Participier

På dansk bruger vi former som:

en syngende pige

en lukket dør

et skrevet brev

Ordene:

syngende

lukket

skrevet

hænger sammen med verber:

synge

lukke

skrive

men de kan samtidig beskrive et substantiv:

en syngende pige
↓
pigen synger

en lukket dør
↓
døren er blevet lukket

et skrevet brev
↓
brevet er blevet skrevet

Sådanne former kaldes participier.

Latin har også participier.

Se:

amans
↓
elskende

og:

amatus
↓
elsket

Begge former hører til verbet:

amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

Men de er ikke finitte verbalformer som:

amat
↓
han / hun elsker

Et participium er en ikke-finit verbalform.

Samtidig kan et participium bøjes og bruges på en måde, der minder om et adjektiv.

Det er den vigtigste idé på denne side:

PARTICIPIUM

har egenskaber
fra et VERBUM

        +

har egenskaber
fra et ADJEKTIV

Sammenlign med dansk

Se:

pigen synger

Her er:

synger
↓
finit verbalform

Men:

den syngende pige

har:

syngende
↓
participium

På latin kan vi sammenligne:

Puella cantat.

Pigen synger.

med:

puella cantans

den syngende pige

Vi får:

cantat
↓
hun synger
↓
finit

men:

cantans
↓
syngende
↓
lang tillægsform

Det giver os en første referenceramme:

Participiet er en ikke-finit verbalform

Sammenlign:

amat
↓
han / hun elsker

med:

amans
↓
elskende

Amat kan analyseres:

amat
│
├── 3. person
├── singularis
├── nutid
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

Men amans har ikke selv:

1. person?

2. person?

3. person?

på samme måde.

Det har heller ikke:

fremsættende udsagnsmåde?

konjunktiv?

bydemåde?

Et participium er derfor, ligesom navnemåde, en ikke-finit verbalform.

Vi kan forenklet sammenligne:

FINIT

amat
↓
han / hun elsker
↓
person
numerus
tempus
modus
diatese

med:

IKKE-FINIT

amans
↓
elskende
↓
lang tillægsform

Men participiet ligner også et adjektiv

Se:

puella amans

den elskende pige

Her beskriver:

amans
↓
elskende

substantivet:

puella
↓
pige

På den måde minder participiet om et adjektiv.

Sammenlign dansk:

en glad pige

og:

en syngende pige

I begge tilfælde står der noget, som beskriver pigen:

glad
↓
adjektiv

syngende
↓
participium

På latin kan participiet derfor kongruere med det substantiv eller pronomen, det hører til.

Participiet har både verbale og adjektiviske egenskaber

Det er nyttigt at tænke:

                participium
                /           
               /             
              ↓               ↓

          VERBUM           ADJEKTIV

Fra verbet har participiet blandt andet:

betydning af en
handling eller tilstand

tid

handleform

Fra adjektivet har participiet blandt andet:

genus

numerus

kasus

kongruens

Derfor skal et participium ofte analyseres på to måder samtidig.

Et eksempel

Se:

puella cantans

den syngende pige

Ordet:

cantans
↓
syngende

hører til verbet:

canto, cantare
↓
synge

Det har altså en verbal betydning:

synge

Men cantans hører samtidig sammen med:

puella
↓
pige

og beskriver hende.

Vi kan derfor tænke:

cantans

VERBALT
↓
hører til canto
↓
synge

+

ADJEKTIVISK
↓
hører til puella
↓
beskriver pigen

To centrale participier

I begyndelsen er to latinske participier særligt vigtige:

lang tillægsform

amans
↓
elskende

og:

kort tillægsform

amatus
↓
elsket

De giver forskellige oplysninger om handlingens tidsforhold og diatese.

Forenklet:

Disse to former behandles nærmere på de følgende sider.

Præsens participium

Se:

amans
↓
elskende

Det er lang tillægsform af:

amo, amare
↓
elske

lang tillægsform er normalt:

nutid
+
aktiv handleform

Det vil sige, at den, participiet hører til, typisk fremstilles som den, der udfører handlingen.

Se:

puella amans

den elskende pige

Her er:

puella
↓
pigen
↓
den, der elsker

og:

amans
↓
elskende

Vi kan omskrive betydningen til en dansk sætning:

den elskende pige
↓
pigen, som elsker

Det gør participiets verbale betydning tydelig.

Et mere konkret eksempel med præsens participium

Se:

Puella cantans venit.

Den syngende pige kommer.

Her har vi:

venit
↓
hun kommer
↓
finit verbalform

mens:

cantans
↓
syngende
↓
lang tillægsform

Hvem synger?

puella
↓
pigen

Vi kan derfor forstå:

Puella cantans venit.

som:

Pigen, som synger, kommer.

Det viser, at participiet kan udtrykke en handling:

cantans
↓
synger

samtidig med at det beskriver:

puella
↓
pigen

Perfektum participium

Se nu:

amatus
↓
elsket

Det er kort tillægsform af:

amo, amare, amavi, amatum
↓
elske

For almindelige transitive verber er kort tillægsform normalt:

førnutid
+
passiv handleform

Sammenlign:

amans
↓
elskende

med:

amatus
↓
elsket

På dansk mærker vi også forskellen:

den elskende dreng
↓
drengen elsker

men:

den elskede dreng
↓
drengen bliver /
er blevet elsket

Det er en vigtig forskel.

Aktiv og passiv betydning

Sammenlign:

amans
↓
elskende
↓
lang tillægsform
↓
aktiv handleform

og:

amatus
↓
elsket
↓
kort tillægsform
↓
passiv handleform

Hvis vi bruger dem om en dreng:

puer amans

kan vi forstå:

den elskende dreng

eller mere udfoldet:

drengen, som elsker

Men:

puer amatus

betyder:

den elskede dreng

eller:

drengen, som er blevet elsket

Altså:

AMANS
↓
den, der udfører
handlingen

mens:

AMATUS
↓
den, som handlingen
er rettet mod

ved et almindeligt verbum som amo.

Participiets tempus skal forstås relativt

Ligesom ved navnemåderne er det vigtigt ikke at oversætte tempusbetegnelserne mekanisk.

Forenklet:

lang tillægsform
↓
typisk samtidighed

mens:

kort tillægsform
↓
typisk forudtidighed

Det betyder ikke nødvendigvis:

lang tillægsform
=
dansk nutid

eller:

kort tillægsform
=
dansk fortid

Det afgørende er ofte forholdet mellem participiehandlingen og den finitte handling i sætningen.

Præsens participium og samtidighed

Se:

Puella cantans venit.

Den syngende pige kommer.

Her foregår:

cantans
↓
hun synger

samtidig med:

venit
↓
hun kommer

Vi kan vise:

PIGEN SYNGER
      │
      │ samtidig
      │
PIGEN KOMMER

lang tillægsform udtrykker altså her en handling, der foregår samtidig med den finitte handling.

Præsens participium kan også stå med et fortidsverbum

Se:

Puella cantans intravit.

Den syngende pige gik ind.

Her er:

intravit
↓
hun gik ind
↓
fortid

mens:

cantans
↓
syngende
↓
lang tillægsform

Præsens participium betyder ikke, at hun synger nu.

Det betyder her, at hun sang samtidig med, at hun gik ind.

En naturlig dansk gengivelse kan derfor være:

Pigen gik syngende ind.

eller:

Mens pigen sang, gik hun ind.

Tidsforholdet er:

HUN SANG
    │
    │ samtidig
    │
HUN GIK IND

Det minder om den relative tid, vi så ved infinitiven.

Perfektum participium og forudtidighed

Se:

Puella laudata discessit.

En første, forholdsvis ordnær oversættelse er:

Den roste pige gik bort.

Her er:

laudata
↓
rost
↓
kort tillægsform

og:

discessit
↓
hun gik bort

Men sammenhængen kan gøre det mere naturligt at udfolde participiet:

Efter at pigen var blevet rost, gik hun bort.

Her ligger:

BLEV ROST

før:

GIK BORT

Altså:

PIGEN BLEV ROST
       ↓

      FØR

PIGEN GIK BORT

kort tillægsform kan altså udtrykke en handling, der ligger forud for den finitte handling.

Dansk oversætter ikke altid med et participium

Det er vigtigt.

Latin:

Puella cantans intravit.

kan oversættes:

Den syngende pige gik ind.

Men naturligt dansk kan også være:

Pigen gik syngende ind.

eller:

Mens pigen sang, gik hun ind.

På samme måde kan:

Puella laudata discessit.

gengives:

Den roste pige gik bort.

men ofte mere naturligt:

Efter at pigen var blevet rost, gik hun bort.

Det betyder:

LATINSK participium
↓
skal ikke nødvendigvis
oversættes med et
DANSK PARTICIPIUM

Vi skal først forstå forholdet mellem handlingerne.

Derefter vælger vi naturligt dansk.

Participiet kongruerer

Fordi participiet også har adjektiviske egenskaber, bøjes det efter:

GENUS
+
NUMERUS
+
kasus

og kongruerer med det ord, det hører til.

Det ses meget tydeligt ved kort tillægsform:

amatus
↓
elsket
↓
maskulinum singularis
nominativ

amata
↓
elsket
↓
femininum singularis
nominativ

amatum
↓
elsket
↓
neutrum singularis
nominativ

Sammenlign:

puer amatus
↓
den elskede dreng

puella amata
↓
den elskede pige

donum amatum
↓
den elskede gave

Participiets form ændrer sig altså efter det ord, det hører til.

Sammenlign med et adjektiv

Se:

puella bona

den gode pige

Her passer:

bona

til:

puella

i:

genus
numerus
kasus

Det samme princip gælder:

puella amata

den elskede pige

Her passer:

amata

til:

puella

Vi kan altså sammenligne:

ADJEKTIV

puella bona
↓
den gode pige

med:

kort tillægsform

puella amata
↓
den elskede pige

Det er participiets adjektiviske side.

Men participiet beholder sin verbale betydning

Selv om amata bøjes på samme måde som et adjektiv, hører formen stadig til verbet:

amo
↓
elske

Se:

puella amata

Her ligger stadig en handling bag formen:

NOGEN
↓
har elsket
↓
PIGEN

Participiet:

amata
↓
elsket

bevarer altså forbindelsen til verbhandlingen.

Det er derfor ikke bare et almindeligt adjektiv.

Participiet kan have led knyttet til sig

Fordi participiet har verbale egenskaber, kan andre led høre til participiets handling.

Se:

puer puellam amans

En første dansk hjælp er:

den pigen elskende dreng

Det er ikke naturligt dansk.

Hvis vi udfolder konstruktionen, bliver betydningen tydelig:

drengen, som elsker pigen

Her er:

amans
↓
elskende
↓
lang tillægsform

knyttet til:

puer
↓
drengen

Men participiet har samtidig:

puellam
↓
pigen
↓
direkte genstandsled

til handlingen:

amare
↓
elske

Det viser meget tydeligt participiets dobbelte natur.

Participiet kan beskrives på to niveauer

Se:

puer puellam amans

På den ene side:

amans
↓
hører til puer
↓
beskriver drengen

Det minder om et adjektiv.

På den anden side:

amans
↓
hører til amo
↓
elske

og:

puellam
↓
direkte genstandsled
til handlingen

Det minder om et verbum.

Derfor:

participium
        │
        ├── ADJEKTIVISK
        │   ↓
        │   kongruerer
        │   med et substantiv
        │
        └── VERBALT
            ↓
            udtrykker
            en handling
            og kan have
            led knyttet til sig

Participiet og kasus

Se:

puella amata

Begge ord står her i:

femininum
singularis
nominativ

Men hvis konstruktionen kræver akkusativ, kan vi få:

puellam amatam

Her står begge i:

femininum
singularis
akkusativ

Sammenlign:

puella amata
↓
nominativ

med:

puellam amatam
↓
akkusativ

kort tillægsform ændrer altså kasus sammen med det ord, det kongruerer med.

Det samme grundprincip gælder for andre participier, selv om deres konkrete bøjningsmønstre er forskellige.

Vi har allerede mødt perfektum participium

kort tillægsform har faktisk allerede optrådt flere steder.

Se:

Puella amata est.

Pigen blev / er blevet elsket.

Her er:

amata
↓
elsket
↓
kort tillægsform

og:

est
↓
er

Sammen danner de:

amata est
↓
førnutid
fremsættende udsagnsmåde
passiv handleform

Det participium, der indgår i den sammensatte passive verbalform, er altså den samme type form, som vi nu undersøger som kort tillægsform.

Participiet i en finit verbalform

Se igen:

Puella amata est.

Her kongruerer:

amata

med:

puella

i:

femininum
singularis
nominativ

Samtidig indgår:

amata
+
est

i den finitte verbalform:

amata est
↓
hun blev /
er blevet elsket

Det viser, at et participium kan indgå i større verbalkonstruktioner.

Participiet i infinitiver

Vi har også allerede mødt participier på siden om navnemåde.

Se:

amatum esse
↓
at være blevet elsket

Her er:

amatum
↓
kort tillægsform

og:

esse
↓
at være

Sammen danner de:

førnutid
navnemåde
passiv handleform

Vi så også:

venturam esse
↓
at ville komme

Her er:

venturam

en participial form, som indgår i futurum infinitiv.

Participier er altså vigtige byggesten flere steder i det latinske verbalsystem.

Participium er form – ikke sætningsled

Som altid skal vi holde morfologi og syntaks adskilt.

participium

fortæller os, hvilken form vi har.

Det er ikke i sig selv et sætningsled.

Se:

Puella cantans intravit.

Den syngende pige gik ind.

På ordniveau:

cantans
↓
lang tillægsform

På sætningsniveau må vi undersøge:

Hvordan hænger
cantans sammen med
puella og resten
af sætningen?

Vi skal altså skelne:

MORFOLOGI

cantans
↓
lang tillægsform

fra:

SYNTAKS

hvordan participiet
og dets eventuelle led
indgår i sætningen

Fra participium til dansk sætning

Participier bliver ofte lettere at forstå, hvis vi først giver dem en dansk grundbetydning og derefter udfolder dem til en hel sætning.

Se:

puer currens

Først:

currens
↓
løbende

Derefter:

puer currens
↓
den løbende dreng
↓
drengen, som løber

På samme måde:

puella laudata

kan først forstås:

laudata
↓
rost

og derefter udfoldes:

puella laudata
↓
den roste pige
↓
pigen, som er blevet rost

Det giver en nyttig metode:

LATINSK PARTICIPIUM
↓
DANSK GRUNDBETYDNING
↓
UDFOLD TIL EN
HEL DANSK SÆTNING

Sammenlign præsens participium og perfektum participium

Se:

puer laudans

og:

puer laudatus

Først:

puer laudans
↓
den rosende dreng
↓
drengen, som roser

Her udfører drengen handlingen.

Formen:

laudans

er:

lang tillægsform
↓
typisk aktiv handleform

Men:

puer laudatus
↓
den roste dreng
↓
drengen, som er blevet rost

Her er handlingen rettet mod drengen.

Formen:

laudatus

er:

kort tillægsform
↓
typisk passiv handleform

Vi kan samle forskellen:

Et helt eksempel med præsens participium

Se:

Puer puellam laudans ambulat.

Vi tager først ordene enkeltvis:

Puer
↓
drengen

puellam
↓
pigen

laudans
↓
rosende
↓
lang tillægsform

ambulat
↓
han går

En ord-for-ord-gengivelse bliver ikke særlig naturlig på dansk.

Vi må i stedet forstå relationerne:

PUER
↓
drengen

LAUDANS
↓
han roser

PUELLAM
↓
pigen

AMBULAT
↓
han går

En naturlig dansk oversættelse kan være:

Drengen går, mens han roser pigen.

eller:

Drengen, som roser pigen, går.

Her er:

ambulat
↓
finit verbalform
↓
han går

mens:

laudans
↓
lang tillægsform
↓
han roser

og:

puellam
↓
direkte genstandsled
til laudans

Participiet indeholder altså en verbal handling inde i den større sætning.

Et helt eksempel med perfektum participium

Se:

Puer laudatus discessit.

Vi tager igen ordene enkeltvis:

Puer
↓
drengen

laudatus
↓
rost
↓
kort tillægsform

discessit
↓
han gik bort

En første oversættelse kan være:

Den roste dreng gik bort.

Men hvis tidsforholdet er vigtigt, kan vi udfolde participiet:

Efter at drengen var blevet rost, gik han bort.

Her viser:

laudatus
↓
blev rost

en handling, som ligger før:

discessit
↓
gik bort

Altså:

BLEV ROST
    ↓

   FØR

GIK BORT

Latin kan være mere kompakt end dansk

Latin kan samle meget betydning i ét participium.

Se:

Puer puellam laudans ambulat.

Latin bruger:

laudans

hvor dansk måske bruger:

mens han roser

eller:

som roser

På samme måde kan:

Puer laudatus discessit.

på dansk blive:

Efter at drengen var blevet rost, gik han bort.

Latin:

participium

kan altså på dansk blive til:

et dansk participium

en relativ ledsætning

en tidsledsætning

eller en anden
naturlig konstruktion

Derfor skal participier ikke oversættes mekanisk ord for ord.

Sådan analyserer du et participium

Når du møder et participium, kan du arbejde sådan:

1. GENKEND FORMEN

   fx:

   amans
   amatus

          │
          ↓

2. IDENTIFICÉR VERBET

   amo, amare,
   amavi, amatum

          │
          ↓

3. FIND EN FØRSTE
   DANSK BETYDNING

   amans
   ↓
   elskende

   amatus
   ↓
   elsket

          │
          ↓

4. BESTEM HVILKEN
   PARTICIPIUMSFORM

   lang tillægsform?

   kort tillægsform?

          │
          ↓

5. BESTEM handleform

   aktiv handleform?

   passiv handleform?

          │
          ↓

6. FIND DET ORD,
   PARTICIPIET
   HØRER TIL

          │
          ↓

7. BESTEM

   genus
   numerus
   kasus

          │
          ↓

8. KONTROLLÉR
   KONGRUENSEN

          │
          ↓

9. SE EFTER LED,
   DER HØRER TIL
   PARTICIPIEHANDLINGEN

          │
          ↓

10. BESTEM FORHOLDET
    MELLEM HANDLINGERNE

    samtidig?

    tidligere?

          │
          ↓

11. UDFOLD EVENTUELT
    PARTICIPIET TIL
    EN DANSK SÆTNING

          │
          ↓

12. OVERSÆT HELE
    SÆTNINGEN
    NATURLIGT

Kortere:

participium
↓
DANSK GRUNDBETYDNING
↓
VERBUM
↓
lang tillægsform
ELLER
kort tillægsform
↓
handleform
↓
HVILKET ORD HØRER
PARTICIPIET TIL?
↓
KONGRUENS
↓
HANDLINGENS FORHOLD
TIL RESTEN AF SÆTNINGEN
↓
NATURLIG DANSK

Husk

På dansk kender vi participier fra former som:

syngende

løbende

elsket

skrevet

Latin har tilsvarende former:

amans
↓
elskende
↓
lang tillægsform

og:

amatus
↓
elsket
↓
kort tillægsform

Et participium er en ikke-finit verbalform.

Det har ikke selv:

person

udsagnsmåde

på samme måde som en finit verbform.

Men participiet har både verbale og adjektiviske egenskaber:

participium
        │
        ├── VERBALT
        │   ↓
        │   verbbetydning
        │   tempus
        │   diatese
        │   kan have led
        │
        └── ADJEKTIVISK
            ↓
            genus
            numerus
            kasus
            kongruens

De to centrale former, vi først skal lære, er:

lang tillægsform

amans
↓
elskende
↓
typisk samtidig
↓
aktiv handleform

og:

kort tillægsform

amatus
↓
elsket
↓
typisk forudgående
↓
passiv handleform

Sammenlign:

puer amans
↓
den elskende dreng
↓
drengen, som elsker

med:

puer amatus
↓
den elskede dreng
↓
drengen, som er blevet elsket

Participiet kongruerer med det ord, det hører til:

puer amatus
↓
maskulinum
singularis
nominativ

puella amata
↓
femininum
singularis
nominativ

puellam amatam
↓
femininum
singularis
akkusativ

Og latin bruger ofte participier mere kompakt, end dansk gør.

Derfor kan:

Puella cantans intravit.

oversættes:

Den syngende pige gik ind.

men også mere naturligt efter sammenhængen:

Pigen gik syngende ind.

eller:

Mens pigen sang, gik hun ind.

Vi arbejder derfor:

LATINSK participium
↓
DANSK GRUNDBETYDNING
↓
HVEM / HVAD HØRER
PARTICIPIET TIL?
↓
HVILKEN HANDLING
UDTRYKKER DET?
↓
HVORDAN FORHOLDER
HANDLINGEN SIG TIL
RESTEN AF SÆTNINGEN?
↓
NATURLIG DANSK
OVERSÆTTELSE

På de næste sider ser vi nærmere på de to centrale participier:

lang tillægsform
↓
amans
↓
elskende

og:

kort tillægsform
↓
amatus
↓
elsket

Præsens participium →