Olddansk

Efter urnordisk følger den periode, vi her kalder olddansk.

Olddansk betegner de nordiske sprogformer på dansk område omtrent fra 700 til 1100 e.Kr.

URNORDISK
ca. 200–700
    │
    ↓
OLDDANSK
ca. 700–1100
    │
    ↓
MIDDELDANSK
ca. 1100–1500

I begyndelsen af perioden er forskellene mellem de nordiske sprogformer stadig forholdsvis små.

Men gennem perioden bliver geografiske forskelle tydeligere, og vi kan efterhånden begynde at følge en særlig dansk udvikling.

Olddansk er derfor ikke moderne dansk i en gammel udgave. Det er et tidligt stadium i den lange udvikling frem mod dansk.

Fra urnordisk til olddansk

På siden om urnordisk så vi, at urnordisk var et fælles tidligt nordisk sprogstadium.

Mod slutningen af den urnordiske periode gennemgik sproget store sproglige forandringer.

Blandt andet blev mange ord kortere, og lydsystemet ændrede sig.

URNORDISK
│
├── længere ordformer
├── flere tryksvage stavelser
└── ældre futhark
        │
        ↓
store lydforandringer
        │
        ↓
OLDDANSK
│
├── kortere ordformer
├── ændret lydsystem
└── yngre futhark

Der findes ikke et bestemt år, hvor urnordisk ophører og olddansk begynder.

Perioderne er modeller, vi bruger til at skabe overblik over en gradvis udvikling.

Vikingetidens dansk

En stor del af den olddanske periode falder sammen med vikingetiden.

Nordiske sprogbrugere rejste, handlede og bosatte sig over store områder.

VIKINGETIDEN
│
├── handel
├── rejser
├── bosættelser
└── krigs- og erobringstogter
        │
        ↓
kontakt mellem
mange sprog og områder

Det førte til omfattende sprogkontakt.

Men når vi taler om olddansk, er det vigtigt ikke at forestille os et Danmark, hvor alle allerede talte et klart afgrænset dansk sprog.

De nordiske sprogformer lå stadig tæt på hinanden.

De nordiske sprog begynder at gå forskellige veje

Urnordisk havde været et fælles nordisk sprogstadium, men geografisk variation fandtes allerede.

Efterhånden voksede forskellene.

Traditionelt skelner man mellem østnordiske og vestnordiske sprogformer.

SENERE NORDISKE SPROGFORMER
│
├── ØSTNORDISKE
│   ├── danske områder
│   └── svenske områder
│
└── VESTNORDISKE
    ├── norske områder
    ├── Island
    └── Færøerne

Dansk udvikler sig altså på den østnordiske side sammen med svensk.

Denne opdeling skal ikke forstås som en skarp grænse mellem færdige sprog.

Der var tale om et sammenhængende nordisk sprogområde med geografiske forskelle.

Dansk og svensk har en særlig fælles historie

Dansk og svensk er begge det nordgermanske sprog, men inden for den nordgermanske gren deler de også en østnordisk udvikling.

Forenklet:

NORDGERMANSK
     │
     ↓
URNORDISK
     │
     ↓
SENERE NORDISK
     │
     ├── ØSTNORDISK
     │   ├── → dansk
     │   └── → svensk
     │
     └── VESTNORDISK
         ├── → norsk
         ├── → islandsk
         └── → færøsk

Det er en af forklaringerne på de mange ligheder mellem dansk og svensk.

Men også inden for det østnordiske område opstod der gradvist forskelle.

Sproggrænserne var ikke skarpe

Et sprogtræ er nyttigt til at skabe overblik, men virkeligheden er mere kompliceret.

Sproglige forskelle udvikler sig ikke nødvendigvis langs moderne landegrænser.

IKKE:

dansk │ svensk
      │
   skarp grænse


SNARERE:

område A
   ↕
område B
   ↕
område C
   ↕
område D

Naboområder kan ligne hinanden meget, mens forskellene bliver større, jo længere man bevæger sig væk.

Derfor skal betegnelsen olddansk først og fremmest forstås som vores navn for de sprogformer på dansk område, der senere udvikler sig til dansk.

Den yngre futhark

En af de tydeligste forskelle mellem den urnordiske og olddanske periode findes i skriftsystemet.

Urnordisk blev skrevet med den ældre futhark, som havde 24 runer.

I vikingetiden bruges især den yngre futhark, som kun havde 16.

ÆLDRE FUTHARK
24 runer
│
│ især urnordisk
↓
YNGRE FUTHARK
16 runer
│
│ olddansk og andre
│ nordiske sprogformer
↓
VIKINGETIDENS
RUNEINDSKRIFTER

At der blev færre runer, betyder ikke, at sproget fik tilsvarende færre lyde.

Tværtimod kunne den samme rune repræsentere flere forskellige lyde.

Runer er stadig ikke et sprog

Det er værd at fastholde skellet fra siden om urnordisk:

OLDDANSK
│
└── sprogform


YNGRE FUTHARK
│
└── skriftsystem

Man kan derfor ikke sige, at vikingerne "talte runer".

De skrev med runer.

På samme måde taler vi dansk i dag, men skriver det normalt med det latinske alfabet.

Runestenene

Fra olddansk tid har vi mange runeindskrifter.

En stor del findes på runesten.

De blev blandt andet rejst:

• til minde om døde
• for at fortælle om slægtskab
• for at markere status
• for at fortælle om bedrifter
• som religiøse eller politiske monumenter.

Runestenene er derfor både historiske og sproghistoriske kilder.

RUNESTEN
│
├── historisk kilde
│   └── mennesker, magt,
│       religion og samfund
│
└── sproglig kilde
    └── ord, former,
        stavning og sprogudvikling

De giver os direkte adgang til sprogligt materiale fra perioden.

Jellingstenene

De mest kendte danske runesten er Jellingstenene.

Den store Jellingsten blev rejst af Harald Blåtand i anden halvdel af 900-tallet.

Indskriften fortæller, at Harald lod monumentet gøre efter sine forældre, Gorm og Thyra, og knytter Harald til Danmark, Norge og kristendommen.

Stenen er særlig interessant, fordi den befinder sig midt i en periode med store politiske, religiøse og sproglige forandringer.

900-TALLET
│
├── vikingetid
├── olddansk
├── runeskrift
├── kongemagt
└── kristendommen vinder frem

Jellingstenen er derfor ikke kun et nationalt monument.

Den er også en vigtig kilde til dansk sproghistorie.

Vi møder navnet Danmark

På den store Jellingsten findes også en tidlig dansk forekomst af navnet Danmark.

I runeindskriften optræder en form af navnet, som med latinske bogstaver kan gengives omtrent som:

tanmaurk

Sammenlign:

OLDDANSK

tanmaurk

    ↓

MODERNE DANSK

Danmark

Man skal være forsigtig med at sammenligne runestavning direkte med moderne stavning.

Den yngre futhark havde færre tegn end vores alfabet, og én rune kunne repræsentere flere lyde.

Men eksemplet gør den sproghistoriske forbindelse meget konkret.

En runeindskrift er ikke en lydoptagelse

Når vi læser runer, kan vi ikke uden videre vide præcis, hvordan ordene blev udtalt.

Den yngre futhark havde kun 16 tegn.

TALESPROG

mange forskellige lyde
        │
        ↓
YNGRE FUTHARK

16 runer
        │
        ↓
én rune kan bruges
for flere lyde

Sprogforskere må derfor kombinere runeindskrifterne med andre oplysninger.

De kan blandt andet sammenligne:

• forskellige runeindskrifter
• beslægtede nordiske sprogformer
• senere skriftlige kilder
• systematiske lydforandringer.

Det er endnu et eksempel på sproglig rekonstruktion.

Olddansk havde langt mere bøjning end moderne dansk

Selv efter de store forandringer i slutningen af urnordisk tid var olddansk stadig langt mere bøjningsrigt end moderne dansk.

Det gamle kasussystem spillede fortsat en vigtig rolle.

Substantiver og andre ord kunne have forskellige former afhængigt af deres grammatiske funktion.

OLDDANSK

mere omfattende
kasussystem
      │
      ↓
mange grammatiske
forhold kan markeres
i ordets endelse


MODERNE DANSK

meget begrænset
kasusbøjning

Den store reduktion af dette system bliver særlig vigtig i den efterfølgende middeldanske periode.

De gamle endelser er allerede under forandring

Selv om olddansk stadig har et omfattende bøjningssystem, er sproget ikke uforandret.

De lydlige processer, vi så på siden om urnordisk, har allerede ændret mange ordformer.

ÆLDRE NORDISKE FORMER
        │
        ↓
vokaler og stavelser
reduceres
        │
        ↓
ENDelser ændres
        │
        ↓
grammatiske former
kan blive mere ens

Det bliver vigtigt for den videre historie.

Når forskellige bøjningsformer kommer til at ligne hinanden mere, kan selve bøjningssystemet efterhånden blive omorganiseret.

Dansk begynder at udvikle særlige lydtræk

Dansk, svensk og de øvrige nordiske sprog har et fælles historisk udgangspunkt.

Men lydforandringer sker ikke nødvendigvis ens overalt.

FÆLLES ÆLDRE FORM
        │
        ↓
   geografisk
    variation
     │     │
     ↓     ↓
ændring A  ændring B
     │     │
     ↓     ↓
senere    senere
dansk     svensk

Når forskellige forandringer breder sig i forskellige områder, vokser forskellene mellem sprogformerne.

I olddansk tid kan vi begynde at se denne proces tydeligere.

Dansk er endnu ikke moderne dansk

Det er vigtigt ikke at overvurdere ligheden.

Selv om vi kalder perioden olddansk, ville sproget have været meget vanskeligt for en moderne dansker at forstå.

OLDDANSK
│
├── anderledes lydsystem
├── langt mere bøjning
├── andre ordformer
├── regional variation
└── runeskrift
        │
        ↓
mange århundreders
sproglig forandring
        │
        ↓
MODERNE DANSK

Betegnelsen dansk betyder her, at vi følger den sproghistoriske udvikling på dansk område frem mod senere dansk.

Nordiske sprogbrugere kunne stadig forstå hinanden

Forskellene mellem de nordiske sprogformer var endnu ikke så store som forskellene mellem de moderne nordiske sprog.

Der har været betydelig indbyrdes forståelighed over store dele af Norden.

Samtidig har der naturligvis eksisteret variation.

NORDEN

mange lokale
sprogformer
    │
    ↓
store ligheder
mellem områderne
    │
    +
    ↓
voksende geografiske
forskelle

Det er netop denne kombination, der gør perioden interessant:

Vi kan både se det gamle fælles nordiske sprogsamfund og begyndelsen på de senere særskilte sprog.

Nordboerne kaldte ikke nødvendigvis sprogene det samme som os

Vores betegnelser olddansk, oldsvensk og andre sproghistoriske navne er moderne faglige redskaber.

Datidens mennesker inddelte ikke nødvendigvis deres sprog på samme måde.

I middelalderlige nordiske kilder møder man eksempelvis betegnelsen dǫnsk tunga – omtrent dansk tunge – som kunne bruges bredere om nordisk sprog.

Det betyder ikke, at alle nordboere talte dansk i moderne forstand.

Det viser, at:

VORES SPROGNAVNE

dansk
svensk
norsk
islandsk
       │
       ≠
DATIDENS MÅDE
AT OPFATTE OG NAVNGIVE
SPROGFORMERNE PÅ

Nutidens sproggrænser må altså ikke uden videre flyttes tusind år tilbage i tiden.

Nordisk møder engelsk

Vikingetidens rejser og bosættelser førte nordiske sprogbrugere til blandt andet England.

Her kom nordiske sprogformer i tæt kontakt med oldengelsk.

Det førte til omfattende sprogkontakt.

En række moderne engelske ord har nordisk oprindelse, blandt andet:

sky
egg
law
take
they
their
them

Særligt they, their og them viser, hvor omfattende påvirkningen kunne være.

Sprogkontakt kan altså påvirke mere end ord for nye genstande.

Selv meget almindelige grammatiske ord kan lånes.

Engelsk og nordisk var allerede beslægtede

Oldengelsk og de nordiske sprogformer var ikke ubeslægtede sprog.

Begge tilhørte den germanske sprogfamilie.

GERMANSK
│
├── NORDGERMANSK
│   └── olddansk og
│       andre nordiske sprogformer
│
└── VESTGERMANSK
    └── oldengelsk

Der er derfor to forskellige historiske forbindelser:

FÆLLES OPHAV
     │
     └── sprogligt slægtskab


DIREKTE KONTAKT
     │
     └── sproglig påvirkning

Det er vigtigt at holde de to ting adskilt.

Ligheder kan skyldes fælles oprindelse, senere kontakt eller en kombination af begge dele.

Kristendommen ændrer skriftkulturen

Mod slutningen af olddansk tid får kristendommen stadig større betydning i Danmark.

Det får også sproghistoriske konsekvenser.

Kristendommen er knyttet til en europæisk skriftkultur, hvor latin og det latinske alfabet spiller en central rolle.

ÆLDRE SKRIFTKULTUR

runeskrift
     │
     ↓

KRISTENDOM
     │
     ├── latin
     ├── bøger
     └── latinsk alfabet
             │
             ↓
NY SKRIFTKULTUR

Det betyder ikke, at runerne straks forsvinder.

De to skriftsystemer eksisterer side om side i en længere periode.

Runer og latinsk skrift eksisterer samtidig

Historiske skift er sjældent øjeblikkelige.

Det gælder også skriftsystemer.

RUNESKRIFT
───────────────→
        │
        │ overlap
        │
        ↓
       LATINSK SKRIFT
       ───────────────→

Runer fortsætter med at blive brugt efter vikingetiden.

Men det latinske alfabet får efterhånden en stadig stærkere position.

På næste side, Middeldansk, får vi derfor adgang til langt flere og længere danske tekster skrevet med latinske bogstaver.

Latin bliver et vigtigt kontaktsprog

Med kristendommen følger også øget kontakt med latin.

Latin var kirkens internationale sprog i Vesteuropa og spillede en central rolle inden for lærdom og skrift.

LATIN
│
├── kirke
├── religion
├── lærdom
└── skriftkultur
      │
      ↓
DANSK

Dermed begynder en påvirkning, som fortsætter gennem middelalderen og langt senere.

Dansk kommer gennem sin historie til at optage ord fra mange forskellige sprog.

Latin er et af dem.

Fra olddansk mod middeldansk

Omkring overgangen til middelalderen bliver vores kilder til dansk bedre.

Samtidig fortsætter sproget med at ændre sig.

OLDDANSK
ca. 700–1100
│
├── vikingetid
├── yngre futhark
├── runesten
├── omfattende bøjningssystem
├── voksende regionale forskelle
└── kristendommen vinder frem
        │
        ↓
MIDDELDANSK
ca. 1100–1500
│
├── flere tekster på dansk
├── latinsk alfabet
├── store grammatiske ændringer
└── omfattende sprogkontakt

I middeldansk tid bliver den særlige danske udvikling endnu tydeligere.

Et sprog kan ændre sig uden at blive erstattet

Overgangen fra urnordisk til olddansk viser et centralt princip i sproghistorien.

URNORDISK
     │
     ↓
generation efter
generation
     │
     ↓
små og store
forandringer
     │
     ↓
OLDDANSK

Der kom ikke nødvendigvis en ny befolkning og erstattede urnordisk med olddansk.

Sproget forandrede sig.

Når forandringerne over lang tid bliver store nok, bruger vi forskellige navne om forskellige stadier af udviklingen.

Hvor befinder vi os nu?

Den danske udvikling kan indtil videre fremstilles sådan:

INDOEUROPÆISK URSPROG
          │
          ↓
      GERMANSK
          │
          ↓
    NORDGERMANSK
          │
          ↓
      URNORDISK
     ca. 200–700
          │
          ↓
       OLDDANSK
     ca. 700–1100
          │
          ↓
      MIDDELDANSK

Jo længere frem vi kommer, desto mere meningsfuldt bliver det at tale om en særlig dansk sproghistorie.

Men grænserne mellem perioderne er stadig gradvise.

Overblik

De vigtigste forhold ved olddansk kan sammenfattes sådan:

OLDDANSK
ca. 700–1100
│
├── udvikler sig fra urnordisk
│
├── hører især til vikingetiden
│
├── dansk udvikler sig inden
│   for det østnordiske område
│
├── nordiske sprogformer
│   er stadig nært beslægtede
│
├── yngre futhark bruges
│
├── runesten er vigtige kilder
│
├── Jellingstenene hører
│   til perioden
│
├── sproget har langt mere
│   bøjning end moderne dansk
│
├── regionale forskelle vokser
│
└── kristendommen åbner for
    latin og latinsk skrift

Det centrale er:

I olddansk tid befinder vi os mellem det fælles urnordiske udgangspunkt og et tydeligere dansk sprog. De nordiske sprogformer ligger stadig tæt på hinanden, men forskellene vokser, og på dansk område kan vi begynde at følge den udvikling, der fører frem mod dansk.

Videre

På næste side går vi videre til middeldansk.

Her bliver vores skriftlige kilder langt mere omfattende. Vi møder blandt andet de danske landskabslove, og vi kan følge store forandringer i dansk grammatik og lydsystem langt tydeligere.

Samtidig kommer dansk i meget tæt kontakt med nedertysk – plattysk –, som bliver en af de vigtigste sproglige påvirkninger i dansk sproghistorie.