Når du møder en finit verbform på latin, fortæller tal dig, om verbformen står i singularis eller pluralis.

Se:

amat

og:

amant

Begge former hører til verbet:

amo, amare
elske

men de har forskelligt tal:

amat
↓
3. person singularis
↓
han / hun elsker

amant
↓
3. person pluralis
↓
de elsker

tal er altså en bøjningskategori ved den finitte verbform.

Når vi læser latin, bruger vi denne oplysning videre:

SE NUMERUS
     ↓
BESTEM PERSON + NUMERUS
     ↓
FORBIND VERBFORMEN
MED GRUNDLEDDET
     ↓
BRUG OPLYSNINGEN
I ANALYSEN
OG OVERSÆTTELSEN

Latinske finitte verbformer bøjes i to numeri:

SINGULARIS
↓
ental

og:

PLURALIS
↓
flertal

Sammenlign:

amat
↓
singularis

med:

amant
↓
pluralis

Forskellen fortæller os, om verbformen knytter sig til et grundled i ental eller flertal.

tal kan ofte genkendes gennem verbets personendelse.

I nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform møder vi for eksempel:

Vi kan derfor sammenligne:

am-o
↓
1. person singularis

ama-mus
↓
1. person pluralis

ama-s
↓
2. person singularis

ama-tis
↓
2. person pluralis

ama-t
↓
3. person singularis

ama-nt
↓
3. person pluralis

Når vi genkender personendelsen, får vi altså normalt oplysninger om både person og tal.

Tabellen viser mønstret i:

nutid
fremsættende udsagnsmåde
aktiv handleform

Andre tempora, modi og diateser kan have andre former.

Se hele rækken:

Forskellen mellem singularis og pluralis er altså synlig i verbformen.

Det betyder, at latin ikke behøver et særskilt ord for at fortælle os, om grundleddet svarer til:

én
eller
flere

Den finitte verbform indeholder selv denne grammatiske oplysning.

person og tal hænger tæt sammen i latinske verbformer.

Hvis vi møder:

amamus

siger vi ikke bare:

pluralis

Vi bestemmer formen som:

1. person pluralis

På samme måde:

amatis
↓
2. person pluralis

og:

amant
↓
3. person pluralis

Vi kan tænke de to kategorier som to forskellige spørgsmål:

HVILKEN PERSON?
+
SINGULARIS ELLER PLURALIS?

For eksempel:

amo
↓
1. person + singularis
↓
jeg

amamus
↓
1. person + pluralis
↓
vi

amat
↓
3. person + singularis
↓
han / hun

amant
↓
3. person + pluralis
↓
de

Derfor er det normalt praktisk at bestemme person og tal samtidig.

tal er ligesom person knyttet til de finitte verbformer.

Se:

amat

Her kan vi bestemme:

3. person
singularis

Men se:

amare

at elske

Det er en navnemåde.

Infinitiven fortæller ikke i sig selv:

singularis?
eller
pluralis?

Den har ikke en bestemt person eller et bestemt tal på samme måde som en finit verbform.

Vi får altså:

FINIT VERBFORM

amat
↓
3. person singularis

men:

INFINITIV

amare
↓
ingen grammatisk person
eller numerus

Når vi leder efter verbets tal i en sætning, ser vi derfor først på den finitte verbform.

Det er ikke nok at kunne sige:

amat
=
singularis

eller:

amant
=
pluralis

tal bliver især nyttigt, når vi analyserer en hel sætning.

Verbets numerus kan blandt andet hjælpe os med at:

forbinde verbformen med grundleddet

finde et muligt grundled

skelne mellem mulige analyser

forstå et underforstået grundled

oversætte sætningen

Det skyldes, at sætningens grundled og det finitte verbal normalt passer sammen i numerus.

Se:

Puella amat.

Her har vi:

puella
↓
singularis

og:

amat
↓
3. person singularis

På sætningsniveau:

Puella     amat.
  ×          ○

Pigen elsker.

Vi kan vise sammenhængen sådan:

puella
singularis
    ↕
amat
singularis

Grundleddet står i singularis, og den finitte verbform står også i singularis.

Se:

Puellae amant.

Her har vi:

puellae
↓
nominativ pluralis

og:

amant
↓
3. person pluralis

På sætningsniveau:

Puellae     amant.
   ×          ○

Pigerne elsker.

Her passer:

puellae
pluralis
    ↕
amant
pluralis

Vi kan derfor sammenligne:

Puella amat.
↓
pigen elsker

med:

Puellae amant.
↓
pigerne elsker

Når grundleddets tal ændres, ændres den finitte verbforms tal tilsvarende.

Det bliver særlig nyttigt, når sætningen indeholder flere substantiver.

Se:

Puellae puerum amant.

Vi kan begynde med den finitte verbform:

amant

Endelsen:

-nt

viser:

3. person pluralis

Nu leder vi efter et muligt grundled.

Vi har:

puellae
↓
kan være nominativ pluralis

og:

puerum
↓
akkusativ singularis

Verbets tal giver et vigtigt spor:

puellae
pluralis
    ↕
amant
pluralis

Dermed:

Puellae     puerum     amant.
   ×           Δ         ○

Pigerne elsker drengen.

Verbets numerus hjælper os altså med at forbinde verbformen med det rigtige grundled.

tal kan ikke alene afgøre, hvilket ord der er grundled.

Vi skal bruge flere grammatiske oplysninger sammen.

Se igen:

Puellae puerum amant.

Vi ved:

amant
↓
3. person pluralis

Det peger mod et grundled i pluralis.

Men vi undersøger også substantivernes kasus:

puellae
↓
nominativ pluralis

puerum
↓
akkusativ singularis

Nu arbejder oplysningerne sammen:

kasus
+
tal
+
person

og gør analysen tydelig:

Puellae     puerum     amant.
   ×           Δ         ○

Det er et vigtigt princip i latin:

Vi analyserer ikke en sætning ud fra én enkelt bøjningsoplysning. Flere grammatiske oplysninger støtter og kontrollerer hinanden.

Latin har friere ordstilling end dansk.

Se:

Puerum puellae amant.

Det første ord er:

puerum

men formen viser:

akkusativ singularis

Verbformen:

amant

viser:

3. person pluralis

Og:

puellae
↓
nominativ pluralis

Vi får derfor:

Puerum     puellae     amant.
   Δ          ×          ○

Pigerne elsker drengen.

Det er altså ikke placeringen foran verbet, der gør puellae til grundled.

Analysen bygger blandt andet på:

nominativ
+
pluralis

sammenholdt med:

amant
↓
3. person pluralis

tal bliver også nyttigt, fordi en latinsk substantivform kan have flere mulige grammatiske analyser.

Se formen:

puellae

Den kan afhængigt af sammenhængen blandt andet være:

nominativ pluralis

genitiv singularis

dativ singularis

Hvis vi møder:

Puellae amant.

giver verbformen os et stærkt spor:

amant
↓
3. person pluralis

Derfor passer:

puellae
↓
nominativ pluralis
↓
grundled

til sætningen.

Verbets tal kan altså hjælpe os med at vælge mellem flere mulige analyser af en substantivform.

Se:

Puer puellam amat.

Her har vi:

puer
↓
singularis

puellam
↓
singularis

og:

amat
↓
3. person singularis

Alle tre former er altså singularis.

tal alene kan derfor ikke fortælle os, hvilket substantiv der er grundled.

Her bliver kasus afgørende:

puer
↓
nominativ singularis
↓
grundled

puellam
↓
akkusativ singularis
↓
direkte genstandsled

Dermed:

Puer     puellam     amat.
 ×          Δ          ○

Drengen elsker pigen.

tal er altså et spor, som bruges sammen med de øvrige grammatiske oplysninger.

tal hjælper også, når grundleddet ikke står som et særskilt ord.

Se:

Amamus.

Vi analyserer:

amamus
↓
1. person pluralis

person og tal fortæller tilsammen:

1. person
+
pluralis
↓
vi

Derfor kan vi oversætte:

Vi elsker.

Sammenlign:

Amo.
↓
1. person singularis
↓
Jeg elsker.

med:

Amamus.
↓
1. person pluralis
↓
Vi elsker.

tal er altså afgørende for, om det underforståede grundled skal forstås som:

jeg

eller:

vi

Det samme gælder i 2. person

Se:

Amas.

Vi har:

2. person singularis
↓
du

Derfor:

Du elsker.

Men:

Amatis.

giver:

2. person pluralis
↓
I

og dermed:

I elsker.

Her er det forskellen i tal, der afgør, om det underforståede grundled svarer til du eller I.

Og i 3. person

Se:

Amat.

Vi har:

3. person singularis

Det underforståede grundled kan efter sammenhængen være:

han
hun
den
det

Men:

Amant.

viser:

3. person pluralis

og svarer derfor til et underforstået:

de

tal giver os altså en oplysning, som skal med, når verbformen fortolkes og oversættes.

Numerus er ikke det samme som grundled

Det er vigtigt at holde ordniveau og sætningsniveau adskilt.

Se:

Puellae amant.

Når vi siger:

amant
↓
pluralis

beskriver vi en grammatisk egenskab ved verbets bøjningsform.

Det er ordniveau:

ORDNIVEAU

amant
│
├── udsagnsord
├── 3. person
└── pluralis

Når vi siger:

puellae
↓
grundled

beskriver vi et sætningsled.

Det er sætningsniveau:

SÆTNINGSNIVEAU

Puellae     amant.
   ×          ○

Altså:

tal
=
bøjningskategori

mens:

grundled
=
sætningsled

De er ikke det samme.

Men grundleddets numerus og verbets numerus hænger sammen, og derfor kan bøjningsanalysen hjælpe os med sætningsanalysen.

Numerus findes også i andre ordklasser

tal er ikke kun en kategori ved verber.

Et substantiv kan også stå i singularis eller pluralis:

puella
↓
singularis
↓
pige

puellae
↓
pluralis
↓
piger

Det samme gælder blandt andet pronominer og adjektiver.

Men vi skal være opmærksomme på, hvilket ords numerus vi analyserer:

puellae
↓
substantivets numerus

og:

amant
↓
verbets numerus

I sætningen kan disse oplysninger passe sammen:

Puellae amant.

puellae
pluralis
    ↕
amant
pluralis

Det er denne sammenhæng, vi bruger i sætningsanalysen.

Adjektiver kan give endnu et spor

Se:

Bona puella amat.

Den gode pige elsker.

Her står:

bona
↓
singularis

og:

puella
↓
singularis

Adjektivet kongruerer med substantivet blandt andet i tal.

Verbformen:

amat
↓
3. person singularis

passer samtidig til grundleddet:

bona puella
↓
singularis

Vi får altså flere oplysninger, der støtter hinanden:

bona
singularis
    ↕
puella
singularis
    ↕
amat
singularis

Men vi skal holde to forskellige grammatiske relationer adskilt:

ADJEKTIV ↔ SUBSTANTIV
↓
kongruens i
genus, numerus og kasus

og:

GRUNDLED ↔ FINIT VERBUM
↓
overensstemmelse i
person og numerus

De to relationer er beslægtede, men de er ikke den samme konstruktion.

Numerus kan genkendes i forskellige tempora

Forskellen mellem singularis og pluralis findes ikke kun i nutid.

Se:

amat
↓
3. person singularis
↓
han / hun elsker

og:

amabat
↓
3. person singularis
↓
han / hun elskede

Begge står i singularis.

Deres tid er forskelligt:

amat
↓
nutid

amabat
↓
imperfektum

Sammenlign med:

amant
↓
3. person pluralis
↓
de elsker

og:

amabant
↓
3. person pluralis
↓
de elskede

Begge står i pluralis.

Vi kan fremhæve forskellen:

ama-ba-t
       │
       ↓
3. person singularis

over for:

ama-ba-nt
        │
        ↓
3. person pluralis

tid er det samme i de to former, mens tal er forskelligt.

Se fra højre mod venstre

Når du møder en finit verbform, er slutningen ofte et godt sted at begynde.

Se:

amabant

Fra højre kan vi genkende:

amaba-nt
       │
       ↓
3. person pluralis

Det giver os både:

person
↓
3. person

og:

tal
↓
pluralis

Derefter kan vi undersøge resten:

ama-ba-nt
    │
    ↓
imperfektum

Den samlede analyse bliver:

amabant
│
├── 3. person
├── pluralis
├── imperfektum
├── fremsættende udsagnsmåde
└── aktiv handleform

tal er altså én del af den samlede bøjningsanalyse.

Numerus skal med i oversættelsen

Når grundleddet ikke står udtrykt, kan tal være afgørende for den danske oversættelse.

Se:

Puellam videt.

Verbformen:

videt
↓
3. person singularis

giver et underforstået grundled i singularis:

Han / hun ser pigen.

Men:

Puellam vident.

har:

vident
↓
3. person pluralis

og derfor:

De ser pigen.

Forskellen mellem:

videt

og:

vident

er nødvendig for at forstå, om grundleddet er singularis eller pluralis.

Et eksempel med flere sætningsled

Se:

Puellae rosas pueris dant.

Vi begynder med verbet:

dant

Endelsen:

-nt

viser:

3. person pluralis

Nu undersøger vi de øvrige ord:

puellae
↓
nominativ pluralis

rosas
↓
akkusativ pluralis

pueris
↓
dativ pluralis

Flere ord står altså i pluralis.

tal alene kan derfor ikke afgøre sætningsleddene.

kasus gør forskellen:

puellae
↓
nominativ
↓
grundled

rosas
↓
akkusativ
↓
direkte genstandsled

pueris
↓
dativ
↓
hensynsled

På sætningsniveau:

Puellae     rosas     pueris     dant.
   ×          Δ          □         ○

Pigerne giver drengene roser.

Eksemplet viser tydeligt, hvorfor vi kombinerer:

person
+
tal
+
kasus

Et underforstået grundled i pluralis

Se:

Rosas puellae damus.

Vi begynder med:

damus

Endelsen:

-mus

viser:

1. person pluralis

Dermed har vi et underforstået:

vi

som grundled.

De øvrige ord kan analyseres:

rosas
↓
akkusativ pluralis
↓
direkte genstandsled

puellae
↓
dativ singularis
↓
hensynsled

På sætningsniveau:

(vi)     rosas     puellae     damus.
 ×         Δ          □          ○

Vi giver pigen roser.

Formen puellae kunne isoleret set også analyseres som nominativ pluralis.

Men den kan ikke være grundled til damus i denne sætning.

Verbformen:

damus
↓
1. person pluralis

viser, at grundleddet svarer til:

vi

person og tal hjælper os dermed med at vælge den rigtige analyse af puellae.

Sådan bestemmer og bruger du numerus

Når du møder en finit verbform, kan du arbejde sådan:

1. FIND DEN FINITTE VERBFORM

          │
          ↓

2. SE PÅ VERBETS SLUTNING

          │
          ↓

3. BESTEM person
   OG tal

          │
          ↓

4. ER FORMEN
   SINGULARIS ELLER PLURALIS?

          │
          ↓

5. SE EFTER ET MULIGT
   grundled MED
   PASSENDE NUMERUS

          │
          ↓

6. BRUG OGSÅ kasus
   OG DE ØVRIGE
   BØJNINGSOPLYSNINGER

          │
          ↓

7. HVIS GRUNDLEDDET
   ER UNDERFORSTÅET:

   brug person + numerus
   til at forstå det

          │
          ↓

8. ANALYSÉR OG
   OVERSÆT SÆTNINGEN

Vi går altså:

VERBFORM
↓
person + tal
↓
MULIGT grundled
↓
KONTROLLÉR kasus
↓
SÆTNINGSANALYSE
↓
OVERSÆTTELSE

Husk

Latinske finitte verbformer bøjes i:

SINGULARIS
↓
ental

og:

PLURALIS
↓
flertal

I nutid fremsættende udsagnsmåde aktiv handleform møder vi blandt andet:

Derfor kan vi se forskellen:

amat
↓
3. person singularis

og:

amant
↓
3. person pluralis

Men det vigtigste er at bruge oplysningen videre.

Se:

Puella amat.

puella
singularis
    ↕
amat
singularis

Pigen elsker.

Og:

Puellae amant.

puellae
pluralis
    ↕
amant
pluralis

Pigerne elsker.

tal hjælper også, når grundleddet er underforstået:

Amo.
↓
1. person singularis
↓
Jeg elsker.

Amamus.
↓
1. person pluralis
↓
Vi elsker.

Vi skal samtidig holde analyseniveauerne adskilt:

ORDNIVEAU

tal
↓
bøjningskategori

SÆTNINGSNIVEAU

grundled
↓
sætningsled

tal er altså noget, vi ser i verbformen og derefter bruger sammen med person, kasus og de øvrige grammatiske oplysninger til at forstå sætningen.

På næste side ser vi nærmere på tid og på, hvordan latin udtrykker forskellige tidslige forhold gennem verbets bøjningsformer.

Tempus →