Sprogforståelse

Numerus

tal fortæller, om et ord står i ental eller flertal.

Latin har to numeri:

singularis     ental
pluralis       flertal

Latinske navneord bøjes i både singularis og pluralis.


Singularis og pluralis

Singularis bruges grundlæggende, når der er tale om én:

puella     pige
puer       dreng
bellum     krig

Pluralis bruges grundlæggende, når der er tale om flere:

puellae    piger
pueri      drenge
bella      krige

Det grundlæggende princip kender vi fra dansk:

DANSK                  LATIN

pige                    puella
piger                   puellae

dreng                   puer
drenge                  pueri

Både dansk og latin bruger altså bøjning til at skelne mellem ental og flertal.


Numerus er en grammatisk kategori

Når vi siger, at puella står i singularis og puellae kan stå i pluralis, beskriver vi ordets grammatiske tal.

NUMERUS
│
├── singularis
│
└── pluralis

Numerus fortæller altså noget om den konkrete ordform.

Det adskiller numerus fra køn.

Et substantivs genus er normalt en fast egenskab ved ordet:

puella
│
└── femininum

men substantivet kan bøjes i forskelligt numerus:

puella
│
├── singularis
└── femininum


puellae
│
├── pluralis
└── femininum

Genus er stadig femininum, mens numerus ændrer sig.


Numerus og kasus hænger sammen i bøjningsformen

Når et latinsk substantiv bøjes, udtrykker formen ikke kun numerus.

Den udtrykker også kasus.

Se for eksempel:

puellam

Formen kan analyseres som:

puellam
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
└── akkusativ

Vi kan derfor ikke tænke på substantivets endelse som en ren »ental/endelse« eller »kasusendelse«.

Den samme bøjningsform kan udtrykke flere grammatiske oplysninger på én gang:

BØJNINGSFORM
     │
     ├── numerus
     │
     └── kasus

Det bliver tydeligt, når vi senere arbejder med de fulde deklinationsskemaer.


En form kan have flere analyser

Latin har mange former, hvor den samme endelse kan forekomme flere steder i bøjningssystemet.

Tag igen:

puellae

Formen kan blandt andet være:

nominativ pluralis

men puellae kan også repræsentere andre kombinationer af kasus og numerus.

Derfor er det ikke nok at se:

puellae
      │
      ↓
    -ae

og derefter automatisk konkludere, at formen er pluralis.

Vi må undersøge hele sætningen.

Det er et generelt princip i latinsk analyse:

En ordform kan give os flere mulige analyser. Sammenhængen hjælper os med at vælge den rigtige.


Numerus ved verbet

Numerus findes ikke kun ved substantiver.

Latinske udsagnsord bøjes også efter numerus.

Sammenlign:

amat       han/hun elsker

amant      de elsker

Her kan verbalformen blandt andet vise:

amat
│
├── 3. person
└── singularis


amant
│
├── 3. person
└── pluralis

Numerus hjælper os derfor også med at finde forbindelsen mellem subjekt og verbal.


Subjekt og verbal passer sammen

Et subjekt og det finitte verbal står normalt i samme numerus.

Se:

Puella amat.

Puella er singularis.

Verbalformen amat er også singularis.

PUELLA
singularis
     │
     ↕
    AMAT
singularis

Ved flere piger får vi:

Puellae amant.

Her er både subjekt og verbal pluralis:

PUELLAE
pluralis
    │
    ↕
   AMANT
pluralis

Denne overensstemmelse er et eksempel på kongruens.

Numerus kan derfor hjælpe os med at afgøre, hvilke led der hænger sammen i sætningen.


Numerus ved adjektiver

Også latinske tillægsord bøjes efter numerus.

Et adjektiv står i kongruens med det substantiv, det hører til.

Det betyder, at substantiv og adjektiv passer sammen i:

genus
+
numerus
+
kasus

Forenklet:

SUBSTANTIV
femininum
pluralis
nominativ

      ↕

ADJEKTIV
femininum
pluralis
nominativ

Numerus er dermed et af de grammatiske spor, vi senere kan bruge til at finde ud af, hvilke ord der hører sammen.


Numerus ved pronominer

Latinske stedord kan ligeledes have singularis- og pluralisformer.

Det gælder blandt andet personlige stedord:

jeg       → én person

vi        → flere personer

og numerus spiller også en rolle ved blandt andet demonstrative og relative pronominer.

Vi møder altså den samme grammatiske kategori på tværs af flere ordklasser.


Den samme kategori flere steder

Det er værd at lægge mærke til.

tal er ikke noget, vi kun bruger til substantiver:

                    NUMERUS
                       │
          ┌────────────┼────────────┐
          │            │            │
          ↓            ↓            ↓
     substantiver  adjektiver    pronominer
          │            │            │
          └────────────┼────────────┘
                       │
                       ↓
                     verber

Det er en generel grammatisk kategori.

Det er netop derfor, den grammatik, vi allerede kender, kan genbruges, når vi lærer latin.


Når du analyserer et substantiv

Når vi senere analyserer en konkret substantivform, skal numerus bestemmes sammen med kasus.

For eksempel:

puellam

kan analyseres:

GRUNDFORM
puella

GENUS
femininum

NUMERUS
singularis

KASUS
akkusativ

Vi kan kort skrive:

akkusativ singularis

Når vi møder en latinsk substantivform, bliver spørgsmålet derfor ikke blot:

Er der én eller flere?

men:

Hvilken kombination af kasus og numerus viser formen?


Husk

Det vigtigste om numerus er:

LATIN HAR TO NUMERI

singularis = ental
pluralis   = flertal


SUBSTANTIVER
bøjes efter numerus og kasus


VERBER
bøjes også efter numerus


ADJEKTIVER OG PRONOMINER
kan ligeledes vise numerus


KONGRUENS
kan hjælpe os med at se,
hvilke ord der hører sammen

Numerus er altså en grammatisk kategori, vi kommer til at møde igen og igen i latin.

På næste side ser vi nærmere på den kategori, der bliver særlig vigtig for de latinske substantiver: kasus.

Kasus →


Begreber på denne side

  • tal – En grammatisk kategori, der skelner mellem én og flere.
  • navneord – Et ord, der betegner personer, steder, ting, fænomener eller begreber.
  • køn – En grammatisk kategori, der blandt andet opdeler substantiver.
  • kasus – En grammatisk kategori, der markerer et leds funktion eller relation.
  • udsagnsord – Et ord, der udtrykker handling, tilstand eller forandring.
  • kongruens – Grammatisk overensstemmelse, hvor et ord tilpasser sin form efter grammatiske egenskaber ved et andet ord.
  • tillægsord – Et ord, der beskriver en egenskab ved et substantiv eller pronomen.
  • stedord – Et ord, der kan stå i stedet for et substantiv eller en nominalgruppe.
  • personligt stedord – Et pronomen, der henviser til taleren, den tiltalte eller den eller det, der tales om.

Har du fundet en fejl, eller er noget svært at forstå?
Send feedback om denne side