Et navneord er et ord, der betegner for eksempel en person, en ting, et sted eller et begreb.
På latin kaldes et substantiv nomen substantivum.
Når vi arbejder med latinske substantiver, er det ikke nok at kende ordets betydning. Vi skal også kunne genkende dets grammatiske egenskaber og bøjningsform.
Fire ting bliver særligt vigtige:
LATINSK SUBSTANTIV │ ├── genus ├── numerus ├── kasus └── stamme + endelse
De oplysninger hjælper os med at gå fra den form, vi møder i teksten, til substantivets funktion i sætningen.
Et substantiv har genus
Ethvert latinsk substantiv har et grammatisk køn.
Latin har tre genera:
maskulinum femininum neutrum
Et substantivs genus er en egenskab ved selve ordet.
For eksempel:
puella pige femininum puer dreng maskulinum bellum krig neutrum
Genus kan ikke altid bestemmes ud fra, hvad ordet betyder. Derfor er det en oplysning, man normalt lærer sammen med substantivet.
Genus bliver også vigtigt, når substantivet forbindes med blandt andet adjektiver og pronominer, fordi ordene kan stå i kongruens med hinanden.
Et substantiv har numerus
Latinske substantiver bøjes efter tal.
Der er to muligheder:
singularis én pluralis flere
Sammenlign:
puella pigen / en pige puellae pigerne / piger
Formen af substantivet kan altså fortælle os, om der er tale om én eller flere.
Numerus kender vi også fra dansk:
pige → piger dreng → drenge
Men i latin indgår numerus sammen med kasus i substantivets bøjningssystem.
Et substantiv bøjes i kasus
Latinske substantiver bøjes også efter kasus.
Latin har seks centrale kasus:
nominativ akkusativ genitiv dativ ablativ vokativ
Kasusformen giver grammatisk information, som hjælper os med at forstå substantivets forhold til resten af sætningen.
Se for eksempel:
Puella puerum videt.
Her står puella i nævnefald, mens puerum står i genstandsfald.
Det hjælper os med analysen:
Puella puerum videt.
× Δ ○
subjekt direkte verbal
objektKasus er imidlertid ikke det samme som sætningsled.
Nominativ er en form. Subjekt er en funktion.
Akkusativ er en form. Direkte objekt er en funktion.
Det skel skal vi bruge gennem hele den latinske grammatik.
Latin bøjer ikke substantiver i bestemt og ubestemt form
På dansk kan et substantiv skelne mellem ubestemt og bestemt form:
en pige → pigen piger → pigerne
Latin har ikke en tilsvarende bøjningskategori ved substantivet.
En form som:
puella
kan derfor afhængigt af sammenhængen oversættes som:
en pige
eller:
pigen
Når vi analyserer et latinsk substantiv, bestemmer vi altså blandt andet:
genus numerus kasus
men ikke bestemt eller ubestemt form.
Bestemtheden må normalt forstås ud fra sammenhængen
Substantivet består ikke bare af en endelse
Når et latinsk substantiv bøjes, ændres typisk den sidste del af ordet.
Se nogle former af puella:
puella puellae puellam puellā
Vi kan som en første model skelne mellem stamme og endelse:
puell-a puell-ae puell-am puell-ā │ │ │ └── bøjningsendelse │ └──────── stamme
Stammen hjælper os med at genkende ordet.
Endelsen giver oplysninger om bøjningsformen.
Det er en forenklet model, og ikke alle latinske substantiver er lige så lette at gennemskue. Men skellet mellem stamme og endelse bliver et vigtigt redskab, når vi senere arbejder med de forskellige deklinationer.
Én form kan indeholde flere oplysninger
Det er vigtigt, at genus, numerus og kasus ikke opfattes som tre forskellige dele, der nødvendigvis kan ses hver for sig i ordet.
En bøjningsendelse kan udtrykke flere grammatiske kategorier på én gang.
Hvis vi analyserer:
puellam
kan vi blandt andet beskrive formen som:
ORDFORM puellam │ ├── substantiv ├── femininum ├── singularis └── akkusativ
En latinsk substantivform kan altså samle flere grammatiske oplysninger i én form.
Det er en vigtig forskel fra en forestilling om, at hvert grammatisk træk nødvendigvis har sin egen endelse.
Den samme endelse kan også være tvetydig
Det modsatte problem findes også.
En bestemt ordform kan nogle gange passe til mere end én grammatisk analyse.
Se eksempelvis formen:
puellae
Den samme form kan forekomme flere steder i bøjningssystemet.
Derfor kan vi ikke altid analysere et latinsk ord ud fra endelsen alene.
Vi må også bruge:
ordets grundform + deklination + sammenhængen i sætningen
Det bliver særlig tydeligt, når vi begynder at arbejde med de fulde bøjningsskemaer.
Hvordan står substantiver i ordbogen?
I en latinsk ordbog eller ordliste får vi normalt mere end én oplysning om et substantiv.
Et opslag kan for eksempel se sådan ud:
puella, -ae f. pige
Det kan læses som:
puella nominativ singularis -ae genitiv singularis f. femininum pige dansk betydning
Hvorfor får vi netop nominativ og genitiv?
Fordi de tilsammen giver vigtige oplysninger om, hvordan substantivet bøjes.
Genitiven hjælper os blandt andet med at finde substantivets stamme og afgøre, hvilken deklination det tilhører.
Grundform og tekstform er ikke nødvendigvis ens
Det er vigtigt, når du bruger en ordbog.
I teksten kan der stå:
puellam
men ordbogen har opslaget:
puella, -ae f.
Vi skal derfor kunne bevæge os fra tekstformen tilbage til det ord, vi skal slå op:
TEKST puellam │ ↓ genkend bøjningsformen │ ↓ puella │ ↓ ORDBOG
Det er en af grundene til, at morfologisk analyse er så vigtig i latin.
Deklinationen fortæller bøjningsmønstret
Latinske substantiver bøjes ikke alle med de samme endelser.
De organiseres traditionelt i fem deklinationer:
1. deklination 2. deklination 3. deklination 4. deklination 5. deklination
Deklinationsnummeret er altså ikke endnu en grammatisk egenskab på samme niveau som genus, numerus og kasus.
Det fortæller, hvilket bøjningsmønster substantivet følger.
For eksempel kan vi beskrive puella sådan:
puella, -ae f. BETYDNING pige GENUS femininum DEKLINATION 1. deklination
Når vi senere kender bøjningsmønstret for 1. deklination, kan vi bruge det til at forstå de forskellige former af puella.
Når vi analyserer et substantiv
Efterhånden skal vi kunne stille en række spørgsmål til en substantivform:
Hvilket substantiv er det?
│
↓
Hvilken deklination?
│
↓
Hvilket genus?
│
↓
Hvilket numerus?
│
↓
Hvilken kasus?
│
↓
Hvilken funktion har formen
i denne sætning?Bemærk det sidste trin.
Selv når vi har bestemt substantivets form fuldstændigt, er analysen ikke nødvendigvis færdig.
Vi skal stadig undersøge, hvad substantivet gør i sætningen.
Fire ting først
Inden vi går videre til de seks kasus og de fem deklinationer, ser vi derfor nærmere på fire grundlæggende sider af substantivet:
GENUS Hvilket grammatisk køn har ordet? NUMERUS Er formen singularis eller pluralis? KASUS Hvilken kasus står formen i? STAMME OG ENDELSE Hvordan er bøjningsformen bygget op?
Vi begynder med genus og de tre grammatiske køn i latin.
Begreber på denne side
- navneord – Et ord, der betegner personer, steder, ting, fænomener eller begreber.
- køn – En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver.
- kongruens – Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord.
- tal – En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere.
- kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
- nævnefald – Den kasus, der typisk bruges ved subjekt og subjektsprædikativ.
- genstandsfald – Den kasus, der ofte bruges ved direkte objekt.
- stamme – Den del af et ord, som bøjningsendelser føjes til.
- endelse – Den del, der føjes til en ordstamme og kan vise grammatisk form.
- deklination – Et bøjningsmønster for blandt andet navneord og tillægsord.
Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side