et verbum tilhører.

Infinitiven og de fire konjugationer

Sammenlign:

amare
↓
at elske

monere
↓
at advare

regere
↓
at styre

audire
↓
at høre

Når vokallængden markeres, ser vi:

Det giver:

-āre
↓
1. konjugation

-ēre
↓
2. konjugation

-ere
↓
3. konjugation

-īre
↓
4. konjugation

I almindelige latinske tekster skriver vi normalt uden makroner:

amare
monere
regere
audire

Vokallængden markeres især, når den er grammatisk vigtig for forklaringen.

De fire konjugationer behandles systematisk senere.

Infinitiven har ikke person og numerus

Sammenlign:

amo
↓
jeg elsker
↓
1. person singularis

amas
↓
du elsker
↓
2. person singularis

amat
↓
han / hun elsker
↓
3. person singularis

Men:

amare
↓
at elske

har ikke selv:

1. person

2. person

3. person

På samme måde har infinitiven ikke selv singularis og pluralis som en finit form.

Se:

venire
↓
at komme

Infinitiven er den samme i:

Marcus venire vult.

Marcus vil komme.

og:

Pueri venire volunt.

Drengene vil komme.

I den første sætning er der én, der kommer.

I den anden er der flere.

Men infinitiven er i begge tilfælde:

venire
↓
at komme

tal vises andre steder i konstruktionen.

Infinitiven har ikke modus som en finit form

Se:

amat
↓
han / hun elsker

Her kan vi bestemme:

fremsættende udsagnsmåde

Sammenlign:

amet
↓
fx må han / hun elske

Her har vi:

konjunktiv

Men infinitiven:

amare
↓
at elske

analyseres ikke som:

fremsættende udsagnsmåde?

konjunktiv?

bydemåde?

Vi kan derfor sammenligne:

FINIT VERBALFORM

amat
│
├── person
├── tal
├── tid
├── udsagnsmåde
└── handleform

med:

INFINITIV

amare
│
├── tid
└── handleform

Infinitiven er altså ikke bøjet efter udsagnsmåde på samme måde som de finitte former.

Men infinitiven har tempus og diatese

Her bliver det latinske infinitivsystem mere omfattende end det danske.

Sammenlign først:

amare
↓
at elske

og:

amari
↓
at blive elsket

Den første er:

aktiv handleform

Den anden er:

passiv handleform

Latin kan altså skelne mellem aktiv og passiv i infinitiven.

Latin kan også skelne mellem forskellige tempora.

Vi møder derfor blandt andet:

amare
↓
at elske
↓
nutid navnemåde aktiv handleform

amari
↓
at blive elsket
↓
nutid navnemåde passiv handleform

amavisse
↓
at have elsket
↓
førnutid navnemåde aktiv handleform

amatum esse
↓
at være blevet elsket
↓
førnutid navnemåde passiv handleform

amaturum esse
↓
at ville / skulle elske
↓
fremtid navnemåde aktiv handleform

Det giver en vigtig arbejdsrækkefølge:

LATINSK FORM
      ↓
DANSK BETYDNING
      ↓
tid
      ↓
handleform

Et første overblik over infinitiverne

Med amo kan vi opstille:

Der findes også:

amatum iri

som er:

fremtid
navnemåde
passiv handleform

Den form er mindre central i begyndelsen.

Det vigtigste er først at blive sikker på de mere almindelige infinitiver.

Præsens infinitiv aktiv

Se:

amare
↓
at elske

Analysen er:

amare
│
├── nutid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

Andre eksempler:

monere
↓
at advare

regere
↓
at styre

audire
↓
at høre

Denne form er den infinitiv, vi møder som anden hovedform i ordbogen.

Præsens infinitiv passiv

Sammenlign:

amare
↓
at elske

med:

amari
↓
at blive elsket

Vi har:

amare
│
├── nutid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

og:

amari
│
├── nutid
├── navnemåde
└── passiv handleform

På dansk kan forskellen illustreres:

at elske
↓
aktiv

at blive elsket
↓
passiv

handleform findes altså også ved infinitiven.

Passiv infinitiv ser ikke ens ud i alle konjugationer

Sammenlign:

Især 3. konjugation er værd at bemærke:

regere
↓
at styre
↓
aktiv handleform

men:

regi
↓
at blive styret
↓
passiv handleform

Ikke:

regeri

Det bliver lettere at se mønstrene, når vi senere sammenligner konjugationerne systematisk.

Infinitiven kan stå sammen med et finit verbum

Se:

Marcus venire vult.

Marcus vil komme.

Her står to verbalformer:

vult
↓
vil
↓
finit

og:

venire
↓
at komme
↓
navnemåde

Vi kan sammenligne med dansk:

Marcus vil komme.

Her er:

vil
↓
finit

mens:

komme
↓
infinitiv

Latin og dansk har altså her en meget genkendelig struktur:

LATIN

Marcus venire vult.
↓
Marcus vil komme.

Infinitiven indgår sammen med det finitte verbum i sætningen.

Hvem udfører infinitivens handling?

Se igen:

Marcus venire vult.

Marcus vil komme.

Hvem er det, der kommer?

Marcus

Der står ikke et særskilt latinsk ord foran venire for:

Marcus kommer

Men vi forstår:

Marcus vult
↓
Marcus vil

og samtidig:

Marcus venire
↓
Marcus komme

Infinitivens forståede grundled er her det samme som grundleddet til det finitte verbum.

Vi kan forenklet vise:

Marcus
   │
   ├── vil
   │
   └── komme

Det svarer godt til dansk:

Marcus vil komme.

Infinitiven kan også have sit eget grundled

Nu kommer en vigtig latinsk konstruktion.

Se først:

Marcus videt puellam.

Marcus ser pigen.

Her er:

Marcus
↓
den, der ser

og:

puellam
↓
pigen

Men se nu:

Marcus puellam venire videt.

Marcus ser pigen komme.

Her er:

venire
↓
at komme

Og hvem kommer?

puellam
↓
pigen

Vi kan derfor forstå:

Marcus
↓
ser

mens:

puellam venire
↓
pigen komme

Her har infinitiven altså en deltager, der selv udfører infinitivens handling.

Dansk giver os igen en god reference

Sammenlign:

Marcus ser pigen komme.

Her kan vi spørge:

Hvem ser?
↓
Marcus

Hvem kommer?
↓
pigen

Latin:

Marcus puellam venire videt.

giver den samme grundlæggende betydning:

Marcus
↓
ser

puellam
↓
pigen
↓
den, der kommer

venire
↓
komme

På latin står puellam i genstandsfald.

Det bliver vigtigt i konstruktionen akkusativ med infinitiv.

Akkusativ med infinitiv

Se:

Marcus dicit puellam venire.

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus siger, at pigen kommer.

Hvis vi ser på den latinske konstruktion:

Marcus dicit
↓
Marcus siger

og:

puellam venire
↓
pigen komme

Her står:

puellam
↓
genstandsfald

og:

venire
↓
navnemåde

Konstruktionen kaldes:

AKKUSATIV
+
INFINITIV

ofte forkortet:

ACI

Fra latin til dansk

Latin:

Marcus dicit puellam venire.

kan ikke oversættes ord for ord til naturligt dansk.

En mere naturlig dansk konstruktion er:

Marcus siger, at pigen kommer.

Sammenlign:

LATIN

puellam venire
↓
akkusativ + infinitiv

med:

DANSK

at pigen kommer
↓
finit ledsætning

Vi går altså:

puellam
↓
pigen

venire
↓
komme

til den naturlige danske sætning:

at pigen kommer

Det er et vigtigt oversættelsesprincip:

Latin og dansk behøver ikke bruge den samme grammatiske konstruktion for at udtrykke den samme betydning.

Infinitivens tempus bliver vigtigt i ACI

Se disse tre latinske former:

venire
↓
at komme

venisse
↓
at være kommet

venturam esse
↓
at ville komme

De er alle infinitiver, men de har forskelligt tid.

I en ACI fortæller infinitivens tempus typisk, hvordan infinitivhandlingen ligger tidsligt i forhold til det styrende verbum.

Det kan forenklet vises:

nutid infinitiv
↓
SAMTIDIGHED

førnutid infinitiv
↓
FORUDTIDIGHED

fremtid infinitiv
↓
EFTERTIDIGHED

Det kaldes relativ tid.

Præsens infinitiv: samtidig handling

Se:

Marcus dicit puellam venire.

Vi har:

dicit
↓
han siger

og:

venire
↓
at komme
↓
nutid navnemåde

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus siger, at pigen kommer.

Det at komme fremstilles som samtidigt med det at sige:

MARCUS SIGER
      │
      └── samtidig:
          PIGEN KOMMER

Derfor:

nutid infinitiv
↓
samtidighed

Præsens infinitiv betyder ikke nødvendigvis dansk nutid

Se nu:

Marcus dixit puellam venire.

Her står:

dixit
↓
han sagde

mens:

venire
↓
nutid navnemåde

Hvis vi mekanisk oversatte nutid med dansk nutid, kunne vi få:

Marcus sagde, at pigen kommer.

Men det er ikke nødvendigvis det, latin udtrykker.

Præsens infinitiv viser her, at pigens komme er samtidigt med det tidspunkt, hvor Marcus sagde det.

Derfor vil dansk normalt have:

Marcus sagde, at pigen kom.

Vi kan vise tidsforholdet:

FORTID                         NU
───────────────────────────────→

MARCUS SAGDE
      │
      └── samtidig:
          PIGEN KOM

Det afgørende er altså ikke:

nutid
=
dansk nutid

men:

nutid infinitiv
↓
samtidig med
det styrende verbum

Perfekt infinitiv

Se:

amavisse
↓
at have elsket

Formen kan analyseres:

amavisse
│
├── førnutid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

Den bygger på perfektstammen:

amav-

Sammenlign:

amare
↓
at elske

med:

amavisse
↓
at have elsket

Vi får altså:

amare
↓
nutid infinitiv

amavisse
↓
førnutid infinitiv

Perfekt infinitiv viser forudtidighed

Se:

Marcus dicit puellam venisse.

Her står:

dicit
↓
han siger

mens:

venisse
↓
at være kommet
↓
førnutid navnemåde

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus siger, at pigen er kommet.

Det at komme ligger før det at sige:

PIGEN ER KOMMET
       ↓

      FØR

MARCUS SIGER

Derfor:

førnutid infinitiv
↓
forudtidighed

Perfekt infinitiv efter et verbum i fortid

Se:

Marcus dixit puellam venisse.

Vi har:

dixit
↓
han sagde

og:

venisse
↓
at være kommet

Det at komme ligger før det at sige.

På dansk bliver det naturligt:

Marcus sagde, at pigen var kommet.

Forholdet er:

PIGEN VAR KOMMET
       ↓

      FØR

MARCUS SAGDE

Det viser igen, hvorfor infinitivens tempus skal forstås relativt.

Latin har stadig:

førnutid infinitiv

men dansk vælger den tid, der passer til den danske sætning.

Futurum infinitiv

Se:

amaturum esse

En mulig dansk gengivelse er:

at ville elske

eller:

at komme til at elske

Formen består af:

amaturum
+
esse

og analyseres:

amaturum esse
│
├── fremtid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

Her er infinitiven altså sammensat af flere ord.

Futurum infinitiv viser eftertidighed

Se:

Marcus dicit puellam venturam esse.

Vi har:

dicit
↓
han siger

og:

venturam esse
↓
at ville komme
↓
fremtid navnemåde

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus siger, at pigen vil komme.

Det at komme ligger efter det at sige:

MARCUS SIGER
      ↓

      FØR

PIGEN VIL KOMME

Derfor:

fremtid infinitiv
↓
eftertidighed

Futurum infinitiv efter et verbum i fortid

Se:

Marcus dixit puellam venturam esse.

Her står:

dixit
↓
han sagde

mens:

venturam esse
↓
at ville komme

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus sagde, at pigen ville komme.

Forholdet er stadig:

STYRENDE VERBUM
      ↓

      FØR

INFINITIVHANDLINGEN

Latin bruger:

fremtid infinitiv

fordi infinitivhandlingen ligger efter det styrende verbum.

De tre tidsforhold samlet

Se først med:

dicit
↓
han siger

Samtidighed

dicit puellam venire

han siger, at pigen kommer

venire
↓
nutid infinitiv
↓
SAMTIDIGHED

Forudtidighed

dicit puellam venisse

han siger, at pigen er kommet

venisse
↓
førnutid infinitiv
↓
FORUDTIDIGHED

Eftertidighed

dicit puellam venturam esse

han siger, at pigen vil komme

venturam esse
↓
fremtid infinitiv
↓
EFTERTIDIGHED

Vi kan samle:

Det samme med et styrende verbum i fortid

Se nu:

dixit
↓
han sagde

Vi får:

Den latinske forskel er stadig:

venire
↓
samtidig

venisse
↓
før

venturam esse
↓
efter

Det er den relative tidsrelation, der er central.

Dansk tid og latinsk infinitiv er ikke det samme

Det er derfor vigtigt ikke at lave regler som:

nutid infinitiv
=
dansk nutid

eller:

førnutid infinitiv
=
dansk førnutid

Se:

dicit puellam venire
↓
siger, at pigen kommer

men:

dixit puellam venire
↓
sagde, at pigen kom

Den latinske infinitiv er i begge tilfælde:

venire
↓
nutid infinitiv

Det, der er det samme, er:

SAMTIDIGHED

ikke den konkrete danske tempusform.

Derfor spørger vi:

Hvornår ligger infinitivhandlingen i forhold til det styrende verbum?

Perfekt infinitiv passiv

Infinitiven kan også kombinere førnutid og passiv handleform.

Se:

amatum esse
↓
at være blevet elsket

Formen består af:

amatum
+
esse

altså:

perfektum participium
+
navnemåde af sum

Samlet:

amatum esse
│
├── førnutid
├── navnemåde
└── passiv handleform

Men participiets form kan ændre sig efter den deltager, det hører til.

Participiet passer til infinitivens grundled

Se:

puerum amatum esse

at drengen er blevet elsket

Her står:

puerum
↓
maskulinum
singularis
akkusativ

og:

amatum
↓
maskulinum
singularis
akkusativ

Sammenlign:

puellam amatam esse

at pigen er blevet elsket

Her har vi:

puellam
↓
femininum
singularis
akkusativ

og:

amatam
↓
femininum
singularis
akkusativ

Vi kan også have:

pueros amatos esse
↓
at drengene er blevet elsket

og:

puellas amatas esse
↓
at pigerne er blevet elsket

Perfektum participium kongruerer altså med det led, der fungerer som infinitivens grundled.

Perfekt infinitiv passiv i en sætning

Se:

Marcus dicit puellam amatam esse.

Vi kan tage den trin for trin.

Marcus dicit
↓
Marcus siger

puellam
↓
pigen
↓
akkusativ

amatam esse
↓
at være blevet elsket
↓
førnutid
navnemåde
passiv handleform

En naturlig dansk oversættelse er:

Marcus siger, at pigen er blevet elsket.

Her viser førnutid infinitiv:

ELSKET
↓
før
↓
SIGER

Futurum infinitiv og kongruens

Se:

puellam venturam esse

En naturlig dansk gengivelse er:

at pigen vil komme

Her står:

puellam
↓
femininum
singularis
akkusativ

og:

venturam
↓
femininum
singularis
akkusativ

Sammenlign:

puerum venturum esse
↓
at drengen vil komme

puellam venturam esse
↓
at pigen vil komme

pueros venturos esse
↓
at drengene vil komme

puellas venturas esse
↓
at pigerne vil komme

Futurum participium kongruerer altså også med infinitivens grundled.

Participier behandles nærmere på næste side.

Infinitiven kan være ét ord eller flere ord

Nogle infinitiver består af ét ord:

amare
↓
at elske

amari
↓
at blive elsket

amavisse
↓
at have elsket

Andre er sammensatte:

amatum esse
↓
at være blevet elsket

amaturum esse
↓
at ville elske

Vi møder altså igen et princip fra de finitte passive perfektformer:

EN GRAMMATISK
VERBALFORM
↓
KAN BESTÅ AF
FLERE ORD

Det er vigtigt i sætningsanalysen.

En mindre almindelig form: futurum infinitiv passiv

Latin har også en fremtid navnemåde passiv handleform.

En form er:

amatum iri

Den består af:

amatum
↓
supinum i -um

og:

iri
↓
passiv infinitiv af eo

Samlet:

amatum iri
│
├── fremtid
├── navnemåde
└── passiv handleform

Forenklet kan betydningen være:

at skulle blive elsket

Denne form er mindre almindelig.

I begyndelsen er det vigtigere at kunne genkende:

amare
amari
amavisse
amatum esse
amaturum esse

Infinitiv er form – ikke sætningsled

Vi skal igen holde morfologi og syntaks adskilt.

Se:

venire
↓
navnemåde

Dette fortæller os, hvilken verbalform vi har.

Men det fortæller ikke i sig selv, hvilken syntaktisk rolle hele konstruktionen har.

Se:

Marcus venire vult.

Marcus vil komme.

og:

Marcus dicit puellam venire.

Marcus siger, at pigen kommer.

I begge sætninger står:

venire
↓
navnemåde

Men infinitiven indgår i forskellige konstruktioner.

Derfor skelner vi:

MORFOLOGI

venire
↓
nutid
navnemåde
aktiv handleform

fra:

SYNTAKS

Hvordan hænger
venire sammen med
resten af sætningen?

Fra form til sætning

Se:

Marcus puellam venire videt.

Marcus ser pigen komme.

Vi har en finit verbalform:

videt
↓
han ser

Den kan analyseres:

videt
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Vi har også:

venire
↓
at komme

som er:

venire
│
├── nutid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

Og:

puellam
↓
pigen
↓
akkusativ

Nu skal syntaksen fortælle os forholdet:

Marcus
↓
ser

puellam
↓
pigen

venire
↓
komme

På dansk:

Marcus ser pigen komme.

Vi går altså:

MORFOLOGISK ANALYSE
↓
FORSTÅ KONSTRUKTIONEN
↓
DANSK OVERSÆTTELSE

Fra tekstform til infinitiv

Se:

amavisse

Hvis formen er ukendt, kan vi genkende:

amav-
↓
perfektstamme

Det fører os til hovedformen:

amavi

og dermed til verbet:

amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Nu kan vi analysere:

amavisse
│
├── førnutid
├── navnemåde
└── aktiv handleform

og oversætte:

at have elsket

Vi går altså:

amavisse
↓
amav-
↓
amo
↓
elske
↓
at have elsket

Sådan analyserer du en infinitiv

Når du møder en infinitiv, kan du arbejde sådan:

1. GENKEND FORMEN

   fx:

   amare
   amari
   amavisse

          │
          ↓

2. FIND DEN DANSKE
   GRUNDBETYDNING

   fx:

   amare
   ↓
   at elske

          │
          ↓

3. IDENTIFICÉR VERBET

   amo, amare,
   amavi, amatum

          │
          ↓

4. BESTEM handleform

   aktiv handleform?
   passiv handleform?

          │
          ↓

5. BESTEM tid

   nutid?
   førnutid?
   fremtid?

          │
          ↓

6. SE PÅ SÆTNINGEN

   Hvilket verbum
   hænger infinitiven
   sammen med?

          │
          ↓

7. FIND UD AF,
   HVEM DER UDFØRER
   INFINITIVHANDLINGEN

          │
          ↓

8. HVIS DER ER ACI:

   find det led i
   akkusativ, som
   hører til infinitiven

          │
          ↓

9. BESTEM DET
   RELATIVE TIDSFORHOLD

   samtidig?
   før?
   efter?

          │
          ↓

10. OVERSÆT HELE
    KONSTRUKTIONEN
    TIL NATURLIGT DANSK

Kortere:

LATINSK FORM
↓
DANSK GRUNDBETYDNING
↓
tid + handleform
↓
KONSTRUKTION
↓
HVEM UDFØRER HANDLINGEN?
↓
RELATIV TID
↓
DANSK OVERSÆTTELSE

Husk

På dansk kender vi infinitiven fra former som:

at elske

at komme

at høre

Latin har den samme grundlæggende forskel mellem finit og ikke-finit:

amat
↓
han / hun elsker
↓
finit

amare
↓
at elske
↓
navnemåde
↓
ikke-finit

En finit verbalform som:

amat

kan analyseres:

3. person
singularis
nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Men infinitiven:

amare
↓
at elske

har ikke selv:

person

tal

udsagnsmåde

på samme måde.

Den kan derimod have:

tid

handleform

Sammenlign:

Ved ACI er infinitivens tid normalt relativt til det styrende verbum:

nutid infinitiv
↓
SAMTIDIGHED

førnutid infinitiv
↓
FORUDTIDIGHED

fremtid infinitiv
↓
EFTERTIDIGHED

Derfor:

dixit puellam venire
↓
han sagde,
at pigen kom

dixit puellam venisse
↓
han sagde,
at pigen var kommet

dixit puellam venturam esse
↓
han sagde,
at pigen ville komme

Det vigtigste er altså ikke bare at kunne sætte et grammatisk navn på formen.

Vi går:

LATIN

venire
↓
at komme
↓
nutid infinitiv
↓
samtidig

og derefter:

HELE SÆTNINGEN
↓
naturlig dansk
oversættelse

Sådan bruger vi dansk som referenceramme, men lader den latinske form bestemme den grammatiske analyse.

På næste side ser vi på en anden gruppe ikke-finitte verbalformer.

De kan både have egenskaber fra verber og fra adjektiver:

PARTICIPIER

Participier →