Possessive pronominer

ejestedordene udtrykker blandt andet ejerskab eller tilhørsforhold.

På dansk har vi for eksempel:

min
din
vores
jeres

På latin er de vigtigste possessive pronominer:

De possessive pronominer bøjes efter:

GENUS
+
NUMERUS
+
KASUS

De bøjes altså på mange måder ligesom tillægsord.

Ejeren bestemmer personen

Se:

meus
min

tuus
din

noster
vores

vester
jeres

Valget mellem disse former fortæller, hvem noget tilhører:

MEUS
↓
tilhører 1. person singularis
↓
min


TUUS
↓
tilhører 2. person singularis
↓
din


NOSTER
↓
tilhører 1. person pluralis
↓
vores


VESTER
↓
tilhører 2. person pluralis
↓
jeres

Men når vi skal vælge den konkrete bøjningsform, skal vi se på det, der ejes.

Det er en vigtig forskel.

Det, der ejes, bestemmer bøjningen

Se:

meus liber
min bog

Liber er:

maskulinum
singularis
nominativ

Derfor står det possessive pronomen som:

meus
maskulinum
singularis
nominativ

Men:

mea puella
min pige

har:

mea
femininum
singularis
nominativ

fordi puella er femininum.

Og:

meum bellum
min krig

har:

meum
neutrum
singularis
nominativ

fordi bellum er neutrum.

Vi får altså:

SAMME EJER

1. person singularis
"min"

        │
        ↓

meus liber
mea puella
meum bellum

Det er substantivet, som det possessive pronomen hører til, der bestemmer dets genus, numerus og kasus.

Person og genus skal ikke blandes sammen

Det er nyttigt at skelne mellem to forskellige oplysninger.

I:

mea puella
min pige

fortæller:

me-

at ejeren er:

1. person singularis

mens formen:

mea

er femininum, fordi den hører til:

puella

Vi kan derfor tænke:

HVEM EJER?
     │
     ↓
1. person singularis
     │
     ↓
meus, mea, meum


HVAD EJES?
     │
     ↓
puella
femininum
singularis
nominativ
     │
     ↓
mea

Det possessive pronomen fortæller altså på én gang noget om ejeren og noget om det, der ejes.

meus, mea, meum

Det possessive pronomen:

meus, mea, meum
min / mit / mine

bøjes efter 1. og 2. deklinationer ligesom et adjektiv af typen:

bonus, bona, bonum

Maskulinum

Femininum

Neutrum

Læg mærke til den særlige vokativ singularis maskulinum:

meus
↓
mi

For eksempel:

fili mi!

min søn!

tuus, tua, tuum

tuus, tua, tuum
din / dit / dine

følger det samme bøjningsmønster:

tuus
maskulinum

tua
femininum

tuum
neutrum

For eksempel:

tuus liber
din bog

tua puella
din pige

tuum bellum
din krig

Ejeren er i alle tre tilfælde:

2. person singularis

men genus ændres efter det substantiv, pronomenet hører til.

noster, nostra, nostrum

noster, nostra, nostrum
vores

henviser til en ejer i:

1. person pluralis

For eksempel:

noster amicus
vores ven

nostra puella
vores pige

nostrum bellum
vores krig

Igen er ejeren den samme:

vi

men bøjningsformen tilpasses det, der ejes.

vester, vestra, vestrum

vester, vestra, vestrum
jeres

henviser til:

2. person pluralis

For eksempel:

vester amicus
jeres ven

vestra puella
jeres pige

vestrum bellum
jeres krig

De fire possessive pronominer samlet

Disse former er nominativ singularis.

De bøjes videre efter:

GENUS
NUMERUS
KASUS

Possessive pronominer står i kongruens

De possessive pronominer følger reglen om kongruens.

Se:

puella mea
min pige

Begge ord er:

femininum
singularis
nominativ

I akkusativ får vi:

puellam meam
min pige

Begge er nu:

femininum
singularis
akkusativ

Altså:

puellam          meam
   │               │
   └───────┬───────┘
           ↓
       femininum
       singularis
       akkusativ

Det possessive pronomen følger altså substantivet i:

GENUS
+
NUMERUS
+
KASUS

Ejeren og det ejede kan have forskelligt genus

Dette er særlig vigtigt.

Se:

Marcus puellam suam videt.

Hvis vi alene ser på:

puellam suam

er begge ord:

femininum
singularis
akkusativ

Det betyder ikke, at ejeren nødvendigvis er femininum.

Femininum skyldes:

puellam

Det possessive pronomen bøjes efter det ejede, ikke efter ejerens genus.

Det samme princip gælder ved:

Marcus librum suum videt.

Her bliver pronomenet maskulinum:

librum suum

fordi librum er maskulinum.

Hvad med 3. person?

Ved 3. person har latin en vigtig skelnen.

Det refleksive possessive pronomen er:

suus, sua, suum
sin / sit / sine

Det bruges, når ejeren henviser tilbage til sætningens grundled.

Se:

Marcus librum suum videt.

Marcus ser sin bog.

Her henviser:

suum

til:

Marcus

Vi kan vise forbindelsen:

Marcus     librum suum     videt.
  │                │
  └────────────────┘
      samme person

Suus er altså refleksivt.

suus bøjes efter det ejede

Selv om suus henviser tilbage til grundleddet, bøjes det stadig efter det substantiv, det hører til.

Se:

Marcus librum suum videt.

Her er:

librum
maskulinum
singularis
akkusativ

       ↕

suum
maskulinum
singularis
akkusativ

Men:

Marcus puellam suam videt.

har:

puellam
femininum
singularis
akkusativ

       ↕

suam
femininum
singularis
akkusativ

Ejeren er i begge sætninger Marcus.

Det er det ejede substantiv, der ændrer pronomenets bøjningsform.

suus betyder ikke bare "hans" eller "hendes"

Det er vigtigt ikke automatisk at oversætte:

suus

med:

hans

eller:

hendes

Suus, sua, suum er refleksivt.

Det betyder, at det henviser tilbage til sætningens grundled.

Se:

Marcus librum suum videt.

Marcus ser sin bog.

Bogen tilhører Marcus.

Men hvis man vil sige, at Marcus ser en anden mands bog, bruges en anden konstruktion.

Denne forskel mellem:

sin

og:

hans / hendes / deres

er central i latin og behandles nærmere sammen med pronominerne i 3. person.

mei og meus er ikke det samme

På siden om personlige pronominer mødte vi:

mei

Det er:

genitiv
af det personlige pronomen ego

Men:

meus, mea, meum

er et possessivt pronomen.

Altså:

ego
│
└── mei
    genitiv af
    personligt pronomen

mens:

meus, mea, meum
│
└── possessivt pronomen
    min / mit / mine

De to former tilhører forskellige bøjningssystemer og bruges i forskellige konstruktioner.

Possessive pronominer kan ofte udelades

Latin bruger ikke nødvendigvis et possessivt pronomen alle de steder, hvor dansk naturligt bruger:

min
din
sin
vores
jeres

Hvis ejerskabet allerede er tydeligt af sammenhængen, kan latin undlade pronomenet.

Det possessive pronomen bruges derfor især, når ejerskabet skal gøres tydeligt, fremhæves eller kontrasteres.

Det passer med et mønster, vi allerede har set ved de personlige pronominer:

LATIN
kan ofte lade oplysninger
fremgå af grammatikken
eller sammenhængen

uden at udtrykke dem med et særskilt pronomen.

Det samme grundprincip findes på spansk

Også her er der en nyttig forbindelse til spansk.

Spansk bruger possessive former som:

mi
min / mit

tu
din / dit

nuestro
vores

vuestro
jeres

Og ligesom i latin retter nogle af de possessive former sig efter det, der ejes, ikke efter ejerens køn.

Se:

nuestro libro
vores bog

nuestra casa
vores hus

Det er:

libro
↓
maskulinum

der giver:

nuestro

mens:

casa
↓
femininum

giver:

nuestra

Det minder om latin:

noster liber
vores bog

nostra puella
vores pige

nostrum bellum
vores krig

Latin har et mere omfattende bøjningssystem, fordi det possessive pronomen også bøjes efter kasus, men grundideen er genkendelig:

EJEREN
↓
bestemmer hvilken
possessiv række vi vælger


DET EJEDE
↓
bestemmer den konkrete
bøjningsform

Fra ordform til analyse

Se:

meam

Vi genkender først:

meus, mea, meum

Det fortæller:

ejer
=
1. person singularis

Derefter analyserer vi selve formen:

meam
│
├── ordklasse
│   └── pronomen
│
├── type
│   └── possessivt pronomen
│
├── ejer
│   └── 1. person singularis
│
├── genus
│   └── femininum
│
├── numerus
│   └── singularis
│
└── kasus
    └── akkusativ

Se nu:

puellam meam

Vi kan kontrollere:

puellam
femininum
singularis
akkusativ

       ↕

meam
femininum
singularis
akkusativ

Der er kongruens.

Fra ordanalyse til sætningsanalyse

Se:

Puer puellam meam videt.

På ordniveau:

puellam
│
├── substantiv
├── femininum
├── singularis
└── akkusativ


meam
│
├── possessivt pronomen
├── ejer: 1. person singularis
├── femininum
├── singularis
└── akkusativ

På sætningsniveau:

Puer     puellam meam     videt.
 ×             Δ             ○

Hele:

puellam meam

udgør det direkte genstandsled.

Det possessive pronomen er altså en del af det samme sætningsled som det substantiv, det hører til.

En praktisk metode

Når du møder et possessivt pronomen, kan du arbejde sådan:

1. GENKEND PRONOMENET

   meus?
   tuus?
   noster?
   vester?
   suus?

        │
        ↓
2. FIND EJEREN

   1. person singularis?
   2. person singularis?
   1. person pluralis?
   2. person pluralis?
   refleksiv 3. person?

        │
        ↓
3. FIND DET SUBSTANTIV,
   PRONOMENET HØRER TIL

        │
        ↓
4. BESTEM

   genus
   numerus
   kasus

        │
        ↓
5. KONTROLLÉR KONGRUENS

        │
        ↓
6. VED SUUS:

   hvem henviser
   pronomenet tilbage til?

Her er det særlig vigtigt ikke at blande:

EJER

sammen med:

DET EJEDE

Husk

De vigtigste possessive pronominer er:

meus, mea, meum
min / mit / mine

tuus, tua, tuum
din / dit / dine

noster, nostra, nostrum
vores

vester, vestra, vestrum
jeres

suus, sua, suum
sin / sit / sine

Ejeren bestemmer, hvilket possessivt pronomen vi bruger:

1. person singularis
→ meus

2. person singularis
→ tuus

1. person pluralis
→ noster

2. person pluralis
→ vester

Men det substantiv, der ejes, bestemmer pronomenets:

GENUS
+
NUMERUS
+
KASUS

Derfor får vi:

meus liber
mea puella
meum bellum

Selv om ejeren hele tiden er:

1. person singularis

Det possessive pronomen står i kongruens med det substantiv, det hører til:

puellam meam

librum meum

bella mea

Og ved:

suus, sua, suum

skal vi desuden undersøge, hvem pronomenet henviser tilbage til.

Den vigtigste skelnen kan derfor samles sådan:

EJEREN
│
└── bestemmer
    meus / tuus / noster /
    vester / suus


DET EJEDE
│
└── bestemmer
    genus
    numerus
    kasus

På næste side ser vi på de demonstrative pronominer.

Demonstrative pronominer →