Nominativ

nævnefald er en af de seks latinske kasus.

Nominativ er en bøjningsform, som vi blandt andet finder ved navneord og stedord.

Et substantiv eller pronomen i nominativ indgår typisk i sætningens grundled.

Det er vigtigt at holde de to ting adskilt:

DET ENKELTE ORD                    SÆTNINGEN

nominativ                          grundled (subjekt)
     │                                  │
     │                                  │
en bøjningsform                    et sætningsled

Nominativ fortæller altså, hvordan et ord er bøjet. Grundled fortæller, hvilket sætningsled ordet eller ordgruppen indgår i.

Den forskel skal vi bruge gennem hele arbejdet med latin.

Fra ord til sætningsled

Se sætningen:

Puella puerum videt.

Den betyder:

Pigen ser drengen.

Vi kan analysere sætningen på to forskellige niveauer.

Først kan vi undersøge de enkelte ord.

Puella er:

puella
│
├── ordklasse: substantiv
├── genus: femininum
├── numerus: singularis
└── kasus: nominativ

Derefter kan vi undersøge sætningsleddene:

Puella     puerum     videt.
  ×           Δ          ○

Her indgår puella i sætningens grundled.

Vi kan derfor gå fra ordanalyse til sætningsanalyse:

ORD
puella
   │
   ↓
BØJNING
nominativ singularis
   │
   ↓
SÆTNING
puella indgår i
grundleddet (subjektet)

Det er ordet, der står i nominativ

Det er vigtigt at formulere analysen præcist.

Vi kan sige:

Puella står i nominativ.

Det fortæller noget om ordets bøjning.

Og vi kan sige:

Puella er grundled.

Det fortæller noget om sætningens opbygning.

Derimod skal vi ikke tænke:

nominativ = grundled

For nominativ og grundled beskriver ikke den samme slags grammatiske egenskab.

NOMINATIV
│
└── kasus
    │
    └── bøjning af ord


GRUNDLED
│
└── sætningsled
    │
    └── opbygning af sætningen

Der er en tæt forbindelse mellem dem, fordi substantiver og pronominer i nominativ ofte indgår i grundleddet.

Et sætningsled kan bestå af flere ord

Forskellen bliver endnu tydeligere, når et sætningsled består af mere end ét ord.

Se:

Puella bona puerum videt.

Sætningen betyder:

Den gode pige ser drengen.

Her hører puella og bona sammen:

Puella bona     puerum     videt.
     ×             Δ          ○

Hele:

puella bona

udgør grundleddet.

Men vi kan stadig analysere de enkelte ord hver for sig:

puella
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
└── nominativ


bona
│
├── adjektiv
├── femininum
├── singularis
└── nominativ

Begge ord står altså i nominativ, men grundleddet består af de to ord tilsammen.

Det viser tydeligt forskellen:

ORDNIVEAU

puella       nominativ
bona         nominativ


SÆTNINGSNIVEAU

puella bona
     ×
     │
     └── grundled

Kasus hører til ordniveauet.

Sætningsled hører til sætningsniveauet.

Hvorfor står adjektivet også i nominativ?

tillægsord bona hører sammen med substantivet puella.

De står i kongruens med hinanden:

             PUELLA        BONA

genus        femininum     femininum

numerus      singularis    singularis

kasus        nominativ     nominativ

Adjektivet bøjes altså, så det passer til substantivet i:

genus
+
numerus
+
kasus

Det er derfor ikke kun substantiver og pronominer, vi kan møde i nominativ. Også adjektiver og andre ord, der kongruerer med dem, kan stå i nominativ.

Nominativ bruges typisk ved grundleddet

Den vigtigste anvendelse af nominativ er altså i forbindelse med grundled.

Se igen:

Puella puerum videt.

På ordniveau har vi:

puella
│
└── nominativ singularis

På sætningsniveau har vi:

Puella     puerum     videt.
  ×
  │
  └── grundled

Nominativformen er derfor et vigtigt spor, når vi leder efter grundleddet i en latinsk sætning.

Men vi skal stadig analysere sætningen og ikke blot sætte lighedstegn mellem nominativ og grundled.

Grundleddet og verbalet hænger sammen

Når et substantiv eller pronomen i nominativ indgår i grundleddet, hænger grundleddet sammen med den finitte verbform.

Grundled og verbal passer sammen i person og tal.

Se:

Puella videt.

Puella er singularis, og videt er 3. person singularis:

PUELLA
singularis
     │
     ↕
   VIDET
3. person singularis

Ved pluralis får vi:

Puellae vident.

Her har vi:

PUELLAE
pluralis
    │
    ↕
  VIDENT
3. person pluralis

Denne overensstemmelse er kongruens.

Den kan hjælpe os med at finde sammenhængen mellem grundled og verbal.

Grundleddet behøver ikke stå først

På dansk kan ordstilling ofte hjælpe os med at finde sætningsleddene.

Latin har friere ordstilling.

Sammenlign:

Puella puerum videt.

Puerum puella videt.

I begge sætninger er ordformen puella nominativ singularis:

puella
│
└── nominativ singularis

Og puerum er akkusativ singularis:

puerum
│
└── akkusativ singularis

Sætningsanalysen kan derfor være:

Puella     puerum     videt.
  ×           Δ          ○


Puerum     puella     videt.
   Δ          ×          ○

Puella indgår i grundleddet i begge sætninger.

Det viser, hvorfor bøjningsformerne er så nyttige i latin: vi er mindre afhængige af ordstillingen, når vi skal finde sætningsleddene.

Grundleddet kan være underforstået

Latin behøver ikke altid have et udtrykt substantiv eller pronomen som grundled.

Se:

Amamus.

Amamus er den finitte verbform.

Verbalformen viser blandt andet:

amamus
│
├── 1. person
└── pluralis

Derfor kan vi forstå sætningen som:

Vi elsker.

Der står ikke et særskilt latinsk ord for vi.

Oplysningen findes allerede i verbets bøjning.

Grundleddet kan derfor være underforstået.

Nominativ bruges også ved omsagnsled til grundled

Nominativ forekommer ikke kun ved ord, der indgår i grundleddet.

Se:

Marcus puer est.

Sætningen betyder:

Marcus er en dreng.

Sætningsanalysen er:

Marcus     puer     est.
   ×         ⊙       ○

Her er:

Marcus     grundled

puer       omsagnsled til grundled

est        verbal

Men hvis vi analyserer de enkelte substantiver, står begge i nominativ:

Marcus
│
├── substantiv
├── singularis
└── nominativ


puer
│
├── substantiv
├── singularis
└── nominativ

Det er et vigtigt eksempel.

Samme kasus – forskellige sætningsled

I:

Marcus puer est.

har vi altså:

ORDNIVEAU

Marcus       nominativ
puer         nominativ


SÆTNINGSNIVEAU

Marcus       grundled
puer         omsagnsled til grundled

De to ord har samme kasus, men indgår i forskellige sætningsled.

Det viser meget tydeligt, hvorfor vi ikke kan sige:

nominativ = grundled

Vi kan derimod sige:

Nominativ bruges typisk ved substantiver og pronominer, der indgår i grundleddet, og bruges også ved omsagnsled til grundled.

Nominativ er normalt ordbogsformen

Ved latinske substantiver er nominativ singularis normalt den første form, vi møder i ordbogen.

For eksempel:

puella, -ae f.     pige

puer, pueri m.     dreng

rex, regis m.      konge

De første former:

puella
puer
rex

er nominativ singularis.

Nominativ singularis fungerer derfor som substantivets opslagsform.

Men nominativ viser ikke altid stammen tydeligt.

Se:

rex, regis

Genitivformen regis hjælper os med at finde stammen:

reg-is
│
└── reg-

Derfor opgiver en latinsk ordbog normalt både nominativ og genitiv singularis.

To analyser, der skal holdes adskilt

Når du analyserer latin, er det nyttigt at stille to forskellige slags spørgsmål.

1. Analysér ordene

Hvilken ordklasse?

Hvilket genus?

Hvilket numerus?

Hvilken kasus?

For eksempel:

puella
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
└── nominativ

2. Analysér sætningen

Derefter spørger du:

Hvilke ord hører sammen?

Hvilke sætningsled danner de?

Hvad er grundled?

Hvad er verbal?

Hvad er genstandsled?

For eksempel:

Puella bona     puerum     videt.
     ×             Δ          ○

De to analyser hænger sammen, men de er ikke det samme:

ORDANALYSE
Hvordan er de enkelte ord bøjet?
             │
             ↓
SÆTNINGSANALYSE
Hvilke sætningsled indgår ordene i?

Det er en af de vigtigste nøgler til at analysere latin.

Når du møder nominativ

Hvis du finder et substantiv eller pronomen i nominativ, kan du derfor arbejde sådan:

ORDET STÅR I NOMINATIV
          │
          ↓
UNDERSØG SÆTNINGEN
          │
          ├── indgår ordet i grundleddet?
          │
          └── indgår det i et
              omsagnsled til grundled?

Kasusformen giver dig et vigtigt spor.

Men det er analysen af hele sætningen, der viser, hvilket sætningsled ordet indgår i.

Husk

Det vigtigste om nominativ er:

NOMINATIV
er en kasus
og dermed en bøjningsform


KASUS
hører til analysen
af det enkelte ord


SÆTNINGSLED
hører til analysen
af sætningen


NOMINATIV BRUGES TYPISK VED
ord, der indgår i grundleddet


NOMINATIV BRUGES OGSÅ VED
omsagnsled til grundled


ET SÆTNINGSLED
kan bestå af flere ord,
som analyseres og bøjes
hver for sig


NOMINATIV SINGULARIS
er normalt substantivets
opslagsform i ordbogen

Det centrale skel er derfor:

ORD                         SÆTNING

Hvordan er det bøjet?       Hvilket sætningsled
                            indgår det i?

nominativ                   fx grundled

På næste side ser vi på genstandsfald.

Her møder vi den samme forskel igen: akkusativ er en bøjning af det enkelte ord, mens direkte genstandsled er et sætningsled.

Akkusativ →